Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Børne- og Familieudvalget:

- at udvalget fastlægger grænsen mellem Suldrup og Øster Hornum skoledistrikter således, at Byrstedvej 43-77, Risgårdvej 4-25 og Abildgårdsvej 36-70 overgår til Øster Hornum Skoledistrikt.

Økonomi

Specifikt ift. befordring får en ændring af skoledistriktsgrænser i henhold til lovgivning først virkning for kommende elever. Byrådet besluttede dog på sit møde den 29. august, at lade nuværende elever på berørte skoler få befordring fra tidspunktet for ændringens ikraftstræden, hvilket ventes at ville indebære en anslået udgift på omkring 2.000 kr. pr. år pr. elev.

Sagsfremstilling

Baggrund
I efteråret 2018 igangsatte Børne- og Familieudvalget en undersøgelse af behovet for en revision af skoledistriktsgrænserne. På denne baggrund blev der foretaget en forespørgsel blandt skolerne ligesom der blev gennemgået elevdata. Resultaterne af denne undersøgelse blev herefter udsendt i høring blandt skolerne. På baggrund af de indkomne høringssvar og forvaltningens undersøgelser godkendte byrådet, på sit møde den 29. august, anbefalingerne fra Børne-og Familieudvalget. Byrådet undlod dog at tage stilling ift. endelig grænsedragning i området omkring Byrsted, idet man bemyndigede Børne- og Familieudvalget til at beslutte, om området lige nord for Byrsted, på vejene Byrstedvej og Risgårdsvej, ligesom Byrsted by også skal inkluderes i Øster Hornum skoledistrikt. 

Tre scenarier for Byrsteds overgang til Øster Hornum skoledistrikt

I det oprindelige forslag, forelagt på udvalgsmødet 3. april, til en ændring af grænsen mellem Suldrup og Øster Hornum skoledistrikt omfattede ændringen alene Byrsted by (rød markering på bilagskort 1). Efterfølgende blev forvaltningen dog opmærksom på, at borgere bosidende i området lige nord for Byrsted (på vejene Byrstedvej og Risgårdsvej), i området grænsende op imod kommunegrænsen, vil få skolevej gennem Byrsted, i fald skoledistriktsgrænsen ændres (grøn markering på bilagskort 1). Der er konkret tale om få husstande, hvorfor forvaltningen anbefalede, at også disse husstande inkluderes i Øster Hornum skoledistrikt.

I forbindelse med byrådets behandling af sagen om skoledistriktsgrænser kom der desuden en borgerhenvendelse vedrørende området øst for Byrsted (blå markering på bilagskort 1).

I forhold til det oprindelige kommissorie for undersøgelsen af skoledistriktsgrænserne var udgangspunktet, at grænserne kunne ændres hvis grupper af elever gik på tværs af de eksisterende grænser. Dette kan siges at gøre sig gældende i forhold til Byrsted by, hvor et flertal af børnene i den skolepligtige alder (seks ud af otte) vælger Øster Hornum Børneunivers. I de tilstødende områder er der tale om meget få børn; et barn i området nord for Byrsted By og fire børn i området øst for byen, som alle har valgt Øster Hornum Børneunivers. En eventuel ændring af distriktsgrænsen skal her ske ud fra andre hensyn. Et lille flertal blandt de meget få børnehavebørn i området, har ligeledes valgt Øster Hornum Børneunivers.

Som nævnt kan det give mening at inkludere området nord for Byrsted, idet husstandene her ellers vil befinde sig i et "blindt" hjørne mellem kommunegrænsen og Øster Hornum Skoledistrikt. Idet det samme ikke gør sig gældende for området øst for Byrsted, anbefaler forvaltningen, at dette område fortsat henhører til Suldrup skoledistrikt. Dettte betyder en grænse trukket ved Byrstedvej 43-77, Risgårdvej 4-25 og Abildgårdsvej 36-70, som illusteret på bilagskort 2. I den forbindelse skal der samtidig gøres opmærksom på, at der er frit skolevalg, hvorfor beslutningen primært har betydning ift. forældrenes mulighed for at få fri befordring.

Sag genoptaget efter høring

På udvalgsmødet den 25. september behandlede udvalget sagen vedrørende den specifikke grænsedragning mellem Suldrup og Østerhornum skoledistrikt. Forvaltningen havde indstillet til beslutning, at grænsen blev trukket således, at Byrstedvej 43-77, Risgårdvej 4-25 samt Abildgårdsvej 36-70 fremover overgår til Øster Hornum Skoledistrikt. Udvalget drøftede sagen og udsendte herefter spørgsmålet i høring ved de to berørte skoler - Suldrup Skole og Øster Hornum Børneunivers.

Høringssvar

Ved høringsfristens udløb havde begge de to berørte skoler fremsendt deres høringssvar. Suldrup Skole har genfremsendt sit høringssvar fra tidligere i processen, idet man fortsat finder det uhensigtsmæssigt at indskrænke Suldrup skoles distrikt.
Øster Hornum Børneunivers anbefaler i sit høringssvar, at man i placeringen af skoledistriktsgrænsen lytter til de ønsker, der er indkommet fra borgerne i området omkring Byrsted, da det er disse borgere, der ønsker tilknytning til Øster Hornum fremfor til Suldrup Skoledistrikt. Ydermere udtrykkes der i høringssvaret en forventning om, at den socioøkonomiske faktor bag fordelingen af midler til specialundervisning genberegnes, når skoledistriktsgrænserne er endeligt fastlagt.

Resume

Sagen afgøres i: Børne-og Familieudvalget.

På sit møde den 29. august behandlede byrådet en sag vedrørende behovet for en revision af skoledistriktsgrænserne. Sagen endte med beslutning om fastholdelse af flertallet af de eksisterende distriktsgrænser, dog bemyndigede byrådet Børne-og Familieudvalget til at træffe særskilt beslutning ift. området omkring Byrsted. Spørgsmålet omkring distriktsgrænsen ved Byrsted, mellem Suldrup og Øster Hornum skoledistrikt, har været i høring ved de to skoler, og nærværende sagsfremstilling præsenterer høringssvarene.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget godkender kommissoriet for arbejdet med en fælles retning for inklusionsindsatsen i Rebild Kommune.  

Sagsfremstilling

Baggrund

I forbindelse med behandlingen af evalueringen af tildelingsmodellen på specialundervisningsområdet besluttede Børne- og Familieudvalget på sit møde den 14. august, at der skal tilvejebringes en fælles retning for inklusionsindsatsen i Rebild Kommune. Beslutningen om tilvejebringelsen af en fælles retning skal ses i sammenhæng med analysen af taksterne på kommunens egne specialtilbud, som ligeledes er besluttet igangsat, idet begge dele handler om skabelse af de bedst mulige rammer omkring specialundervisningsområdet. Området må på linie med det øvrige specialiserede socialområde forventes at komme under et fortsat pres i de kommende år, hvilket blot synes at understrege behovet for en fælles retning.

På udvalgsmødet den 25. september drøftede Børne- og Familieudvalget, hvad udvalget gerne så indeholdt i et kommissorie for arbejdet med skabelse af en fælles retning for inklusionsindsatsen. Som indspark til drøftelsen blev der bl.a. taget udgangspunkt i KLKs "nøglespørgsmål, som alle kommuner bør stille til inklusionsindsatsen":

  • Er der en tydelig strategi for at styrke de inkluderende læringsmiljøer, så endnu flere af kommunens børn trives og lærer i almenskolen?
  • Hvordan kommer specialpædagogikken i spil i almenområdet?
  • Hvordan er skolens ressourcer organiseret, så det fremmer inklusion?
  • Hvordan inddrages forældrene i inklusionsarbejdet?
  • Er der et fælles sprog om inklusion?
  • Arbejdes der systematisk med at mindske fravær og skolevægring?
  • Hvordan arbejdes der på tværs af skoleområdet og familieområdet med inklusion og børns trivsel?

Fokus i arbejdet med den fælles retning

Med baggrund i drøftelsen på udvalgsmødet den 25. september udtrykte udvalget ønske om et fokus på følgende områder:

  • Fokus på inkluderende fællesskaber (inspiration fra besøg på AU på udvalgets studietur)
  • Plads til alle ud fra fælles læringsmodel (inspiration Katrinebjergskolen i Århus)
  • Skolernes forskellige praksis på området
  • En rød tråd i inklusionsindsatsen
  • PPR's rolle i inklusionsindsatsen

Udvalget ønsker, at der laves en beskrivelse af udgangspunktet i Rebild Kommune, som afsæt for vurdering af udvikling.

Med baggrund i disse fokusområder er der i vedhæftede kommissorie lagt op til en proces, der indeholder fire overordnede trin:

Trin 1: Afdækning af eksisterende praksis
Som ønsket af udvalget indledes processen med en afdækning af den eksisterende praksis, herunder fremdragelse af eksempler på god eksisterende praksis samt en fælles definition på inklusion.

Trin 2: Tilvejebringelse af faktorer for god inkluderende praksis, som grundlag for en fælles retning
Med baggrund i en involverende proces, der bl.a. inddrager udvalg, skoler og institutioners bestyrelser samt repræsentanter fra PPR og CFH, fremdrages de væsentligste faktorer bag en god inkluderende praksis i Rebild Kommune. Faktorerne udgør grundlaget for den fælles retning, der vil blive sammenskrevet i et værdipapir og vedtaget politisk.

Trin 3: Eksperimenterende praksis
De faktorer som er kommet ud af arbejdet i trin 1 og 2 vil i trin 3 blive holdt op mod virkeligheden ude på skoler og institutioner. Konkret indebærer dette, at skoler og institutioner på tværs gennem en eksperimenterende tilgang i fællesskab skal udvikle deres inkluderende praksis. Dette skal dels bidrage yderligere til skabelsen af en fælles retning dels til vidensdeling på tværs.

Trin 4: Hvordan har den fælles retning ført til en ændring i den inkluderende praksis?
På dette trin samles trådene fra processen og der stilles skarpt på, hvilken indflydelse arbejdet med den fælles retning har haft på institutioner og skolers inkluderende praksis.

Det er også på dette trin, at der evalueres på processens bidrag til at nå de overordnede mål med opstillingen af en fælles retning. Disse mål defineres i kommissoriet som følgende:

  • at alle distriktets børn så vidt muligt inkluderes i distriktets dagtilbud og skoler
  • at børnene mødes med tilpas støtte og faglig udfordring til at få det maksimale ud af deres potentiale
  • at der sker vidensdeling på tværs af børne-og ungeområdet, så der kontinuerligt sker udvikling af den inkluderende praksis
  • at borgere kan forvente at blive mødt af et ensartet serviceniveau overalt i kommunen, idet der alle er opbygget stærke inkluderende fællesskaber samt rammer og kompetencer til effektivt at kunne imødegå inklusionsudfordringer


Tidsplan og organisering

Tidsplan
Arbejdet med den fælles retning vil foregå med baggrund i følgende overordnede tidsplan:

Trin 1: Afdækning af eksisterende praksis - fremlægges for udvalget til orientering, april 2020
Trin 2:
Tilvejebringelse af faktorer for god inkluderende praksis, som grundlag for en fælles retning - fremlægges for udvalget til behandling, juni 2020
Trin 3:
Eksperimenterende praksis - opstart decentralt, august 2020
Trin 4:
Hvordan har den fælles retning ført til en ændring i den inkluderende praksis? - fremlægges for udvalget, forår 2021

Organisering
Den overordnede styring af processen med skabelsen af en fælles retning vil blive varetaget af en styregruppe. Herunder vil en arbejdsgruppe forestå arbejdet med planlægningen af processen undervejs samt bearbejdningen af outputtet fra bl.a. dialogmødet (for politisk udvalg, repræsentanter for forældrebestyrelserne mv.) og fra de eksperimenterende praksistiltag ude på skoler og i dagtilbud.

Processen vil undervejs blive kvalificeret med inddragelsen af det politiske udvalg. Herudover vil gruppen af dagtilbuds- og skoleledere samt SektorMED Børn- og Unge udgøre referencegrupper, og endelig vil repræsentanter for CFH, PPR og Center Sundhed ad hoc blive inddraget.
 
Nedenfor ses den nærmere sammensætning af grupperne:
- Chef for Center Børn og Unge (Formand)
- Direktør med særligt ansvar for Center Børn og Unge
- Sekretariatsleder Center Børn og Unge

Arbejdsgruppe
- Chef for Center Børn og Unge
- Sekretariatsleder Center Børn og Unge
- To dagtilbudsledere
- Tre skoleledere
- Leder af kommunens specialskole/specialbørnehave
- Leder af PPR
- Konsulent fra Center Børn og Unge

Referencegrupper
-
Ledere for dagtilbuds- og skoleområdet
- SektorMED Center Børn og Unge

Beslutning

Taget til efterretning.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0