Sagsfremstilling
Ældre-, Pleje- og Omsorgsudvalget har besluttet, at der hvert år laves en afrapportering på voksenhandicapområdet for tilsynsrapporter udarbejdet i det indeværende år for tilbuddene Bostøtten Solgården, Boformen Søparken og Rafus Grande. Afrapporteringen sker ultimo hvert år.
Denne sagsfremstilling omfatter tilsyn for Rafus Grande.
Tilsynsrapporterne for voksenhandicapområdet er udarbejdet af Socialtilsyn Nord og indeholder socialtilsynets bedømmelse og vurdering af, om tilbuddet fortsat har den fornødne kvalitet og samlet set opfylder betingelserne for godkendelse (jf. §§ 6 og 12-18 i lov om socialtilsyn). Socialtilsynet belyser botilbuddets kvalitet gennem interviews med medarbejdere, leder og stedfortræder samt observationer og gennemgang af relevant dokumentation.
På baggrund af de indsamlede informationer udarbejdes en rapport, hvor Socialtilsynet vurderer kvaliteten med udgangspunkt i kvalitetsmodellen, der er struktureret ud fra otte overordnede kvalitetstemaer.
Et tilsyn kan godt indeholde mere end ét tilsynsbesøg, og det fremgår af tilsynsrapporten, hvorvidt der har været et fysisk tilsynsbesøg, på hvilken afdeling og hvorvidt det var anmeldt eller uanmeldt.
Kvalitetsmodellens 8 temaer:
1. Uddannelse og beskæftigelse
2. Selvstændighed og relationer
3. Målgruppe, metoder og resultater
4. Sundhed og trivsel
5. Organisation og ledelse
6. Kompetencer
7. Fysiske rammer
8. Økonomi
Rafus Grande
Rafus Grande er et botilbud til midlertidige ophold efter servicelovens §§ 107 og 66 stk. 1 nr. 6. Tilbuddet har ni pladser efter servicelovens §107, som kan anvendes fleksibelt jf. servicelovens § 66 stk. 1 nr. 6 (efterværn). Målgruppen er borgere i alderen 18 til 30 år med psykiske vanskeligheder eller intellektuel/kognitiv forstyrrelse.
Socialtilsyn Nord har været på uanmeldt besøg d. 16. juli 2024 og har vurderet, at tilbuddet har den fornødne kvalitet vurderet ud fra kvalitetsvurderingens otte temaer. Der har i forbindelse med tilsynet været særligt fokus på følgende temaer:
- Sundhed og trivsel
- Fysiske rammer
- Økonomi
Sundhed og trivsel
Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet understøtter borgernes sundhed og trivsel ved at støtte dem i forhold til kost og motion, sociale fællesskaber og en stabil døgnrytme. Derudover vurderer Socialtilsynet, at tilbuddet støtter borgerne i forhold til at opretholde kontakt og adgang til relevante sundhedsydelser, herunder hjemmeplejen, som doserer medicin for de borgere, som ikke selv kan håndtere dette.
Socialtilsynet bemærker også, at tilbuddet forebygger magtanvendelse, vold og overgreb.
Det konstateres, at tilbuddet har en beredskabsplan for vold og trusler, en procedurebeskrivelse for magtanvendelse og en
seksualpolitik. Endelig vurderer Socialtilsynet, at tilbuddet respekterer borgernes værdighed, autonomi og integritet og sikrer deres
medinddragelse samt selv- og medbestemmelse i beslutninger om deres hverdag i tilbuddet.
Fysiske rammer
Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets fysiske rammer opfylder borgernes behov og mulighed for udvikling og trivsel. Bygningen, som tidligere har været en institution, ligger i et villakvarter og er opdelt i to afdelinger. Den ene afdeling har seks værelser, et køkken, en stue og
to badeværelser, mens den anden afdeling har tre værelser, et køkken, en stue og et badeværelse. Borgerne har deres egne værelser, og huset rummer også servicearealer, herunder aktivitetsrum. Derudover er der personaletoilet, kontor og mødelokaler. Huset har også en have og terrasse, og ligger i en mindre by tæt på indkøbsmuligheder, offentlig transport og foreningsliv.
Socialtilsynet vurderer, at de fysiske rammer giver borgerne mulighed for privatliv samt for socialt samvær og fælles aktiviteter som madlavning.
Økonomi
Tilbuddets økonomiske kvalitet vurderes ud fra budget for 2024 og årsrapporten for 2023.
Tilsynet vurderer, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Tilbuddets økonomi er bæredygtig og gennemskuelig for brugerne og visiterede kommuner.
For nærmere detaljer henvises til tilsynsrapporterne, der er vedlagt som bilag.