Når der planlægges for nye boligområder, pålægger forvaltningen normalt varmeværkerne at indsende et projektforslag, som redegør for de økonomiske og miljømæssige konsekvenser ved at forsyne området med fjernvarme m.h.p. at udlægge området til fjernvarme.
Forvaltningen er ved at lave et udkast til lokalplan for boliger på Bælumvej i Terndrup.
Ejeren af det kommende boligområde i Terndrup har udmeldt, at han ikke er interesseret i fjernvarme, og at han ikke vil betale et byggemodningsbidrag. Fjernvarmeværkerne og udstykkerne indgår normalt en frivillig aftale om betaling af et byggemodningsbidrag, som dækker udgifterne til anlæg af ledningerne indenfor selve boligområdet.
Området kan stadig udlægges til fjernvarme ved godkendelse af et projektforslag. Men det vil blive varmeværket, som kommer til at skulle betale for anlæg af ledningerne indenfor boligområdet, hvis udstykker ikke vil indgå en aftale om byggemodningsbidrag. Varmeværket må ikke påtage sig udgiften, hvis det belaster de øvrige forbrugere.
Hvis hverken udstykker eller varmeværket på forhånd er indstillet på at betale anlæg af ledningerne, vurderer forvaltningen, at kommunen ikke bør pålægge varmeværket at udarbejde et projektforslag for forsyning af nye boligområde. Der er ikke nogen grund til at pålægge varmeværket denne udgift, hvis der alligevel ikke etableres fjernvarme i området. Varmeværkerne kan stadig på eget initiativ indsende et projektforslag til godkendelse.