Projektforslaget er udarbejdet for at etablere en transmissionsledning mellem Aalestrup Varme og Nørager Varmeværk for derved at udnytte en overskudskapacitet på biomasseanlægget (savsmuld, bark og flis) hos Aalestrup Varme og en fusion af de 2 varmeværker. Herudover kan beboerne i Simested, som i dag har individuel opvarmning, blive koblet på fjernvarmenettet. Men den del af projektet hører under Vesthimmerlands Kommune.
Den største del af transmissionsledningen vil i Rebild Kommune lægge på privat jord på ejendommen Troldvej 3, 9610 Nørager, hvor arealafståelse eller servitutpålæg vil kunne komme på tale. Hvis det ikke er muligt, at indgå en frivillig aftale skal transmissionsledningen etableres ved ekspropriation. Det vil dog først kræve en detaljeret projektering af tracéet.
Tilslutningen af forbrugere i Simested beror på frivillige aftaler. Det forventes dog, at der kan indgås frivillig aftale med en del af forbrugerne, da Aalestrup Varme kan levere billigere varme især ved bygninger opvarmet med olie eller elvarme. 76 % af forbrugerne i Simested har i dag oliefyr eller elpaneler (jf. OIS).
Projektforslaget viser en positiv selskabsøkonomi ved etablering af transmissionsledningen. Hvis alle forbrugere i Simested bliver tilkoblet forventes en forbedre selskabsøkonomi på 1,5 mio kr / år. Hvis ingen forbrugere i Simested bliver tilkoblet forventes en forbedret selskabsøkonomi på 0,5 mio kr / år.

Figur 5 fra projektforslaget
Projektforslaget viser en positiv samfundsøkonomi ved etablering af transmissionsledningen med en besparelse på 12,8 mio kr over en 20 års periode, hvis Nørager og hele Simested får overskudsvarme fra Aalestrup. Hvis ingen i bliver koblet på fjernvarmenettet forventes en besparelse på 5,8 mio kr over en 20 års periode.
Da Nørager Varmeværk er et naturgasfyret varmeværk vil transmissionsledningen bidrage til at bringe forbruget af naturgas ned. Hvis Nørager og alle forbrugere i Simested får overskudsvarme fra Aalestrup forventes en reduktion i den samlede mængde CO2-ækvivalenter med 53.127 tons over 20 år svarende til reduktion på 96,8 %. Hvis ingen forbrugere i Simested kobles på, så det kun er Nørager, som modtager overskudsvarme, forventes en reduktion i den samlede mængde CO2-ækvivalenter med 46.555 tons over 20 år svarende til reduktion på 97,3 %. Årsagen til at den procentvise reduktion er mindre hvis alle forbrugere i Simested kobles på kan være, at 24 % af forbrugerne i Simested får varme fra individuelle varmepumper og biomassefyr (jf. OIS).
Jf. projektbekendtgørelsens § 6 kan kommunen godkende et projektforslag for distribuering af fjernvarme, hvis projektet er i overensstemmelse med varmeforsyningslovens formålsbestemmelse om at fremme den mest samfundsøkonomiske og miljømæssige opvarmning. Jf. projektbekendtgørelsens § 17 kan kommunen som udgangspunkt ikke godkende et nyt varmeproduktionsanlæg baseret på biomasse ved et eksisterende naturbaseret kraft-varme-anlæg. § 17 er dog ikke til hindrer for, at man etablerer en transmissionsledning til levering af varme baseret på biomasse så længe, at der er tale om en eksisterende biomassekedel med en restkapacitet. Der må bare ikke ske en udvidelse af produktionskapaciteten for biomassevarmen.