Sagsfremstilling
Skolebørn fra Høje Støvring er berettigede til kørsel til og fra Karensmindeskolen på trods af der ca. er 2 km til skolen. Det skyldes, at Nibevej er klassificeret som Trafikfarlig skolevej til og med 6. klasse.
Normalt ville skolen bevillige et skolebuskort til børnene jf. bestemmelserne omkring trafikfarlig vej, i lighed med børnene boende i Buderupholm øst for Hobrovej. Det særlige ved Høje Støvring er, at der ikke går en bus den vej. Derfor skal børn, der evt. ansøger, med den lukkede taxa som planlægges af kørselskontoret, hvilket bliver en betydelig udgift til taxa.
Byrådet besluttede, at etablere en krydsningshelle på Nibevej for en mere trafiksikker krydsning af vejen for børnene på Høje Støvring. Forvaltningen vurderer at etableringen af krydsningshellen dog kun vil øge trafiksikkerheden for de ældste af de krydsende skolebørn. Såfremt krydsningen skal vurderes af vejmyndigheden og politiet vil denne forventelig blive klassificeret som trafikfarlig til og med 4 klassetrin, som er den tidligste alder, hvor man kan forvente at børns trafikale evner er på højde med en voksens. Dette er desuden under forudsætning af, at barnet har fået en del træning og kender området indgående.
Krydsningsheller er en traditionel løsning som oftest bruges uden for byzone for at skabe bedre krydsningsmuligheder af veje for de bløde trafikanter. Hvis det ønskes at skabe en sikker overgang for alle klassetrin, skal der etableres en niveaufri overgang f.eks. en tunnel.