Agri Nord henvendte sig i juli 2017 og oktober 2018, på vegne af Kratgården, Kirkevej 6, om at højden i den sydlige viadukt på Kirkevej (se oversigtskort), i forbindelse med udlæg af nyt slidlag (slidlaget blev udlagt i 2015), er reduceret med ca. 5 cm, og at den tidligere højde kun lige akkurat var tilstrækkelig til, at mindre lastbiler kunne passere. Der anmodes om, at kørebanen sænkes med ca. 40 cm, således at ejendommen kan trafikeres af store lastbiler designet til svinetransport.
Landbrugsejendommen (Kratgården) har en produktionstilladelse til 6.000 slagtesvin årligt, men udnytter kun halvdelen af denne. Med de nuværende vejforhold er det nødvendigt at afhente grisene i mindre køretøjer, hvilket anføres at indebære en meromkostning på 800 kr pr kørsel.
Med baggrund i vejlovens §48 - som omhandler muligheden for at ejendomme kan opnå erstatning, hvis det kan godtgøres, at de, efter endt ombygning af eksisterende vej, ikke har fornøden vejadgang - har ejendommen indbragt sagen for taksationskommissionen. Taksationskommissionen har besluttet, at udskille kompetencespørgsmålet, idet kommunen ikke finder, at lodsejeren har krav på erstatning jf. vejlovens § 48, stk 4, idet der ikke er tale om en ændring af adgangsforholdene, som bestemmelsen forudsætter. Der er alene tale om vedligeholdelse af eksisterende vej. Den eksisterende asfalttykkelse er målt til mellem 3 og 3,8 cm, og denne vurderes, i forhold til vejens bæreevne, ikke at kunne reduceres.
Trafikken er i indeværende år målt til 111 køretøjer i årsdøgntrafik, hvoraf 10 er tunge køretøjer.
Muligheden for at sænke vejen ved jernbaneviadukten har tidligere været behandlet i 2001 og 2009. Heraf fremgår, at Banedanmark, selvom de er broejer/brobestyrer, ingen forpligtigelser har til at ændre konstruktionen, ud over at sikre, at broen til enhver tid kan bære det den skal, så sikkerheden for togene er i orden. Det er således Kommunen som alene skal gennemføre et vejprojekt, og i forbindelse hermed påtager sig ansvaret for broens stabilitet.
Vejdirektoratet har, i forbindelse med sagen fra 2009 svaret, at det efter vejlovens §10, (nu §8) påhviler vejmyndigheden, at holde dens veje i en sådan stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Bestemmelserne indebærer ikke, at ejeren af en ejendom har et krav på, at vejen bliver udbygget til en bestemt standard, og Vejloven indeholder ikke bestemmelser om, hvor stor en frihøjde, der skal være ved vejes underføring under jernbanespor eller andre broer mv.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede i møde den 1. september 2009, at Kirkevej ikke sænkes under jernbaneviadukten. Afgørelsen indklages efterfølgende til Vejdirektoratet, som meddeler, at de ikke mener, at Rebild Kommunes beslutning er en afgørelse. Der er derimod tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, hvor kommunen har vurderet, at Kirkevej er i en god og forsvarlig stand uanset, at visse former for lastvogne ikke kan komme til ejendommen.