Sagsfremstilling
Byrådet godkendte den 25. april 2019 (sag nr. 69) udviklingsplanen BRIKKEN for den kommende nye bydel på Centergrunden i Støvring Ådale. En ny cykel- og gangbro over banen i Støvring indgår i udviklingsplanen og i den rammelokalplan og designmanual, der siden er godkendt for Centergrunden.
I forbindelse med realisering af udviklingsplanen BRIKKEN besluttede byrådet den 22. januar 2020 (sag nr. 19) at undersøge mulighederne for ekstern medfinansiering af en ny cykel- og gangbro over banen i Støvring.
Forvaltningen har undersøgt og vurderet, at de bedste muligheder for medfinansiering af broen skal søges hos Realdania i første omgang. På den baggrund er forvaltningen i gang med at skrive en projektansøgning til Realdania. Sammen med selve ansøgningen vedlægges et prospekt om broen, der i de store linjer blandt andet fortæller om visionen for broen og som viser idéskitser til, hvordan broen kan se ud. I fortællingen er der lagt vægt på, at broen skal binde byen sammen vest og øst for jernbanen samt de bæredygtige aspekter i forhold til klima, økonomi og sociale forhold. Prospektet – er vedlagt som bilag i en foreløbig udgave. Der lægges op til at søge om 1/3 medfinansiering af broen.
Ny anlægsoverslag
Økonomien er ikke endelig afklaret, da der er ikke foretaget detailprojektering af broen. Foreløbige vurderinger og skitser viser, at det kunne være relevant at bygge den nye cykel- og gangbro længere og bredere. Med en mindre hældning er op- og nedkørsel på cykel muligt for de fleste og der bliver bedre passage mellem gående og cyklister ved at gøre den bredere. Vælges denne model, vil broen blive dyrere end det tidligere anslået anlægsoverslag på 14,5 mio. kr. Ny anlægsoverslag på broen er beregnet til omkring 20 mio. kr. Der er anvendt de samme nøgletal/enhedspriser som tidligere anvendt. I beregningerne er der taget højde for at broen føres hen over Borupsalle og lander fornuftig i Jernbanegade. Dialog med Banedanmark har vist at der ikke kan hentes yderligere rationalisering eller medfinansiering herfra.
Det videre arbejde
Projektansøgningen og prospektet sendes til Realdania forår 2021.
Svar fra Realdania om tilsagn/ikke tilsagn om medfinansiering forventes inden for to - tre måneder fra de har modtaget ansøgningen dvs. omkring juni/juli 2021.
Tilsagn/ikke tilsagn fra Realdania kan dermed indgå i budgetforhandlinger i september/oktober 2021.