Byrådet godkendte på sit møde i april 2015 Rebild Kommunens regnskab for 2014, hvorefter det blev oversendt til kommunens revisor BDO Kommunernes Revision.
Jfr. den kommunale styrelseslov skal revisionsberetningen afgives til kommunen medio august, hvorefter Byrådet efter behandling skal oversende den til tilsynsmyndigheden med de dertilhørende bemærkninger.
Rebild Kommune har modtaget revisionsberetning nr. 7 for 2014 den 19. juni 2015. Beretningen er udsendt via mail til Byrådet den 23. juni 2015.
Revisionsberetning nr. 7 indeholder såvel revision af det sociale regnskab (områder med statsrefusion), herunder sagsrevision, samt den overordnede tværgående regnskabsaflæggelse – det finansielle regnskab.
Revisionen konkluderer, at de ikke har konstateret forhold af en sådan væsentlighed eller karakter, at det kommer til udtryk i påtegningen på årsregnskabet. De har følgende overordnede konklusion:
"Konklusion
Det er vores opfattelse, at årsregnskabet for regnskabsåret 1. januar til 31. december 2014 i alle væsentlige henseender er rigtigt, dvs uden væsentlige fejl og mangler, i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelse om kommuners budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. Det er ligeledes vores opfattelse, at der er etableret forretningsgange og interne kontroller, der understøtter, at de dispositioner der er omfattet af årsregnskabet, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, byrådets øvrige beslutninger, love og andre foreskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis".
Revisionen har ligeledes revideret kommunens interne it-kontroller, budget- og bevillingskontrol, tilskud, udligning og skatter, refusion af købsmoms, lønninger og vederlag, kommunal medfinansiering af de regionale sundhedsopgaver, anlægsvirksomhed, forsyningsområdet herunder indberetning til Forsyningssekretariatet mv., balancen og låneoptagelse. Ingen af områderne har givet anledning til væsentlige kommentarer - dog har revisionen bemærket følgende forhold:
- På Økonomiudvalgets område under anlæg, er der et merforbrug på 10,9 mio. kr. i forhold til korrigerede budgetter, som skyldes at der er budgetteret med indtægt for salg af det gamle rådhus i Støvring på 15 mio. kr. i 2014, men at dette først er faldet på plads i 2015. Der laves normalt ikke §40 bevillinger på anlæg.
- Den endelige opgørelse af momsrefusion ultimo 2014 viser en restrefusion på 2.280.670 kr. som burde have været indtægtsført i regnskabet i år 2014 og optaget som tilgodehavende. Forholdet er efterfølgende korrigeret.
-
Revisionen har endvidere revideret de sociale regnskaber, herunder områder med statsrefusion - ligesom der er foretaget forvaltningsrevision af beskæftigelsesområdet. Revisionen har ikke givet anledning til væsentlige bemærkninger, og den generelle konklusion er at kommunen generelt har etableret hensigtsmæssige og effektive forretningsgange. Revisionen konstaterer dog at der i perioden frem til 1. oktober 2014 ikke har været ansat personale til at varetage opgaven vedrørende socialt bedrageri.