Om energilån
Såfremt et projekt kan klassificeres som energibesparende, kan der optages et energilån til projektet. Til forskel fra et ordinært lån belaster et energilån ikke den kommunale låneramme. Det er forvaltningens vurdering, at dette projekt lever op til de generelle krav omkring lån, der kan klassificeres som energibesparende og dermed ikke belaster den kommunale låneramme.
I lignende sager omkring energilån til hallerne, har Byrådet tidligere besluttet, at hallerne selv betaler renter og afdrag på lånet, og det kommunale driftstilskud til hallen forhøjes således ikke pga. det nye lån. Dvs. at der ikke er kommunale udgifter forbundet med hallens optagelse af energilån. Dvs. det er den selvejende hal, der bærer alle udgifter i forbindelse med eventuel lånoptag, samt til renter og afdrag.
Arena Rebild ønsker at finansiere energiprojekterne ved at optage et lån via Kommunekredit, hvor renten vurderes at være mest gunstig. Det er en forudsætning for låneoptagelsen ved Kommunekredit, at der ydes kommunal garanti. Det bør, i tilfælde af, at ansøgningen imødekommes, forudsættes at låneoptagelsen sker i henhold til de gældende principper for garantiafgivelse i Rebild Kommunes finansielle politik.
Forvaltningen forudsætter, at Arena Rebilds bestyrelse har vurderet, at hallens økonomi kan bære udgiften til renter og afdrag på et nyt lån i ovennævnte størrelsesorden. Forvaltningen anbefaler en løbetid, der matcher tilbagebetalingstiden. Dvs. et lån med en løbetid på cirka 5 år.
I tilfælde af at Byrådet giver kommunal garanti til energilånet vil dette ikke belaste den kommunale låneramme eller give Rebild Kommune udgifter. Den selvejende hal skal selv bære alle udgifter forbundet med lånoptag, renter og afdrag. Rebild Kommunes driftstilskud påvirkes/ forøges ikke ved et eventuelt lånoptag. Kommunen påtager sig dog en risiko, hvis garantien udløses, f.eks. i tilfælde af at hallen går konkurs. Risikoen udgør det konkrete lån.