Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 1. september 2020, pkt. 94:

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Frivillig Fredag falder altid den sidste fredag i september og er hele Danmarks festdag for frivillighed.

På Frivillig Fredag fejrer vi frivilligheden og hylder de fantastiske frivillige, der hver eneste dag gør en forskel for deres sag, deres medmennesker eller deres lokalområde. Over hele landet markeres Frivillig Fredag med et væld af aktiviteter og arrangementer. I 2019 blev Frivillig Fredag fejret i 85 kommuner i Danmark. Frivillig Fredag er således en landsdækkende begivenhed, der fejres lokalt.


I Rebild Kommune har vi i seks år fejret de frivillige fra det sociale område, fritidsområdet og kulturområdet med en fælles fest, hvor konceptet er, at de frivillige blot skal møde op og blive underholdt og nyde lidt godt mad. Frivilligrådet står for arrangementet, bistået af medarbejdere fra Center Sundhed, Kultur og Fritid, og sørger for alt planlægning og den praktiske afvikling.


Frivillig Fredag arrangementerne sætter fokus på de frivillige muligheder og skaber nye anledninger til at invitere flere med i de frivillige fællesskaber. I 2020 er Frivillig Fredag den 25. september - og i år er temaet; Bæredygtige fællesskaber.


Der var igen i år lagt op til en stor fest på Støvring Gymnasium, men grundet corona situationen, og at flere frivillige foreninger i øjeblikket aflyser arrangementer i efteråret, har planlægningsgruppen besluttet at ændre på årets koncept og aflyse festen på Støvring Gymnasium.


Planlægningsgruppen finder, at fejringen af de frivillige er af stor betydning, og derfor gennemføres det planlagte program digitalt i stedet for.


Planen er, at arrangementet skal kunne ses i sin helhed, men det skal også være muligt at klikke ind på enkelte oplæg. Arrangementet markedsføres på facebook og kommunens hjemmeside. Efterfølgende vil det fortsat være muligt at se arrangementet og de enkelte oplæg på siderne.


Borgmester og udvalgsformænd for Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget deltager på dagen med indlæg.


Der vil blive sendt links til arrangementet ud til alle frivillige foreninger. Det nye koncept vil derfor give mulighed for, at nye og flere, som måske ikke har kendt til, eller haft mulighed eller interesse i at deltage i det fysiske arrangement, alligevel får det set. Dermed kan opnås en større synlighed og interesse for Frivillig Fredag arrangementer i de kommende år.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget


Frivillig Fredag vil i år blive afviklet digitalt, da flere frivillige foreninger i øjeblikket aflyser arrangementer på grund af corona-situationen.

Beslutning

Godkendt.


Rasmus Rask deltog ikke i behandlingen af sagen.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og fritidsudvalget godkender Kulturrådets indstillinger om at bevilge:

- 36.000 kr. til KulturenRebild

- 5.000 kr. til Rold Skov Naturfilm Festival

- 20.000 kr. til Museum Rebild

Økonomi

Der resterer 101.400 kr. i udviklingspuljen 2020. Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender Kulturrådets indstillinger på i alt 61.000 kr., vil der restere 40.400 kr. i udviklingspuljen. Næste og sidste ansøgningsfrist til puljen i år er 1. oktober.


Sagsfremstilling

Kulturrådet behandlede på deres møde den 13. august 2020 ansøgninger til Udviklingspuljen.

Kultur- og fritidsudvalget har bevillingskompetencen til udviklingspuljen efter indstilling fra Kulturrådet.

Kulturrådet indstiller 3 ansøgninger til Kultur- og fritidsudvalget:

Ansøgningerne er vedlagt som bilag.

Kultur- og fritidsudvalget besluttede på deres møde i juni 2020 at øge udviklingspuljen med 60.000 kr. i indeværende år, så puljen også kan rumme ansøgninger vedrørerende Corona-relaterede udfordringer. Således resterer 101.400 kr. i puljen.

Ansøger: KulturenRebild

Beskrivelse:

For at klæde foreninger og medlemmer af KulturenRebild bedre på formidlingsmæssigt planlægger KulturenRebild i efteråret at arrangere en række workshops, der kommer til at omhandle brugen af Facebook, hvordan skriver jeg en fængende tekst og hvordan ”skaber” jeg et godt foto?

Der planlægges 3 kursusaftener med gratis adgang for edlemmerne, og som udgangspunkt vil efterårets kursus være opstarten på en kursusrække, som skal fortsætte i 2021. Demredudvikles ikke blot foreningernes færdigheder, men det vigtige netværk styrkes i væsentlig grad.

Der søges om den samlede udgiftssum, som er på 36.000 kr.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller, at der bevilges støtte med det fulde beløb på 36.000 kr. under forudsætning af, at Rebild Kommunes Kulturråd står som medarrangør, og at der gives gratis entré for alle kulturaktører – og ikke kun medlemmer af foreningen KulturenRebild.

Ellers er normal praksis, at kulturrådet ikke støtter kursusrækker. Men på grund af den særlige samfundssituation i år, har det vist sig at være af stor betydning, at foreninger og aktører kan opnå synlighed gennem digitale medier – herunder facebook. Derfor vil kulturrådet gerne støtte KulturenRebilds gode idé, men vil også gerne indgå i et samarbejde om det, for at kurset kan gavne så mange som muligt af Rebild Kommunes kulturaktører.


Ansøger: Rold Skov Naturfilm Festival

Beskrivelse:

I optakten til Rold Skov Naturfilm Festival 2020, 7. november, ønsker vi som noget helt nyt at lave 5 gratis skoleforestillinger for i alt 500 skoleelever fra Rebild Kommune i ugedagene op til festivalen 2.-6. november. I et samarbejde med de af kommunens skoler, der ønsker at deltage med klasser, indgår der arbejdstemaer, der sætter fokus på klimaforandringernes indvirkning på dyrelivet i arktisk. Den enkelte klasse arbejder med problemstillingerne op til uge 45. Filmen ”Dronning uden land” vises som formiddagsvisning i Kinorevuen og efter filmen vil de 100 elever kunne stille spørgsmål og indgå i en dialog med filmens skaber, nordmanden, Asgeir Helgestad, der vil være med via Skype på lærred/højtaler.

Kinorevuen ønsker med tiltaget at skabe opmærksomhed omkring Naturfilmfestivalens berettigelse og vigtige bidrag til synliggørelse af de faktuelle forhold, som klimaforandringerne har for jordens og især den arktiske natur. Kinorevuen stiller biografsalen og dens udstyr gratis til rådighed.

Der søges om 5.000 kr.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller, at der bevilges 5.000 kr. til det nye initiativ med samarbejde med skoleklasser.


Ansøger: MuseumRebild

Beskrivelse:

Implementering af ny designlinje i ny hjemmeside og i ny udendørs skiltning for museet.

Den nuværende hjemmeside er knap ti år gammel og har indtil nu været hostet gratis via Rold Skov Natur- og Kulturcenter. Denne ordning ophører pr. 31.05.2020. Der er derfor bestilt ny hjemmesideløsning til brug for relancering af museets hjemmeside med ny adresse, www.museumrebild.dk

Den nye designlinje skal tilpasses skabeloner, og indholdet fra den gamle side skal sorteres, redigeres og lægges ind i det nye system. Samtidig tilføres hjemmesiden meget nyt materiale om udvandringen fra Danmark. På sigt skal denne del af hjemmesiden koordineres med Det danske Udvandrerarkivs hjemmeside.


I forbindelse med overgangen til ny hjemmeside udskilles den del, der har med folkemusik at gøre. Museum Rebilds digitaliserede arkiv med original folkemusik er unikt og i stadig vækst og derfor nu så omfattende, at det kræver en egen hjemmeside (www.spillemandsmuseet.dk
) med særlige søgefunktioner og en struktur, der ikke passer til museets hjemmeside.


Udendørs er det vigtigt, at Museum Rebild får meget større og tidssvarende synlighed, så flere får lyst til at besøge udstillingerne og/eller benytte caféen.

Mange gæster på P-pladsen opdager knap nok, at der findes et museum og hvad, det kan tilbyde. Den ny skiltning skal være moderne og markant, men naturligvis være tilpasset bygninger og omgivelser.


Kulturrådets udviklingspulje har tidligere i to omgange støttet dette udviklingsprojekt. Det har primært været til følgende:

  1. Konceptudvikling af ny udvandrerudstilling i Museum Rebild i forbindelse med, at udvandrerudstillingen flyttes fra Blokhuset til den tidligere butik i Roldhøj, og der er etableret en sluse mellem de to bygninger. Hermed er al udstillingsaktivitet samlet i Museum Rebild (tidligere Spillemands-, Jagt- og Skovbrugsmuseet).
  2. Udvikling af ny designlinje for udstillinger, PR-materiale, udendørs skiltning og hjemmeside. Designlinjen er også vigtig i forbindelse med, at museet skal søge penge til arkitektkonkurrence for en planlagt, ny museumsbygning.


Designlinjen er anvendt i den nye udvandrerudstilling i Roldhøj. Corona-pausen er blevet anvendt til delvis at nyindrette udstillinger i stueetagen i den gamle museumsbygning.

Disse tiltag bringer tilsammen Museum Rebild op på et kvalitetsmæssigt niveau, der vil kunne holde, indtil der forhåbentlig kan opføres et nyt museum.

Der søges om 20.000 kr.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller til Kultur- og fritidsudvalget, at der bevilges 20.000 kr. til Museum Rebild

Resume

Sagen afgøres i: Kultur- og Fritidsudvalget

Kulturrådet har behandlet ansøgninger til Udviklingspuljen, og indstiller til Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0