Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling


at Udvalget for Teknik og Miljø overfor Økonomiudvalg og Byråd anbefaler  

- at udkast til "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Guldbæk og Øster Hornum - En plan for beskyttelse af drikkevandet" sendes i høring i mindst 12 uger

- at udkast til "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Mejlby, Ravnkilde og Rørbæk - En plan for beskyttelse af drikkevandet" sendes i høring i mindst 12 uger

- at de tilhørende afgørelser i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer samtidig offentliggøres med en klagefrist på fire uger

 Udvalget for Teknik og Miljø, 8. juni 2016, pkt. 112:

Et flertal af Udvalget for Teknik og Miljø bestående af Jeppe Ugilt, Thomas Simoni Thomsen, Ole Frederiksen og Allan Busk godkendte sagen som indstillet.

Morten Lem ønskede en mere intensiv indsats for grundvandsbeskyttelse, således at indsatser iværksættes ved et niveau på 25 mg nitrat pr. liter i grundvandsmagasinet.

Økonomi

Forvaltningens vurdering er, at der med dette udkast til indsatsplan ikke er en direkte økonomisk påvirkning af kommunens økonomi.

Det enkelte vandværk afholder selv udgifterne til de indsatser, de skal udføre.

Sagsfremstilling

Kommunen skal udarbejde indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse for områder udpeget af Naturstyrelsen som indsatsområder, hvor der er behov for at foretage indsatser med henblik på sikring af den nuværende og fremtidige drikkevandsinteresse. 

Forvaltningen har udarbejdet et nyt udkast til:

  • "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Guldbæk og Øster Hornum - En plan for beskyttelse af drikkevandet" (bilag 1) med tilhørende afgørelse i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (bilag 2)
  • "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Mejlby, Ravnkilde og Rørbæk - En plan for beskyttelse af drikkevandet" (bilag 3) med tilhørende afgørelse i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (bilag 4)

De to udkast til indsatsplaner bliver tilgængelige som digitale planer via kommunens hjemmeside, når de sendes i høring, det kan derfor være nødvendigt at lave nogle layoutmæssige ændringer, samt tilføje nogle kortfunktioner.

De to indsatsplaner indeholder blandt andet:

  • Handlingsplaner til hvert vandværks indvindingsopland - med beskrivelse af de indsatser vandværkerne og kommunen skal stå for, samt anbefalinger til Regionen.
  • Retningslinjer for Rebild Kommunes sagsbehandling - retningslinjerne vil, da kommunen har pligt til at følge indsatsplanerne, skulle følges når kommunen træffer afgørelser (fx. giver tilladelser) i sager, der er retningslinjer for.

Når indsatsplanerne er vedtaget, er kommunen bundet af planerne. Ønsker kommunen efterfølgende større afvigelser fra indsatsplanerne, skal kommunalbestyrelsen udarbejde nye planer.

Indsatsplanerne binder ikke i sig selv vandforsyningsselskaber, borgere og virksomheder i kommunen.

Handlingsplanerne er udarbejdet med baggrund i det administrationsgrundlag, der blev vedtaget af byrådet den 27. august 2015 (punkt 137). De vandværker som planerne omfatter er endvidere blevet hørt i forbindelse med udarbejdelsen, og handleplanerne er blevet rettet til i forhold til deres bemærkninger. De to udkast indeholder ikke indsatser, der indebærer konkrete dyrkningsdeklarationer.

I bilag 5 er et overblik over de væsentligste ændringer, forvaltningen har foretaget i forhold til de tidligere udgaver af indsatsplanerne og administrationsgrundlaget vedtaget af byrådet den 27. august 2015 (punkt 137).

Særligt for råstofindvinding:

I indsatsplanerne er der en retningslinje, i forhold til Rebild Kommunes udtalelser i forbindelse med råstofsager, der lyder:

"Rebild Kommune vil så vidt mulig arbejde for at beskytte grundvandsressourcen mod forurening under indvinding, efterbehandling samt ved fremtidig arealanvendelse, under hensyntagen til grundvandets sårbarhed over for gødningsstoffer og pesticider, i forbindelse med inddragelse i Regionens udarbejdelse af råstoftilladelser."

Retningslinjen i indsatsplanerne er i tråd med retningslinjen under afsnit 5.5.1 i Kommuneplan 2013 - 2025.

TMU behandlede på møde den 26. februar 2015 Regionens "Ideer og forslag til Råstofplan 2016" Her besluttede et flertal at udtage følgende bemærkning fra forslaget:

"Rebild Kommune ønsker at tilføje en retningslinje vedrørende efterbehandling inden for vandværkernes indvindingsoplande og indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Det ønskes, at der inden for de nævnte områder som udgangspunkt bør etableres naturområder og sættes krav om forbud mod anvendelse af pesticider, sprøjtemidler og gødning."

Der er således ikke fuld overensstemmelse mellem retningslinjen om råstoffer i indsatsplanerne og den politiske udmelding i forbindelse med høringen af "Ideer og forslag til Råstofplan 2016". Forvaltningen gør dog opmærksom på, at indsatsplanerne kun gælder inden for indsatsområder og dermed kun for den del af området med særlige drikkevandsinteresser og vandværkernes indvindingsoplande, der af Naturstyrelsen er udpeget som sårbare.

Udkast til indsatsplaner samt afgørelser i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer, med tilhørende screening har været forelagt koordinationsforum. Koordinationsforum består blandt andet af repræsentanter for vandværker, landbrugsorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Regionen og Naturstyrelsen. På baggrund heraf er der foretaget enkelte faktuelle og læsemæssige ændringer. Koordinationsforum kom ikke med indsigelse mod planerne. De havde forskellige synspunkter på planerne blandt andet, bemærkede en repræsentant fra landbrugsorganisationerne at der er god balance mellem indsatsen i planen og beskyttelsen, og Danmarks Naturfredningsforening udtrykte bekymring for, at de små vandværkernes på sigt ikke kan løfte opgaven med grundvandsbeskyttelse.  

Særligt for "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Mejlby, Ravnkilde og Rørbæk - En plan for beskyttelse af drikkevandet"

Udkastet er en efterfølger til "Indsatsplan for OSD 1437 Nørager, der blev ophævet på byrådsmødet den 8. oktober 2015 (punkt nr. 177).

Nogle af de væsentligste ændringer er at handlingsplanerne til Ravnkilde og Rørbæk vandværkernes indvindingsoplande er opdateret i forhold til de indsatser, de allerede har udført som følge af den tidligere indsatsplan.

Vandværkernes bemærkninger, om at de ikke har økonomi til at gennemføre indsatserne, var afgørende for at anvende "særtilfældet for små vandværker" i administrationsgrundlaget. De intensive indsatser omhandlende ændring af arealanvendelsen indgår derfor ikke længere i handlingsplanerne.

Særligt for "Indsatsplan for indsatsområdet omkring Guldbæk og Øster Hornum - En plan for beskyttelse af drikkevandet"

Udkastet er en tilretning af det tidligere udkast til "Indsatsplan for en del af OSD Aalborg SV" også benævnt "Indsatsplan for OSD Aalborg SV". Den var i høring i 2013, og der blev dengang udarbejdet en Hvidbog med de indkomne høringssvar (se bilag 6). Hvidbog og "Indsatsplan for OSD Aalborg SV" blev forelagt for TMU 12. november 2013. Denne plan blev aldrig endelig vedtaget på grund af indsigelser fra Aalborg Kommune. Det var i forbindelse med den mægling Regionen forestod mellem Aalborg Kommune og Rebild Kommune ikke muligt at opnå enighed (referatet fremgik af dagsordenspunkt fremlagt på byrådet den 27. november 2014). Det videre forløb kommer til at afhænge af, om Aalborg Kommune gør indsigelser, når indsatsplanen kommer i høring igen.

Der er ikke lavet handlingsplaner for de fem indvindingsoplande, der tilhører vandværker beliggende i Aalborg Kommune. Det betyder at for den del af indsatsområdet, der ligger udenfor Guldbæk og Øster Hornum Vandværkers indvindingsoplande, bliver det derfor kun retningslinjerne for Rebild Kommunes planlægning og sagsbehandling samt målsætningerne for indsatsområderne, der kommer til at gælde. I forhold til den politiske beslutning der blev truffet den 27. november 2014, kan det dog diskuteres, om forvaltningen også burde forholde sig specifikt til disse vandværkers indvindingsoplande og udarbejde handlingsplaner for dem på lige fod med vandværkerne beliggende i Rebild kommune.

Samlet vurdering

  • De fremlagte indsatsplaner er udarbejdet i samarbejde med de små vandværker. De mindre vandværker har begrænsede ressourcer og indsatsplanernes ambitionsniveau for beskyttelse afspejler de små vandværkers muligheder og interesser. I forhold til indsatserne i planerne har Kommunen mulighed for at indgå aftaler med lodsejere om at ændre arealanvendelsen. Hvis der er et vandværk, der har fordel af en sådan aftale, kan kommunen sende regningen videre til vandværket. 
  • Forvaltningen vurderer, at det er relevant at bibeholde retningslinjen i forhold til råstofsager i indsatsplanen, da det er vigtigt for beskyttelse af den fremtidige grundvandsressource at kunne beskytte indsatsområder mod belastning fra pesticider og nitrat m.m.
  • Forvaltningen er opmærksom på, at de små vandværker på længere sigt, kan have en stor udfordring med at løfte de nødvendige indsatser i forhold til grundvandsbeskyttelse.

De to indsatsplaner kan nu sendes i høring i 12 uger. 

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Forvaltningen har udarbejdet udkast til to indsatsplaner for beskyttelse af grundvandet med udgangspunkt i det politisk vedtagne administrationsgrundlag.

De berørte vandværker og koordinationsforum har været inddraget i processen.

De to udkastet til indsatsplaner kan således sendes i høring samtidig med at afgørelse om ikke at foretage yderligere miljøvurdering offentliggøres.

Beslutning

Udsat til ekstraordinært ØK-møde den 23. juni kl. 11.30.

Allan Busk og Per Vilsbøll deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling


at Udvalget for Teknik og Miljø indstiller til Byrådet at projektet nedgraderes til at omfatte 27 opgraderinger samt generel forskønnelse.

Udvalget for Teknik og Miljø, 11. maj 2016, pkt. 99:

Indstillingen blev godkendt.

Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomiudvalget, 18. maj 2016, pkt. 117:

Tilbagesendes til TMU.

Sagen genoptages

Kort er vedlagt som bilag over de busstoppesteder der er blevet fuldt opgraderet og de stoppesteder hvor der er planlagt mindre opgraderinger. Mindre opgraderinger kan være ny belægning, læskærm, cykelstativ, beplantning mv.

Indstilling

Forvaltningen indstiller at Udvalget for Teknik og Miljø overfor Økonomiudvalg og byråd anbefaler, om der skal ske reduktion af antallet af busstoppesteder.

Udvalget for Teknik og Miljø, 8. juni 2016, pkt. 122:

Udvalget for Teknik og Miljø indstiller ændringerne som beskrevet i bilaget besluttet med den tilføjelse, at der skal ses på stoppestedsforholdene for X-bussen.

Økonomi

Jf. sagsfremstillingen

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede i 2012, som led i Trafikplan 2013-2016, at deltage i projekt Opgradering af busstoppesteder i Nordjylland med det formål at forbedre stoppestedsforholdene for passagererne og dermed understøtte brugen af kollektiv trafik.

Der blev i forbindelse med budget 2013 og i overslagsårene afsat midler således:

2013: 400.000 kr. 

2014: 400.000 kr. 

2015: 700.000 kr. 

2016: 700.000 kr. 

I alt 2,2 mio. kr.

Dertil kommer tilskud på 100 % fra Trafikstyrelsens pulje til udvikling af kollektiv trafik i yderområderne, så endeligt budget til opgradering af busstoppesteder i Rebild Kommune er 4,4 mio. kr.

Hver opgradering koster gennemsnitligt 65.000,- kr, hvilket inkluderer læskærm, cykelstativ, affaldsspand, stander, topskilt, køreplanskassette, opsætning samt planlægning og administration. På enkelte stoppesteder er der ikke fuld opgradering pga. pladsforholdene og på enkelte er der valgt en anden størrelse læskærm.

Budgettet rækker således til knap 70 opgraderinger.

Som del af projektet, blev det besluttet at Nordjyllands Trafikselskab (NT) skulle udpege hvilke stoppesteder, der havde behov for en opgradering. Behovet blev vurderet ud fra stoppestedets stand og antallet af på- og afstigninger.

På den baggrund udpegede NT 26 stoppesteder.

De første 11 stoppesteder, ud fra NT's liste, er opgraderet og de næste 13 er bestilt til levering inden sommerferien. Derefter afventer et stoppested i Nørager opførelse af ny administrationsbygning og et stoppested i Støvring at der bliver etableret buslomme.

Da de stoppesteder, som NT har vurderet potentielle til opgradering, nu er helt eller delvis etableret, foreslår forvaltningen at udvalget for Teknik og Miljø beslutter om projektet skal fortsættes.

I betragtning af NT har vurderet 26 stoppesteder relevante for opgradering, kan det ikke undgås at en opgradering af næste 70 stoppesteder, vil medføre at stoppesteder i upåklagelig stand og med meget lille passagergrundlag vil blive omfattet af projektet. NT oplyser at det er muligt at deltage i projektet med et mindre beløb end oprindeligt tilkendegivet.

Det foreslås i stedet at kun de af NT udpegede potentielle stoppesteder opgraderes fuldt ud og at der afsættes midler til mindre opgraderinger af et antal busstop i kommunens yderområder:

  • Ca. 7 læskærme, som er nedtaget ifm. projektet men i så god stand at de kan genbruges, flyttes til stoppesteder med læskærme i dårlig stand (ca. 100.000 kr)
  • Ca. 30 mindre opgraderinger (ca. 250.000 kr)
  • 25-30 stoppesteder nedtages da de ikke længere er i brug på grund af ændrede busruter (ca. 45.000 kr)
  • 1 stk. fuld opgradering af stoppested i Haverslev med baggrund i stand og passagertal (ca. 65.000 kr)
  • I alt ca. 460.000 kr (hvoraf Trafikstyrelsen finansierer 50 %)

Som det fremgår af tabellen har Rebild, set i sammenhæng med de øvrige deltagende nordjyske kommuner, afsat et meget stort beløb til projektet:

Kommune

Tilsagn fra kommunen

Støtte fra Trafikstyrelsen

Samlet projektøkonomi

Morsø

500.000

500.000

1.000.000

Thisted

1.152.000

1.152.000

2.304.000

Jammerbugt

832.000

832.000

1.664.000

Hjørring

1.300.000

1.300.000

2.600.000

Frederikshavn

1.600.000

1.600.000

3.200.000

Læsø

100.000

100.000

200.000

Brønderslev

320.000

320.000

640.000

Rebild

2.200.000

2.200.000

4.400.000

Vesthimmerland

2.400.000

2.400.000

4.800.000

Mariagerfjord

1.240.000

1.240.000

2.480.000

I alt

11.644.000

11.644.00

23.288.00

Hvis det besluttes at nedjustere deltagelsen i projektet som foreslået med de 26 opgraderinger samt mindre forskønnelse, vil det give en kommunal besparelse på ca. 1.120.000,- kr.

Det skal bemærkes at den kommunale befordring (inkl. kollektiv trafik) som konsekvens af Økonomiaftalen skal finde besparelser på 500.000,- kr. i 2016 og 400.000,- kr. i 2017. 

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Status på projekt Opgradering af busstoppesteder samt beslutning om fortsat deltagelse.

Sagen genoptages.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0