På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på møde d. 26. september 2018 (punkt 109) har forvaltningen arbejdet videre med en konkret model for, at kommunen kan understøtte voksenundervisning i regi af oplysningsforbund, fx via særlige tilskud efter folkeoplysningsloven til denne form for voksenundervisning. Undervisningen skal i givet fald foregå på særlige vilkår med henblik på afvikling i landsbyer/landdistrikter.
Når en aftenskole udbyder et hold, er der behov for et vist antal deltagere, sådan at afviklingen af kurset kan løbe rundt økonomisk for aftenskolen. I den økonomiske beregning indgår tilskud efter folkeoplysningsloven. Det betyder bl.a. at det kan være svært at fylde et hold op, hvis en aftenskole udbyder et hold til afvikling i et mindre befolket område. Dermed afvikles kurset ikke.
Forvaltningen har været i dialog med et oplysningsforbund (aftenskole) om mulighederne for at give særlig støtte til voksenundervisning efter folkeoplysningsloven afviklet i landsbyer/landdistrikter.
Oplysningsforbundet, som forvaltningen er i dialog med, vurderer, at et højere særligt kommunalt tilskud ville kunne sikre, at holdet/undervisningen blev afviklet. Dette er fx gennemført i Mariagerfjord, Viborg og Aalborg kommuner.
Forvaltningen har været i dialog med Mariagerfjord, Viborg og Aalborg Kommuner, som alle giver et særligt tilskud til folkeoplysende voksenundervisning i landsbyer/landdistrikter. I alle 3 kommuner er der tale om en forsøgsordning på 2 år.
Landsbyrådet er blevet orienteret om mulighederne for at give særlig tilskud til voksenundervisning i landsbyer/landdistrikter i Rebild Kommune. Landsbyrådet bakker op om forslaget. Fritidsrådet orienteres på deres førstkommende møde d. 19. november.
På nuværende tidspunkt gives der tilskud til:
• 1/3 i tilskud til aflønning af lærere og ledere til undervisning, studiekredse og foredragsvirksomhed
• 1/3 i tilskud til fleksibel tilrettelagt undervisning
• 5/7 tilskud til løn til instrumentalundervisning
• 8/9 tilskud til løn til handicapundervisning
• Debatskabende aktiviteter
• Lokaletilskud
På baggrund af ovenstående foreslår forvaltningen nedenstående model, hvor kommunen giver et særligt tilskud til folkeoplysende voksenundervisning, som opfylder følgende betingelser i en forsøgsperiode på 2 år, og således gældende i 2019 og 2020:
• Holdet skal have 5-8 deltagere. Hold over 8 deltagere får tilskud som et normalt hold.
• Der gives 5/7 tilskud til løn til lærer- og lederløn til undervisning, studiekredse og foredrag
• Der gives kun tilskud til nye aktiviteter – dvs. hold som ikke har været udbudt i de seneste år
• Den særlige støtte gives til aftenskoleaktiviteter i kommunens landsbyer samt de byzonebyer, hvor der ikke forud for forsøgsordningen findes aftenskoleaktiviteter.
Liste over de 34 landsbyer i Rebild Kommune er vedlagt som bilag.
Særligt om lokaler: Udover tilskud til løn yder kommunen lokaletilskud til udgifter til leje eller egne lokaler, hvis forvaltningen ikke kan anvise et gratis egnet offentligt lokale i ovenstående landsbyer og byzonebyer.
Forvaltningen vil iværksætte en evaluering af ordningen i løbet af 2020.