Sagsfremstilling
Her er en orientering om det forventede regnskab for 2018 på det specialiserede socialområde for børn og unge. Opgørelsen indeholder både myndighedsdelen og den objektive finansiering af sikrede institutioner, børnehuse og tilsyn af plejefamilier. Driften af egne socialfaglige tilbud og institutioner er ikke med i opgørelsen.
Samlet er der i 2018 et budget på 68 mio. kr. eksklusiv overførsel. Der forventes en negativ overførsel på 1 mio. kr. som følge af merforbrug på regnskab 2017. Til sammenligning var budgettet i 2017 på 67,4 mio. kr. inkl. overførsel fra 2016.
Der er lige nu disponeret nettoudgifter på samlet 63,9 mio. kr. Til sammenligning var der på samme tidspunkt sidste år disponeret 57,7 mio. kr. samlet.
Der er 4,1 mio. kr. tilbage af budgettet for 2018 før overførsel. Beløbet skal dække tilgang af nye sager, ændringer i eksisterende sager i løbet af året. Alle disponerede indsatser er påført stopdato og tæller derfor kun med frem til forventet ophør. Afgang af disponerede udgifter vil kun komme ved ophør før forventet stopdato. Til sammenligning var der på samme tidspunkt sidste år 8,7 mio. kr. tilbage af budgettet.
Regnskab 2017 viser et nettoforbrug på 69 mio. kr. i forhold til regnskab 2016 er det en stigning på 3 mio. kr.
Disponeringsregnskabet for 2017 viste ved status pr. december et forventet merforbrug på 0,9 mio. kr. Regnskabet for 2017 har nu vist sig at ende på et merforbrug på 1,6 mio. kr. Der er således en afvigelse på 0,7 mio. kr. i forhold til disponeringsregnskabet som skal undersøges nærmere.
I henhold til overførselsreglerne forventer vi på baggrund af regnskabsresultatet for 2017 en negativ overførsel til 2018 på 1 mio. kr., så budgettet for 2018 nedsættes til 67 mio. kr.
Udgifterne på området har været faldende frem til 2015 hvorefter udgifterne er begyndt at stige igen. Center familie og handicap forventer at udgifterne for 2018 vil ligge over 2017-niveauet, idet der er stigende antal sager.
I forbindelse med regnskab 2017 er refusionen for særligt dyre enkeltsager på børne- og ungeområdet endeligt opgjort. Der var i 2017 29 sager som opfyldte kriterierne for særligt dyre enkeltsager. I 2016 var der 28 sager. Kriteriet for en særlig dyr enkeltsag på børne- og ungeområdet er, at udgifterne efter serviceloven er over 770.000 kr. årligt (2017-niveau). Der er 25% refusion for udgifter der ligger over 770.000 kr. og 50% refusion for udgifter der ligger over 1.540.000 kr. Hvis der er fire eller flere børn fra samme familie anbragt må udgifterne betragtes som en samlet sag og refusionsgrænserne gælder for den samlede sag.