Sagsfremstilling
Økonomiopfølgningen ultimo februar betragtes som en foreløbig pejling for det forventede forbrug i 2020 for Pleje og Omsorg. Vurderingen er udarbejdet på baggrund af februar 2020-data. Fordi data på dette tidspunkt af året er begrænset, vil økonomiopfølgningen ikke indeholde et forventet forbrug. I stedet vil grønne eller røde pile indikere hvorvidt områderne forventes at kunne holde deres budgetter, med og uden de forventede overførsler. Den første økonomivurdering der indeholder tal omkring det forventede forbrug, vil være til ØKV1.
De økonomiske konsekvenser der forventes at komme i forlængelse af Corona-situationen, er på nuværende tidspunkt ikke kendt, og derfor er det ikke muligt at inddrage i denne opfølgning.
Pleje og Omsorg ventes at have udfordringer med budgetoverholdelsen inkl. overførsler i 2020. Ser vi på det oprindelige budget, er vurderingen at Pleje og Omsorg samlet set kan overholde budgetrammen. Ud fra ovenstående er vurderingen ultimo februar 2020, at hjemmeplejen, hjælpemidler og lejetab er de områder med de forventeligt største udfordringer, når vi kigger på forventet forbrug versus budget. Derfor er pilene røde for disse områder.
Der er på nuværende tidspunkt også observeret udfordringer på nogle ældrecentre som betyder en ekstra fokus. For nuværende er pilen stadig grøn i forhold til en forventet budgetoverholdelse i forhold til det oprindelige budget for ældrecentrene.
For sygeplejen inkl. akutpladser har der siden efteråret 2019 været en øget aktivitet for den udekørende sygepleje, hvilket har betydet flere ansættelser. Det oprindelige budget for den udekørende sygepleje er en fast ramme, og som udviklingen er lige nu, bliver den ramme overskredet. Vi vil følge nærmere op på hvad denne udvikling skyldes, og hvad forventningen er fremadrettet på området.