Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Affaldsområdet vil fra 1. januar 2016 kunne spare knap 2,5 mio. kr. om året ved at sende det forbrændingsegnede affald i udbud. Herfra skal trækkes udgifter til at gennemføre EU-udbud.

Såfremt de indsamlede dagrenovationsmængder sendes i udbud, vil de nuværende affaldsforbrændingsanlæg i Hobro, Aars og Aalborg ligge inden for en acceptabel køreafstand.

Andre affaldsforbrændingsanlæg vil ligge længere væk. For at tilbuddene skal være sammenlignelige og for at sikre, at forbrugerne i Rebild Kommune ikke får en ekstra udgift, vil det være et krav i udbudsmaterialet, at de afgivne tilbud indeholder etablering og drift af en central opsamlingsplads inden for en afstand af (f.eks.) 25 km. fra kommunegrænsen, herunder at udgifter til kørsel mellem den centrale opsamlingsplads og forbrændingsanlægget er Rebild Kommune uvedkommende.

Såfremt Rebild Kommune søger områderne tidligere Nørager og Støvring Kommune optaget i Reno-Nord og opnår det på samme vilkår som Jammerbugt Kommune ved fusionen vil der kunne spares yderligere en lille halv mio. kr. årligt.

De samlede besparelser kommer borgerne til gode i form af lavere takster.

Sagsfremstilling

Byrådet har besluttet, at Rebild Kommune træder ud af affaldsselskaberne Fælles Forbrænding (vedr. tidligere Nørager Kommune) og Renovest (vedr. tidligere Støvring Kommune) pr. 31/12-15 og at Kommunen er sindet at træde ud af Reno-Nord (vedr. tidligere Skørping Kommune) i 2022, når anlægget er gældfrit.

Inden 01/01-16 skal Rebild Kommune derfor indgå aftaler vedr. afsætning af forbrændingsegnet affald, deponeringsegnet affald og farligt affald for områderne tidligere Nørager og Støvring Kommune. Byrådet har besluttet, at der skal søges indgået aftale med Reno-Nord om at modtage deponeringsegnet affald og farligt affald fra de to områder.

Rebild Kommune skal således indgå aftaler om at håndtere det forbrændingsegnede affald indsamlet i områderne tidligere Nørager og Støvring Kommune. Byrådet kan enten sende dette affald i udbud eller søge Reno-Nord om, at de to områder indgår som nye interessentområder idet Rebild Kommune allerede er interessent i selskabet.

Udbud:

Det væsentligste argument for at sende det forbrændingsegnede affald i udbud vil være en forventning om, at Rebild Kommune derved vil kunne opnå en mere attraktiv pris for affaldet. Imod taler at der vil være udgifter til gennemførsel af udbud (100-200.000 kr.) samt eventuelle administrative merudgifter ved at skulle have aftaler med mere end et affaldsselskab. Desuden vil der muligvis skulle etableres og driftes særligt opsamlingsplads såfremt vinderen af udbuddet kommer udenfor "nærområdet".

Aftale med Reno-Nord:

Rebild Kommune betaler i 2015 Reno-Nord 632 kr./ton dagrenovation, men når kørselsudligningen regnes med, er den faktiske udgift på ca. 581 kr./ton.

I forbindelse med fusionen af det nye Reno-Nord blev det aftalt, at Jammerbugt Kommune for de nye områder kommunen inddrog i fusionen kunne nøjes med at betale markedsprisen for frit affald svarende til 300 kr./ton. Endvidere blev det aftalt, at der blev ydet kørselsudligning for de nye områder. Hvis der kan opnås en tilsvarende aftale for områderne tidligere Nørager og Støvring Kommune, vil den reelle pris for Rebild Kommune herved blive i størrelsesordenen 250 kr./ton for de nye områder.

Det kræver en godkendelse i byrådene i interessentkommunerne at indgå sådan en aftale.

Overvejelser:

"Markedsprisen" på affald ligger i omegnen af 300 kr./ton. Der er i det prisleje Reno-Nord betaler for det affald de køber i England samt den pris, der er kommet frem ved det udbud, der netop er gennemført i Randers Kommune.

Ved at sende affaldet i udbud og afsætte det til denne pris vil Rebild Kommune opnå en besparelse på knap 2,5 mio. kr. pr. år i forhold til de nuværende aftaler, hvor der betales ca. 950 kr./ton for Nørager-affaldet og ca. 600 kr./ton for Støvring-affaldet. Skulle Reno-Nord vinde udbuddet vil Rebild Kommune ikke opnå kørselsudligning eller andel i fusionsgevinsten for disse mængder.

Såfremt områderne tidligere Nørager og Støvring Kommune kan optages i Reno-Nord på samme vilkår som Jammerbugt Kommune opnåede ved fusionen, vil Rebild Kommune opnå en besparelse på knap 3 mio. kr. pr. år, pga. kørselsudligning og større andel af fusionsgevinsten.

Ved at indgå i Reno-Nord slipper Rebild Kommune endvidere for udgifter til rådgivning i forbindelse med at sende affald i EU-udbud og forvaltningen sparer ressourcer, da der kun vil være én ordning at skulle forholde sig til og én aftager at være i dialog med. Ved at lade den resterende del af Rebild Kommune indtræde som interessent i Reno-Nord opnår Rebild Kommune adgang til deponi og til afsætning af farligt affald. Især adgangen til et deponi er vigtig, da kravene til deponier er stigende, hvorfor en del deponier på sigt forventes lukket.

Sammenfattende anser forvaltningen det derfor som mest fordelagtigt for Rebild Kommune at søge Reno-Nord om at tidligere Nørager og Støvring Kommune også indgår som interessentområder i Reno-Nord.

En sådan beslutning vil ikke hindre Rebild Kommune i at træde ud af selskabet i 2022, hvis Byrådet til den tid ønsker det. I 2022 er Rebild Kommunens garantiforpligtelser over for Reno-Nord udløbet (lånet er tilbagebetalt). Eventuelle nye forpligtelser vil skulle besluttes i byrådet.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet.

Rebild Kommune træder pr. 31/12-15 ud af affaldsselskaberne Fælles Forbrænding og Renovest. For det affald, der i dag leveres til disse selskaber, skal Rebild Kommune derfor indgå nye aftaler.

Beslutning

 Implementering af e-handelssystem færdiggøres først og indkøb og implementering af udbudssystem udskydes til 2016/2017.

Indstilling

at Økonomiudvalget drøfter, hvorvidt indkøb og implementering af et udbudssystem skal fremmes eller om indkøb og implementering skal udskydes til 2016/2017.

Økonomi

Der er ikke indhentet tilbud fra de mulige leverandører endnu. Baseret på tidligere oplyste priser og Mariagerfjord Kommunes udgifter til udbudssystemet Mercell (ca.43.000 kr. årligt), må den årlige udgift til et udbudssystem forventes at være mellem 40.000 og 80.000 kr. alt afhængigt af, hvilket system, der vælges.

Derudover vil der være interne omkostninger til oplæring af de medarbejdere, der skal anvende udbudssystemet og navnlig omkostninger til, at udbudssystemet opdateres med de standarddokumenter, Rebild Kommune anvender til at gennemføre udbud.

Sagsfremstilling

Rebild Kommunes udbudsprocesser gennemføres idag således, at udbuddene annonceres på kommunens hjemmeside, og tilbuddene modtages herefter i papirform.

Når et udbud annonceres på hjemmesiden, lægges udbudsmaterialet typisk på hjemmesiden, således at tilbudsgiverne kan hente materialet herfra. Når kommunen udbyder bygge- og anlægsopgaver, er det ikke muligt at lægge store filer med tegninger på kommunens hjemmeside. I disse udbud skal tilbudsgiverne derfor skrive til kommunens kontaktperson for at tilsendt udbudsmaterialet og tegningerne.

I udbud der gennemføres af andre i kommunen lægges udbudsmaterialet også på hjemmesiden, men tilbudsgiverne skal skrive til en kontaktperson i kommunen, der herefter sender udbudsmaterialet til tilbudsgiverne.

Økonomiudvalget har ønsket en afklaring af, hvordan Rebild Kommune kan anskaffe og anvende et elektronisk udbudssystem, hvor hele udbudsprocessen gennemføres elektronisk således, at ordregiver gør udbudsmaterialet tilgængeligt for tilbudsgiverne i udbudssystemet, og tilbudsgiverne indsender deres tilbud elektronisk gennem udbudssystemet.

EU vedtog i 2014 et nyt udbudsdirektiv, der skal være implementeret i Danmark senest i 2016. Det nye EU udbudsdirektiv har i store træk samme anvendelsesområde som det tidligere EU direktiv, hvorfor det kun er større bygge- og anlægsopgaver, der er omfattet af direktivet.

Efter det nye udbudsdirektiv skal medlemsstaterne senest i november 2018 sikre, at der anvendes elektroniske udbudssystemer i forbindelse med EU udbud.  

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet et udkast til en dansk udbudslov, der implementerer det nye udbudsdirektiv. Loven forventes at blive vedtaget i foråret 2015 og træde i kraft i efteråret 2015.

I forbindelse med høringen af den nye udbudslov, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen imidlertid oplyst, at kravet om elektronisk kommunikation, først bliver implementeret i dansk ret, når der er udarbejdet fælles europæiske standarder for kommunikationen, hvilket forventes at blive senere end efteråret 2015. Uanset dette kan Rebild Kommune dog forvente, at der senest i efteråret 2018 skal være anskaffet et elektronisk udbudssystem.

Der er i dag tre større udbudssystemer på det danske marked (Mercell, Ethics og EU supply). Antallet af udbudssystemer må dog forventes at stige på grund af udsigten til, at alle ordregivere skal anvende elektroniske udbudssystemer senest i 2018. Derudover må konkurrencen blandt udbyderne af udbudssystemerne også forventes at blive større frem mod 2018.

Fordelene ved et udbudssystem er, at det bedre kan dokumenteres, hvornår der er modtaget tilbud, og hvornår tilbudsgiverne har fået adgang til udbudsmaterialet. Derudover kan udbudssystemet, hvis det anvendes rigtigt, kræve at alle dokumenter afleveres, inden et tilbud kan afgives i systemet og dermed hjælpe tilbudsgiverne med at huske at indsende alt krævet materiale i udbuddet.

Ulemperne ved et udbudssystem er primært, at det vil kræve ekstra ressourcer at gennemføre et udbud, idet alle oplysninger om udbuddet skal lægges ind i udbudssystemet. Derudover vil kommunen også være afhængig af, at udbudssystemet hele tiden er tilgængeligt.

Indkøbskontoret er i samarbejde Fællescenter IT og Digitalisering i gang med at anskaffe et e-handelssystem, idet der på budgettet for 2015 blev afsat 400.000 kr. til anskaffelse af et e-handelssystem.

Implementering af et e-handelssystem vil kræve mange ressourcer i indkøbskontoret, og da implementering af et udbudssystem også vil kræve en del ressourcer i indkøbskontoret, kan det ikke anbefales at anskaffe systemerne samtidigt.

Hvis økonomiudvalget vælger, at der skal anskaffes et udbudssystem i 2015, vil det derfor betyde, at projektet omkring anskaffelse af et e-handelssystem skal sættes i bero indtil udbudssystemet er implementeret. Forventeligt vil det dreje sig om et kvartal.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

Økonomiudvalget har ønsket en afklaring af, hvordan der kan anskaffes og anvendes et elektronisk udbudssystem i Rebild Kommune.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0