Processen med etablering af ny administrationsbygning i Nørager blev planmæssigt opstartet juni 2015.
Totalrådgiver Kærsgaard & Andersen A/S (KAAI) har i samarbejde med forvaltningen afholdt møder, studietur og mindre workshop henover sommeren med henblik på udarbejdelse af skitseprojekt.
Der er taget udgangspunkt i byggeprogram, lokaliseringsoversigt og lokalitetsskemaer med mere fra tidligere totalentrepriseudbud.
Formuleringerne i de tidligere anvendte udbudsdokumenter skal tilrettes et nyt udbud i fagentreprise.
Følgende hovedpunkter er indledningsvis bearbejdet og analyseret:
- forhold omkring etablering af lift kontra elevator
- krav til tekniske installationer
- ventilationsprincip samt krav til indeklima
- antallet af kontorarbejdspladser/personbelastning sammenholdt med brutto m² og den afsatte økonomi
Totalrådgiveren arbejder ihærdigt med et skitseforslag der har den enkelte medarbejder i fokus med henblik på at skabe en optimeret arbejdsplads med høj kvalitet på faktorer som; dagslys, tilgængelighed, støjreduktion, udsyn, og tilgang til primære funktioner.
Det er, med den nuværende økonomiske ramme, ikke muligt at få enderne til at nå sammen og processen med udarbejdelsen af skitseprojektet er derfor ikke helt i mål endnu.
Sideløbende med skitseprojektet har vores totalrådgiver udarbejdet en overordnet anlægsøkonomi, hvor der vurderes behov for budgetforøgelse.
Budgetforøgelsen vurderes ud fra tre parametre:
- øget personel i bygningen (forøgelse fra 84 til 90 personer efter tilbagemeldinger af september 2015 fra de tre centre om antal arbejdspladser - vurderet forøgelse ca. 1,1 mio. kr.)
- stigende håndværkerpriser (en udvikling i håndværkerudgiften ud over det normale - vurderet forøgelse ca. 2% af håndværkerudgift - således ca. 0,3 mio. kr.)
- stigning i priser og leveringstid på betonelementer (en unormal stigning i prisen på betonelementer på ca. 20% - vurderet forøgelse ca. 0,3 mio. kr.)
Sammenlagt et umiddelbart behov for budgetforøgelse på ca. 1,7 mio. kr.
Dette under forudsætning af en optimeret indretning og at nedenstående Note 1. og Note 2. ikke er indeholdt i de ca. 1,7 mio. kr.
Note 1. - leveringstid:
Herudover skal bemærkes, at der på nuværende tidspunkt ses en leveringstid på 5-6 måneder på betondæk.
Projektet kan dog ændres til en anden konstruktionsopbygning, for at mindske ventetiden på betondæk, men det vil kræve en yderligere budgetforøgelse på ca. 0,62 mio. kr.
Note 2. - ventilationsprincip:
I budgetudregningerne, er der ændret i ventilationsprincippet i forhold til byggeprogrammet, dette for at holde økonomien nede.
Der er fra vores rådgiver foreslået en løsning med en kombination af naturlig og mekanisk ventilation (Hybridventilation) Hybridventilation er et relativt ny ventilationsprincip, men med positive referencer fra henholdsvis Syddansk Universitet og Århus Kommunes Administrationskontor.
Hvis der ønskes det ventilationsanlæg som beskrevet i tidligere byggeprogram, så skal budgettet forøges med yderligere ca. 1,1 mio. kr.
Såfremt ventilationsprincippet fra det tidligere byggeprogram fastholdes, vil der således være behov for en samlet budgetforøgelse på ca. 2,8 mio. kr.
Tidsplan og øvrige forudsætninger:
Totalrådgiverens skitseforslag er, på grund af her omtalte udfordringer, ikke færdigbehandlet og mangler derfor også den sidste brugerinddragelse.
Set i lyset af den lange leveringstid på beton er der ligeledes behov for en revurdering af den overordnede tidsplan.
Revideret tidsplan og skitseprojekt foreslås derfor behandlet på de politiske møder i november henholdsvis ØK d. 18.11.2015 og BY d. 26.11.2015.
I ovenstående beregninger er forudsat en ændring af elevator til lift.
En lift opfylder de samme behov som en traditionel elevator, dog er betjeningen mere manuel og hastigheden lavere.
Besparelsespotentialet er vurderet til ca. 0,2 mio. kr.