Sagsfremstilling
Beskrivelse af lokalplanforslag
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for parcelhusbebyggelse.
Lokalplanområdet er ca. 3,2 ha stort, og ligger i Støvring by. Området grænser op til de nuværende områder ved Rådyret og Kronhjorten. Lokalplanområdet er derfor en afrunding af de to områder.
I planlægningen har der været særligt fokus på at videreføre de overordnede principper fra Dispositionsplanen for Støvring Ådale, samt at videreføre principperne fra de nuværende områder i Rådyret og Kronhjorten. Lokalplanen fastlægger 2 delområder. Delområde 1, som forlænger Kronhjorten og delområde 2, som forlænger Rådyret.
Lokalplanen fastlægger en byggelinje på 5 meter fra stamvejen Kronhjorten og der må ikke placeres beboelsesbygninger 5 meter fra vejskel mod Rådyret. Dette er reguleret for, at give en ensartethed med de eksisterende boligområde. Delområde 1 har yderligere en byggelinje på 5 meter fra boligvejen.
Omfanget af bebyggelsen bliver reguleret af en bebyggelsesprocent på 30 % for den enkelte ejendom. Derudover må bebyggelsen i delområde 1 opføres i maks. 1 etage og have en højde på maks. 7 meter. I delområde 2 må bebyggelsen opføres i maks. 2 etager og må være maks. 8,5 meter højt. Disse regulerende bestemmelser er med til at skabe en sammenhæng med de eksisterende boligområde i Rådyret og Kronhjorten.
Beskrivelse af kommuneplantillæg
Projektet er ikke i overensstemmelse med kommuneplan 2017. Derfor er der gennemført en forudgående offentlighed, og udarbejdet et tillæg til kommuneplanen.
Gennem tillægget udvides rammerne 09.B19 og 09.B15 for boligområder. Der bliver ikke ændret på bestemmelserne i rammen.
Miljøvurdering
Planen er omfattet af Miljøvurderingsloven. Der er foretaget en screening af planforslagets mulige indvirkning på miljøet. På den baggrund er det vurderet, at der ikke skal laves en miljøvurdering.