Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Byrådet drøfter sagen.Byrådet, 22. december 2016, pkt. 205:

Oversendt til Udvalget for Teknik og Miljø

Annette Søegaard deltog ikke i behandlingen af sagen.

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler, at anmodningen om genoptagelse af sagen afvises og de tidligere afslag fastholdes.

Udvalget for Teknik og Miljø, 1. februar 2017, pkt. 15:

Morten Lem og Rasmus Rask ønskede at følge forvaltningens indstilling.

Ole Frederiksen og Thomas Simoni Thomsen ønskede at sagen genoptages.

Jeppe Ugilt deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomiudvalget, 8. februar 2017, pkt. 30:

Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Rebildlisten indstiller forvaltningens indstilling godkendt.

Oplandslisten og Venstre indstiller, at der besluttes fritagelse for forblivelsespligten.

Konservative og Den Sociale Fællesliste forbeholder deres stillingtagen.

Økonomi

Ingen

Sagsfremstilling

Søren Søe Larsen anmoder på vegne af Oplandslisten om, at følgende punkt optages på byrådets dagsorden:

"Jeg skal hermed på vegne af Oplandslisten(J) bede om at få optaget pkt vedr Hans Sørensen, Kærvej 3, 9530 Støvring og hans fritagelse for pligten til at betale fast bidrag til Støvring Kraftvarmeværk A.m.b.a. Ejendomme har i mange år være mere end fuldt selvforsynende med vedvarende energi(VE).

Baggrund

Rebild Kommune kan efter en konkret og individuel vurdering i særlige tilfælde meddele dispensation fra forblivelsespligten, jf. § 17 stk 1, i tilslutningsbekendtgørelsen, såfremt forsyningsforholdene for den bygning, det drejer sig om, er af en sådan karakter, at de falder ind under en eller flere af kategorierne i tilslutningsbekendtgørelsen § 15, stk. 1 nr 2, jf praksisnotat fra Energiklagenævnet af 20. december 2011 om fortolkningen af §17, stk 1.

Byrådet i Rebild Kommune kan altså meddele dispensation fra forblivelsespligten:

Jf. § 15, stk. 1, nr. 2 i beslutningsbekendtgørelsen:

"Bygninger, der er indrettet med vedvarende energianlæg, som eksempelvis solvarmean-læg, varmepumper, vindmøller, biogasanlæg, komposteringsanlæg, vandkraftanlæg, træfyr eller halmfyr, og hvor anlægget - eller anlæggene tilsammen - efter kommunalbestyrelsens skøn har en kapacitet, som kan dække mere end halvdelen af bygningens enrgiforbrug til opvarmning og forsyning med varmt vand"

Hans Sørensen´s ejendom på Kærvej 3 i Støvring varmes i dag med flere VE-anlæg som træpillefyr, solvarme og varmepumpe. Disse VE-anlæg mere end dækker bygningens sam-lede energiforbrug til opvarmning samt forsyning af varmt vand.

Iflg Hans Sørensen har han i de sidste 15 år ikke benyttet varmeforsyning fra Støvring Kraftvarmeværk A.m.b.a.

Endelig er Støvring by en by med stor vækst. Det må derfor også lægges til grund, at der ikke vil være overkapacitet i de kommende år -  tværtimod.

Jeg ønsker dermed, at der træffes beslutning om, hvorvidt Hans Sørensen skal være pligtig til at betale fast bidrag til Støvring Kraftvarmeværk A.m.b.a.

---------------

Bilag

Til belysning af sagen skal jeg bede om at alle bilag vedlægges sagen vedr korrespondan-cen mellem Rebild Kommune og Hans Sørensen samt dennes advokat."

Forvaltningens bemærkninger

Byrådet besluttede i 1994 at pålægge bl.a. Kærvej 3, at de skulle forblive tilsluttet Støvring Kraftvarmeværk.

Siden 2011 har ejeren søgt om fritagelse eller dispensation fra forblivelsespligten 5 gange. Forvaltningen har meddelt afslag hver gang. Det daværende teknik- og miljøudvalg blev orienteret om de 2 første afslag i 2012. I vedlagte bilag er vist en oversigt (tidslinje) over sagsforløbet.

Hvis en ejendom er pålagt forblivelsespligt til fjernvarme, er de pligtige til at betale de faste afgifter (typisk et abonnementsbidrag samt en kvadratmeterafgift). Forblivelsespligten er ikke til hindrer for, at der installeres anden lovlig varmekilde. Pligten indebærer ikke et krav om, at der modtages varme.

Siden 2011 har ejeren søgt om fritagelse eller dispensation fra forblivelsespligten 5 gange. Ansøgning om fritagelse er sket med den begrundelse, at bygningerne er opvarmet med vedvarende energi fra et pillefyr, solcelleanlæg samt en varmepumpe. Herudover er de faste afgifter steget 2 gange siden 2011. Ved de 2 sidste ansøgninger har forvaltningen afvist at genoptage sagen, da der ikke forelå nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at sagen skulle genoptages. Alle forvaltningens afslag om fritagelse er blevet påklaget til Energiklagenævnet, som har stadfæstet afgørelserne. Den seneste afgørelse ligger dog stadig til behandling ved Energiklagenævnet.

Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at ny eller eksisterende bebyggelse, der er pålagt tilslutningspligt eller forblivelsespligt, skal fritages for pligten. Bygningers eksisterende varmekilde kan indgå i kommunens vurdering af, om der bør meddeles fritagelse. Tilslutningsbekendtgørelsens § 15-17 om fritagelse og dispensation fra tilslutnings- og forblivelsespligten er vist i vedlagte bilag (Lovgrundlag).

Forvaltningen har tidligere vurderet, at der ikke forelå et særlig tilfælde, som bevirkede, at ejendommen skulle fritages fra forblivelsespligten.

Det forhold at ejendommen er selvforsynende med vedvarende energi, er ikke vurderet som værende et særligt tilfælde. Jf. bygningsreglementet skal bygninger opvarmes med kollektiv varme (fjernvarme eller individuel naturgas) eller vedvarende energi. Dette gælder også ved udskiftning af opvarmningssystemet i eksisterende bygninger medmindre de ligger i områder, hvor kollektiv varmeforsyning ikke er mulig. Det må derfor som udgangspunkt forventes, at alle bygninger fremover opvarmes med vedvarende energi, hvis de fritages fra fjernvarme.

Tilsvarende har forvaltningen ikke fundet, at stigningen i de faste afgifter er et særligt tilfælde, som bør give udslag i en fritagelse. Andre medlemmer ved kraftvarmeværket er underlagt samme tariffer. Forvaltningen har vejet hensynet til den kollektive forsyning, tilslutningsgraden og muligheden for at drive en rentabel fjernvarmeforsyning tungere end økonomien og miljøet på forbrugernes ejendom.

Som følge af lighedsgrundsætningen vil en fritagelse fra tilslutnings- eller forblivelsespligten udhule disse, hvis der ikke foreligger et særligt tilfælde. Alle som ansøger, skal fritagelses, hvis de samme forhold gør sig gældende. En dispensation kan derfor blive principiel og danne en præcedens, som vil fjerne muligheden for at fastholde medlemmer af Støvring Kraftvarmeværk.

Det bemærkes, at Støvring Kraftvarmeværk har meddelt, at de er ved at undersøge mulighederne for at udbygge deres varmeproduktionsanlæg, da de er ved at nå deres maksimale varmeproduktionskapacitet ved spidsbelastningerne. En fritagelse kan dog stadig forringe varmeværkets mulighed for at drive en rentabel fjernvarmeforsyning, da deres forsyningsområde vil blive mindre tæt, og de skal have mere fjernvarmeledning per kunde. Hvilket kan øge varmetabet og give større vedligeholdelsesudgifter per kunde.

Såfremt byrådet beslutter, at sagen skal genoptages, har Støvring Kraftvarmeværk formentlig krav på en partshøring.

Forvaltningen har ikke umiddelbart kendskab til sager lig Kærvej 3, hvor der er meddelt fritagelse. I vedlagte notat om tidligere sager er refereret 2 sager, som berører visse elementer, som forekommer i nærværende sag.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Beslutning

Udsat.

Lene Aalestrup, Bent Skovgaard Olsen og Ole Frederiksen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Bjarne Villadsen deltog i behandlingen af sagen som stedfortræder for Lene Aalestrup.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler at Rebild Kommune overfor BaneDanmark anmoder om selv at varetage opgaven som Bygherre på den nye vej- og broforbindelse ved Klepholmvej.

 
Udvalget for Teknik og Miljø, 9. november 2016, pkt. 195:

Udvalget for Teknik og Miljø besluttede at afvente det endelige materiale fra BaneDanmark før stillingtagen til projektejerskab. Der udarbejdes høringssvar til BaneDanmark.

Sagen fortsat:

I skrivelse af 13. januar 2017 har BaneDanmark beregnet, at der ved at undlade at udskifte de to broer, er en besparelse på 31,8 mio. kr, og BaneDanmark vurderer, at projektet ved Klepholmvej vil koste 61,8 mio. kr.

Hvis Banedanmark er bygherre, vil Banedanmark afholde alle omkostninger til projektet. Rebild Kommune skal bidrage med 30 mio. kr eksklusiv moms og uden beregning bidrage med de nødvendige kommunale arealer.

Banedanmark bærer risikoen for selve broanlægget, mens kommunen bærer risikoen for det tilstødende vejanlæg.

Hvis Rebild Kommune er bygherre vil Banedanmark betale Rebild Kommune efter regning, dog højst 31,8 mio. kr. Projektet skal i givet fald udføres i den første del af Banedanmarks anlægsperiode – altså i starten af 2020’erne. 

Opgørelsen af det endelige budgetoverslag vurderes ikke at forringe vilkårene ved at Kommunen står som bygherre, hvorfor det fortsat anbefales at Rebild Kommune meddeler BaneDanmark, at kommunen er indforstået med at varetage bygherrerollen, og afsætter 30 mio. kr i budgettet til realisering af projektet.

Økonomi

BaneDanmarks nye opgørelse af anlægsudgifterne er 9,3 mio. kr højere i forhold det første overslag. Kommunens medfinansiering er øget med 2 mio. kr. Relativt er Kommunens andel således mindre i forhold til den tidligere udgiftsfordeling.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler at Rebild Kommune overfor BaneDanmark anmoder om selv at varetage opgaven som Bygherre på den nye vej- og broforbindelse ved Klepholmvej.

Udvalget for Teknik og Miljø, 1. februar 2017, pkt. 19:

Godkendt.

Jeppe Ugilt deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomiudvalget, 8. februar 2017, pkt. 31:

Indstilles godkendt.

Økonomi

Rebild Kommune har ved det netop vedtagne budget 2017-2020 afsat 28,0 mio kr, henholdsvis 14,825 mio. kr i 2018 og 13,175 mio. kr. i 2019.

Banedanmark vil i januar 2017 fremsende et endeligt anlægsbudget for Klepholmvej og dermed ved vi også først til januar 2017 hvad den endelige medfinansiering bliver.

Sagsfremstilling

Banedanmark skal i forbindelse med elektrificeringen ombygge to broer i Rebild kommune af hensyn til frihøjden under broerne. Broerne er beliggende på henholdsvis Møllegårdsvej i Støvring samt på Buderupholmvej, som i øvrigt er på en privat vej.

Rebild Kommune har i forbindelse med projektet bedt om en kommunal alternativ løsning, hvor broen ved Møllegårdsvej nedlægges og erstattes af en ny jernbanebro ved Klepholmvej. Broen er med i kommuneplanen, som en ny vejforbindelse til Støvring Ådale. Banedanmark forslår, at den private bro ved Buderupholmvej under alle omstændigheder nedlægges, da der i forvejen findes en alternativ vej.

Banedanmark har haft en rådgiver på projektet og er kommet med et projektforslag for Klepholmvej, der kræver to totalekspropriationer samt ændring af et eksisterende regnvandsbassin. Klepholmvej tilsluttes til Hobrovej med et T-kryds og tilsluttes den eksisterende Ny Kærvej, der er en grusvej, øst for jernbanen. Anlægsprojektet har Banedanmark anslået koster 52,5 mio. kr. Den kommunale medfinansiering er beregnet til 28,5 mio kr.

Anlægsoverslaget, som Banedanmark foreløbigt har fået udarbejdet, er tillagt et særligt tillæg på 30 %, der tillægges alle statslige projekter, som et krav fra Finansministeriet. Endelig pris vil blive fremsendt inden indgåelse af medfinansieringsaftale, som skal indgås i februar 2017, inden Banedanmarks beslutningsgrundlag afleveres.

Muligheden for at Rebild kommune selv kunne stå for projektet ved Klepholmvej er drøftet og Banedanmark har tilkendegivet, at det er en mulighed. Løsningen her vil være at Rebild kommune får Banedanmarks besparelse som er anslået til 23 mio. kr. for ikke at skulle opføre de 2 broer, henholdsvis 14 mio. kr for Møllegårdsvej og 9 mio. kr. for broen ved den private vej på Buderupholmvej. Rebild Kommune skal herefter selv stå for anlæggelsen af jernbanebroen og vejtilslutningerne ved Klepholmvej og Ny Kærvej.

Fordelene for Rebild Kommune ved at Banedanmark er bygherre er, at vi i januar 2017 kender prisen på medfinansieringen af det samlede projekt for Klepholmvej, desuden at vi ikke selv skal bruge ressourcer på opgaven. 

Ulemperne ved at Banedanmark er bygherre er bl.a. at Broen ved Klepholmvej kommer med i en samlet pulje med andre projekter, dvs. at Rebild Kommune ikke vil komme til at kende prisen for projektet, da der bliver lavet en samlet tilbudsliste med andre projekter.

Hvis Banedanmarks fastsatte tillæg på 30 % ikke kommer til udbetaling, dvs. hvis projektet bliver billigere, vil Rebild Kommune ikke få glæde af den reducerede pris. Der er mindre fleksibilitet hvis BaneDanmark udbyder projektet. 

Fordele ved at Rebild Kommune er bygherre er at vi kan udnytte en evt. besparelse på arbejdet med selve broen til tilknyttede projekter vi kan udarbejdet et projekt for Klepholmvej, hvori der indgår en rundkørsel som tilslutning til Hobrovej af hensyn til trafikafvikling og trafiksikkerhed. Endvidere kan indarbejdes opgraderingen af Ny Kærvej, øst for banen, som en del af det samlede projekt (samarbejde med projektejer på Rådyret).

Af ulemper kan nævnes at vi ikke kender den samlede økonomi for Klepholmvej, rundkørsel ved Hobrovej og opgradering af Ny Kærvej. Først i januar 2017 kender vi Banedanmarks endelige budget.

Vi mener det er økonomisk fordelagtigt at Rebild Kommune er projektejer og bygherre. Den første vej- og broforbindelse til Støvring Ådale (2008) kostede 32,5 mio kr. Projektet omfattede bro- og vejprojektet som inkluderede 3 rundkørsler. Til projektet blev der totaleksproprieret 1 ejendom.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Der har den 28. september 2016 været afholdt møde med Banedanmark om en ny bro ved Klepholmvej og Klepholmbroen blev præsenteret på et borgermøde i Gigantium, Aalborg den 31. oktober 2016, hvor emnet var opgradering af jernbanen Aarhus-Lindholm. Der skal tages stilling til, hvem der skal være bygherre på projektet ved Klepholmvej, såfremt elektrificeringen gennemføres. 

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0