Der er i 2018 vedtaget en rammelokalplan for Regan Vest, som bl.a. fastlægger placeringen af velkomstbygningen. I januar 2020 blev arkitektkonkurrencen for udformning af velkomstbygningen afgjort. Formålet med lokalplanen er dermed på baggrund af det vindende projekt at fastlægge rammerne for udformning af velkomstbygningen. Formålet er også, at ny bebyggelse, beplantning og øvrige anlæg tilpasses områdets natur, landskabelige og kulturhistoriske kvaliteter.
I høringsperioden er der indkommet 2 høringssvar. BaneDanmarks høringssvar oplyser, at de ikke har bemærkninger. Danmarks Naturfredningsforenings (DNs) høringssvar handler om:
- manglende krav til udseende af velkomstbygning mv,
- manglende krav til bæredygtighed i byggeriet af velkomstbygningen og
- at Rebild Kommune bør sikre at byggefasen sker skånsomt.
1. Lokalplanens krav til udseende af velkomstbygningen mv.
DN mener, at lokalplanen skal indeholde krav til facadematerialer på velkomstbygningen, da placeringen er i sårbart landskabs- og naturområde. DN begrunder også synspunktet med, at offentligheden skal have bedre mulighed for at tage stilling til udseendet af byggeriet. DN foreslår, at facader kan udføres i lærketræ. DN mener ikke lokalplanen i tilstrækkelig grad beskriver påvirkningen fra belysning. Endeligt mener DN, at velkomstbygningen vil træde tydeligt frem i landskabet og derfor skal der arbejdes med at slører bygningen med beplantning.
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen i tilstrækkeligt omfang stiller krav til udseendet af facader og krav til belysning. Lokalplanen stiller krav om, at facader skal fremstå i mørke farver og samtidig sløres velkomstbygning og servicevej af et nyt beplantningsbælte mod Røde Møllevej og af den eksisterende skovbeplantning mellem velkomstbygningen og parkeringspladsen. Det betyder, at forskelle mellem facadematerialer kun vil kunne erkendes tæt på bygningen. Det vil sige, at naboer og forbipasserende på Røde Møllevej ikke vurderes at opleve forskel mellem facadematerialer. Forvaltningens vurdering er, at det væsentligste hensyn er, at velkomstbygningen er sløret eller skjult set fra Røde Møllevej og længere fra bygningen.
I forhold til belysning stiller lokalplanen krav om, at belysningsarmaturer skal være udformet med nedadrettet belysning og armaturerne må ikke blænde eller oplyse andet end sti-, vej- og parkeringsarealer. Forvaltningen indstiller, at høringssvaret ikke medføre ændringer i lokalplanen.
2. Krav til bæredygtighed i byggeriet af velkomstbygningen
DN mener, det er meget uheldigt, at lokalplanen ikke forholder sig til bæredygtighed herunder FNs verdensmål og mener iøvrigt, at alle lokalplaner skal forholde sig til emnet.
Forvaltningen har hidtil valgt ikke at redegøre for bæredygtighed i lokalplaner. Det skyldes, at der kun er få muligheder for at styre bæredygtighed i en lokalplan. En lokalplan kan f.eks. fastlægge, hvilke materialer der skal anvendes, f.eks. lærketræ, som forslået af DN, men kan ikke stille krav til, hvordan de er fremstillet, transporteret osv. En lokalplan kan heller ikke stille krav til, hvor meget CO2 en bygning må udlede.
Nordjyllands Historiske Museum har valgt at opføre velkomstbygningen efter DGNB-standarden og byggeriet forventes certificeret som DGNB-guld, hvilket sikrer, at byggeriet opføres efter høje standarder til socialt, miljø og økonomisk bæredygtighed.
3. Skånsom byggefase
DN anbefaler, at Rebild Kommune tager ansvar for, at byggeriet opføres skånsomt for natur og miljø, og at kommunen deltager i byggeudvalget bl.a. for at sikre, der stilles krav til entreprenører i udbud.
Rebild Kommune er repræsenteret med to ud af seks medlemmer i styregruppen til REGAN Vest. Styregruppen følger og kommenterer gennemførelsen af det samlede projekt. Både Rebild Kommune og Nordjyllands Historiske Museum vil være opmærksom på, at byggeriet opføres skånsomt for natur og miljø og løbende have dialog om, hvordan dette sikres.
Miljøvurdering
Planen er omfattet af Miljøvurderingsloven, og der er udarbejdet en miljørapport, som har været sendt ud sammen med lokalplanen i høringsperioden. Efterfølgende er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse med overvågningsprogram.