Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

 Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalget anbefaler:

- at projektet for ny bro over jernbanen ved Klepholmvej prioriteres før projektet for etablering af Ny Nibevej,

- at arbejdet for realisering af ny bro ved Klepholmvej påbegyndes 2018, og

- at arbejdet, herunder VVM-redegørelse, for realisering af Ny Nibevej påbegyndes 2020

Udvalget for Teknik og Miljø, 10. maj 2017, pkt. 78:

Et flertal i Udvalget for Teknik og Miljø bestående af Jeppe Ugilt, Thomas S. Thomsen og Ole Frederiksen ønskede, at Ny Nibevej etableres før broen ved Klepholm.

Morten Lem og Rasmus Rask ønskede prioriteringen som indstillet, med forbehold for at elektrificeringen af banen besluttes.

Økonomi

Der er i budgetaftalen 2017-20 afsat 28 mio. kr til medfinansiering af ny bro over jernbanen ved Klepholmvej, i det nyeste overslag fra Banedanmark er kommunens andel opgjort til 30 mio. kr.

For Ny Nibevejs realisering er der i budgetaftalen afsat 30 mio. kr. Her er anlægsoverslagen baseret på de udarbejdede skitseforslag beregnet til mellem 36,7 og 60 mio. kr (excl. arealerhvervelse og VVM-redegørelse). Et forslag hvor Mastrup Bæk krydses som dæmning og tilsluttes Buderupholmvej efter dambruget vurderes at koste 51 mio.kr incl VVM-redegørelse og arealerhvervelse.

Sagsfremstilling

Dagsordenspunktet er udarbejdet under forudsætning af, at der tidligere i dagsordenen er taget beslutning om at prioritere etableringen af Ny Nibevej. Såfremt det alternative forslag til Ny Nibevej prioriteres kan dagsordenpunktet udsættes, alternativt kan det alternative forslag sidestilles med Ny Nibevej i forhold til den anbefalede tidsrækkefølge, og med forbehold for ændret økonomi og tidsramme for planlægning af projektet.

Ny bro over jernbanen ved Klepholmvej (se kortbilag)

En ny bro over jernbanen ved Klepholmvej er en del af udmøntningen af dispositionsplanen for Støvring Ådale.  I dag er ca. 1/3 del af planen gennemført. De næste faser omfatter etablering af Kronhjorten, Rådyret, etablering af børnehave ved Kærvej med plads til 90 børn og centerområdet ved stationen, hvilket samlet vil betyde opførelse af ca. 400 nye boliger de kommende år. I dag trafikeres området fra Mercurvej og fra Kærvej. Da Kærvej er smal og jernbaneunderføringen ikke er bred nok til at to køretøjer kan passere samtidig, har den en begrænset kapacitet. Vejen vurderes ikke at være velegnet i forhold til at understøtte den forsatte byudvikling i området og sikre en fornuftig tilgængelighed til den nye børnehave. Der vurderes derfor at være et behov for i løbet af de kommende år, at sikre en bedre trafikbetjening af området.

Der forventes ikke at skulle udarbejdes VVM-redegørelse for projektets realisering.

Da projektet kræver et indgående kendskab til Banedanmarks arbejdsgange foreslås engageret en bygherrerådgiver med de nødvendige kompetencer indenfor området.  

Valg af bygherrerådgiver, gennemførelse af EU-udbud incl. de politiske behandlinger forventes at tage 8-9 mdr. Projektering, sagsbehandling ved Banedanmark samt anlægsfasen forventes at tage halvandet år. Samlet vurderes arbejdet at strække sig over 2 år. En detaljeret tidsplanlægning afventer en politisk beslutning om igangsætning af Elektrificering Aarhus-Lindholm, men der er en forventning om at projektet skal gennemføres i første del af Banedanmarks anlægsperiode dvs. i starten af 2020’erne.

I budgetaftale 2017-20 er der i årene 2018 og 2019 afsat hhv. 14,825 og 13,175 mio. kr  

Ny Nibevej (se kortbilag)

Ny Nibevej har været udlagt med arealreservation i Kommune – og Regionplanlægningen siden 2005. Formålet med vejprojektet er at forbedre fremkommeligheden og trafiksikkerheden for trafikken mellem Skørping-området og motorvejsnettet, endvidere at aflaste Nibevej og understøtte byudviklingen syd for denne.

Den fortsatte byudvikling i Skørping øger behovet for indenfor en kortere årrække at forbedre trafikbetjeningen. Ligeledes har den igangværende udbygning af Høje Støvring sat fokus på behovet for en langsigtet løsning. Da etape 2 af Høje Støvring også kan betjenes via Hobrovej, vurderes behovet ikke at blive væsentlig øget, med mindre der træffes beslutning om yderligere byudviklingsområder, som skal trafikbetjenes fra Nibevej.

Gennemførelse af projektet vil kræve udarbejdelse af en VVM-redegørelse, som det vurderes at kunne gennemføres på ca. 1 år incl. diverse høringsperioder og politiske behandlinger. Herefter skal der gennemføres et EU-udbud som forventes at tage 8-9 mdr. Arealerhvervelse, diverse forundersøgelser forventes gennemført i samme periode. Projekterings- og anlægsfasen forventes gennemført på halvandet år. Samlet vil arbejdet strække sig over ca. 3 år.

I budgetaftalen er der afsat 5,5 mio. kr i 2019 og 24,5 mio. kr i 2020 til projektets realisering.  

Forvaltningens anbefaling

Forvaltningen vurderer at behovet for investering i ny infrastruktur er størst i Støvring Ådale, og at en udbygning af infrastrukturen vil være med til at understøtte en fortsat byudvikling i området. Det anbefales derfor at planlægge realiseringen af Klepholmvej før Ny Nibevej, og at der afsætte planlægningsmidler i 2018 med henblik på valg af bygherrerådgiver og gennemførelse af udbud, og at der afsættes midler til projektering og anlæg af broen i 2019/2020.  

Ny Nibevej foreslås startet op i 2019 med udarbejdelse af VVM-redegørelse, gennemførelse af EU-udbud i 2020 og Projekterings- og anlægsfase i 2021/2022

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

I budgetaftalen for 2017-20 indgår forlægningen af Nibevej (Ny Nibevej) og ny bro over jernbanen ved Klepholmvej. I budgetaftalen er der samlet afsat 58 mio. kr til realisering af projekterne i perioden 2018 – 2020. Såfremt der i det forudgående punkt er truffet beslutning om at prioritere etablering af Ny Nibevej, skal Økonomiudvalget træffe beslutning om i hvilken rækkefølge projekterne skal realiseres.

Beslutning

Godkendt.

Søren Søe, Søren Konnerup og Per Vilsbøll deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalg anbefaler at Ny Nibevej prioriteres gennemført.

Udvalget for Teknik og Miljø, 10. maj 2017, pkt. 77:

Godkendt.

Økonomi

Se under sagsbehandlingen 

Sagsfremstilling

Ny Nibevej

Nibevej er den primære adgang til motorvejen (Støvring S) for trafikken fra Skørping, Hobrovej syd og trafik fra Støvring som skal mod syd. Vejforløbet er meget kuperet, hvilket ikke er optimalt i forhold til fremkommelighed og trafiksikkerhed. Nibevej ligger endvidere som en barriere mellem de ny boligområder syd for denne (Høje Støvring) og resten af Støvring by.

Der er udarbejdet forslag til en forlægning af Nibevej (Ny Nibevej), som skal give en mere direkte forbindelse fra motorvejstilslutning til Hobrovej, og videre mod Skørping.

Forlægningen, som er ca. 3,9 km lang, starter i rundkørslen mellem Nibevej og Juelstrupparken, og forløber mod syd med tilslutning af Hobrovej i en rundkørsel umiddelbart nord for Porthusvej. Herefter forløber vejen videre mod øst, parallelt med Porthusvej, og tilsluttes Buderupholmvej enten før eller efter dambruget.

Trafikken fra Skørping og Hobrovej syd, vil få en tidsmæssig gevinst, og opleve en bedre tilgængelighed og fremkommelighed til motorvejsnettet. Især den tunge trafik vil få en væsentlig forbedring.

På Nibevej mellem Hobrovej og motorvejen kører der i dag godt 4.000 køretøjer, hvilket også vurderes at være niveauet på Ny Nibevej. Trafiksikkerheden vil blive forbedret, idet den bynære strækning af Buderupholmvej bliver fredeliggjort, de to trebenede kryds på Hobrovej erstattes af en rundkørsel og det kuperede vejforløb på Nibevej, erstattes af et mere regulært vejforløb.

Linjeføringen vil medføre at §3 beskyttet natur ved Mastrup bæk skal nedlægges, og at en eksisterende spredningskorridor gennemskæres.  Der skal foretages landskabelige ændringer indenfor en bestående fredning ved dambruget på Buderupholmvej. Gennemførelse af projektet vil kræve udarbejdelse af en VVM-redegørelse.

I det gennemførte forarbejde for realisering af Ny Nibevej vurderes anlægsomkostningerne, at beløbe sig til 36,7 eller 60 mio. kr (excl. forundersøgelser, VVM-redegørelser, arealerhvervelse) afhængig af om der hhv. etableres faunapassage eller dalbro ved Mastrup Bæk, og om vejen føres uden om dambruget eller ej. En løsning hvor Mastrup Bæk krydses på dæmning og tilsluttes efter dambruget vil overslagsmæssigt koste 51 mio. kr incl. VVM-redegørelse, arealerhvervelse og indeksregulering. I budgetaftalen for 2017-20 er der afsat 30 mio. kr til formålet (5,5 mio.kr i 2019 og 24,5 mio. kr i 2020)

Ny vejforbindelse øst for jernbanen

Som alternativ til realisering af Ny Nibevej, er der stillet forslag om etablering af en ny vejforbindelse mellem Skørping og Støvring Ådale. Vejforbindelse skal forløbe fra Skørping nord, vest om Gl. Skørping, langs jernbanen, med krydsning af Lindenborg Å vest for Vaseholm, og tilsluttes den fremtidige forlængelse af Støvring Ådale ved Klepholmvej. Via en forlængelse af Støvring Ådale og ny jernbanebro ved Nørre Allé tilsluttes vejforbindelsen motorvejsnettet ved Støvring Nord. Den samlede længde er på ca. 6,5 km (incl. eksisterende og fremtidig vej ved Støvring Ådale).

Vejen vil primært være til fordel for trafikken fra den nordlige del af Skørping by med tilhørende erhvervsområde, men vil også kunne fungere som tilkørselsvej for trafikken fra de sydlige områder (Astrup, Hadsund), som skal mod nord ad motorvejen.  Det må derfor forventes, at trafikken nord-syd gennem Skørping by, vil blive øget. Den eksisterende og planlagte del af Støvring Ådale udformes, som veje i byområde med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, og flere vejtilslutninger som bla. udformes som rundkørsler, hvorfor strækningen ikke vil kunne tilbyde trafikken høj fremkommelighed.  

Vejforbindelsen vil primært betjene trafik som kommer fra eller skal mod Aalborg-området, og trafikken mellem Skørping og Støvring vurderes meget overslagsmæssigt til 1.500 – 2.000 køretøjer. Nibevej forventes tilsvarende aflastet.

Vejforbindelsen vil berøre fredskov, økologiske forbindelser, §3-områder og Lindenborg Ådal som har status som Natura 2000-område. Gennemførelse af projektet vil kræve udarbejdelse af en VVM-redegørelse.

Den øgede trafikmængde på Støvring Ådale vil øge barrierevirkningen mellem den nye bydel og Støvring by.

Med udgangspunkt i de anlægsoverslag, som er beregnet for projektet til forlægning af Ny Nibevej, vurderes forslaget til ny vejforbindelse mellem Skørping og Støvring, at koste 60 – 90 mio. kr (heri er forudsat at Støvring Ådale er realiseret til og med Klepholmvej) og overslaget er excl. udgifter til forundersøgelser, VVM-redegørelser og arealerhvervelse. Overslaget er behæftet med betydelig usikkerhed, idet jordbundsforhold og foranstaltninger til beskyttelse af naturmæssige interesser, kan vise sig væsentligt anderledes. Projektet indbefatter etablering af ny bro over Lindenborg å (ca. 25 mio. kr) og ny jernbanebro ved Nørre Allé (ligeledes ca. 25 mio. incl rampeanlæg) – overslagene vurderes som minimum. Banedanmark har således vurderet omkostningerne ved etablering af ny bro ved Klepholmvej til godt 62 mio. kr.  

Fordele og ulemper

Ny Nibevej vil:

- kunne aflaste Nibevej og understøtte byudviklingen mod syd.

- forbedre fremkommeligheden og trafiksikkerheden specielt for trafikken fra Skørping-området

- kun i begrænset omfang løse Skørping Nords behov for bedre adgang til motorvejen

 

Ny vejforbindelse øst for Jernbanen vil:

- forbedre adgangen til motorvejen (og Støvring by) for trafikken fra Skørping-området, som skal mod nord (Aalborg-området)

- aflaste men ikke kunne erstatte Nibevejs funktion som fødevej til motorvejen

- øge trafikken nord-syd gennem Skørping

- betyde større anlægsøkonomi

- berøre flere naturinteresser

Forvaltningens bemærkninger

Ny Nibevej vil kun i begrænset omfang løse problemerne med trafikbetjeningen mellem Skørping Nord (erhvervsområdet) og motorvejen. Mulighederne for at etablere en ny forbindelse mellem Skørping Nord og Buderupholmvej bør derfor undersøges.

Hvis der ønskes en dybere analyse af de infrastrukturelle problemstillinger i forbindelse med byudviklingen i Støvring og Skørping områderne, bør der afsættes planlægningsmidler hertil, herunder opstilles en trafikmodel for områderne, som gør det muligt at give et mere kvalificeret bud på effekterne af de forskellige løsningsmuligheder.  

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

Forlægningen af Nibevej (Ny Nibevej) er medtaget i budgetaftalen 2017-2020, og skal blandt andet forbedre trafikbetjeningen mellem Skørping og motorvejsnettet. Der er stillet forslag om en alternativ løsning, som indebærer at der etableres en ny vejforbindelse øst for jernbanen mellem Skørping Nord og Støvring Ådale. Økonomiudvalget skal beslutte om dette forslag kan erstatte planerne for realisering af Ny Nibevej.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0