Der er behov for nye erhvervsarealer i Støvring, da der er risiko for, at de kommunale erhvervsgrunde bliver udsolgt i løbet af 2021. I den nordlige del af Støvring omkring Hobrovej og Neptunvej er der allerede planlagt for erhvervsformål, men der er behov for at revidere planlægningen, så den modsvarer det aktuelle behov. Forvaltningen har fået forespørgsel om etablering af udvalgsvarebutikker i den nordlige del af Støvring. Det giver det nuværende plangrundlag ikke mulighed for. Derfor arbejdes der i kommuneplanrevisionen med et aflastningsområde for erhvervsområdet ved Neptunvej. Da arealerne ved Neptunvej efterhånden alle er solgt, vil aflastningsområdet også omfatte et areal vest for Hobrovej, der ligeledes ligger i byzone og er planlagt til erhvervsformål. Der er lavet et oplæg til udstykning vest for Hobrovej, som er vedlagt til bilag 2. Det er imidlertid en foreløbig plan for at afklare grundstørrelser. Den kan ændre sig undervejs i planlægningen, når der skal tages stilling til vandhåndtering m.v.
Ved Teknik- og Miljøudvalgsmødet d. 4. november blev det besluttet på punkt 220, at planlægning af et aflastningsområde ved Neptunvej skulle på prioriteringslisten. Da grundene ved Neptunvej efterhånden alle er solgt til erhvervsformål, er der behov for at tage stilling til om lokalplanlægningen for aflastningsområdet også skal omfatte arealet vest for Hobrovej, således der er mulighed for at tiltrække store udvalgsvarebutikker.
Et aflastningsområde er et område til butikker, der pga. fx størrelse eller parkeringsbehov, ikke naturligt hører hjemme i bymidten. Aflastningsområdet skal således aflaste bymidten, og må ikke få et omfang eller muligheder således det udkonkurrerer bymidten. Derfor skal der bl.a. ikke være mulighed for at etablere dagligvareforretninger i området, og butikkerne skal have en mindstestørrelse for at kunne ligge i området. Disse bestemmelser for området indarbejdes i kommuneplanen, således de sætter retning for lokalplanens bestemmelser.
Området skal fortsat kunne benyttes til erhvervsformål, således der både er mulighed for at etablere erhverv og butikker. Det kan dog overvejes at fastholde de grunde, der ligger nærmest Hobrovej til butiksformål, således der skabes en attraktiv indgang til Støvring, og butikkerne sikres de mest eksponerede grunde.
Lokalplanlægning af et aflastningsområde kan være omfattet af krav om miljøvurdering. Der arbejdes med en vejadgang fra Hobrovej. Der må forventes en øget trafik til området, især når anvendelsen ændres til også at kunne rumme butiksformål. Derfor er der behov for en trafikal redegørelse, hvori det skal belyses, hvilke trafikale tiltag der er nødvendige for at sikre en hensigtsmæssig trafikafvikling. Den gældende lokalplan 154 giver mulighed for en forlægning af Vestre Primærvej (se kort). Forlægning kan indgå som en del af en samlet plan for aflastning af bymidten for gennemkørende trafik. I forhold til et aflastningsområde kan den måske også benyttes som en ekstra adgangsvej.