Banedanmark skal i forbindelse med elektrificeringen ombygge to broer i Rebild kommune af hensyn til frihøjden under broerne. Broerne er beliggende på henholdsvis Møllegårdsvej i Støvring samt på Buderupholmvej, som i øvrigt er på en privat vej.
Rebild Kommune har i forbindelse med projektet bedt om en kommunal alternativ løsning, hvor broen ved Møllegårdsvej nedlægges og erstattes af en ny jernbanebro ved Klepholmvej. Broen er med i kommuneplanen, som en ny vejforbindelse til Støvring Ådale. Banedanmark forslår, at den private bro ved Buderupholmvej under alle omstændigheder nedlægges, da der i forvejen findes en alternativ vej.
Banedanmark har haft en rådgiver på projektet og er kommet med et projektforslag for Klepholmvej, der kræver to totalekspropriationer samt ændring af et eksisterende regnvandsbassin. Klepholmvej tilsluttes til Hobrovej med et T-kryds og tilsluttes den eksisterende Ny Kærvej, der er en grusvej, øst for jernbanen. Anlægsprojektet har Banedanmark anslået koster 52,5 mio. kr. Den kommunale medfinansiering er beregnet til 28,5 mio kr.
Anlægsoverslaget, som Banedanmark foreløbigt har fået udarbejdet, er tillagt et særligt tillæg på 30 %, der tillægges alle statslige projekter, som et krav fra Finansministeriet. Endelig pris vil blive fremsendt inden indgåelse af medfinansieringsaftale, som skal indgås i februar 2017, inden Banedanmarks beslutningsgrundlag afleveres.
Muligheden for at Rebild kommune selv kunne stå for projektet ved Klepholmvej er drøftet og Banedanmark har tilkendegivet, at det er en mulighed. Løsningen her vil være at Rebild kommune får Banedanmarks besparelse som er anslået til 23 mio. kr. for ikke at skulle opføre de 2 broer, henholdsvis 14 mio. kr for Møllegårdsvej og 9 mio. kr. for broen ved den private vej på Buderupholmvej. Rebild Kommune skal herefter selv stå for anlæggelsen af jernbanebroen og vejtilslutningerne ved Klepholmvej og Ny Kærvej.
Fordelene for Rebild Kommune ved at Banedanmark er bygherre er, at vi i januar 2017 kender prisen på medfinansieringen af det samlede projekt for Klepholmvej, desuden at vi ikke selv skal bruge ressourcer på opgaven.
Ulemperne ved at Banedanmark er bygherre er bl.a. at Broen ved Klepholmvej kommer med i en samlet pulje med andre projekter, dvs. at Rebild Kommune ikke vil komme til at kende prisen for projektet, da der bliver lavet en samlet tilbudsliste med andre projekter.
Hvis Banedanmarks fastsatte tillæg på 30 % ikke kommer til udbetaling, dvs. hvis projektet bliver billigere, vil Rebild Kommune ikke få glæde af den reducerede pris. Der er mindre fleksibilitet hvis BaneDanmark udbyder projektet.
Fordele ved at Rebild Kommune er bygherre er at vi kan udnytte en evt. besparelse på arbejdet med selve broen til tilknyttede projekter vi kan udarbejdet et projekt for Klepholmvej, hvori der indgår en rundkørsel som tilslutning til Hobrovej af hensyn til trafikafvikling og trafiksikkerhed. Endvidere kan indarbejdes opgraderingen af Ny Kærvej, øst for banen, som en del af det samlede projekt (samarbejde med projektejer på Rådyret).
Af ulemper kan nævnes at vi ikke kender den samlede økonomi for Klepholmvej, rundkørsel ved Hobrovej og opgradering af Ny Kærvej. Først i januar 2017 kender vi Banedanmarks endelige budget.
Vi mener det er økonomisk fordelagtigt at Rebild Kommune er projektejer og bygherre. Den første vej- og broforbindelse til Støvring Ådale (2008) kostede 32,5 mio kr. Projektet omfattede bro- og vejprojektet som inkluderede 3 rundkørsler. Til projektet blev der totaleksproprieret 1 ejendom.
Økonomi
Rebild Kommune har ved det netop vedtagne budget 2017-2020 afsat 28,0 mio kr, henholdsvis 14,825 mio. kr i 2018 og 13,175 mio. kr. i 2019.
Banedanmark vil i januar 2017 fremsende et endeligt anlægsbudget for Klepholmvej og dermed ved vi også først til januar 2017 hvad den endelige medfinansiering bliver.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler at Rebild Kommune overfor BaneDanmark anmoder om selv at varetage opgaven som Bygherre på den nye vej- og broforbindelse ved Klepholmvej.
Udvalget for Teknik og Miljø, 9. november 2016, pkt. 195:
Udvalget for Teknik og Miljø besluttede at afvente det endelige materiale fra BaneDanmark før stillingtagen til projektejerskab. Der udarbejdes høringssvar til BaneDanmark.
Sagen fortsat:
I skrivelse af 13. januar 2017 har BaneDanmark beregnet, at der ved at undlade at udskifte de to broer, er en besparelse på 31,8 mio. kr, og BaneDanmark vurderer, at projektet ved Klepholmvej vil koste 61,8 mio. kr.
Hvis Banedanmark er bygherre, vil Banedanmark afholde alle omkostninger til projektet. Rebild Kommune skal bidrage med 30 mio. kr eksklusiv moms og uden beregning bidrage med de nødvendige kommunale arealer.
Banedanmark bærer risikoen for selve broanlægget, mens kommunen bærer risikoen for det tilstødende vejanlæg.
Hvis Rebild Kommune er bygherre vil Banedanmark betale Rebild Kommune efter regning, dog højst 31,8 mio. kr. Projektet skal i givet fald udføres i den første del af Banedanmarks anlægsperiode – altså i starten af 2020’erne.
Opgørelsen af det endelige budgetoverslag vurderes ikke at forringe vilkårene ved at Kommunen står som bygherre, hvorfor det fortsat anbefales at Rebild Kommune meddeler BaneDanmark, at kommunen er indforstået med at varetage bygherrerollen, og afsætter 30 mio. kr i budgettet til realisering af projektet.
Økonomi
BaneDanmarks nye opgørelse af anlægsudgifterne er 9,3 mio. kr højere i forhold det første overslag. Kommunens medfinansiering er øget med 2 mio. kr. Relativt er Kommunens andel således mindre i forhold til den tidligere udgiftsfordeling.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler at Rebild Kommune overfor BaneDanmark anmoder om selv at varetage opgaven som Bygherre på den nye vej- og broforbindelse ved Klepholmvej.
Udvalget for Teknik og Miljø, 1. februar 2017, pkt. 19:
Godkendt.
Jeppe Ugilt deltog ikke i behandlingen af sagen.
Økonomiudvalget, 8. februar 2017, pkt. 31:
Indstilles godkendt.
Byrådet, 16. februar 2017, pkt. 21:
Udsat.
Lene Aalestrup, Bent Skovgaard Olsen og Ole Frederiksen deltog ikke i behandlingen af sagen.
Bjarne Villadsen deltog i behandlingen af sagen som stedfortræder for Lene Aalestrup.
Sagen fortsat:
Realiseringen af broprojektet fordrer, at eksisterende ledningsanlæg, som er beliggende i det nye brotracé, skal omlægges. Omlægningen betyder at der skal anlægges ca. 0,8 km ny ledning og at der skal etableres ny krydsningen af jernbanen, som skal gennemføres ved styret underboring. Overslagsmæssigt er projektet vurderet at koste 2,5 mio.kr. Omlægningen betyder at nye ejendomme i erhvervsområdet skal have tinglyst servitutbestemmelser som indskrænker anvendelsesmulighederne i en 10 meter bred korridor hvor ledningen er placeret.
Administrationen vurderer, at der er råderum i det forudsagte anlægsbudget til dækning af meromkostningen.