Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Økonomi

Indsatserne i Natura 2000-handleplanerne finansieres af forskellige statslige puljer og støtteordninger. I Lindenborg Ådal og Sønderup Ådal vil mange indsatser kunne finansieres gennem Rebild Kommunes deltagelse i EU Life-projektet "LIFE IP Natureman".

Sagsfremstilling

I følge Lov om Miljømål m.v. har Miljøministeriet udarbejdet en Natura 2000-plan for hvert af de tre Natura 2000-område, som berører Rebild Kommune. Miljøministeriet offentliggjorde den 3. juli 2023 Natura 2000-planer for 3. planperiode (2022-2027).


I følge Lov om Miljømål skal kommunerne udarbejde handleplaner for Natura 2000-områderne. Forvaltningen har i samarbejde med nabokommunerne udarbejdet udkast til Natura 2000-handleplanerne for kommunens Natura 2000-områder.


Natura 2000-handleplanerne indeholder:

  • En opgørelse af indsatsbehov og prioritering af den forventede forvaltningsindsats.
  • En beskrivelse af forventede initiativer, som byrådet vil tage, for at gennemføre Natura 2000-planerne, herunder en plan for interessentinddragelse
  • Oversigt over fordelingen mellem kommunale myndigheder, Miljøministeriet samt offentlige lodsejere (Fx. Naturstyrelsen).


Byrådet har den 25. januar 2024 besluttet at sende udkast til Natura 2000-handleplanerne i offentlig høring i 8 uger. Natura 2000-handleplanerne skal senest være vedtaget den 3. juli 2024.


Høring af udkast til Natura 2000-handleplanerne

Der er i høringsperioden modtaget ialt 6 høringssvar til Natura 2000-handleplanerne. Forvaltningen har på baggrund af høringssvarene udarbejdet forslag til ændringer af handleplanerne. Ændringerne er i nødvendigt omfang koordineret med nabokommunerne.


Høringssvar fra Miljøstyrelsen:

  • Opmærksomhed på frivillighed i indsatserne.
  • Opmærksomhed på gennemførte indsatser fra tidligere handleplaner.
  • Opmærksomhed på indarbejdelse af retningslinjer i de nye Natura 2000-planer i handleplanerne.
  • Opmærksomhed på ikke-fredskovspligtige arealer.
  • Opmærksomhed på bekæmpelse af invasive arter.
  • Opmærksomhed på lovhenvisninger og mindre skrivefejl.


Høringssvar fra Miljøstyrelsen har givet anledning til ændringer i handleplanerne, men vurderes ikke på væsentlig måde at berøre andre myndigheder eller borgere. De indstillede ændringer vil derfor ikke kræve en ny høring af handleplanerne. Høringssvarene og de ændringer forvaltningen foreslår i Rebild Kommunes Natura 2000-handleplaner, er samlet i hvidbøger (se bilag 4, 5 og 6).


Høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening Aalborg:

  • Opmærksomhed på de specifikke retningslinger fra Natura 2000-planerne.


Høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening Aalborg har givet anledning til mindre ændringer i 2 af handleplanerne, men vurderes ikke på væsentlig måde at berøre andre myndigheder eller borgere. De indstillede ændringer vil derfor ikke kræve en ny høring af handleplanerne. Høringssvarene og de ændringer forvaltningen foreslår i Rebild Kommunes Natura 2000-handleplaner, er samlet i hvidbøger (se bilag 4 og 5).


Høringssvar fra Forsvarets Ejendomsstyrelse har ikke givet anledning til ændringer i handleplanerne.


Natura 2000-handleplanerne er vedlagt som bilag 1, 2 og 3.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Byrådet anbefaler

  • at der træffes beslutning om at de offentliggjorte udkast til Natura 2000-handleplaner godkendes med de ændringer, der fremgår af hvidbøger.

Resume

Rebild Kommune skal godkende Natura 2000-handleplaner. Handleplanerne redegør for, hvorledes de statslige Natura 2000-planer realiseres inden for Rebild Kommunes geografiske område. Handleplanerne har været i høring, og er derfor til endelig godkendelse.

Text

Teknik- og Miljøudvalget, Byrådet


Kommunikation

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning meddeles de 73 orienterede naboer.

Økonomi

Nørager Mejeri betaler for udarbejdelse og tinglysning af deklarationen.

Sagsfremstilling

Nørager Mejeri har, i forbindelse med opførelse af et ansøgt og godkendt kølelager i 2017, gennemført en terrænregulering i strid med bestemmelserne i lokalplan nr. 339 § 8.10. Terrænreguleringen er udført i 2017 og 2018 og svinger mellem afgravning på op til 2,5 meter ved bygningsmassen og påfyldning på op til ca. 3,4 meter i arealet ud mod skel mod øst, og sydpå mod Vestermarksvej.

I forbindelse med opsætning af et solcelleanlæg er Nørager Mejeri blevet gjort opmærksom på, at terrænreguleringen er ulovlig, og at det forudsætter en lovliggørende dispensation at bevare den.

På denne baggrund har Nørager Mejeri den 2. april 2024 fremsendt en dispensationsansøgning, hvori bl.a. er anført, at der i forbindelse med byggeriet er opført en støjvold mod naboerne, og at den overskydende jord er udjævnet bag volden. Det skal bemærkes, at forvaltningen ikke har stillet krav om en støjvold i forbindelse med tilladelserne til byggeriet af kølelagret. Se bilag 1.

Mejeriet oplyser, at de ikke var opmærksomme på, at terrænreguleringen var i strid med lokalplanens bestemmelser. Mejeriet tilbyder derfor at lade tinglyse en servitut, så der ikke kan opføres bygninger eller tekniske anlæg på den del af ejendommen, som er terrænreguleret ud over lokalplanens bestemmelser på arealet.

Forvaltningen har i perioden 23. april 2024 til 7. maj 2024 er gennemført en naboorientering af 73 nærtboende borgere. Se bilag 1.

Forvaltningen har modtaget én skriftlig bemærkning. Denne går dog alene på effekten af støjvolden/terrænreguleringen og en opfordring til at overveje krav om etablering af en effektiv støjvold som forebyggelse mod støj fra fremtidigt byggeri. Forvaltningen tager indledningsvis denne bemærkning ad notam. Se bilag 2.

Forvaltningen anbefaler at meddele Nørager Mejeri dispensationen til terrænreguleringen, idet denne netop visuelt skærmer naboerne mod øst og syd. I tillæg hertil anbefaler Forvaltningen, at tinglysning af deklarationen godkendes, idet den sikrer, at der ikke kan udføres byggeri eller opstilles tekniske anlæg på den del af ejendommen, som er terrænreguleret ud over lokalplanens bestemmelser på området.

Det skal bemærkes, at Nørager Mejeri i dispensationsansøgningen fremhæver, at de er opmærksomme på, at et eventuelt fremtidigt byggeri på mejerigrunden forudsætter en godkendelse ved Rebild Kommune.

Sagen fremlægges til beslutning som ønsket af Teknik- og Miljøudvalget, med henblik på at følge udviklingen på Nørager Mejeri.

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,

  • at der meddeles dispensation til den gennemførte terrænregulering
  • at ansøgningen om tinglysning af deklaration godkendes

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0