Sagsfremstilling
Rebild Kommune har ca. 300 km offentlige vandløb som skal grødeskæres 1-3 gange årligt. Forvaltningen har i 2012 udbudt vedligeholdelsen i 4 entrepriser. Kommunens egen driftsenhed vandt entreprise 2 og 4 mens Sloths Entreprenør og Naturpleje Aps vandt entreprise 1 og 3. Den vedligeholdelse, der er udbudt, følger det der står beskrevet i de enkelte vandløbsregulativer, hverken mere eller mindre.
Rebild Kommunes Driftsenhed og Sloths Entreprenør og Naturpleje Aps blev sidste år fulgt af Arbejdstilsynet, mens de udførte manuel grødeskæring med motorle. Resultatet blev, at Arbejdstilsynet udstedte to påbud om, at det skal sikres, at arbejdet med grødeskæring fremover kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er ikke et forbud mod manuel grødeskæring, men rettet mod den måde, som arbejdet blev udført på under tilsynet. Det kritiseres bl.a. at der er mange gentagne og belastende bevægelser med højt løftede arme. Forvaltningen har opfordret Arbejdstilsynet til også at vurdere grødeskæring udført med gammeldags le.
Det har desværre vist sig, at den manuelle vedligeholdelse på få vandløbsstrækninger (ca. 5,8 km ud af de ca. 300 km) er besværliggjort af dybt nedskåret profil, blød bund eller at vandløbet ligefrem er bundløst. Driftsenheden ved Rebild Kommune har derfor ved møde den 8. maj 2015 bedt om, at vedligeholdelsen på disse strækninger kan udføres med en anden metode i 2015.
Det drejer sig om følgende vandløbsstrækninger:
Vandløb |
Strækning (meter) |
Asp Bæk |
582 |
Binderupgrøften |
1124 |
Blasmose |
484 |
Flaskekanalen |
343 |
Fyrkilde-Tolvad Bæk |
1467 |
Guldbækken |
902 |
Skelbæk |
560 |
Svingelgrøften |
374 |
Udover de ovenfornævnte er der Simested Å, på stykket lige opstrøms for Volstrup Dambrug, hvor der er så stor vanddybde at den manuelle vedligeholdelse ikke er mulig og derfor vedligeholdes der med båd. Det drejer sig om ca. 1.200 meter.
Forvaltningen har pointeret overfor vores entreprenører, at bestemmelserne i regulativerne skal overholdes, men vi har selvfølgelig forståelse for, at der kan findes fysiske forhold, som betyder at arbejdsmiljøet er udfordret.
I forhold til lovgivingen er der ikke mulighed for at ændre på vedligeholdelsesmetoden, før der er vedtaget et tillægsregulativ eller de gældende regulativer er revideret.
Rebild Kommune står i den situation at hvis vi fastholder, at vedligeholdelsesmetoden på disse meget besværlige vandløbsstrækninger skal følge vandløbsregulativerne, er arbejdsmiljøet udfordret, og vi kan komme i den situation, at Arbejdstilsynet standser alt vedligeholdelsesarbejde.
Forvaltningen arbejder på at lave et tillægsregulativ, der kan lovliggøre, at der på de omtalte strækninger kan udføres en vedligeholdelse med mejekurv eller båd. Forvaltningen forventer, at tillægsreulativet kan være klar til grødeskæringssæsonen 2016. Der skulle således gerne blive rettet op på uoverensstemmelser mellem regulativet og den praktiske udførsel.
For grødeskæringsæsonen 2015 er der dog behov for at afklare om Rebild Kommune vil fastholde, at entreprenørerne skal udføre vedligeholdelsen som beskrevet i regulativerne eller om der på disse særlige strækninger af hensyn til arbejdsmiljøet kan gøres en undtagelse for grødeåret 2015.