Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

Forvaltningen fremlægger hermed forslag til Spildevandsplan 2018 - 2029 for Rebild Kommune til politisk behandling, med henblik på udsendelse i offentlig høring og efterfølgende endelig vedtagelse i Byrådet.

Baggrund

I henhold til § 32 i Miljøbeskyttelsesloven skal Byrådet udarbejde og vedtage en plan for bortskaffelse af spildevand i Kommunen. Krav til spildevandsplanens indhold fremgår af nævnte paragraf samt Spildevandsbekendtgørelsens kapitel 3 og 4.

Forslaget til spildevandsplan er udarbejdet af Rebild Kommune i dialog med Rebild Vand & Spildevand A/S. Forslaget til spildevandsplan sætter rammerne for den fremtidige afledning og rensning af spildevand i Rebild Kommune.

Forslaget bygger på den nugældende Spildevandsplan 2014 - 2017 samt de tillæg, der er udarbejdet til den eksisterende plan.

Planens indhold

I hovedtræk omhandler planen følgende:

  • Fortsat separering af fælleskloakerede oplande.
  • Fortsat centralisering af renseanlæg (anvendelse af renseanlæg i Aalborg og Mariagerfjord Kommuner).
  • Klimatilpasning.
  • Åbne op for brug af alternative løsninger for håndtering af regnvand.
  • Øget fokus på uvedkommende vand, det vil sige vand, som ikke hører hjemme i kloaksystemet (for eksempel fejlkoblinger, utætheder og afstrømning af overfladevand til kloaksystemet).

Forslaget er udarbejdet på baggrund af den eksisterende Spildevandsplan 2014 - 2017 og de tillæg, der er udarbejdet til den eksisterende plan. Som noget nyt er forslaget udarbejdet i en digital løsning, som gerne både skulle give flere oplysninger og tydeliggøre overfor den enkelte borger, hvilke spildevandsforhold, der er gældende netop for den pågældende enkelte borgers adresse.

Den digitale spildevandsplan kan tilgås via: http://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/plan/Account/Login?ReturnUrl=%2Fhome%2Fintern%2F41#/

Brugernavn: spv

Kode: spv01

Miljøscreening af spildevandsplanen

Af hensyn til adskillelsen af myndigheder, har Plan, Byg og Vej udsendt et udkast til screeningsskema for spildevandsplanen til Rebild Vand og Spildevand A/S, Center Natur og Miljø og Center Plan, Byg og Vej.

Konklusionen af screeningen er, at der ikke skal udarbejdes en egentlig miljøvurdering.

Efter den interne høring udsendes screeningen i offentlig høring i 4 uger, samtidig med udsendelsen af forslag til Spildevandsplan 2018 - 2029 for Rebild Kommune. 

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget

Forslag til Spildevandsplan 2018 - 2029 fastsætter rammerne for den fremtidige afledning og rensning af spildevand i Rebild Kommune.

Forslaget bygger på nugældende Spildevandsplan 2014 - 2017 samt de tillæg, som er udarbejdet til den nugældende plan.

Forslaget skal i offentlig høring i 8 uger. 

Beslutning

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget bestående af Kim Edberg Andersen, Ole Fredriksen, Anna Oosterhof, Jeanette Sagan besluttede at godkende som indstillet. 

Morten Lem ønskede, at fortsætte den hidtidige praksis, dog således at den til enhver tid  producerede mængde spildevandsslam i Rebild Kommune, ikke udbringes på landbrugsjord.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalg og Byråd, anbefaler at spildevandsslam fra Rebild Kommunens spildevandsanlæg som hovedregel kan udbringes på landbrugsjord udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser.

Økonomi

Umiddelbart ingen økonomisk betydning for Rebild Kommune, men hvis man fortsat vil forhindre udbring af slam fra Rebild kommunes spildevandssystem på landbrugsjord må der forventes en forøget økonomisk udgift for Rebild Vand og Spildevand A/S.

Sagsfremstilling

I forbindelse med en række spørgsmål fra KKR i forhold til nye spildevandsslamregler, besluttede BY på møde d. 18. december 2014 (pkt. 271) at der generelt ikke skal bringes slam fra Rebild kommunens spildevandsanlæg ud på landbrugsjord.

På daværende tidspunkt oplyste Rebild Vand og Spildevand A/S (RVS) at selskabet ikke hidtil har udbragt spildevandsslam på landbrugsjord. Slammet køres til behandling i Aalborg.

Udbringning af slam på landbrugsjord reguleres i Slambekendtgørelsen. I Slambekendtgørelsen er der kun givet få muligheder for at begrænse eller hindre udbringningen af slam på landbrugsjord. Det er ikke muligt at meddele et generelt forbud mod udbringning af slam i særlige områder fx områder med særlig drikkevandsinteresse (OSD). Kommunen skal i hver enkelt sag vurdere og konkret redegøre for risikoen for forurening af grundvandet ved udspredning af slam på angivne arealer. I OSD områder og indvindingsoplande vil kommunen som udgangspunkt ikke tillade udbringning af slam.

Kun i tilfælde, hvor det i den konkrete sag vurderes, at opbevaring eller anvendelse af slam medfører forurening eller risiko herfor eller de generelle krav til slammet ikke er overholdt, kan kommunen meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger eller nedlægge forbud mod anvendelse af slammet.

Kommunalbestyrelsens mulighed for generelt at påvirke – eller undgå - udbringningen af spildevandsslam på landbrugsjord ligger derfor i, at aftale med kommunens eget spildevandsselskab om hvordan ”eget” spildevandsslam afsættes.

Dette vil kræve, at der i en aftale mellem kommunalbestyrelsen og spildevandsselskabet stilles særlige vilkår til afsætningen af kommunens eget spildevandsslam. Som eksempel kan et vilkår i en sådan aftale bestemme, at spildevandsslam fra Rebild Kommunes spildevandsanlæg ikke må spredes indenfor almene vandværkers indvindingsoplande og områder med særlig drikkevandsinteresse (OSD).

Forvaltningen kan oplyse, at der i 2017 er givet 1 tilladelse, i 2016/2015 er givet 3 tilladelser og i 2014 er givet 3 tilladelser til at udbringe spildevandsslam. Det samme gælder for 2013, mens tallet for 2012 er 5 tilladelser.

Med spildevandsplan 2018-2021 er skabt rammer for at der i samarbejde med Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner kan etableres en fælles transmissionsledning, fra spildevandsnettet i Rebild og Vesthimmerland til Renseanlægget i Hadsund ejet af Mariagerfjord Vand og Spildevand. Det er helt overordnet, miljømæssigt en god løsning idet spildevandsbehandlingen vil komme til at foregå på et moderne og effektivt rensningsanlæg.

Anlægget i Hadsund afsætter alt sit spildevandsslam til udbringning på landbrugsjord og der skal derfor tages stilling til om Rebild kommune vil fastholde at der ikke spredes spildevandsslam fra Rebild kommune ud på landbrugsjord. I givet fald skal der optages forhandling med, i første omgang, Rebild Vand og Spildevand A/S om at de stiller krav om at slammet fra Rebild kommunens spildevandsanlæg - eller den mængde der svarer til Rebild kommunens bidrag - behandles ved f.eks. afbrænding.

Hvis det besluttes, at kommunens eget slam ikke må udbringes på særlige områder, som følge af en aftale mellem kommunalbestyrelsen og spildevandsselskabet, kan det medføre en merudgift for spildevandsselskabet for at håndtere slammet, i og med at afsætning til afbrænding er væsentlig dyrere end afsætning til udbringning. Samtidig vil der skulle findes en model for særlig håndtering af Rebild kommunes spildevand på rensningsanlægget.

Forvaltningen har været i dialog med Renseanlægget i Hadsund om de praktiske muligheder og har fået bekræftet, at en beslutning om at slam fra spildevand i Rebild kommune ikke må udbringes på landbrugsjord, i praksis kan håndteres. Man kan eksempelvis sikre at en slammængde svarende til Rebild kommunens bidrag, i stedet for afsætning til udbringning på landbrugsjord, afsættes til tørring og afbrænding. De konkrete aftaler herom vil blive en del af de praktiske afklaringer i forbindelse med etablering af en ny spildevandsløsning i samarbejde med Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner.

Samlet vurdering

Det er fortsat forvaltningens vurdering at udbringning af spildevandsslam fra Rebild kommune ikke bør foregå indenfor almene vandværkers indvindingsoplande og områder med særlige drikkevandsinteresser. Forvaltningen lægger dog op til at byrådet genovervejer om kommunen skal fastholde et generelt forbud mod udbring på landbrugsjord, som vedtaget af byrådet i december 2014. Der findes forskellige opfattelser af om spildevandsslam udgør en generel risiko ved udbringning, men det er forvaltningens vurdering at hensynet til miljøet kan varetages i gældende lovgivning og i forbindelse med den konkrete sagsbehandling og planlægning, f.eks. i indsatsplaner for drikkevand. 

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget

I forbindelse med revision af spildevandsplanen er der behov for at udvalget tager stilling til den politiske beslutning af 18. december 2014 om ikke at anvende Rebild Kommunes eget spildevandsslam på landbrugsjord i Rebild Kommune, set i lyset af de nuværende planer om forsendelse af spildevand fra Rebild Kommune til Mariagerfjord Kommunes centralrenseanlæg i Hadsund.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0