Mulighederne for etablering af akutpladserne er undersøgt ud fra de krav og anbefalinger, som er opstillet i Sundhedsstyrelsens ”Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen”. Disse træder i kraft den 1. januar 2018. Kvalitetsstandarderne indeholder en række krav til kommunernes akutfunktion. Kravene gælder uanset om akutfunktionen organiseres som akutpladser eller udekørende akut-team.
Kvalitetsstandarderne stiller krav til kommunerne om at en række forhold. Ét af disse er bl.a., at akutpladserne skal være indrettet således, at personalet kan tilgå patienten fra begge sider. Dette er kun muligt i to af de eksisterende stuer i Rehabiliteringscenterets lokaler. De øvrige rum er for små.
De fysiske forhold på Rehabiliteringscenteret kan således ikke rumme mere end 2 akutpladser sammen med 5 rehabiliteringspladser. Når der ikke etableres flere pladser, vil omkostningen pr. akutplads ligge på omkring 6.000 kr. i døgnet. Den samlede merudgift vil være på 3,7 mio. kr. årligt.
Den høje pladsomkostning skyldes primært, at nogle af behandlingsformerne i en akutfunktion kræver døgndækkende sygeplejefaglig bemanding, som skal kunne træde til med 1 times varsel. Borgere på rehabiliteringspladser kræver kun sygeplejefagligt tilstedeværende personale i dagtimerne og mulighed for tilkald i aften- og nattetimerne. Der skal således være betydelig mere sygeplejefagligt personale tilstede på en akutplads end på en rehabiliteringsplads.
Dertil er der i Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder opstillet krav om, at personalet primært skal være beskæftiget med akutopgaver. Kravet skal sikre, at personalet har de rette kompetencer til at løse de specialiserede akutopgaver, ved at kompetencerne anvendes løbende. Samtidigt begrænser kravet dog muligheden for fleksibel samdrift med andre tilbud.
Samlet set kan forvaltningen ikke anbefale indretning af akutpladser i Rehabiliteringscenterets lokaler, fordi der kun kan rummes 2 pladser. Pladsprisen bliver der med meget høj, og Rebild Kommune vil kunne få mere for 3,7 mio. kr. ved andre løsninger, hvor der skabes rationel samdrift med udekørende akutsygepleje og kommunens aflastningspladser.
Det anbefales, at der afsættes 3,7 mio. kr. til akutpladser, og at forvaltningen udarbejder modelforslag til hvordan akutpladserne kan drives mest rentabelt sammen med andre tilbud.