Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler at godkende evalueringen med anbefalinger.

Beslutning fra Arbejdsmarkedsudvalget, 1. december 2020, pkt. 91:

Godkendt.


Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Ingen økonomiske eller bevillingsmæssige konsekvenser

Sagsfremstilling

Baggrund

Rebild Kommune har sammen med de øvrige nordjyske kommuner deltaget i Social og Indenrigsministeriets Frikommuneforsøg II i perioden 2016-2020 under temaet ”En mere fleksibel beskæftigelsesindsats, herunder også nytænkning af integrationsområdet”.

Netværket har de sidste 4 år ansøgt om i alt 24 frikommuneforsøg og fået helt eller delvist tilsagn til 18 forsøg, der har varieret i omfang og indhold. Nogle forsøg har omfattet flere tusinde borgere og har involveret stort set alle nordjyske kommuner, mens andre forsøg har været afprøvet i få eller en enkelt kommune med under 100 borgere i målgruppen.

Rebild Kommune har deltaget i 5 forsøg:

  • Formkrav ved lovpligtige samtaler
  • Differentiering i valg af lægeattester på sygedagpengeområdet
  • Rehabiliteringsteams
  • Ledighedsydelse - fritagelse for revurdering i 12. måned indenfor 18 måneder
  • Psykologbehandling (udtrådt maj 2020)

I perioden maj 2020 til september 2020 er frikommuneforsøgene blevet evalueret. De to store forsøg med samtale og rehabiliteringsteams er blevet evalueret at konsulentfirmaet Rambøll. Evalueringerne er desuden blevet forelagt KKR Nordjylland d. 13. november, og bliver i november og december forelagt de kommunale udvalg inden evalueringerne fremsendes til Social og Indenrigsministeriet senest d. 31. december 2020. I løbet af 2021 vil regeringen vurdere, hvorvidt evalueringerne skal danne grundlag for en permanentgørelse af forsøgene og dermed resultere i ændringer i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Imens regeringen arbejder med dette, vil de nordjyske kommuner fortsat kunne anvende forsøgsbestemmelserne indtil udgangen af 2021.

Frikommunerne vil bruge tiden frem til regeringens beslutning om eventuel permanentgørelse af forsøgene til løbende at skabe interesse og fokus på resultater og anbefalinger. Det forventes, at der vil blive igangsat såvel tværkommunal som lokal interessevaretagelse.

En arbejdsgruppe på tværs af kommunerne arbejder løbende med dette, og der arbejdes pt. bl.a. med ideer om pressedækning i forbindelse med KKR-mødet d. 13. november, kontakt til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, kontakt til relevante ordfører på Christiansborg, drøftelser med relevante aktører, om deres interesse og muligheder for at bidrage med til interessevaretagelse, eksempelvis KL og a-kasser, og deltagelse i webinar om resultater i samarbejde med VIVE (Det nationale forsknings- og evalueringscenter for velfærd). Se vedhæftede pressemeddelelse fra KKR Nordjylland.

Overordnede evalueringsresultater og –erfaringer på tværs af forsøgene

På tværs af forsøgene er der udarbejdet en evalueringsrapport, der med afsæt i de enkelte forsøg uddrager tværgående erfaringer og resultater fra forsøgene, samt kommer med en række anbefalinger.

Frikommunenetværkets helt overordnede konklusion er følgende:

  • Forsøgene og de større frihedsgrader har forbedret eller i hvert fald fastholdt jobcentrenes resultater
  • Forsøgene og de større frihedsgrader har givet mulighed for bedre ressourcefordeling ift. at understøtte de, der har mest brug for hjælp og i forhold til at kunne sætte flere indsatser tidligere i værk
  • Forsøgene og de større frihedsgrader har generelt set øget tilfredsheden blandt borgerne, hvor meningsskabelsen har været motiverende faktor
  • Forsøgene og de større frihedsgrader har på samme vis øget tilfredsheden blandt virksomheder, læger og A-kasser
  • Endelig har forsøgene og de større frihedsgrader i høj grad motiveret medarbejderne i jobcentrene, som i højere grad har anvendt deres faglighed til meningsfuld indsats i dialog med borgere, virksomheder m.fl.

På den baggrund er det frikommunenetværkets anbefaling, at forsøgene permanentgøres i fremtidig lovgivning, idet det er netværkets vurdering, at kommunerne i Nordjylland gennem Frikommuneforsøg II har vist, at de kan forvalte den større frihed – med succes, og til glæde for borgere. Desuden anbefaler netværket, at de forsøg, der ikke blev givet mulighed for, revurderes i lyset af at kommunerne har vist, at de kan arbejde ansvarligt med frihedsgrader i beskæftigelsesindsatsen.

Mere konkret lægger frikommunenetværket op til følgende pointer og anbefalinger;

  • Færre proceskrav er godt for borgere og medarbejdere – minimer og fjern dem fra lovgivningen
  • Samtaler skal også fremadrettet kunne afholdes telefonisk eller digitalt
  • Harmoniser lovgivningen endnu mere
  • Ryd op i de mange regelsæt, der er overlappende og skaber forvirring for borgerne
  • Smidigere regler og færre proceskrav til lægeattester og rehabiliteringsteams går ikke ud over resultaterne
  • Fjern de krav der fører til over-sagsbehandling og ”one-size-fits-all” og lad kommunerne give en værdig og individuelt tilpasset sagsbehandling til alle
  • Lad beslutningen om at indhente lægeattester bero på et kommunalt skøn
  • Lad kommunerne spare penge på at undlade de obligatoriske lægeattester
  • Forholdstalskravene bør følge med tiden – udsatte borgere bør ikke tælle med i opgørelsen
  • Giv jobrotationsordningen et boost – se bort fra kravet til ledighedslængde
  • Lad beskæftigelseslovgivningen understøtte iværksætteri
  • Psykologbehandling i jobcentret bør permanentgøres
  • Borgere bliver mødt på deres behov og drømme – det er værdigt og giver mening


Forvaltningen er enig i evalueringens konklusioner og bakker op om anbefalingerne om permanentgørelse af forsøgene.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


De nordjyske frikommuneforsøg på beskæftigelsesområdet er blevet evalueret.

Evalueringen er vedlagt i bilag i fuld udgave og i en pixiudgave.



Beslutning

Indstilles godkendt.


Indstilling


Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at beskæftigelsesplan 2021 godkendes.

Beslutning fra Arbejdsmarkedsudvalget, 1. december 2020, pkt. 89:

Indstilles godkendt med forslag til mindre sproglige justeringer.


Udvalget kvitterer for det nye layout og den mere kortfattede form.


Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Ingen økonomiske eller bevillingsmæssige konsekvenser.

Sagsfremstilling

Jobcenteret skal hvert år udarbejde en beskæftigelsesplan, der fastlægger mål og strategi for det kommende års beskæftigelsesindsats. Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 22. september 2020, at de 5 udmeldte nationale beskæftigelsespolitiske mål skulle lægges til grund for Rebild Kommunes beskæftigelsesplan for 2021.


Ministermål for 2021:


1. Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling

2. Flere ledige skal opkvalificeres

3. Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende

4. Flere personer med handicap skal i beskæftigelse

5. Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft


Derudover er det besluttet, at de kommunale ungdomsuddannelsesmål ligeledes skulle indgå i beskæftigelsesplanen. Ungdomsuddannelsesmålene stammer fra henholdsvis erhvervsuddannelsesreformens

klare mål og fra den sammenhængende kommunale ungeindsats.


Ungdomsuddannelsesmål:


Flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse og samlet skal flere unge vælge en ungdomsuddannelse.


De 5 udvalgte ministermål danner, sammen med ungdomsuddannelsesmålene, således rammen for beskæftigelsesplan 2021.


Forvaltningen har udarbejdet et udkast til beskæftigelsesplan 2021 for den lokale indsats i Rebild. Efter ønske fra Arbejdsmarkedsudvalget, er beskæftigelsesplanen opbygget og udarbejdet i et nyt og kortere format, som stiller skarpt på det strategiske niveau.

Beskæftigelsesplanen tager afsæt i de lovbestemte formål med kommunernes beskæftigelsesindsatser og Rebild Kommunes Arbejdsmarkedspolitik for perioden 2019-2022. Derudover inddrages Rebild Kommunes Vision 2030 og FN’s verdensmål. Planen samler således de mange forskellige strategiske mål og fokusområder, som den overordnede retning for beskæftigelsesindsatsen er styret af.


På den baggrund udmønter planen Arbejdsmarkedsudvalgets særlige fokusområder og mål for beskæftigelsesindsatsen i 2021. I disse er også indarbejdet Beskæftigelsesministerens mål og drøftelser og input fra Arbejdsmarkedsudvalgets fællesseminar med Det Lokale Arbejdsmarkedsråd i september 2020.


Beskæftigelsesplanens mål og strategier skal efter vedtagelse omsættes til handling, via udmøntningsplaner, i samarbejde med ledere og medarbejdere.


Udkast til beskæftigelsesplan 2021 har være sendt til kommentering i Det Lokale Beskæftigelsesråd (LAR), hvilket ikke har givet anledning til ændringer eller rettelser i planen.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Forvaltningen har udarbejdet et udkast til beskæftigelsesplan for 2021, med udgangspunkt i de af Arbejdsmarkedsudvalget vedtagne beskæftigelsespolitiske mål og de kommunale ungdomsuddannelsesmål. Arbejdsmarkedsudvalget behandlede udkast til beskæftigelsesplan 2021 på møde den 3. november og sendte efterfølgende udkastet til kommentering i Det Lokale Arbejdsmarkedsråd (LAR). Dette har ikke givet anledning til rettelser eller tilføjelser i forhold til udkastet. På den baggrund fremlægges beskæftigelsesplan 2020 til endelig godkendelse.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0