1. Overskrift
KL's politiske konference på teknik- og miljøområdet TEKNIK & MILJØ ´22 afholdes i 2022 i perioden 20. - 21. april 2022 hos ODEON i Odense.
Nærmere program kommer senere.
2. Udbringning af Biokompost indeholdende spildevandsslam
Rebild Kommune har d. 10. december 2021 meddelt forbud mod opbevaring og udbredning af affaldsproduktet biokompost på marker beliggende i områder med særlig drikkevandsinteresse (OSD) og i indvindingsoplande. Biokomposten indeholder spildevandsslam og forvaltningen har vurderet, i tråd med tidligere politiske beslutninger (senest BY 21-3-2018, pkt. 60) at udbringning af spildevandsslam er uønsket i områder med særlige drikkevandsinteresser.
3. Sløjfning af ubenyttede boringer
Vi har seks ældre sager om sløjfning af boring, hvor der er givet påbud og indskærpelse af påbud uden der er modtaget en sløjfningsrapport. Ejere af de seks adresser blevet kontaktet telefonisk i november/december 2021 for at høre til status i sagen. Modtager vi ikke en sløjfningsrapport inden 1. februar 2022 er næste skridt politianmeldelse, da vi fortsat ikke har modtaget dokumentation for sløjfning.
Forvaltningen planlægger som hidtil at sende sagerne til politiet i form af en politianmeldelse i de seks sager.
4. Invitation fra Agri Nord
Forvaltningen har modtaget invitation fra AgriNord, som gerne vil invitere til møde hos Agri Nord, Tårnsalen, Hobrovej 437, 9200 Ålborg den 3. februar kl. 9-12, afsluttende med let frokost.
På mødet vil Agri Nord give eksempler på emner, som optager landboforeningen og rådgivningsvirksomheden og inviterer til dialog om disse. Agri Nord oplyser at de til mødet har inviteret repræsentanter fra der naturlige opland, som er Jammerbugt, Aalborg, Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland og Brønderslev. Agri Nord vil gerne vil invitere ”to politikere fra jeres udvalg og et par ledende medarbejdere og evt. tovholder for DK2020”. Der ønskes fælles tilmelding senest 28. januar.
5. Aftale om mere liv i bymidter og landdistrikter
Der er ultimo november indgået en politisk aftale om mere liv i bymidter og landdistrikter. Med aftalen afsættes der i 2022-2025 mere end 550 mio. kroner til levende bymidter og landdistrikter med stærke lokalsamfund.
Aftalen består bl.a. af:
- 180 mio. kroner i 2022-2027 til fornyelse af bymidter og placering af lokale velfærdscentre
- Forsøgsordning med frie bymidter, hvor 10 bymidter sættes fri af eksisterende lovgivning for at afprøve nye tiltag, der kan understøtte levende bymidter. Under forsøgsordningen afsættes 25 mio. kr. årligt i 2024-2027 til medfinansiering af fornyelse af bymidter og 30 mio. kr. i 2024 til medfinansiering af placering af lokale velfærdsfunktioner. Det forudsætter mindst 40 % kommunal finansiering.
- 102 mio. kroner ekstra til landsbyfornyelse – områdefornyelse og nedrivninger i 2022
- Bedre bredbånd i hele landet, hvor der afsættes 100 mio. kr. i 2022 til Bredbåndspuljen.
- Forsøgsordning med frilandsbyer, hvor der igangsættes en afdækning af interessen for deltagelse i en forsøgsordning med frilandsbyer med henblik på i 1. halvdel af 2023 at træffe beslutning om, hvorvidt der skal igangsættes en forsøgsordning med frilandsbyer.
Forvaltningen vil gennemgå udspillet nærmere og forelægge en sag om stillingtagen til evt. yderligere områdefornyelse, når den økonomiske ramme for Rebild Kommune er kendt.
6. Udstykning af Hjedsbækvej 266, Suldrup
Ejeren af Hjedsbækvej 266 har henvendt sig med ønske om at udvide kommuneplanens rammeområde til boliger med den del af ejendommen, der er udlagt til rekreative formål. De ønsker i så fald at købe de kommunale byggegrunde Søskrænten 1 og 3 med henblik på at skabe vejadgang til arealet. Hensigten er at kunne etablere yderligere 2-3 byggegrunde på arealet.
Ansøgningen indgik ved behandlingen af Kommuneplan 2021, hvor den ikke blev imødekommet.
Arealet er i kommuneplanen udlagt til rekreative formål og er omfattet af retningslinjer for Grønt Danmarkskort, særligt naturområde og økologisk forbindelse.
Hvis den vestlige del af Hjedsbækvej 266 skal inddrages til boliggrunde, forudsætter det en ændring af kommuneplanens rammer og retningslinjer samt vedtagelse af en lokalplan, der udlægger arealet til boligformål og overfører til byzone.