Sagsfremstilling
Afskrivningerne i 2024 består af forskellige uerholdelige fordringer, det vil sige penge kommunen har tilgode, som må afskrives, da det ikke er muligt at inddrive disse tilgodehavender.
I regnskab 2024 er der afskrevet kr. 296.526. Til sammenligning udgjorde afskrivningerne i 2022 og 2023 hhv. 0,8 og 0,7 mio. kr.
Den største del af afskrivningerne består af krav, der er optaget som krav i kommunens debitorsystem (system der holder styr på hvem der skylder kommunen penge og bruges til opkrævninger). Disse afskrivninger udgør i alt kr. 176.646 (se bilag).
De største afskrivningstyper er Boligstøtte og udsendte regninger, hvor der er afskrevet kr. 76.440 og kr. 56.270. De samlede afskrivninger i debitorsystemet er gengivet i det vedhæftede bilag.
Årsagerne til afskrivningerne på 176.781 kr. i dette system fremgår herunder, og fremgår ligeledes af bilaget:
- Bortfald, hvor der sker afskrivning i henhold til servicelovens bestemmelser. Det omfatter kontanthjælp, hvor der sker afskrivning efter 3 år, hvis ikke der er påbegyndt en tilbagebetaling af kravet.
- Afskrivning ved konkurs eller gældssanering.
- Boudlæg, der betyder at kravet er mod et dødsbo. Her gælder, at krav skal afskrives, hvis værdierne i boet er under kr. 49.000.
- Forældelse, her afskrives krav jf. forældelsesloven fra 2013. Det vil sige, at kravet som udgangspunkt forældes efter 3 år, med mindre andet følger af andre bestemmelser. Andre bestemmelser kan f.eks. være, at der er udstedt et gældsbrev, kravet er anerkendt skriftligt eller at der foreligger en dom. I disse tilfælde er forældelsesfristen 10 år.
- Afskrivninger ved Gældsstyrelsen. Hvis ikke Gældsstyrelsen kan inddrive beløbet hos borgerne afskriver Gældsstyrelsen beløbet. Herefter må Rebild Kommune ligeledes foretage en afskrivning af kravet.
I 2024 er der afskrevet kr. 119.880 på den øvrige drift, disse afskrivninger ligger udenfor kommunens debitorsystem. Disse afskrivninger er ligeledes specificeret i det vedhæftede bilag.