Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget træffer beslutning om, at tage resultatet af afstemning om forkostordning til efterretning


Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget over for Økonomiudvalg og byråd indstiller frigivelse af 0,2 mio. kr. fra "Moderniseringsplan daginstitutioner" til finansiering af justeringer af køkkenet i daginstitutionen Valhalla


Beslutning fra Børne- og Familieudvalget, 9. juni 2021, pkt. 90:

Indstilles godkendt.

Økonomi

Selve frokostordningen hviler i sig selv økonomisk. Det vil sige, at forældrebetalingen, der er på 534 kr. pr. måned, finansierer udgifterne til ordningen (løn og mad).

Der er i 2021 en enkelt institution, der for første gang skal tilbyde frokostordning. Det er Børnehaven Valhalla i Kilden Børne- og Ungeunivers. Børnehaven Valhalla har på nuværende tidspunkt ikke kapacitet og indretning til at håndtere den kommunale frokostordning. Det har derfor nogle følgeomkostninger at tilbyde frokostordning, grundet behovet for tilretning af køkkenet i denne institution + manglen på hvidevare-kapacitet.

Justeringer af køkkener er tidligere blevet finansieret af puljen fra 2009 til renovering af samtlige institutionskøkkener og udviklingspuljen for dagtilbudsområdet, samt restbeløb fra moderniseringsplan daginstitutioner.

Det vurderes af forvaltningen, at tilretning af køkken samt øget køle-, fryse-, ovn- og vaskekapacietet kan udføres for ca. 0,2 mio. kr.

Det foreslås, at de 0,2 mio. kr. finansieres af disponible midler fra puljen "moderniseringsplan daginstitution" jf. dagsordenspunkt om disponering af moderniseringsplanspuljer. De 0,2 mio. kr. udmøntes i 2021.


Sagsfremstilling


Baggrund

I alle kommunale daginstitutioner skal der som udgangspunkt være et sundt frokostmåltid jf. dagtilbudsloven §16a. Hvert andet år skal forældrene stemme, om de ønsker frokostordningen eller ikke. I institutioner, der består af en enkelt enhed, er det forældrebestyrelsen, der afgør, om der skal være frokostordning. I institutioner, der består af flere enheder, skal forældrene stemme om ordningen. Da udgangspunktet er, at der er frokostordning, tæller ikke afgivne stemmer som en ja-stemme. Afstemningen afgøres ved simpelt flertal. Er der flertal imod frokostordningen, tilbydes der ikke frokostordning i daginstitutionen de næste to år, og omvendt vil det være frokostordning i daginstitutionen de næste to år, hvis der ikke er et flertal imod det.

Ifølge Rebild Kommunes retningslinjer for afstemning til kommunal frokostordning har alle institutioner holdt valg i april måned med enten opstart eller afvikling pr. 1. august. Eneste undtagelse herfra er den nye institution Børnehuset Klepholm, hvor forældrene holdt afstemning først på året i forbindelse med opstarten af ny institution.


Velfærdsaftalen

Fra den 1. juni er den kommunale frokostordning ikke længere et krav i Rebild Kommune, fordi institutionerne er sat fri fra disse regler med velfærdsaftalen. Det er dog fortsat muligt for forældrene at vælge den nuværende kommunale frokostordning til i 2 år af gangen, ligesom det er muligt for dem at udarbejde deres eget koncept for frokost og/eller madordning. Afstemningen denne gang har derfor været på den forudsætning, at forældrene hvis forældrene stemmer ja tak til den kommunale frokostordning vil de være bundet af denne kontraktsmæssigt med den nuværende leverandør i 2 år, og hvis de stemmer nej har de mulighed for at udarbejde deres egne lokale koncept eller ikke have nogen mad/frokostordning.


Afstemningsresultat

Der har været afholdt afstemning i 17 institutioner, og tre forældrebestyrelser har besluttet, om de vil have frokostordning eller ej. Resultatet fra afstemningen kan ses i nedenstående skema.


Daginstitution med én enhed

Resultat

Øster Hornum Børneunivers

Nej tak

Børnehuset Tumlehøj

Ja tak

Børnehuset Aavangen

Ja tak



Institution (enhed i dagtilbud)

Resultat

Børnehuset 100-meter skoven

Ja tak

Børnehuset Skovtrolden

Ja tak

Børnehaven Skovbjørnen

Ja tak

Idrætsbørnehaven Græshoppen

Ja tak

Børnehuset Regnbuen

Ja tak

Børnehuset Kronhjorten

Nej tak

Børnehuset Rådyret

Nej tak

Børnehaven Bavnebakken

Nej tak

Naturbørnehaven Skovhuset

Nej tak

Børnehuset Toppen

Ja tak

Børnehuset Spiren

Nej tak

Børnehaven Svanen

Ja tak

Børnehuset Klepholm

Nej tak

Børnehaven Tuen

Nej tak

Ravnkilde Børnehave

Nej tak

Valhalla

Ja tak

Kildehaven

Ja tak


Afstemningens konsekvenser

Denne afstemning betyder, er at Børnehuset Spiren standser med den kommunale frokostordning pr. 1. august, og Valhalla skal starte på ny med frokostordning. De restende daginstitutioner fortsætter som i dag.


Opstart af kommunal frokostordning i Valhalla, Blenstrup

Det kræver en tilpasning af køkkenet i Valhalla og en opdatering af det eksisterende inventar og indkøb af nyt inventer for at kunne imødekomme de krav, der er til køkkener til frokostordning. Vurderingen er, at det samlet vil beløbe sig til 200.000 kr.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Jvf. dagtilbudsloven har forældre ret til frokostordning i deres kommunale daginstitution. Mindst hvert andet år skal forældrene have mulighed for at fravælge den kommunale frokostordning. Alle forældre har jf. de kommunale retningslinjer herfor stemt i april måned.


Beslutning

BFU’s indstilling til byrådet indstilles godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget overfor Økonomiudvalg og byråd anbefaler

- at træffe beslutning om at gøre vuggestuen i Øster Hornum Børneunivers permanent

- at frigive 0,3 mio. kr. til finansiering af etablering af krybberum fra "Moderniseringsplan daginstitutioner".


Beslutning fra Børne- og Familieudvalget, 9. juni 2021, pkt. 89:

Børne- og Familieudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalg og byråd at træffe beslutning om at gøre vuggestuen i Øster Hornum Børneunivers permanent med en normering på 10 børn.


Udvalget beslutter, at etablering af krybberum udsættes. Udvalget ønsker følgende undersøgt:

  1. Mulighed for etablering af legestue for dagplejen i Børneuniversets lokaler
  2. Mulighed for etablering af vuggestue med normering til 10 børn med plads til udvidelse i nærliggende ældreboliger.


Punkt 2 udarbejdes som budgetnotat.

Økonomi

I forbindelse med opstart af vuggestuen blev der i 2020 givet en tildeling på 100.000 kr. hertil.


Såfremt ordningen skal gøres permanent, vil det kræve 300.000 kr. til etablering af krybberum. Det foreslås, at finansiering sker ved hælp af disponible midler i puljen "Moderniseringsplan daginstitution", der jf. dagsordenspunktet "disponering af midler fra moderniseringsplanspuljerne 2021-22" kan udmøntes i 2022.


Nettotildelingen pr. barn i vuggestue efter forældrebetaling er 81.048 kr., og nettotildelingen pr. barn i dagplejen efter forældrebetaling er på 69.562 kr.

Ved 10 børn indskrevet i vuggestue frem for dagpleje, vil det medføre en nettomerudgift på 0,1 mio. kr. Dertil kommer, at tildelingsmodellen udløser 0,1 mio. kr. til distrikter med vuggestuer jf. den politisk vedtagne tildelingsmodel for dagtilbudsområdet.

Sagsfremstilling

Baggrund

Bestyrelsen i Øster Hornum Børneunivers fremsendte i juni 2020 en ansøgning om etablering af vuggestue i børneuniverset på grund af kapacitetsudfordringer i distriktet for de 0-2 årige. På et ekstraordinært udvalgsmøde i juli måned blev det besluttet at etablere en forsøgsordning med vuggestuegruppe, fordi kapacitetsudfordringerne potentielt kun var midlertidige jf. prognoserne på området. I januar blev udvalget præsenteret for en første status, som der følges op på i nærværende sag med henblik på afgørelse om vuggestuen.


Beskrivelse af vuggestue i Øster Hornum Børneunivers

Vuggestuen blev normeret til 10 børn med afsæt i antal kvadratmeter i det lokale, som benyttes til vuggestuen og med henblik på at vuggestuens størrelse ikke skulle udgøre en uhensigtsmæssig skævvridning i forhold til dagplejen i distriktet. Med oprettelsen af vuggestuen har forældrene i distriktet fået mulighed for at vælge en kommunal vuggestue i lokalområdet, hvilket af bestyrelsen blev fremhævet som ønskværdigt for at kunne fortsætte den positive udvikling i byen med tiltrækning af nye borgere.


Antal børn indskrevet i hhv. dagpleje og vuggestue

Da vuggestuen blev oprettet i august 2020, var der indskrevet 28 børn i dagplejen, hvor der var en kapacitet på hhv. 24 børn (v. 4 børn pr. dagplejer) og en max kapacitet på 30 børn (v. 5 børn pr. dagplejer). Det betød, at enkelte dagplejere i perioden frem til november 2020 havde 5 børn indskrevet for at kunne imødekomme pasningsbehovet på 0-2 års området. Efter november steg kapaciteten, da en dagplejer vendte tilbage fra uddannelse, og der har siden været ledig kapacitet i dagplejen. Fra juli 2021 er der balance i dagplejens kapacitet, hvor alle dagplejere potentielt har 4 børn indskrevet. Der er således hverken ledig kapacitet eller venteliste pr. 1. juli.


I vuggestuen har der, i den samme periode fra opstart i august 2020 til august 2021, været en positiv udvikling i antallet af indskrevne børn. De første 5 måneder var der få børn indskrevet, men der ses en kontinuerlig stigning i antallet af børn i hele vuggestuens periode. Efter det første halve år havde vuggestuen 8 børn indskrevet, og siden årsskriftet har antallet af indskrevne børn ligget stabilt omkring 7-9 børn. Fra juni vil alle pladser i vuggestuen være i anvendelse, og der vil være venteliste til tilbuddet.


Kapacitetsbehov

Befolkningsprognosen for Øster Hornum distrikt på 0-2 års området viser, at kapacitetsbehovet er størst i år 2021 og 2022. Fra år 2022 og frem falder det estimerede børnetal kontinuerligt med et særligt fald fra 2022 til 2023.

Nedenstående tabel viser befolkningsprognosen for de 0-2 årige i Øster Hornum distrikt. Dagplejens kapacitet er på nuværende tidspunkt på 28 børn (4 børn pr. dagplejer), og vuggestuen har plads til 10 børn. Jævnfør tabellen vil der i 2021 være et forventet behov for pladser på mellem 30,4 og 35,2. Det betyder, at dagplejen alene ikke har tilstrækkelig kapacitet til at dække pasningsbehovet i 2021. I 2022 vil der være et forventet behov for pladser på mellem 28,3 til 32,7 pladser. Dagplejens nuværende kapacitet vil derfor ikke kunne dække kapacitetsbehovet, hvis den høje pasningsprocent bliver gældende i 2021 og 2022. Hvis den lave pasningsprocent derimod bliver aktuel, vil dagplejen have tilstrækkelig kapacitet fra 2022 og frem, og kapaciteten i dagplejen vil alene være udfordret i 2021. Med den nuværende kapacitet og befolkningsprognose, vil dagplejen have tilstrækkelig kapacitet til at dække det samlede pasningsbehov fra 2023 og frem.

Befolkningsprognosen tager ikke højde for, at vuggestuetilbuddet i distriktet kan være med til at øge pasningsprocenten yderligere, fordi det kan være et attraktivt tilbud for nogle forældre, som tidligere har valgt en anden type pasning.


Bygningsmæssige rammer og faciliteter

Vuggestuegruppen er etableret i de tilstødende lokaler til børnehaven i børneuniverset. Vuggestuens lokaler er de lokaler, hvor dagplejen tidligere havde legestue. Derfor kunne lokalerne uden videre tages i drift, men der vil skulle etableres en mere permanent løsning for sovefaciliteter til vuggestuebørnene, såfremt forsøgsordningen gøres permanent. Dette vil i praksis bestå i et udendørs overdække med krybber/barnevogne, og det vil erfaringsmæssigt beløbe sig til en udgift på ca. 300.000 kr. alt efter placering, størrelse og materialer. Børnene sover indenfor, indtil krybberum er etableret.


Lokaler til legestuen

Der er fortsat et arbejde i gang i Børneuniverset med henblik på at genetablere legestue i Øster Hornum. Det er noget alle parter ønsker meget. Der er blandt andet overvejelser omkring, at det krybberum, der evt. skal bygges i forbindelse med vuggestuen, potentielt kan rumme legestuen, hvis det etableres som et udhus med en opvarmet/isoleret del til legestue med puslefaciliteter. I givet fald vil denne udvidelse af krybberummet skulle finansiseres inden for Øster Hornum Børneunivers' eget budget. Der er også overvejelser om, hvorvidt der kan etableres en rotationsordning, så nogle af legestue-mødegangene er i Børneuniversets lokaler, og andre gange er det andre steder.


Udtalelse fra bestyrelsen ved Øster Hornum Børneunivers
Øster Hornum Børneunivers bestyrelse har forholdt sig til sagen og på baggrund af sagens oplysninger ønsker bestyrelsen fortsat en vuggestue i distriktet. Bestyrelsens udtalelse er vedlagt sagen som bilag. Bestyrelsen skriver, at det vil glæde dem, hvis det lykkes at gøre vuggestuen permanent, så borgerne i området kan vælge mellem to gode pasningstilbud til deres 0-3 årige.


Bestyrelsen peger på mulighederne i nabobygninger, som pt. står tomme i forhold til enten vuggestue eller legestue som potentielt alternativ til at etablere krybberum med evt. plads til legestue.


Forvaltningen har tidligere været i dialog med Øster Hornum Børneunivers om muligheder for ibrugtagning af de på nuværende tidspunkt tomme nabobygninger. Nabobygningerne er ældreboliger, som kan udlejes til en anden målgruppe ved udlejningsvanskeligheder. Det er dog med det forbehold, at det kun kan tages i brug til midlertidig anvendelse, som straks skal kunne ophøre, såfremt der er interesserede ældre/andre, som ønsker at leje boligen. Derfor kan der ikke umiddelbart etableres vuggestue i bygningerne, da man ikke vil kunne flytte vuggestuebørnene straks ved behov. Det kan undersøges, om boligerne kan anvendes til legestue, som i højere grad vil kunne ophøre med at anvende boligerne straks. Såfremt nabobygningerne skulle anvendes til vuggestue, vil det kræve at boligerne frikøbes i form af indfrielse af støttemidler (det er offentligt støttet byggeri). Derudover vil det kræve en ombygning/modernisering, så lokalerne lever op til de bygningsmæssige krav til vuggestuer. Denne løsning vil derfor være forbundet med langt højere udgifter end etableringen af krybberum. Forvaltningen gør opmærksom på, at de 300.000 kr., som er estimeret udgift til at etablere krybberummet alene dækker udgifter til etablering af krybberum til vuggestuen og ikke en evt. opvarmet/isoleret del til legestue med puslefaciliteter.


Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0