Integration
Hvis du er flygtning, får opholdstilladelse og visiteres til Rebild Kommune, er det Jobcenter Rebild, der står for den første kontakt til dig. Det samme gælder for familiesammenførte og personer med humanitær opholdstilladelse.
Nedenfor kan du læse mere om, hvad vi kan hjælpe dig med.
Kontakt Jobcenter Rebild, hvis du har spørgsmål om integration.
-
Persons displaced from Ukraine can find information on this website about the job-seeking process in Denmark. You will find a lot of similarities between the Danish and Ukrainian labour market, but certain aspects will likely be unfamiliar to you.
We hope that this page answers your questions and gets you off to a good start with finding employment in Denmark.
-
I Rebild Kommune vil vi gerne sikre, at du som ny flygtning får en god start. Vi vil derfor de første tre uger hjælpe dig med at få dig installeret i din bolig og hjælpe dig i gang med en masse praktiske ting i starten.
Integrationsmedarbejdere
En stor del af de praktiske opgaver står integrationsmedarbejderne for. De er ansat i Center Arbejdsmarked og Borgerservice.
Integrationsmedarbejderen:
- finder en bolig til dig, når du kommer som ny flygtning. Vi tager selvfølgelig hensyn til din familie
- hjælper dig igennem de praktiske opgaver i opstarten
- sikrer, at der fortsat bliver fulgt op på eventuelle udfordringer.
Integrationsmedarbejderen er tilknyttet dig det første år, og du vil som flygtning få følgende hjælp:
- De første tre uger: Praktisk hjælp til opstart i Danmark
- anden til fjerde måned: Ét ugentlig besøg hos dig og din familie samt ad hoc opgaver
- femte til tolvte måned: Vi vurderer i hvert enkelt tilfælde, hvor hyppigt det er nødvendigt med kontakt og ad hoc opgaver.
Integrationsmedarbejderen er også tovholder i forhold til de andre afdelinger i kommunen.
I gang i det danske samfund
For at kunne begå sig i det danske samfund, er det vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med at lære sproget. Det er også vigtigt, at dine børn kommer i skole eller børnehave, og at du kommer i gang med at arbejde.
Det er målet, at:
- Du starter på sprogskole inden den første måned efter ankomst
- dine børn starter i skole senest 14 dage efter ankomst
- dine børn starter i børnehave senest en måned efter ankomst
- du består en danskprøve senest to år efter ankomst
- du er i gang på arbejdsmarkedet hurtigst muligt.
-
Hvis du er flygtning eller indvandrer og har fået opholdstilladelse i Danmark og bopæl i Rebild Kommune, skal du underskrive en kontrakt med Rebild Kommune.
I kontrakten skal vi sammen sætte nogle mål for dig, så du hurtigst muligt kan komme i arbejde eller uddannelse. Vi skal også sammen fastlægge det konkrete indhold i dit selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionssprogram.
Du skal også underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring samtidig med din kontrakt.
Det er din sagsbehandler i Jobcenter Rebild, som sammen med dig laver kontrakten. Og den skal vi følge op på sammen med dig 4 gange på et halvt år og herefter efter behov afhængigt af, om du er selvforsørgende eller ej.
-
På danskuddannelsen på sprogskolen får du undervisning i dansk sprog og kultur- og samfundsforhold i Danmark.
Det er en grundlæggende uddannelse, hvor du lærer at forstå, tale, læse og skrive dansk, så du lærer at klare dig i hverdagen og på en arbejdsplads i Danmark.
Målet med danskuddannelsen er også at give dig kundskaber og færdigheder, der er relevante for dig i forhold til både arbejde, uddannelse og som borger i et demokratisk samfund.
Der er mulighed for undervisning på både dag- og aftenhold. Kontakt din sagsbehandler i Jobcenter Rebild for at høre mere om sprogskole.
-
Hvis du er flygtning eller familiesammenført til en flygtning, og hvis du er mellem 18 og 50 år, og du har boet i Danmark mindre end 20 år, kan du tage en IGU - en IntegrationsGrundUddannelse.
Hvis du har fået midlertidig opholdstilladelse efter særloven til personer, der er fordrevne fra Ukraine, kan du også deltage i IGU-ordningen.
En IGU er en 2-årig grunduddannelse med praktik i en virksomhed kombineret med undervisning på en skole.
Formålet med uddannelsen er, at du får praktisk erfaring i en virksomhed og sproglig og faglig opkvalificering, så du bagefter kan blive ansat i en virksomhed eller starte på en erhvervsuddannelse.
Uddannelsen
En integrationsgrunduddannelse varer 2 år. Størstedelen af uddannelsen er du i praktik i en virksomhed, og i 23 af ugerne er du i skole og får undervisning.
Økonomi
Mens du er i praktik i virksomheden, får du elevløn efter gældende overenskomst på området. Mens du er i skole, får du uddannelsesgodtgørelse, som svarer til den sats, du ville få på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse.
Du kan også søge om transportgodtgørelse.
Kontakt
Kontakt din sagsbehandler i jobcenteret for at høre mere om dine muligheder for at få en IGU (Integrationsgrunduddannelse).
-
Hvis ikke du har mulighed for at forsørge dig selv eller din familie, kan du søge om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse.
For at søge om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse skal du møde personligt op i jobcenteret. Du skal også sende din ansøgning online.
Vær opmærksom på, at du først er berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse fra den dag, du er mødt personligt på Jobcenter Rebild, Hobrovej 110, 9530 Støvring.
-
Rebild Kommune har et organiseret samarbejde med 2 frivillige grupper henholdsvis i Nørager og Skørping/Støvring.
Center Arbejdsmarked og Borgerservice holder faste møder ca. 3 gange årligt med de frivillige grupper. Begge grupper har selv erfaring med både at være kontaktfamilier/ –personer og koordinerer kontakten mellem flygtningene og de øvrige kontaktfamilier.
De frivillige grupper i Rebild Kommune har en side på Facebook, der hedder Rebild bakker op - om flygtninge. Her kan du få mere information om de frivillige grupper.
-
Hvis du ønsker frivilligt at vende tilbage til dit hjemland, kan du søge om økonomisk hjælp, så du kan klare dig til en start. I første omgang skal du kontakte Dansk Flygtningehjælp og udfylde et oplysningsskema.
Se mere om repatriering på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside.