Baggrund
På sit møde den 5. september 2018 besluttede udvalget at igangsætte en undersøgelse af de nuværende skoledistriktsgrænser i Rebild Kommune. Undersøgelsen var foranlediget af et politisk ønske om at sikre, at de nuværende skoledistriktsgrænser er placeret hensigtsmæssigt. Den gennemførte undersøgelse har fulgt rammerne opstillet i det vedtagne kommisorium (vedlagt som bilag) og har således haft fokus på nogle på forhånd udpegede geografiske områder samt områder, hvor de enkelte skoler oplever at have store grupper af elever fra andre skoledistrikter.
Undersøgelsen har i praksis baseret sig på en rundspørge blandt skolerne i Rebild Kommune, da disse ligger inde med det konkrete billede af elevoptag, herunder eventuelle større elevvandringer henover distriktsgrænserne. Herudover er der foretaget manuelle optællinger i det centrale elevadministrationssystem (TEA).
Undersøgte områder
Jævnfør kommissoriet er der kigget nærmere på følgende geografiske områder:
Hellum: Den nuværende skoledistriktsgrænse ligger placeret, så Hellum by og området øst herfor hører til Kildens skoledistrikt (afdelingsskolen i Terndrup), mens området vest for Hellum by hører til Skørping Skoles skoledistrikt. Denne deling blev besluttet i forbindelse med nedlægning af Hellum Skole i 2012 (BY29-03-2012)
Byrsted: Den nuværende skoledistriktsgrænse ligger, så Byrsted hører til Suldrup Skoles skoledistrikt.
Udover disse på forhånd udpegede områder, har forvaltningen desuden modtaget konkrete forslag fra Øster Hornum Børneunivers, fra Suldrup Skole samt fra Haverslev-Ravnkilde skole (skolernes forslag er vedlagt som bilag).
Skolernes forslag indeholder overordnet følgende elementer:
Haverslev-Ravnkilde Skole:
a) Forældre til børn fra Ladelund skal kunne vælge, om de vil høre til afdelingsskolen i Ravnkilde eller til Haverslev
b) Lille Binderup kunne høre til Haverslev fremfor til Sortebakkeskolens distrikt
c) Udtrykker undren over, at Haverslev-Ravnkildes distrikt stopper umiddelbart uden for Haverslev i nordlig retning op imod Aarestrup.
Suldrup Skole:
a) Foreslår omlægning af busrute (NT-103), så denne går fra Haverslev og Suldrup. Dette ud fra en antagelse om, at flere elever fra Haverslev herved vil vælge overbygningsskole i Suldrup fremfor i Aars
b) Udvidelse af Suldrups distrikt ned mod Haverslev.
Øster Hornum Børneunivers:
a) Byrsted, der for nuværende ligger i Suldrup Skoles distrikt, foreslåes inddraget i skoledistriktet for Øster Hornum Børneunivers
b) Lade Guldbækområdet overgå til Bavnebakkeskolens distrikt, da man finder, at børnene herfra løfter områdets socioøkonomi (hvilket medfører en lavere tildeling), selvom børnene for hovedpartens vedkommende går på friskolen i Guldbæk.
Forvaltningens kommentarer
Hellum: En gennemgang af elevdata, samt en forespørgsel til Kilden Børne- og Ungeunivers og Skørping Skole, peger på, at blandt de få elever fra Hellum by, som ikke går på Hellum Fri (friskolen i Hellum), er 3 elever aktuelt indskrevet på Skørping Skole, mens 1 elev er indskrevet i Kilden Børne- og Ungeunivers (Terndrup afdeling). Da der således er tale om meget små elevbevægelser på tværs af en distriktsgrænse og da distriktsskolen - i tilfælde af en eventuel lukning af Hellum Fri - skal kunne optage alle eleverne fra friskolen, kan en ændring af distriktsgrænsen (med tanke for kapaciteten på henholdsvis Skørping Skole og Terndrup skoleafdeling) ikke anbefales.
Byrsted: Gennemgangen af elevdata viser, at flertallet af potentielle elever fra Byrsted går på skolen i Øster Hornum Børneunivers. Pt. drejer det sig om 13 elever, mens 4 går på Suldrup Skole. Forældregruppen har tidligere udtrykt ønske om at komme til at høre til Øster Hornums skoledistrikt, da de elever der går i skole i Øster Hornum Børneunivers herved vil få betalt busudgiften (jf. regel om betalt bus til elevernes distriktsskole). Fra politisk side kan det overvejes, om Øster Hornum Børneunivers distrikt skal udvides til også at omfatte Byrsted (jf. bilagskort). I fald dette besluttes skal man dog være opmærksom på, at med mindre andet besluttes, vil ændringen først have betydning for kommende skolebørn fra Byrsted. Således er de elever fra Byrsted, der for nuværende er indskrevet i Øster Hornum Børneunivers - medmindre det politisk besluttes - principielt ikke berettiget til gratis bus, hvis distriktsgrænsen ændres.
Haverslev-Ravnkildes forslag:
a) Forslaget om at forældre til børn i Ladelund selv skal kunne vælge, om de vil høre til Haverslev eller Ravnkilde, kan umiddelbart ikke forenes med Folkeskolelovens krav om, at elever kun kan have ét distriktforhold. En undersøgelse af elevtal viser, at flertallet af elever fra Ladelund på nuværende tidspunkt går i Haverslev, til trods for at de hører til Ravnkilde. Dette vurderes at hænge sammen med den kortere afstand til Haverslev. Aktuelt er 10 elever fra Ladelund indskrevet i Haverslev-Ravnkilde Skole. Heraf går 8 elever i Haverslev og 2 i Ravnkilde. Det vurderes umiddelbart hensigtsmæssigt at tilknytte Ladelund til Haverslev-afdelingen af Haverslev-Ravnkilde Skole. Med baggrund i de nuværende tal vurderes dette at ville give god mening for borgerne i området, og samtidig vil man undgå, at Ravnkilde-afdelingens indskrivningsprocent påvirkes negativt af at de potentielle elever fra Ladelund istedet indskrives i Haverslev (jf. analysen af skoleafdelingen i Ravnkilde BFU 06-03-2018).
b) I forhold til forslaget om at flytte Lille Binderups tilhørsforhold fra Sortebakkeskolen til Haverslev viser en sammentælling i TEA, at 4 elever fra Lille Binderup går i Haverslev mens 7 går på Sortebakkeskolen. Der vurderes på den baggrund ikke at være grundlag for en distriktsændring.
c) Haverslev-Ravnkildes distriktsgrænse er som påpeget i skolens input ført lige nord for Haverslev. Føres grænsen lidt mere nordligt, vil dette - med tanke for det begrænsede antal husstande i området - elevtalsmæssigt ikke rykke så meget. Hertil kommer, at Suldrup skole omvendt har udtrykt ønske om, at deres distrikt rykkes længere sydpå ned mod Haverslev. Forslaget kan derfor ikke anbefales.
Suldrup skoles forslag:
a) Forslaget om en ændring af busruten har ifølge NT flere afledte konsekvenser (se vedlagte bilag). Da det samtidig er uvist, hvorvidt en omlægning af busruten vil få flere forældre til elever fra Haverslev til at vælge Suldrup skole, som overbygningsskole fremfor Aars Skole, kan ændringen ikke umiddelbart anbefales.
b) Forslaget om at udvide Suldrups skoles distrikt ned mod Haverslev kan heller ikke umiddelbart anbefales, idet Haverslev-Ravnkildes distrikt - som bemærket ovenfor - går lige nord for Haverslev.
Øster Hornum Børneunivers forslag:
a) Foreslår udvidelsen af distriktet til også at omfatte Byrsted - se bemærkninger ovenfor.
b) I forhold til ønsket om at lade Guldbæk-området overgå til Bavnebakkeskolens distrikt bemærkes det, at påvirkningen af den socioøkonomiske faktor - med tanke for det vedtagne formål for undersøgelsen - ikke kan begrunde en distriktsændring.
Rettelse til sagsfremstilling
I sagsfremstillingen til BFU-mødet den 3. april står der, at tre elever fra Hellum aktuelt er indskrevet på Skørping Skole. Dette er forkert. Der går reelt 11 elever, som er bosiddende på 7 adresser i og omkring Hellum. De 5 af adresserne er inde i Hellum og de to af adresser er udenfor Hellum.
Eleverne fordeler sig således: en i indskolingen, to på mellemtrin og otte i udskolingen.
Som nævnt i sagsfremstillingen vil en ændring af distriktsgrænsen indebære, at eleverne fra Hellum fremadrettet vil få gratis bustransport til Skørping Skole jf. Regler i folkeskoleloven, men samtidig skal man være opmærksom på, at alle elever fra Hellum skal rummes på Skørping Skole, hvis friskolen på et tidspunkt skulle lukke.
I indeværende skoleår er der 36 elever fra Rebild Kommune, der er indskrevet på skolen. (Kommunen kender ikke det reelle antal indskrevne bør på skolen pt., men af friskolens hjemmesiden fremgår det, at der sidste skoleår var 51 elever).