Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

at Teknik- og Miljøudvalget godkender forvaltningens udkast til tillægsregulativ
at Teknik- og Miljøudvalget igangsætter vedtagelsesprocessen, med §3-dispensation og efterfølgende offentliggørelse i 8 uger

Økonomi

Forvaltningen forventer ikke at overgangen til en anden vedligeholdelsesmetode i dette tilfælde vil få indflydelse på vedligeholdelsesomkostningerne. Reduktionen i antallet af terminer forventes at give en årlig besparelse på omkring 23.000 kr.

Sagsfremstilling

De foreløbige resultater fra grødeskæringen i 2014 viser at afvandingen er blevet bedre (vandstanden er faldet) samt at genvæksten af vandplanter er svagere, når der skæres med mejekurv. Bundforholdene i Simested Å var på strækningen kendetegnet ved stor dybdevariation og en generel overbredde. Bundmaterialet bestod før skæring med mejekurv af sand og passager med sten og grus. Især lige efter sandpuder kunne der ses grus og sten på bunden på grund af en højere strømhastighed hen over sandpuden. Efter skæring med mejekurv er dybdevariationen udjævnet, men der ser også ud til at være skabt en lidt større strømhastighed i strømrenden, hvor der visse steder er skyllet lidt mere grus frem. Det har betydet en kraftigere materialevandring i vandløbet. Det har især kunnet ses på Kistvad Dambrug, der ligger lige nedenfor strækningen, som er vedligeholdt med mejekurv. Her er der konstateret store mængder aflejret sand i fiskedammene.

På baggrund af undersøgelserne fra 2014 er der udarbejdet et udkast til et tillægsregualtiv der skal gøre det muligt, at flere strækninger kan vedligeholdes med mejekurv. Udkastet er vedlagt som bilag 1. Tillægsregulativet fastlægger udelukkende nye bestemmelser for vedligeholdelsens omfang og udførsel.  

Tillægsregulativet indeholder bestemmelser om grødeskæringen på lidt over 7 km vandløb. Faldet på vandløbsbunden ligger i gennemsnit på ca. 2 promille. Der er også redegjort for det planmæssige grundlag, idet de tidligere regionplaner nu er afløst af de nye vandplaner.

Herunder følger en opsummering af ændringerne i tillægsregulativet og konsekvenserne af ændringerne.

 

Vedligeholdelsen 

Den nuværende grødeskæring udføres 2 til 3 gange årligt som en strømrendeskæring. På de øverste 1800 meter er det med maskine og på den resterende del er det manuelt.

Den fremtidige vedligeholdelse foreslås udført overvejende med maskine, men 2 strækninger er stadigvæk bevaret som manuel grødeskæring. Nedenstående tabel opsummerer nuværende og fremtidig grødeskæring.

Strækning (meter)

Nuværende vedligeholdelse

Fremtidige vedligeholdelse

0 - 1806

Valgfri

Valgfri

2042 - 4477

Manuel

Valgfri

4486 - 5578

Manuel

Manuel

5580 - 6513

Manuel

Valgfri

6585 - 7326

Manuel

Manuel

I formålet til vandløbsloven står der, at vandløbene skal kunne benyttes til afledning af vand. Når der fastlægges og gennemføres vedligeholdelse skal det ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten der er fastsat i anden lovgivning.

Staten har i deres vandplan målsat Simested Å til god økologisk tilstand. På lidt over halvdelen af strækningen er der i dag målopfyldelse og på den resterende del skal der ske en indsats for at løfte miljøkvaliteteten. Staten har ligeledes fastsat retningslinjer om blandt andet grødeskæringsmetode, antal og slåning af vegetation langs vandløbets kanter. Forvaltningens udkast til et nyt tillægsregulativ afspejler afvejningen mellem afvanding og miljøkrav. For at opveje overgangen til en miljømæssigt lidt hårdere vedligeholdelsesmetode er der foreslået reduktion i antallet af terminer og skærebredderne er generelt fastsat til 70 - 80 procent af den regulativmæssige bundbredde.  

Strækning (meter)

Nuværende antal terminer

Fremtidig antal terminer

0 - 1806

2

2

2042 - 4477

3

2

4486 - 5578

3

2

5580 - 6513

3

2

6585 - 7326

2

2

Afvandingsforhold

Regelmæssig terminsbestemt grødeskæring foretaget i en slynget strømrende i Simested Å, har i tidsrummet umiddelbart efter endt grødeskæring givet anledning til en forbedret vandføringsevne, som følge af et øget tværsnitsareal. Forbedringen har dog været begrænset og i et kort tidsrum på få uger. Skiftet til vedligeholdelse med mejekurv forventes at forbedre vandløbets vandføringsevne sammenlignet med en grødeskæring med motorle. Det er begrundet i de foreløbige resultater fra 2014 og fordi mejekurven kan skære vandplanterne mere tilbage. Mejekurven sikrer en bedre afvanding men påvirker samtidig vandplanter og smådyrsfauna kraftigt. For at opveje den negative miljømæssige påvirkning, vurderer forvaltningen at det er nødvendigt at reducere de tre årlige grødeskæringer til to.

Vedtagelsesproces

Proceduren for vedtagelse af et nyt regulativ eller tillægsregulativ som i dette tilfælde, er som første skridt at lave et udkast. Udkastet afklares med eventuelle nabo vandløbsmyndigheder som i dette tilfælde er Mariagerfjord Kommune. Når der er enighed om udkastet skal det offentliggøres i 8 ugers indsigelsesperiode. Herefter vedtages regulativet endeligt og offentliggøres med 4 ugers klagefrist.

De ændrede vedligeholdelsesbestemmelser kræver en dispensation fra naturbeskyttelseslovens §3. Da Simested Å har strækninger der ikke har målopfyldelse og der i vandplanen er fastsat et indsatskrav skal tillægget til tillægsregulativ til godkendelse hos Naturstyrelsen.

Forvaltningen har været i dialog med Mariagerfjord Kommune med hensyn til både udkastet til tillægsregulativet og en dispensation fra § 3 i naturbeskyttelsesloven. Mariagerfjords bemærkninger er indarbejdet i forslaget. Det udkast til tillægsregulativ som er vedlagt vurderes at kunne opnå en dispensation fra naturbeskyttelsesloven (se bilag 2). Hvis der ændres væsentligt i udkastets indhold vil det kræve en ny vurdering af mulighederne for en dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 3.

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget kan tilslutte sig udkastet til tillægsregulativet, foreslår forvaltningen at vedtagelsesprocessen igangsættes med at udsende dispensationen fra naturbeskyttelseslovens § 3. Hvis der efter 4 uger ikke kommer klager, sendes udkastet til tillægsregulativ til godkendelse hos de statslige myndigheder, da staten skal godkende ændret vedligeholdelse på strækninger hvor der i statens vandplan er tildelt en indsats og hvor der ikke er målopfyldelse. 

Til den kommende grødeskæringsæson udføres grødeskæringen manuelt, i overensstemmelse med regulativet, da det ikke er lovligt at skifte vedligeholdelse før der er vedtaget et tillægsregulativ.

Resume

Sagen afgøres i: Udvalget for Teknik og Miljø

Grødeskæringen i øvre del af Simested Å har igennem mange år været diskuteret. Specielt har sandaflejringer og vandstanden været genstand for stor diskussion. Vedligeholdelsen på strækningen har været udført som manuel vedligeholdelse med motorle op til 3 gange årligt. Der har været et politisk ønske om at ændre på vedligeholdelsen. Forvaltningen fremlægger et forslag til et tillægsregulativ, der muliggør at flere strækninger kan vedligeholdes med mejekurv og indstiller at Teknik og Miljøudvalget godkender forslaget og sætter processen omkring dets vedtagelse igang.

Beslutning

Udvalget besluttede at udsætte sagen til udvalgets møde i august.

Allan Busk og Jan Brøndum deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

at Teknik- og Miljøudvalget tager redegørelsen til efterretning og at der ved fremtidige indhentning af tilbud henvises til at firmaerne skal kunne levere opmålingskvaitet på højde med anbefalingerne i Guidelinen.

Sagsfremstilling

Efter politisk ønske redegøres der her for forvaltningsproceduren, når der bestilles opmålingsarbejder af vandløb.

Opmåling af vandløb kræver ofte et indgående kendskab til vandløbshydraulik og en god evne til at se hvornår vandløbsstrækninger ændrer karakter. Med hensyn til hvordan opmålingerne teknisk udføres henvises til de enkelte firmaer. På Sjælland er der lavet en guideline til hvordan vandløb opmåles. Disse guidelines er lavet i et samarbejde mellem kommuner, opmålingsfirmaer og landbrugsorganistioner.

Guidelines er vedlagt som bilag 1 og giver en række anbefalinger for at kunne foretage den bedst mulige kontrolopmåling. Et uddrag af anbefalingerne (som i sagens natur er ret tekniske) oplistes herunder:

 

 

Udstyr
Anbefalingerne forudsætter, at opmålinger foretages med differentiel GPS eller totalstationer. Der skal ved opmåling med GPS eller totalstation benyttes en asymmetrisk oval spids kaldet en ”andefod”. Den udjævning af bundens profil, som automatisk vil ske ved anvendelse af en fod, er i praksis uproblematisk, fordi det kan være en fordel at midle meget små ændringer af bundprofilen væk. Langs vandløbskanter med specielt stivstænglet vegetation, kan det, på baggrund af en faglig vurdering være nødvendigt at anvende et alternativ til andefod. Dette er nødvendigt for at få den mest retvisende beskrivelse af vandløbet.

 

Fikspunkter - faste referencepunkter

Ved opmåling af vandløb benyttes primært GPS-baseret opmålingsudstyr. I tæt bevoksede vandløb kan satelitdækningen være så svag, at det ofte vil være en fordel at etablere en række fikspunkter. Fikspunkterne kan danne grundlag for kontrolopmåling i forhold til højdebestemmelse (nivellement) eller til bestemmelse af plankoordinater ved brug af totalstation.

 

Kontrol og service af elektronisk udstyr

GPS-måleudstyr, totalstationer samt i nogle tilfælde andet elektronisk vandføringsmåleudstyr, skal kontrolleres mindst 1 gang om året.

Geografisk referencesystem

Det anbefales, at opmålinger foretages i DVR90. Benyttes GPS-måleudstyr anbefales det, at et af Geodatastyrelsens anerkendte referencenet benyttes.

 

Maksimal acceptabel måleusikkerhed på måleudstyr

Det anbefales, at måleusikkerheden på det anvendte GPS-måleudstyr ikke overstiger 2-3 cm for henholdsvis (Y, X) samt højde (Z) for 95 % af de udførte målepunkter.

Målepunkter for vandløbsprofiler

Det anbefales, at der som hidtil etableres tværprofiler for hvert ca. 100 meter vandløb i forbindelse med kontrolopmåling. For vandløb med geometrisk skikkelsesregulativ kan afstanden øges til 125 meter mellem de enkelte tværprofiler på stejle strækninger.
Når, vandløbet har teoretisk skikkelse anbefaldes det, at der ikke er mere end 100 meter mellem tværprofiler. Mens det anbefales kun at have ca. 75 m mellem tværprofiler på strækinger med lidt fald eller som erfaringsmæssigt ofte giver problemer.
Det bør generelt fortsat måles profiler før og efter bygværker, rørbroer og lignende ændringer af vandløbsprofilet, samt ved ud- og indløb i forbindelse med rør og evt. drænudløb, da det ofte er her der opstår problemer med aflejringer.
Det anbefales endvidere, at der i forbindelse med profilmålinger ligeledes måles aktuelt vandspejl. Målingen af vandspejlet er et vigtigt redskab til kvalitetssikringen af selve kontrolopmålingen.

Vandløbsdefinition

Vandløbets profil anbefales at være defineret til at være fra kronekant til kronekant, som er vandløbets øverste kant.

 

Antal af målepunkter i det enkelte vandløbsprofil

Opmåligen af det enkelte vandløbsprofil anbefales at indeholde et antal målepunkter, der afspejler de reelle forhold på stedet afhængig af vandløbets aktuelle størrelse. Det anbefales således på baggrund af kendte vejledninger, at der foretages måling på følgende punkter:

- Kronekanter måles med et punkt på hver side

- Brinkerne måles med minimum et punkt pr. løbende meter

- Vandløbsbunden måles normalt med ca. 3 punkter pr. løbende meter

- Målepunkterne placeres der, hvor der er de største ændringer i gradienterne

Supplerende kontrolopmålinger til vandløbets længdeprofil

I særligt mæandrerende (slyngede) vandløb anbefales det, at man har ekstra opmærksomhed på, at det kan være nødvendigt med flere punktmålinger i forbindelse med fastlæggelse af korrekt stationering af vandløbet. Dette er vigtigt, da opmålingens længde skal kunne forholdes til den regulativmæssige længdebeskrivelse.

Kvalitet af data

ved indsamling af vandløbsdata skal der tilrettelægges en procedure til kvalitetssikring af data fra registrering i fleten, via databearbejdning til den endelige afrapportering. kontrollen skal sikre, at data ikke er fejlbehæftede og har en kvalitet, der umiddelbart muliggør anvendelse af data til brug ved administation af vandløbene. Ved kvalitetsskring kan det være hensigtsmæssigt at inddrage minimum 2 fagligt kompetente personer.

Tidspunkt for kontrolopmåling

Det anbefales, at kontrolopmålinger af vandløbet fortrinvis foretages om foråret eller om vinteren. Her er satellitdækningen bedre i træbevoksede vandløb og vandløbets profil og løse aflejringer fremstår tydeligt, fordi det ikke er dækket af urter og vandløbsplanter. Kvaliteten af kontrolopmålingen anbefales at kunne dokumenteres skriftligt af opmåler.
Foretages en opmåling om sommeren/efteråret skal opmåleren være særligt opmærksom på evt. dårlig kontakt til satellitter. Endvidere kan det på grund af grøde og kantvegetation være sværere at erkende det egentlige vandløbsprofil på denne årstid.

Et af de firmaer som har lavet mange opmålinger for Rebild Kommune er Orbicon, som leverer en kvalitet, der er på højde med det der er beskrevet i guidelinen. Orbicon har også været involveret i at udforme den omtalte guideline på Sjælland.

Når forvaltningen skal indhente tilbud på opmålingsarbejder indbydes eksterne firmaer til at byde på opgaven. Antallet at firmaer der indbydes til at byde på opmålingsarbejder følger den interne Indkøbs- og udbudspolitik for Rebild Kommune samt national - og EU lovgivning på området.  

Ved kontrolopmålinger af længere strækninger eller fulde opmålinger til regulativrevison udbydes opgaverne til 2-3 firmaer (det er selvfølgelig afhængig af den forventede pris) og den billigste for opgaven vælges. Som bilag 2 er et nyligt eksempel på indhentning at tilbud på opmålingsarbejde. På sidste side i det vedhæftede eksempel er forvaltningens forventning til opmålingsarbejdet oplistet. Dette er en meget teknisk beskrivelse af de data som forvaltningen forventer at få leveret. I dette tilfælde var det Kaj Bech A/S, der fik opgaven.

I klagesager (ofte korte strækninger) har forvaltningen benyttet Orbicon til at opmåle vandløb og lave en kontrolberegning af om vandløbet lever op til de regulativmæssige krav. Det skyldes, at Orbicon ligger inde med regulativmæssige oplysninger, nye og gamle opmålinger af dimensioner samt afstrømningsmæssige data for en lang række vandløb. Derudover har firmaet lokalkendskab fra arbejde for de tidligere kommuner. Forvaltningen har gode erfaringer med at Orbicon løser opgaven på et højt fagligt niveau. Endelig kan Orbicon levere data i en filtype, som kan indlæses direkte i vores program til at beregne vandspejl. Andre firmaer vil kræve ekstrabetaling for at konvertere deres data til det program, som kommunen har.

Forvaltningen har kendskab til følgende firmaer, der kan udføre opmålingsarbejde (listen er ikke udtømmende):

- Niras

- Cowi

- Viborg Landindspektør

- Kaj Bech A/S

- Geopartner

- Orbicon

Forvaltningen vil anbefale, at der fremadrettet stilles krav til firmaerne om at levere opmålingskvalitet på højde med anbefalingerne i Guidelinen.

Resume

Sagen afgøres i: Udvalget for Teknik og Miljø

Der er et politisk ønske om at få redegjort for forvaltningsproceduren, når der bestilles opmålingarbejder af vandløb. I dagsordenspunktet beskrives, hvordan opmålingsarbejder bestilles og der henvises til eksempler på indhentning at tilbud på opmålinger. Forvaltningen indstiller at redegørelsen tages til efterretning.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0