Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

Byrådet vedtog d 28.06.18 at opstarte 4 trafiksikkerhedsprojekter, hvoraf projektet for etablering af fortov, sti og hastighedsdæmpning på Haverslevvej har vist sig at være dyrere end forventet, hvorfor der er behov for at frigive midler fra budget 2019, hvis projektet skal realiseres. Yderligere vedtog byrådet, at der skulle fortages trafiksikkerhedsinspektion af Hobrovej i Støvring for blandt andet, at vurdere overkørselsmulighederne af "midterhellen" på Hobrovej i Støvring. Ud fra inspektionen er der udarbejdet et projektforslag, der skal tages stilling til og prioriteres midler til projektet.

Midlerne til trafiksikkerheds- og vejforskønnelsesprojekter i 2019 skal prioriteres og frigives, og der er 2.000.000 kr i puljen i år. Forvaltningen har gennemgået listen over ønsker til trafiksikkerhedsprojekter og fundet 2 projekter som bør prioriteres: Trafiksikker overgang Hobrovej x Nibevej og trafikforskønnelse Østergade Bælum. I bilag kan den fulde liste over trafiksikkerhedsprojekter ses.

Projekter fra 2018 

Hobrovej, Støvring - midterhelle fra Borupsalle til Jernbanegade - bilag Hævet flade, Hobrovej:

På byrådsmøde 28.06.18 vedtog byrådet et budget på 150.000 til trafiksikkerhedsinspektion af Hobrovej med fokus på midterhellen mellem Borupsalle og Jernbanegade. Rådgiveren, som udførte inspektion, anbefaler at midterhellen beholdes for at mindske den tunge trafik gennem Støvring, samt sikre at hastigheden holdes nede. Med baggrund i inspektionen og besigtigelse af området anbefales det at etablere 4 flader, hvor asfalten føres op til midterhellen, henholdsvis ved Rema 1000, Rosenvænget, Kærvej og Bavnebakken. De eksisterende flader med sten belægning bibeholdes for at sikre krydsningsmuligheder for de bløde trafikanter. Trafiksikkerhedsinspektion kostede 40.000kr, der er således et råderum på 110.000kr, og det forventes at de 4 flader kan etableres inden for dette. Der skal frigives 110.000 kr. fra midlerne til inspektionen, til projektet. 

Haverslevvej, Haverslev - etablering af sti, fortov og hastighedsdæmpning - bilag Fortov, Haverslevvej:

Byrådet besluttede d. 28.06.18 at prioritere etablering af fortov langs Haverslevvej, samt etablering af bump. Forvaltningen har gennemført en skitseprojektering, hvor det er klarlagt, at det bliver nødvendigt at erhverve jord til gennemførelsen af fortovet. Det er også blevet klart, at der skal etableres en regnvandsledning, for at kunne sikre en fornuftig afvanding af området, og at der formentlig skal etableres et ekstra bump og belysning på strækningen. Da overslaget sidst var baseret på erfaringspriser, uden at der var lavet et projekt, kommer det nuværende overslag til at repræsentere mere præcist, hvad projektet kan forventes at koste. Det opdaterede overslag lyder på 750.000kr. På nuværende tidspunkt er der afsat 450.000kr. til projektet, hvorfor der skal frigives yderligere 300.000 kr. fra budget 2019 for at realisere projektet.

Projekter for 2019

Trafiksikker overgang Hobrovej x Nibevej - bilag Signalregulering, Hobrovej:

TMU besluttede den 06.02.2019 at der skal etableres et signalanlæg i T-krydset Hobrovej x Nibevej for at skabe en sikker overgang, for de bløde trafikanter fra Buderupholm til stiforløbet på Højdedraget. Forvaltningen har efterfølgende set på, hvilken udfordringer en sigalregulering af krydset Hobrovej x Nibevej, vil skabe for trafikken i T-krydset Hobrovej x Buderupholmvej. I morgen- og eftermiddagsspidsperioden er trafikmængden i de to kryds så stor, at det forventes at en signalregulering af T-kryds Hobrovej x Nibevej, vil skabe fremkommelighedsproblemer for trafikanterne fra Buderupholmvej. Især bilisterne som skal fra Buderupholm til Nibevej får fremkommelighedsproblemer. Øvrige tidspunkter af døgnet vurderes der ikke fremkommelighedsproblemer i T-krydset Hobrovej x Buderupholmvej, når der opsættes signalregulering i T-krydset Hobrovej x Nibevej. Yderligere har forvaltningen haft kontakt til signalrådgiver og leverandør som alle anbefaler at begge kryds signalreguleres pga. af afstanden i mellem dem er relativ kort.

Signalregulering af de 2 kryds samt omlægning af stien fra Buderupholm og stien ved Højdedraget har en overslagspris på 1.700.000kr. I det oprindelige projekt til fodgængerfelt over Hobrovej er der frigivet 250.000, hvor af der er brugt 30.000kr. på rådgiverydelse. De 220.000kr. kan indgå i den samlet finansiering og der skal prioriteres og frigives 1.480.000 kr til projektet.

Trafikforskønnelse Østergade Bælum - bilag Forskønnelse, Østergade:

Vestergade i Bælum blev renoveret i forbindelse med separatkloakeringen af Vestergade. Forsyningen er nu i gang med at separatkloakere den sidste del af Østergade, hvorfor det er et ideelt tidspunkt at udføre ændring i belægningen. Derfor ønskes det at videreføre konceptet fra Vestergade ud af Østergade. Forvaltningen har været i dialog med lokalrådet, som har været aktive i forbindelse med trafikforskønnelse af Bælum og som har forslået projektet. En trafikforskønnelse af Østergade medfører at der skal etableres kantlinje og en enkelt hævet flade i t-krydset Østergade x Stationsvej i samme stil som det øvrige anlæg på Vestergade. Overslagspris for projektet er 220.000 kr, som yderligere skal frigives.

Udvalget skal træffe beslutning om:

  • Frigivelse af 110.000 kr. fra midlerne til trafiksikkerhedsinspektion til etablering af hævede flader på Hobrovej gennem Støvring
  • Ekstra bevilling på 300.000 kr. fra trafiksikkerhedsmidlerne 2019 til etablering af fortov langs Haverslevvej samt frigivelse af de 750.000 kr. til projektet
  • Prioritering og frigivelse af 1.480.000 kr. til etablering af signalanlæg
  • Prioritering og frigivelse af 220.000 kr. til trafikforskønnelse af Østergade Bælum.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Byrådet skal beslutte hvilke trafiksikkerhedsprojekter, der skal prioriteres i 2019, og frigive de nødvendige midler. 

Beslutning

Indstilles godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalg og Byråd indstiller to medlemmer til bestyrelsen for FGU-institutionen

Arbejdsmarkedsudvalget, 13. august 2019, pkt. 71:

Arbejdsmarkedsudvalget indstiller overfor Økonomiudvalg og Byråd, at Peter Hansen og Thomas Simoni udpeges til bestyrelsen for FGU Himmerland.

Udvalget ønsker, at der sendes en henvendelse til bestyrelsen om, at LO Rebild (LO Aalborg) også bliver udpegningsberettiget.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser ved udpegningen af bestyrelsesmedlem til FGU Himmerland.

Sagsfremstilling

Byrådet udpegede 28. juni 2018 repræsentanter fra Rebild Kommunes Byråd til den første bestyrelse for FGU. I den midlertidige bestyrelse har Peter Hansen og Thomas Simoni repræsenteret Rebild Kommune.

Undervisningsministeriet oprettede 19. september 2018 FGU Himmerland som en selvejende institution med tre skoler i henholdsvis Mariagerfjord, Vesthimmerlands og Rebild Kommune. Institutionen har hovedadresse i Hobro. Ved stiftelsen af institutionen blev sammensætningen af den første bestyrelse også fastlagt.

De Himmerlandske kommuner blev tildelt 5 bestyrelselspladser i FGU Himmerlands bestyrelse, som kommunerne selv skulle fordele imellem sig. Borgmestrene for de tre kommuner aftalte, at de fem kommunale bestyrelsesmedlemmer skulle fordeles med to til Vesthimmerlands Kommune, to til Rebild Kommune og et til Mariagerfjord Kommune. Det blev samtidig aftalt, at de kommunale bestyrelsesmedlemmer sammen pegede på bestyrelsesmedlemmet fra Mariagerfjord Kommunes Byråd som formand for bestyrelsen for FGU Himmerland.

I forlængelse af FGU-institutionernes stiftelse i september 2018 konstituerede institutionernes første bestyrelser sig efter en midlertidig vedtægt fastsat af undervisningsministeren i 'Bekendtgørelse om visse midlertidige regler for institutioner for forberedende grunduddannelse' (BEK nr 1094 af 30/08/2018). Den første bestyrelses opgave var at forberede institutionen til at kunne udbyde den forberedende grunduddannelse fra august 2019, samt at sørge for udarbejdelsen af en ordinær vedtægt og at sikre udpegning til en ny ordinær bestyrelse for institutionen.

Jævnfør brev fra Undervisningsministeriet, der er vedlagt som bilag, og henvendelse fra FGU Himmerland skal de tre kommuner med skoler under FGU Himmerland, Mariagerfjord, Vesthimmerlands og Rebild Kommuner, udpege bestyrelsesmedlemmer til den nye ordinære bestyrelse.

Den generelle sammensætning af den ordinære FGU-bestyrelse er beskrevet i kapitel 3 af 'Bekendtgørelse af lov om institutioner for forberedende grunduddannelse' (LBK nr 604 af 24/05/2019), der trådte i kraft 1. juli 2018.  

Den specifikke sammensætning for den lokale FGU-bestyrelse fastsættes i vedtægten. Den første bestyrelse for FGU Himmerland har behandlet den ordinære vedtægt på bestyrelsesmøde 5. august 2019 og godkendt den med forbehold for mindre rettelser i enkelte formuleringer. Den ordinære vedtægt for institutionens nye ordinære bestyrelse er vedlagt som bilag.

Af vedtægten fremgår følgende sammensætning:

1. 10 udefrakommende medlemmer:

- Ét stemmeberettiget medlem udpeget af kommunalbestyrelsen i Vesthimmerland Kommune.

- Ét stemmeberettiget medlem udpeget af kommunalbestyrelsen i Rebild Kommune.

- Ét stemmeberettiget medlem udpeget af kommunalbestyrelsen i Mariagerfjord Kommune.

- To stemmeberettigede medlemmer udpeget i forening af kommunalbestyrelserne i Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland Kommuner.

- To stemmeberettigede medlemmer udpeget i forening af LO Mariagerfjord og LO Vesthimmerland.

- To stemmeberettigede medlemmer udpeget i forening af henholdsvis Dansk Byggeri og Dansk Industri.

- Ét stemmeberettiget medlem udpeget i forening af bestyrelserne for SOSU Nord, Erhvervsskolerne Aars, Tradium og TECHCOLLEGE.

2. Hvis der er nedsat et elevråd, udpeger elevrådet en tilforordnet uden stemmeret, jf. lovens § 12, stk. 4.

3. Et medlem med stemmeret og et medlem uden stemmeret, der udpeges af og blandt institutionens medarbejdere, jf. lovens § 12, stk. 3.

Vedtægterne og den efterfølgende politiske aftale om fordeling af de kommunale bestyrelsesmedlemmer betyder, at Byrådet for Rebild Kommune skal indstille 2 kommunale bestyrelsesmedlem til FGU Himmerlands bestyrelse.

Bestyrelsesudpegningen følger valgperioden for kommuner, hvorfor den nye ordinære bestyrelses funktionsperiode er fra 1. september 2019 og frem til 30. april 2022. 

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Der skal nedsættes en ny ordinær bestyrelse for FGU Himmerland, der afløser den første bestyrelse, efter opstarten af den Forberedende Grunduddannelse (FGU). Byrådet skal udpege to medlemmer af Rebild Kommunes Byråd til bestyrelsen for FGU Himmerland. 

Beslutning

Indstilles godkendt.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0