Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning

Borgmesteren foreslog, at orienteringen tages til efterretning med en bemærkning om, at administrative organisationsændringer kan gennemføres inden for ledelsesretten. Der kvitteres for, at det er sket i overensstemmelse med Rebild Kommunes MED-aftale, der lægger vægt på muligheden for reel medindflydelse og medbestemmelse på rammerne for arbejdet, og at der på baggrund af de indkomne høringssvar nu lægges op til en længere inddragelsesfase.


For stemte 15 (Venstre, Konservative og Radikale Venstre)


Imod stemte 9 (Socialdemokraterne, Den Sociale Fællesliste, Dansk Folkeparti og Ny Borgerlige)


Godkendt.


Socialdemokratiet stemmer imod bemærkningen, fordi medarbejderne burde have været bedre inddraget i processen fra start.


Den Sociale Fællesliste stemmer imod bemærkningen, fordi medarbejderne og relevant råd burde have været bedre inddraget i processen fra start.


Bruno Nielsen deltog ikke i behandlingen af sagen.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget og byrådet tager orienteringen til efterretning.

Beslutning fra Økonomiudvalget, 8. december 2021, pkt. 321:

Taget til efterretning, idet stillingen som Økonomichef nu kan slås op.


Jeppe Ugilt og Jens Laurits Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Sagsfremstilling

Direktionen sendte den 19. november 2021 en e-mail til samtlige medarbejdere – i forlængelse af en kort orientering til Økonomiudvalget dagen forinden og Hovedudvalget samme dag – som skitserede en administrativ organisationsændring (bilag). Forslaget er til dels inspireret af organiseringen i andre kommuner.


Forslaget havde to overordnede formål: 1) En samling af stabsfunktionerne i Fællescenter Sekretariat. 2) En styrkelse af velfærdscentrene gennem en omorganisering og oprettelsen af et tværfagligt program. Der er ingen sammenhæng mellem de to dele af forslaget ud over, at hensigten var at gennemføre dem samtidigt for ikke at skulle gennemføre flere organisationsændringer på kort tid.


Det bærende hensyn bag direktionens forslag er, at der ikke lægges op til nogen som helst ændring i tilbud til borgerne, ligesom ingen stillinger eller funktioner foreslås nedlagt. Der er således ikke indregnet besparelser. Der er alene tale om, at der – løsrevet fra en proces omkring en budgetproces, hvor der ofte opstår spørgsmål om prioriteringer om omfordeling af midler – foreslås justeringer på ledelsesniveau mhp. at kunne dedikere ledelsesressourcer til at prioritere udvikling og arbejde på tværs, så organisationen bliver endnu bedre rustet til at håndtere fremtidens udfordringer. Det gælder navnlig forslaget vedrørende pkt. 2 ovenfor om styrkelse af velfærdscentrene. Det er således også gjort tydeligt, at forslaget ikke er begrundet i, at opgaverne ikke er løftet tilfredsstillende i dag.


Forslaget til styrkelse af velfærdsområdet (pkt. 2 ovenfor) indeholder således ud over en samling af kompetencer i de store velfærdscentre et forslag om at få skabt ledelseskraft til et tværgående specialiseret velfærdsprogram, som skal arbejde på tværs af kommunens velfærdsområder med analyse og løsningsforslag på de socialpsykiatriske kerneopgaver mv. med særlig fokus på børn og unge, men hvor der tages afsæt i – og bygges videre på – det allerede etablerede arbejde på tværs af centrene. Det skal bl.a. ses i lyset af, at vi i disse år ser en vækst i diagnoser og udfordringer hos borgere i alle aldre, hvilket udfordrer kommunernes institutioner og servicetilbud. Alene på voksenområdet er der i 2022 budgetteret med udgifter på 134,4 mio. kr. mod 129,7 mio. kr. i 2021.


Overvejelserne om en samling af stabsfunktionerne (pkt. 1 ovenfor), hvor der oprettes et center med fokus alene på økonomi, er navnlig opstået i tilknytning til, at der skal rekrutteres en ny økonomichef. Timingen af forslaget skal således også ses i lyset af, at den nævnte rekrutteringsopgave vurderes at være hastende. Sigtet med forslaget er også en tættere integration i opgaveløsningen staben og en styrkelse af tværfagligt samarbejde mellem de understøttende funktioner med et øget fokus på kerneopgaven og organisationens behov.


I direktionens mail blev alle medarbejdere inviteret til inddragelse i form af en periode med interne drøftelser og mulighed for at afgive bemærkninger til direktionens forslag frem til 6. december 2021. Forslaget har således været drøftet i Hovedudvalget, i relevante sektorudvalg og i LokalMED. Alle centerchefer har desuden drøftet forslaget ved lokale personalemøder og ved faglige møder med relevante medarbejdere, ligesom direktionen i forskellige sammenhænge har stillet sig til rådighed for medarbejdere og ledere for drøftelse og spørgsmål. Handicaprådet har givet udtryk for undren over, at der ikke er sket offentlig høring over forslaget til den administrative organisationsændring. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er praksis herfor, og at fremgangsmåden svarer til den, der blev anvendt, da man ændrede organisationen i 2018, hvor Center Sundhed blev lagt sammen med Center Kultur og Fritid i den nye Center Sundhed, Kultur og Fritid.


Perioden med medarbejderinddragelse i november/december 2021 har givet anledning til, at der er indkommet 36 bemærkninger på skrift. Overordnet går de indkomne bemærkninger indholdsmæssigt på henholdsvis proces og indhold. Af de indholdsmæssige bemærkninger vedrører tyngden forslaget om styrkede velfærdscentre, og der er kommet både positive og bekymrede bidrag – dog flest bekymrede.


Direktionen sætter stor pris på drøftelserne med medarbejderne og alle de indkomne bemærkninger, der vidner om stort engagement i organisationen og et ønske om vished for, at man kan udføre sine opgaver bedst muligt. Direktionen kan i lyset af de indkomne bemærkninger vedrørende processen tilslutte sig, at der er be-hov for mere tid til en grundig drøftelse af forslaget vedrørende velfærdscentrene, herunder for at etablere en bedre grundlag for at vurdere, om forslaget skal justeres. Der er herunder på baggrund af høringssvarene behov for mere tid til at drøfte intentionen om, at de faglige enheder inden for Center Familie Handicap (som foreslås nedlagt) ikke ændres, således at den koordinering og det faglige samspil, der foregår mellem det specialiserede børneområde og specialiserede voksenområde, kan fortsætte.


På den baggrund og på baggrund af de indkomne bemærkninger lægger direktionen derfor op til, at det videre arbejde deles i to:


  • Del 1 vedr. samling af stabsfunktionerne implementeres per 1. februar 2022 og følger direktionens forslag til organisering, dog med præciseringer vedr. de tværgående funktioner i FCØKIT jf. bidrag fra organisationen. Den ledige stilling som økonomichef opslås straks.


  • Del 2 vedr. styrkelse af velfærdscentre arbejdes der videre med i en længere inddragelsesfase, inden der tages stilling til den endelige udmøntning.


Resume

Sagen afgøres i: Byrådet.

Beslutning

Godkendt.


Bruno Nielsen deltog ikke i behandlingen af sagen.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at Beskæftigelsesplan 2022 godkendes.

Beslutning fra Arbejdsmarkedsudvalget, 30. november 2021, pkt. 98:

Arbejdsmarkedsudvalget anbefaler, at Økonomi og Byråd godkender Beskæftigelsesplan 2022.


Lars Hørsman og Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 8. december 2021, pkt. 316:

Indstilles godkendt.


Jeppe Ugilt og Jens Laurits Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Ingen økonomiske eller bevillingsmæssige konsekvenser.

Sagsfremstilling

Jobcenteret skal hvert år udarbejde en beskæftigelsesplan, som fastlægger mål og strategi for det kommende års beskæftigelsesindsats. Beskæftigelsesministeren har valgt at fastholde 2021-målene i 2022.


1. Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling

2. Flere ledige skal opkvalificeres

3. Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende

4. Flere personer med handicap skal i beskæftigelse

5. Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft


Arbejdsmarkedsudvalget valgte på møde den 28. september 2021, at Beskæftigelsesplan 2022 skulle tage udgangspunkt i ministerens mål. Samtidig skulle tilgang og fokusområder fra Beskæftigelsesplan 2021 fastholdes. Beskæftigelsesplan 2022 er således i hovedtræk en videreførelse af Beskæftigelsesplan 2021.


Af ændringer fra Beskæftigelsesplan 2021 skal der dog nævnes, at det kommunale mål for unges søgning til erhvervsuddannelserne direkte efter grundskolen ikke længere er at finde i Beskæftigelsesplanen. Målet for de unges søgning behandles i forbindelse med udarbejdelsen af den lovpligtige kvalitetsrapport på området.


Derudover er målet omkring at reducere ledigheden for fleksjobbere justeret fra 13% i 2021 til 10% i 2022. Selvom der er sket en betydelig stigning i tilgangen til fleksjobordningen, er det lykkedes at nedbringe ledigheden markant i løbet af 2021. Ambitionen er at fastholde den gode udvikling i 2022.


Endelig er målet omkring at flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende justeret. Tidligere har Rebild Kommune gennem integrations- og beskæftigelses-ambassadørprojektet haft det primære fokus på kvindernes beskæftigelsesgrad. Men da projektet afsluttes ved udgangen af 2021 anbefaler forvaltningen, at fokus i 2022 igen udbredes til hele målgruppen - altså både mænd og kvinder og uanset forsørgelse. Målsætningen er på den baggrund ændret fra et mål om at 30% af kvinderne skulle være i beskæftigelse ved udgangen af 2021, til at den samlede beskæftigelse for både mænd og kvinder ved udgangen af 2022 er mindst 50%.


Beskæftigelsesplan 2022 er i lighed med 2021 i et kort format, som stiller skarpt på de strategiske mål. Beskæftigelsesplanen tager afsæt i de lovbestemte formål med kommunernes beskæftigelsesindsatser og Rebild Kommunes Arbejdsmarkedspolitik for perioden 2019-2022. Derudover inddrages Rebild Kommunes Vision 2030 og FN’s verdensmål. Planen samler således de mange forskellige strategiske mål og fokusområder, som den overordnede retning for beskæftigelsesindsatsen er styret af.


På den baggrund udmønter planen Arbejdsmarkedsudvalgets særlige fokusområder og mål for beskæftigelsesindsatsen i 2022. I disse er også indarbejdet Beskæftigelsesministerens mål og drøftelser og input fra Arbejdsmarkedsudvalgets fællesseminar med Det Lokale Arbejdsmarkedsråd i september 2021.

Beskæftigelsesplanens mål og strategier skal efter vedtagelse omsættes til handling, via udmøntningsplaner, i samarbejde med ledere og medarbejdere.


Udkast til Beskæftigelsesplan 2022 har været sendt til kommentering i Det Lokale Arbejdsmarkedsråd (LAR), hvilket ikke har givet anledning til ændringer eller rettelser i planen.


Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0