Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Økonomi

Der er afsat 2.709.298 kr. af kommunale midler til områdefornyelsen. Der er søgt refusion fra Bolig- og Planstyrelsen på 1.282.200 kr. Samlet er der i alt 3.991.498 kr. til områdefornyelsen.

Det anbefales at fremrykke 300.000 kr. fra budget 2025 til budget 2024.

Sagsfremstilling

Med godkendelsen af programmet for områdefornyelsen i november 2020 igangsatte Rebild Kommune og forvaltningen sammen med de nedsatte arbejdsgrupper, arbejderne frem mod en realisering af de forskellige indsatsområder. I områdefornyelsen for Skørping er der 2 arbejdsgrupper, der henholdsvis arbejder med ”de bløde trafikanter”, og ”byrum og forskønnelse”. Områdefornyelsen er en 5-årig indsats, som skal være afsluttet senest den 18. november 2025.

I forbindelse med anlægsstoppet i 2023, blev alle afsatte midler fjernet fra kontoen til områdefornyelsen. I budget24 blev det besluttet at midlerne til områdefornyelsen i Skørping blev flyttet til 2025.

Hvor udførelsen af projekterne kommer til at ligge i 2025, ligger store dele af de forberedende arbejde i 2024. Her skal der blandt andet bruges penge til rådgivere, der skal hjælpe med at klargøre de forskellige projekter til at kunne anlægges, herunder skitsering, projektering og udbud m.m.

Det er ikke realistisk at alle de resterende arbejder der frem mod en realisering, kan klares i 2025. Der er derfor behov for at fremrykke 300.000 kr. fra budget25 til budget24.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler at fremrykke 300.000 kr. fra budget 2025 til budget 2024 til rådgivere, der skal hjælpe med at realisere projekterne i områdefornyelsen.

Resume

Den 18. november 2020 blev programmet for områdefornyelsen i Skørping godkendt i byrådet.

På byrådets møde den 28. april 2022 blev midlerne til områdefornyelsen i Skørping frigivet. Midlerne blev under budget24 flyttet til 2025.

Der anmodes om at fremrykke anlægsmidler til de projekter, som skal etableres som del af Skørping områdefornyelse.


Text

Økonomiudvalget, byrådet


Sagsfremstilling

Rebild Kommune har modtaget henvendelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet 23. januar 2024 med anmodning bemærkninger til en matrikulær ændring af kommunegrænsen.


Lovgrundlag:

Lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder, jf. lovbekendtgørelse nr. 27 af 9. januar 2018


§ 1

Økonomi- og indenrigsministeren kan træffe beslutning om ændring af landets inddeling i kommuner, når ændringen er begrundet i

1) befolkningsmæssige, erhvervsmæssige eller økonomiske forhold,

2) hensynet til et områdes forventede udvikling og planlægningen af denne,

3) hensynet til varetagelsen af væsentlige kommunale opgaver eller

4) administrative hensyn.


Stk. 2. Ved beslutninger efter stk. 1 skal det påses, at alle kommuner har en sådan størrelse og et sådant omfang, at de befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for en selvstændig varetagelse af de kommunale opgaver. Det skal endvidere tilstræbes, at der tages hensyn til kulturel og erhvervsmæssig samhørighed, og at der i kommunerne indgår såvel landområder som byområder.


Stk. 3. Omfatter en beslutning efter stk. 1 kommuner i flere regioner, træffer økonomi- og indenrigsministeren samtidig beslutning om de ændringer af den regionale inddeling, som er nødvendige for at sikre, at ingen kommune omfatter områder i flere regioner.


§ 2

Beslutning om ændring af den kommunale inddeling efter § 1 kan alene træffes med tilslutning fra kommunalbestyrelserne i de kommuner, der vil blive berørt af ændringen, jf. dog stk. 2.


Stk. 2. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter § 1 uden de berørte kommunalbestyrelsers tilslutning, men efter inddragelse af de pågældende, foretage mindre grænseændringer, når sådanne er begrundet i administrative hensyn og ændringerne samtidig regulerer grænsen mellem to eller flere kommuner og alene vedrører arealer på tilsammen højst 100 ha, der ikke er beboet af mere end 50 personer.


Ministeren skal inddrage de berørte byråd, i forbindelse med forslag til mindre grænseændringer omfattet af bestemmelsen. Byrådets tilkendegivelser skal tillægges væsentlig betydning ved afgørelse af, om beslutning om ændring skal træffes. Bestemmelsen indebærer imidlertid, at en eller flere byråd ikke kan hindre en justering af en åbenbart uhensigtsmæssig kommunegrænse.


Baggrund for anmodning:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fra landinspektørfirmaet Land & Skel – Erik Støvring ApS den 3. januar 2024 modtaget en anmodning om godkendelse af ændring af kommunegrænsen mellem Aalborg Kommune og Rebild Kommune. De berørte arealer er i sin helhed ubebyggede landbrugsjorder.


Det fremgår af henvendelsen, at der i anledning af en matrikulær ændring, hvorved der fra ejendommen Harrildvej 35, Ø. Hornum, 9530 Støvring udstykkes ny bygningsløs landbrugsejendom, anmodes om tilladelse til, at kommunegrænsen mellem Aalborg og Rebild Kommuner ændres, så der overføres 31 m2 fra Aalborg Kommune til Rebild Kommune og 72.734 m2 fra Rebild Kommune til Aalborg Kommune.


Baggrunden for anmodningen er, at arealerne, der sælges som en selvstændig ejendom, består af 74.196 m² af matr.nr. 2e Harrildhus, Vokslev, der i forvejen er beliggende og adresseret i Aalborg Kommune, og yderligere 72.734 m² fra matr.nr. 26 Ø. Hornum By, Ø. Hornum i Rebild Kommune. Arealerne er i sin helhed ubebyggede landbrugsjorder.


Proces for sagens behandling:

Forinden Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan tage stilling til anmodningen, skal ministeriet, jf. § 2, stk. 2, i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder, jf. lovbekendtgørelse nr. 27 af 9. januar 2018, anmode Aalborg Kommune og Rebild Kommune om at oplyse, hvorvidt kommunerne har bemærkninger til anmodningen om godkendelse af grænseændringen.


Forvaltningen har ikke nogen bemærkninger til anmodningen.


Byrådet i Aalborg kommune har behandlet sagen på møde den 15. april 2024.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler at byrådet godkender, at Rebild Kommune ikke har bemærkninger til eventuel ændring af kommunegrænsen mellem Aalborg Kommune og Rebild Kommune.

Resume

Rebild Kommune har modtaget henvendelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet 23. januar 2024 med anmodning bemærkninger til en matrikulær ændring af kommunegrænsen. De berørte arealer er i sin helhed ubebyggede landbrugsjorder. Byrådet i Aalborg kommune har behandlet tilsvarende sag på møde den 15. april 2024.

Text

Økonomiudvalg, Byrådet.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0