Budget 2023
Budget 2023-2026 sendes nu i høring frem til 7. september kl. 8
Link til budgetmateriale som sendes i høring, finder du herunder.
Høringsmateriale budget 2023-2026
Frist for at indsende høringssvar til budget 2023 er den 7. september kl. 8.00.
Efter høringsperioden indledes de politiske forhandlinger om budgettet. Alle indkomne høringssvar offentliggøres på Rebild Kommunes hjemmeside og vil blive inddraget i den videre proces.
Budgettet skal vedtages endeligt på byrådsmøde den 14. oktober.
Høringssvar
Ingen rolle
-
Kære kommunalbestyrelse. Vores bibliotek bliver brugt af alle og binder det kulturelle centrum i byen sammen. Det er ikke kun udflugtsmål for mig, mine børn og random teenagere. Det bliver også brugt af ældre og mindre bemidlede til at søge viden, printe og som et sted at høre til. Alt sammen uden det koster alverden.
Lad os drive biblioteket frivilligt som alternativ til lukning. Jeg tror, der vil komme en venteliste for at blive frivillig bibliotekar (som der er i vores biograf). Jeg håber, I tænker strategisk om udvikling af en kommune med Skørping og flere andre byer i vækst i stedet for at stemme for afvikling.
Venlig hilsen Niels Krogh Søndergaard
-
Vedrørende lukning af Skørping Bibliotek:
Jeg mener, det er vigtigt med et bibliotek i en by som Skørping. Jeg er ung og nytilflyttet. Er i lære som eventteknikker. Sådan en sortklædt lydmand, som leverer teknikken til diverse kulturelle arrangementer. Mange gange er de jobs jeg er ude til i hele DK etableret i samarbejde med lokale biblioteker, som tit er gode til bl.a. at levere den kedelige administrative del i forskellige netværkssamarbejder mellem lokale kulturfolk. De bedste samarbejder er der, hvor der er et tæt netværk af lokale folk, som brænder for deres by. Jeg kan allerede se, at det er super stærkt i Skørping - og det er en stor gevinst. Så smid nu ikke den ud!!!!!
-
Biblioteket et noget man bruger i mange forskellige faser af stor liv. Jeg har selv brugt biblioteket her i byen da jeg flyttede her til, og igen da de var spæde. Jeg er lige nu i en fase hvor jeg ikke kommer der ret meget, men jeg ville være meget ked af at miste muligheden i fremtiden, både for mine børn og for mig selv.
Jeg har ikke lang tid til at skrive et omfattende høringssvar, men kort fortalt er jeg imod at vi skal miste et centralt samlingssted, og en god resourse for vores by. -
Hvis det er nødvendigt, at beskære biblioteksdriften, vil jeg foreslå, at man reducerer den betjente åbningstid på samtlige kommunens biblioteker, så alle afdelinger kan bevares.
Støvring har 3 gange så mange indbyggere som Skørping. Det er derfor klart, at biblioteket i Støvring har væsentligt flere udlån og besøgende.
Det kunne være interessant at se tal, der siger noget om udlån/besøgende målt på indbyggertal i henholdsvis Støvring og Skørping. -
Som bruger af biblioteket med 1 - 2 besøg ugentlig, vil en lukning af Skørping Bibliotek få store konsekvenser for mig og mit brug af bibliotek. Ud over at benytte biblioteket som en kilde til viden, både som privatperson og fagperson, er det et sted, hvor meget netværk holdes ved lige, når folk tilfældigt møder hinanden i rolige rammer. I en lille by har biblioteket en stor værdi som samlingssted, hvilket brugen af biblioteket også viser. Biblioteket bliver ikke kun brugt til udlån men anvendes også som mødested for unge, pensionister, strikkegrupper mm.
En lukning af biblioteket vil også få betydning for handlen i byen. Jeg vælger at lægge mine indkøb af dagligvarer i Skørping, da det giver god mening at handle og besøge biblioteket i samme omgang på vej hjem fra arbejde. Såfremt biblioteksbesøg henlægges til Støvring, vil mange indkøb ligeledes blive flyttet til Støvring, da det er nemmest i en travl hverdag. Endelig spillede biblioteket i Skørping - og dets renommé - en vigtig rolle for mig som tilflytter, da jeg aktivt skulle tage stilling til, hvor jeg ville slå mig ned i Nordjylland. En lukning af biblioteket kan få betydning for, hvor attraktiv Skørping vil fremstå for eventuelle nye borgere. -
Det vil være en stor skam at lukke Skørping Bibliotek, da det er et tilbud, som vi er mange, der bruger!
Dels skal vi tænke på bogens muligheder (i modsætning til de mange elektroniske devices, som alle ejer).
Ligeledes er der også de mange forskelligartede arrangementer, der er tilknyttet biblioteket, arrangementer, som vi i så fald må andre steder hen for at se/høre.
Hvorfor nedlægge en velfungerende institution, i stedet for fortsat at bruge de gode faciliteter, vi er sammen om her i Skørping!! -
Skørping uden Bibliotek??
Vanskelige budget- og prioriteringsforhandlinger er gået i gang. Udgangspunktet er Byrådets formulering af de overordnede strategier for Rebild Kommune - udmøntet i de forskellige indsats-/omkostningsområder. I henhold til budgettet er den eventuelle besparelse ved nedlæggelse af Skørping Bibliotek af relativt begrænset størrelse. Men som det også fremgår af analysen, vil en effektuering heraf have meget store konsekvenser for Skørping som kulturby. Rebild Kommune vil med fordel kunne satse på Skørping som kulturby. Som tilflyttere fra kulturbyen Århus var en af årsagerne til, at vi valgte Skørping netop Kulturstationen, hvor et veldrevet bibliotek, i fællesskab med de øvrige kulturudbydere, tilbyder mange kulturelle og sociale begivenheder. Hvad vil Skørping og Kulturhuset være uden Biblioteket? Se indlæg af Hanne Kjeldsen vedrørende vores oplevelser angående Biblioteket i Skørping.
Besparelsesrunder og herunder prioriteringer er altid yderst komplicerede, men en eventuel nedlæggelse af Skørping Bibliotek vil medvirke til at underminere et af Skørpings strategiske indsatsområder - som er - og nok også bør være - Kultur og Miljø. -
En by som Bælum har brug for en skole!!
Skolen er et stort aktiv for vores fine by som rummer så mange gode ting. Der er stort sammenhold i foreninger som styrker det sociale. Ny spar som byen i fællesskab har skabt muligheder for. Uden skole vil disse få det svært. Man må kunne tilgodese børn, ældre og de familier som har købt hus i byen for at deres børn kan være en del af skole og resten af vores by.
-
Vedrørende kommunens forslag om nedlæggelse af Skørping Bibliotek.
Som 65+ og tilflyttet Skørping for et år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive aktiv bruger af et bibliotek. Det har jeg, af forskellige årsager, aldrig været tidligere. Har selv købt mine bøger og aviser - og har ikke haft behov for det i mit arbejdsliv.
Men siden jeg er flyttet til Skørping, har jeg fået øjnene op for biblioteket. Først velsagtens fordi det er en integreret del af Kulturstationen, men snart fandt jeg ud af, at lukke mig ind selv, at bestille bøger, at få dem afleveret igen, at læse en af de mange aviser, at tage en kop kaffe.
Jeg har lært at bruge biblioteket, at sætte pris på bøgerne ( føler mig mere CO2 neutral, når jeg ikke selv skal købe en bog, for derefter at aflevere den på genbrugsstationen) at kunne få vejledning ( og det er ikke besværligt at holde øje med hvornår biblioteket er betjent) at kunne deltage i arrangementer på biblioteket.
Jeg kan se, at der kommer mange på biblioteket, og jeg er sikker på, at det vil være en stor mangel for byen IKKE at have et bibliotek. Med de arrangementer der er på Kulturstationen, i Bogbyen, i biografen, som skaber en følelse af et alsidigt kulturelt tilbud i denne lille by, men hvor manglen af et bibliotek vil ødelægge meget af denne følelse.
Det er ulogisk at tænke sig, at alle de biblioteksbrugere der er i Skørping vil tage toget til Støvring, og for os 65+èr er der ingen mulighed for cykling - og om vinteren heller ikke megen lyst til bil.
Det vil være et meget, meget stort savn eventuelt at skulle undvære Skørping Bibliotek. -
Skørping by har brug for et bibliotek. Biblioteket er med alle sine forskellige arrangementer med til at skabe liv og glæde for byen. Biblioteket skaber rammer for et kulturliv som alle uanset alder kan få glæde af. Vi nyder at bruge biblioteket og møder altid det sødeste og mest arrangerede personale. Så at miste biblioteket vil være et kæmpe tab for vores skønne by
-
Angående lukning af Skørping bibliotek:
Jeg er 87 år og klarer mig selv. Går nogle gange om ugen hen på Skørping Bibliotek, hvor jeg læser lidt avis og måske veksler et par ord med personalet. Jeg synes det vil være en alvorlig serviceforringelse at lukke biblioteket. Jeg kommer ikke til at kunne tranportere mig til andre biblioteksafdelinger. Det at Skørping bibliotek er i gåafstand, er altafgørende for mig. Med venlig hilsen Ib Kristensen. -
Vires skønne by falder fra hinanden hvis i lukker Birkehøj. Vi har endelig slået os ned et dejligt sted, tving os ikke til at flytte igen igen.
-
Ø.H. ender med at blive et hul med huse, som ingen gider bo i. Vores ældre skal til Støvring, vores børn skal tidligere og tidligere til Støvring - der bliver sågar planlagt omfartsveje til støvring. Til valget i november 2021, lovede op til flere partier, at de ville prioriterer de små lokalområder. Nu dræber de dem. De sidste mange år, er Ø.H. blevet udvidet med bl.a. Cirkelslaget. Hvad er meningen med det, hvis kun dele af livet kan leves her? Hvorfor overhovedet starte et liv her, bygge hus osv. hvis vi alligevel ikke kan slutte det her? Hvis vi alligevel dagligt, skal til støvring? Jeg frygter i høj grad at byen dør. De vil jævne Birkehøj, og bygge seniorboliger. Men de seniorboligere vi har haft, er blevet almindelige boliger, fordi de alligevel stod tomme. Birkehøj danner rammen om ugentlig legestue for byens dagplejere. Der er aktiviteter som banko, spil, musik, strikkeklub osv. for alle byens seniorer. Der er frivillige koblet til i en grad, som ikke findes andre steder. Dét er samlingspunktet i Ø.H, og fuldstændig enestående.
-
Min mor startede med at arbejde på Birkehøj 1969. Derefter var hun frivillig hjælper der. Nu bor hun der og det skal forblive sådan. Birkehøj er jo mere end det halve af hendes liv.
-
Vedr. Foreslaget om lukning af Skørping bibliotek.
En lukning af Skørping bibliotek vil få store konsekvenser for byens lokale og kulturelle liv, som vil blive væsentlig forringet. Som børnefamilie nyder vi muligheden for let og hurtigt at kunne tilbyde vores børn adgang til ny litteratur og andre tilbud, som findes via biblioteker. Vi vil ikke i samme grad kunne give vores børn disse muligheder, hvis biblioteker lukkes. Vi ved, at institutionerne i Skørping har et særdeles godt samarbejde med biblioteket, og derigennem understøtter alle børnene i/omkring Skørping sproglige udvikling samt giver dem indsigt i lokallivets kulturelle tilbud, samt giver dem viden og erfaring om bæredygtighed, hvor de lærer at passe på andres/fællesskabets ting.
Økonomisk udgøre biblioteket 1 årsværk, hvilket derfor ikke vil betyde de store besparelser i budgettet, og derfor vil en lukning heraf være en forkert og kortsigtet løsning.
-
Luk ikke biblioteket ! Det vil være en katastrofe. Biblioteket har så stor kulturel og social værdi for en lille by. Det gælder alle aldersgrupper, lokalarkivet og øvrige kulturelle samarbejdspartnere. Jeg er selv vokset op i en lille flække med 300 indbyggere. Selv der var der et bibliotek. Biblioteket er fyrtårnet, vores åndehul i en kompliceret verden. Det er så vigtigt , at vi har det tilbud både med personale men også via selvbetjeningssystemet, hvis by og opland fortsat skal fastholde og tiltrække folk. For os, der bor på den anden side af Skørping, bliver der meget langt til biblioteket .
-
Vi har et velfungerende bibliotek, der bliver brugt til mange ting. Både af børn, unge,
ældre og gamle. Et samlingssted for alle byens borgere. Nedlæg det ikke! Byen vil blive
et meget fattigere sted at bo uden vores bibliotek! -
Der er uendeligt mange gode argumenter for at bevare bibilioteket i Skørping. Der er så ganske få for en nedlukning. Jeg håber de folkevalgte repræsentanter, der skal analysere for og imod i denne sag, tænker sig gevaldigt godt om.
-
Et bibliotek er vigtigt for en by, og dermed for en kommune. Det er et samlingssted, et udflugtsmål, et frirum. Et sted for dannelse. Biblioteker er vigtige for integration. Osv. osv. osv. Her kan børns læselyst vokse og de kan udforske deres interesser. Voksnes læselyst vokser ligeledes ved at blive præsenteret for ny litteratur. Og det er mere bæredygtigt at kunne låne sig til nye læseoplevelser, end at skulle købe nyt hver gang. Og nærheden betyder noget I en travl hverdag. Lukker det nære bibliotek, bliver konsekvensen, at man dropper alt det gode, biblioteker ellers fører med sig. Ikke at man kører langt for at besøge et i en anden by. Biblioteket er vigtigt for at kunne blive ved med at tiltrække folk til byen og dermed kommunen. Mange vælger byen til netop fordi, der også er bibliotek.
For mig personligt er biblioteket vigtigt for at jeg kan låne og reservere bøger hjem, som jeg skal bruge i forbindelse med mit arbejde.
Et bibliotek gør os alle klogere. Så endelig ikke luk Skørping Bibliotek! -
Skørping huser et litterært folkemøde i starten af oktober, hvor folk ventes at strømme til fra hele landet. Siger det mon ikke et eller andet om den litterære profil, som Skørping med sine 3.0000 indbyggere har? At det er en rigtig bogby, hvor biblioteket udgør en livsnerve for folk i alle aldre og fra alle sociale lag? Lukkes biblioteket sættes alt dette over styr.
-
Borgmesteren nævner, der kun er 8 km fra Skørping til Støvring som argument for at lukke biblioteket i Skørping. (Nordjyske 27.08.22.)
Det rejser en række spørgsmål:
Hvor langt er der fra Støvring til Skørping?
Hvor mange relative brugere har biblioteket i Støvring og Skørping?
Kunne man evt. udvide funktionen på biblioteket i Skørping til at omfatte borgerservice - en gang eller to om ugen?
Hvem skal betale for det tomme lokale, hvis biblioteket lukkes?
(KulturStationen modtager jo husleje fra Rebild Kommune)
Hvad sker der med Ordkraft, Ord i Nord, Bogbyen Skørping m.m., såfremt biblioteket lukkes?
Og dette angår så kun biblioteket.
Sparekataloget går jo også hårdt ud over den forebyggende indsats blandt børn og unge.
Endelig burde man se på diverse prognoser i relation til nybyggeri af broer, veje, institutioner o.l.
På alle økonomiske parametre peger pilen nedad, så behovet for nyt er måske ikke til stede alligevel? -
Vi er to familier der pt er igang med at etablere et bæredygtigt bofællesskab på Skovhusevej i Bælum, og vi mangler ca. 6 nye familier. I bofællesskabet er det tanken at vi vil have et fælleshus hvor byen kan drage nytte af aktiviteter som yoga, foredrag, dialogskabende sammenkomster, erfaringsudveksling om nye boformer, permakultur m.m.
Hvis Bælum Skole nedlægges bliver det rigtigt svært at tiltrække unge familier til bofællesskabet, eksempelvis fra det nye hospital, der er ved at blive bygget i Aalborg Ø. Det vil medføre at det højst sandsynligt kun er et olde-kolle vi kan etablere, og vi vil helst have en så alsidig som muligt beboersammensætning, plus så vil det være rigtigt svært at konkurrere med lignende bofællesskabsetableringer der er i gang i Arden, og de eksisterende bofællesskaber i Skørping. Jo mere Bælum nedprioriteres, desto sværere bliver det at holde fast i købmanden og skabe et godt byfællesskab.
-
Et stort tab for byens dagplejer, vil det være hvis biblioteket i skørping lukker, vi dagplejer benytter biblioteket som et lærerigt tiltag til dagplejebørnene, som styrker lysten til at kikke - læse og undersøge bøgerne i hyggelige lokaler, og få oplæsning af personalet, som altid er behjælpelig med ide når vi som dagplejer, har forskellige tema vi arbejder med. Noget vi aldrig vi kunne når , hvis det ikke ligger i byen.
-
Et stort tab for byens dagplejer, vil det være hvis biblioteket i skørping lukker, vi dagplejer benytter biblioteket som et lærerigt tiltag til dagplejebørnene, som styrker lysten til at kikke - læse og undersøge bøgerne i hyggelige lokaler, og få oplæsning af personalet, som altid er behjælpelig med ide når vi som dagplejer, har forskellige tema vi arbejder med. Noget vi aldrig vi kunne når , hvis det ikke ligger i byen.
-
Høringssvar vedr. side 43 i basisbudget 2023-2026
Da Rebild Kommune i sin tid placerede Erhvervskontoret i erhvervslivets egne omgivelser, var det nytænkning og en fremragende signalværdi til det lokale erhvervsliv om, at Rebild Kommune vil erhvervslivet - vil væksten i erhvervslivet - vil tiltrække nye virksomheder til kommunen - vil iværksætteri.
Denne erhvervsvenlige tilgang adskiller sig fra mange nabokommuner, og det positive kendetegn mod erhvervslivet skal vi holde fast i.
Vi skal udbygge og støtte Erhvervskontoret i sin nuværende placering, så Rebild Kommune fortsat ”gør hvad man siger og siger hvad man gør”.
En flytning af Erhvervskontoret til kommunale bygninger er teknisk muligt, men ikke erhvervsmæssigt et klogt signal til nuværende og nye virksomheder i kommunen.
Besparelsen ved at flytte Erhvervskontoret til kommunale bygninger kan alle kommuner gøre, men at placere Erhvervskontoret blandt kommunens mange virksomheder kan kun få kommuner.
Vi vurderer, at besparelsen ved en flytning af Erhvervskontoret ikke står i et rimeligt forhold til de signaler kommunen herved sender til det lokale erhvervsliv og de mange virksomheder.
Vi vurderer også, at en tiltrækning af nye virksomheder til Rebild Kommune bliver sværere i fremtiden, da argumentet om nærhed til virksomheder forsvinder og Rebild Kommune ikke har noget erhvervsmæssigt kendetegn om at være blandt virksomhederne og dermed tæt på beslutningstagerne i de enkelte virksomheder.
Alle tanker og planer, som man havde for 10 år siden, er i dag lykkedes.
Vi vil kraftig opfordre Byrådet til at finde andre besparelser som ikke berører en flytning af Erhvervskontoret. Brug os til at finde løsninger.
På vegne af Rebilds Erhvervsudviklingsråd
Brith Lund Jørgensen, formand
Michael Lynderup Kjeldsen, næstformand -
Det vil være katastrofalt for en by som Bælum hvis skolen lukkes, det er jo netop sådan noget der kan ligge til grund for at børnefamilier fravælger at flytte til byen… Ja og at os med småbørn kan finde på at flytte herfra
-
Jeg har gennem de sidste 5,5 år drevet mit reklamebureau fra Business Park Nord i Støvring. Jeg var på det tidspunkt bosat i Aalborg, men en relation til en konsulent fra Business Rebild gjorde at jeg fik øjnene op for at flytte min virksomhed til BPN.
Det har siden da gået fra at være mig selv, til et team på 6, og jeg er personligt selv blevet borger i Rebild Kommune.
Jeg har gennem de sidste 5,5 år haft et tæt samarbejde med Business Rebild, på grund af deres placering og synlighed i huset. Jeg tror simpelthen ikke at en flytning af Business Rebild til et lokalt kommunekontor er en god idé, og den "spinkle" besparelse det vil medføre i budgettet, kan slet ikke stå på mål med de konsekvenser det vil have, at de ikke længere vil være synlige blandt virksomehederne.
Muligheder og relationer mellem personer sker i hverdagen blandt de små snakke på gangene - ikke ved en upersonlig henvendelse over telefonen - hvilket jeg tror også vil gøre det ekstra svært for konsulenterne at få taletid hos virksomhederne.
-
Jf. S.43 i basisbudget
Som direktør i virksomheden byLink Healthcare Innovation opfordre jeg stærk til at Business Rebild forbliver på en lokation tæt på erhvervslivet - og hvor særligt iværksættere hurtigt og smidigt kan søge støtte, hjælp og sparring.
Det har haft stor betydning for byLink at have så dygtige og alsidige sparringspartnere på tæt hold. Derudover har den nuværende lokation gjort at Business Rebild har kunne tilbyde netværk tiltag og hvor virksomhederne i langt højere grad bliver motiveret til at bruge hinanden som lokale samarbejdspartnere.
Jeg er bestemt ikke tiltaler for at Business Rebild flyttes væk fra erhvervslivet og 'virkeligheden'.
Mvh Line Bluhme d. 31/8-2022
-
Hermed indsigelse mod en evt. lukning af Skørping Bibliotek
-
Vedr. lukning af Skørping bibliotek
Vi har et velfungerende bibliotek, der bliver brugt til mange ting. Biblioteket bruges af børn, unge og
ældre. Jeg er selv flittig bruger af biblioteket, og er glad for at komme der. Biblioteket er helt sikkert et aktiv for Skørping by, så jeg er rigtig ærgerlig over at læse at man fra 2023 vil lukke det. -
En by som Skørping skal da have et bibliotek!!
Skørping bibliotek har altid - i de 30 år vi har boet her - været et sted, hvor hele familien har nydt at komme og har lånt al slags litteratur og fået dygtige bibliotekarer til at skaffe artikler hjem og meget andet. Der er altid aktivitet på vores bibliotek - og byens og oplandets borgere nyder og bruger de mange afledte aktiviteter, som det lokale bibliotek betyder for os; forfatterforedrag, Ord i Nord, samarbejde med KulturStationen og MusikStationen for blot at nævne nogle.
Skørping bibliotek er ikke blot et bibliotek - men et samlingssted for borgere i alle aldre og for de mange aktiviteter, der foregår i KulturStationens bygninger og område. -
Det er svært bekymrende, at lukning af Skørping Bibliotek overvejes.
Biblioteket er et kulturelt kraftcenter for Skørping og ligeledes nærmeste landsbyer.
Biblioteket er vigtigt med tilgængelighed i nærområdet med informationsteknologi i bredeste forstand.
Biblioteket er afgørende for vores kulturelle og digitale dannelse på tværs af generationer.
Biblioteket er et kulturelt kraftcenter med tilbud til alle aldersklasser far fysiske bøger over litteraturevents til musik og teater. Et kraftcenter, som bidrager til vores børns kulturelle dannelse som “hele” mennesker og giver sammenhængskraft på tværs af generationer.
Biblioteket er tæt integreret i de øvrige frivilligt drevne, foreningsdrevne kulturelle aktiviteter fra Kinorevuen over Ungdomshuset og Folkekirken til Musikstationen og Skørpingkoret.
Samlet set vil en lukning være en trussel mod områdets ånd som kulturelt kraftcenter med et stort og inspirerende vækstlag af foreningsbaserede og frivilligt drevne aktiviteter.
Med økonomiske udfordringer i kommunen skal der prioriteres, men lukning af biblioteket i Skørping vil gøre uoprettelig skade og være et gigantisk selvmål på lang sigt.
Lad os om muligt betale mere i skat.
Venlig hilsen
Jesper Thaarup -
Idéen om at flytte det lokale erhvervskontor væk fra Business Park Nord er uheldig. Specielt i mine første leveår som iværksætter, hvor alting er usikkert, var nærheden altafgørende for min virksomheds overlevelse. Min virksomhed fejrer 5 års jubilæum dette efterår og jeg er ikke i tvivl om, at det kun har været muligt fordi Business Rebilds medarbejdere har været tæt på mig.
Jeg gruer for, hvad betydning en eventuel flytning kan få for andre iværksættere, der har brug for den tætte, kompetente sparring for at skabe en sund forretning.
-
Jeg mener, det vil være en stor fejl at lukke biblioteket i Skørping. Skørping er en lille perle af en by, som tiltrækker mange nye tilflyttere til kommunen. Det skyldes tre ting: 1) det er en stationsby, 2) det er en by, der ligger midt i naturen og 3) der er et blomstrende kulturliv i byen. Biblioteket har en helt central rolle i Skørpings kulturliv. Selv kommer jeg ofte på biblioteket, både for at låne bøger til mig selv, men også sammen med mine børn. De har nydt at bruge børnebiblioteket fra de var helt små. Det har også været en gave at kunne understøtte min ældste søns interesse for at lære at læse ved at gå på biblioteket og finde nogle læs let bøger, som fanger hans interesse.
Støvring bibliotek er selvfølgelig mere besøgt, fordi Støvring er en større by end Skørping. Men det er mit indtryk, at Skørping bibliotek er velbesøgt i forhold til byens størrelse. Mange bruger også biblioteket til at læse aviser og blade, mens de venter på toget. Bibliotekets placering i Kulturstationen lige overfor stationen er helt unik.
Lad være med at lukke biblioteket i Skørping, det er en vigtig del af byens sjæl!
Mvh. Anne Louise -
Ang. Skørping bibliotek
Husk ‘Asaa modellen’, landsbyen der netop har vundet titlen som årets landsby. I Skørping spiller biblioteket en vigtig del i landsbyens fællesskab, det er for alle, ikke kun de borgere, som (endnu) er på arbejdsmarkedet. I Skørping bidrager vi til fællesskabet, ikke kun med skattekroner, men også som mennesker, der hjælper mennesker, som mennesker, der inspirer hinanden. Vi har brug for flere fællesskaber, ikke færre, og det sker lokalt, ikke centralt. Det sker allerede på Skørping bibliotek, så det vil være et kæmpe tab, hvis biblioteket lukkes.
Uddrag af artikel om Asaa:
“ - I år har vi været på udkig efter de landsbyer, der har taget hånd om hinanden og kan komme med fællesskabsorienterede løsninger på den enkeltes mistrivsel. Det har vi i den grad set bud på iblandt de tre finalister, men særligt Asaa har skillet sig ud. Landsbyen har nytænkt foreningsaktiviteter og fællesskabets rolle i indsatser for unge såvel som ældre og sågar løftet dem til et helt nyt niveau.…Som samfund kan vi indhente utroligt meget læring i Asaa-modellen og derfor fortjener Asaa titlen som Årets Landsby 2022.”
https://www.landdistrikterne.dk/pressemeddelelser/aarets-landsby-2022-e…
-
Budgethøring fra Hovedudvalget:
Hovedudvalget peger på vigtigheden af at se ind i høringssvar fra sektorudvalg og lokaludvalg. De enkelte MED-udvalg har bedre viden og indblik, hvorfor Hovedudvalget opfordrer til, at de enkelte sektorudvalgs høringssvar tages til efterretning.
Hoveudvalget anerkender at der tages ansvar og hånd om politiske beslutninger, og håber på gode politiske drøftelser med stillingtagen frem for rammebesparelser. Hovedudvalget opfordrer til tidlig inddragelse og højt informationsniveau, såfremt det har personalemæssige konsekvenser. Det er vigtigt, at der tages hånd om processen på en ordentlig måde med hensyn til berørte medarbejdere.
Hovedudvalget bakker op om at politikerne løser budgetudfordringer i et udviklingsperspektiv i forbindelse med skole- og dagtilbudsstruktur og moderniseringsplan på ældreområdet.
Hovedudvalget ser positivt på pressestrategien vedr. budgetudfordringer og tidligere inddragelse af MED-systemet.
Medarbejdersiden i Hovedudvalget
-
Vedr. forslag om lukning af Skørping bibliotek
Som tilflytter har Skørpings kultur- og foreningsliv haft en stor betydning for valget af Skørping frem for andre byer. Særligt biblioteket vægtede højt i vores beslutning. Vi bruger ofte biblioteket - ugentligt for at låne og aflevere bøger, og gerne som udflugtsmål med vores to børn.
Derudover har biblioteket været vigtigt i opbygningen af et nyt netværk i nærområdet, fordi det fungerer godt som uformelt og lettilgængeligt mødested - noget der har stor betydning for livsglæden og lysten til fortsat at blive boende i området.
Skørping bibliotek er et centralt og aktivt samlingspunkt i Skørping by. Som Rebild Kommune skriver i deres helhedsplan for Skørping by (https://rebild.dk/sites/default/files/2021-09/helhedsplan_skoerping_web…), er Skørpings kulturliv en af byens største styrker - og i selv samme helhedsplan argumenteres for, at der skal skabes de bedste forudsætninger for kulturen.
Det vil være et stort tab for byen at miste biblioteket! -
Skørping Bibliotek
Er centralisering vejen frem? Nej
Vi får at vide, at der er flere, der bruger biblioteket i Støvring end i Skørping. Er det tal sat i forhold til befolkningsgrundlaget?
Vi får at vide, at vi biblioteksbrugere fra Skørping kan tage til Støvring. Ja, nogle kan. Men der er mange, der ikke bare lige kan tage den tur. Og hvis folk fra Skørping kører til Støvring for at gå på biblioteket, så køber de også ind i Støvring til skade for vores lokale butikker her i Skørping.
Handelsstandsforeningen gør i forvejen et stort arbejde for at tiltrække/fastholde butikker i Skørping. Vil byrådet i Rebild kommune, som altså også er vores byråd, skubbe til en negativ udvikling for Skørpings butiksliv?
Endelig er Skørping bibliotek så meget andet og mere end et bibliotek. Kom selv og se. Besøg os.
Hør om alt det, der foregår. Hør også om samarbejdet med Kinorevuen, Lokalhistorisk Arkiv, Sognegården og de mange frivillige.
Vi ønsker at bevare Skørping bibliotek. -
En lukning af biblioteket vil være et stort tab for byen, som slet ikke står mål med den relativt lille økonomiske besparelse, det vil indbringe.
Skørping er en heterogen by med vidt forskellige borgere. Mange familier i byen har litteraturen som en naturligt integreret del af det daglige kulturforbrug og dermed også af de værdier, der videregives til vores børn. For disse familier vil det være en væsentlig forringelse af byens kulturtilbud, at man ikke længere kan gå fysisk på opdagelse mellem bøgerne og vise vores børn det store udvalg, der er lige ved hånden.
Tabet vil dog være mindst lige så stort for børn i de familier, hvor bøger og læsning ikke er en naturlighed. Disse børn oplever i dag bøgernes forunderlighed og mangfoldighed, når de besøger biblioteket med dagpleje eller institution. Dermed giver vi de børn den bedst mulige start på læsningen, så de ikke bare har samme muligheder som deres kammerater, når de starter i skole og skal lære at læse, men også har gode betingelser for at finde glæden ved læsning og litteratur - en gave, alle børn har fortjent at få med fra begyndelsen! -
Troede det var en dårlig spøg, da jeg hørte om planerne om at lukke biblioteket her i Skørping - Skørping, som er kendt for at være kommunens kulturby!
Er man klar over at det kan have en dominoeffekt på resten af kulturlivet i byen?
Det må være muligt at finde en god løsning for alle parter, således at biblioteket kan bevares. Måske med flere selvbetjeningstimer - istedet for at bruge midler til at udvide allerede eksisterende kulturtilbud i F.eks. Støvring.
Med gode hilsner og med ønsket om at fornuften vil sejre.
Vihar Anand -
At lukke biblioteket i Skørping ville være en ulykke for både byens borgere og for tilrejsende.
Biblioteket på KulturStationen er jo ikke kun et sted, hvor vi henter og afleverer bøger.
Stort set hver gang man kommer på biblioteket er der besøgende.
Det er dér, mange læser avis. Unge mødes og skriver opgaver. Børn og voksne kan gå omkring og blive inspireret til at læse bøger, vi ikke kendte i forvejen. Takket være den hyggelige indretning og centrale beliggenhed er det et yndet mødested.
Det er her vi har brevstemt. Det er på biblioteket, der har været hjælp til It. Her kan vi købe (eller få hjælp til at købe) billetter til de mange arrangementer, som arrangeres i byen. En hel del af dem i samarbejde med biblioteket! Bibliotekets personale fungerer i stor udstrækning som byens borgerservice. For tilrejsende yder de turistinformation. For integrationsborgere er muligheden for benyttelse af computere og printer helt uvurderlig.
Alt dette kan en bogbus ikke tage sig af. For borgere i Skørping ville et besøg på Støvring bibliotek begrænse sig til de gange, hvor man er nødt til at handle Jem og Fix eller sende en pakke fra SuperBrugsen. Og kun hvis man ejer en bil. -
Vedrørende lukning af Skørping bibliotek
Overvejelserne om at lukke Skørping bibliotek er i min optik helt forkert. Kulturstationen som helhed og biblioteket i særdeleshed er sammen med naturen byens største attraktiver. Da vi valgte at flytte til Skørping fremfor at blive i Aalborg, var det netop fordi, at Skørping giver mulighed for at bevare kulturen, men samtidig have glæderne af en mindre by. Det er helt særligt og netop det, der gør Skørping til et attraktivt område at flytte til. Lukkes biblioteket mister byen et vigtigt kulturelt hjerte, men også et socialt mødested. Udover det er otte kilometer til Skørping sandsynligvis for langt for byens børn og ældre og umuligt at bruge for daginstitutionerne.
Jeg håber, I vil vælge at bevare biblioteket, alternativet vil være et stort tab for byen.
Mvh Trine Leck Kæseler -
Vedrørende lukning af Skørping Bibliotek. Jeg vil anlægge en vinkel med baggrund i min erfaring som selvstændig i 28 år med virksomheden Rejsebio i Støvring. Jeg har samarbejdet med mindst 30 af kommunerne i DK. Både om mindre og meget store arrangementer.
Ingen kulturinstitutioner i Rebild Kommune flyder i penge og kan slå med halen, hvis nogen fejlagtig skulle tro det - så skulle de bare se andre steder. Hvem det end er, som foreslår besparelser på dette område, så kan jeg ikke tro andet end, at det må være udtænkt af en sandsynligvis bosiddende udenfor kommunen - som sidder bag et skrivebord bevæbnet med excel-ark og lineal - uden lokalkendskab eller kendskab til historikken.
Jeg henter langt størstedelen af mine penge i andre kommuners kulturinstitutioner, Ikke fordi det er sjovt at rejse, men det er nødvendigt. Selv i Guldborgsund skal jeg hente kulturkroner. Det unikke i Skørping er, at biblioteket sammen med Kulturskolen er infrastruktur for kulturlivet. Dette lykkes med et forsvindende lille kulturbudget. Fjerner man det fundament ryger infrastrukturen. Det er det vi har! Situationen er med andre ord kritisk nok i forvejen og den skal IKKE gøres værre. Biblioteket er forudsætningen for så meget anden kultur. Igennem rigtigt mange år, har Skørping Bibliotek været facilitator og fødselshjælper. Dette i allerhøjeste grad fordi medarbejderne har insisteret på, at der skulle være et kulturliv i en lille by. De har samarbejdet med frivillige og professionelle. Mere højtideligt vil jeg mene, at biblioteket sikrer den grundlæggende demokratiske funktion, at folk har mulighed for at blive inspireret og inspirere andre. Det bliver på sigt en rigtig dyr fornøjelse at lukke Skørping Bibliotek. I får ikke bare lige noget blivende igen som desuden generer kulturpenge til kommunen og oplevelser til borgerne og som stiller sig til rådighed for mindre arrangementer. Det der i stedet vil ske, er, at man meget let kommer til at brænde voldsomt mange penge af på enkeltstående arrangementer, fordi ingen rigtigt ved, hvad man har med at gøre. Jeg ser det hele tiden.
En sidste kommentar: Stop med at gå og true med den slags alvorlige sager. Det er ikke rimeligt, at der konstant skal hænge et sværd i en tynd tråd hen over hovedet indenfor de kommunale kulturinstitutioner. Vil I en kulturel ørken, så kom ud af busken. Desuden er det mobning af medarbejderne Det må stoppe. -
Jeg er virkelig chokeret over, at man vil lukke vores bibliotek i Skørping. Det er uforståeligt, at man er i gang med at centralisere Rebild kommune i Støvring. Der ligger i forvejen flere skoler, rådhus, børnehaver/vuggestuer - og et sundhedshus planlagt. Skal dette ske på bekostning af de mindre byer!!?? NEJ.
Jeg synes, at biblioteket i Skørping har en vigtig funktion for både ældre medborgere, børnefamilier og alle os andre. Mange pensionister benytter sig af at kunne læse aviser, familier låner bøger og spil og man mødes med andre familier og danner netværk. Og man holder sig ajour ift. ny litteratur og holder samlet set vidensniveauet oppe i en lille by.
Biblioteket arrangerer desuden forskellige tiltag, som er med til at stimulere både børn og voksne. Vores by skal ikke miste en så vigtig institution. -
Jeg er dybt rystet over, at nogen overhovedet kan få den tanke, at nedlægge Skørping bibliotek. Jeg vil slet ikke komme ind på, hvad stedet betyder lokalt, for det er indlysende. Hvorfor skal Støvring gøres til hovedstad på bekostning af mindre byer i kommunen? Politikerne har i Støvring bl.a. bevilget sig selv et flot og prangende rådhus, kunne mere ydmyge lokaler ikke have samme funktion mon? Vær venlig at stryge den besparelse, vi er meget glade for vores bibliotek her i byen.
-
Jeg mener det vil være en kæmpe forringelse af Skørping byliv at lukke biblioteket. Stedet er et samlingssted, der forener både ældre og yngre borgere over litteraturen. Vi anvender flere gange månedligt biblioteket med vores børn på 8 og 4, der er kommet der siden de var helt små. Det var en væsentlig faktor i vores beslutning om at flytte til Skørping, at der netop var adgang til kultur og litteratur. Det vil være en politisk skamplet at centralisere dette i Skørping, hvor netop (den voksende gruppe) småbørnsfamilier og ældre ikke har mulighed for at tage til uden en bil.
-
Jeg mener det vil være en kæmpe forringelse af Skørping byliv at lukke biblioteket. Stedet er et samlingssted, der forener både ældre og yngre borgere over litteraturen. Vi anvender flere gange månedligt biblioteket med vores børn på 8 og 4, der er kommet der siden de var helt små. Det var en væsentlig faktor i vores beslutning om at flytte til Skørping, at der netop var adgang til kultur og litteratur. Det vil være en politisk skamplet at centralisere dette i Støvring, hvor netop (den voksende gruppe) småbørnsfamilier og ældre ikke har mulighed for at tage til uden en bil. Det udvander de øvrige byer som netop Skørping, der ellers tiltrækker ressourcestærke familier.
-
STUBhusets høringssvar til budget 2023-2026.
Vi fremsendte i marts måned 2022 nedennævnte mail vedr. stigende varme- og el-udgifter og energimærkning til Rebild Kommune.
De seneste udmeldinger fra Støvring Kraftvarmeværk fortæller ( læs også artikel i Nordjyske Stiftstidende den 02. september 2022 ) , at varmeudgifterne vil stige betydeligt til et uhørt stort årligt beløb, samtidig med at vi også kan konstatere, at el-udgifterne stiger særdeles voldsomt.Ved en gennemgang af " Forvaltningens råderumsforslag sektorområde Kultur og Fritid ( tabel 4 )," kan vi konstatere, at der er forslag om at reducere driftstilskudet med 5 % svarende til 100.000 kr. pr år til de 3 kulturhuse i Rebild Kommune, herunder også driftstilskud til STUBhuset.
Set i lyset af at varmeudgifter og el-udgifter stiger med voldsom hastighed ser vi det som meget uhensigtsmæssigt og uoverskueligt for os i STUBhuset, såfremt I beslutter at reducere vores driftstilskud.
Samtidig med de voldsomt stigende varmeudgifter og el-udgifter oplever også, at der store prisstigninger på alle vores vareindkøb.Hvis forslaget bliver vedtaget, bliver konsekvensen, at vi må hæve priserne på koncertbilletter, udlejning til af lokaler til foreninger, fester såsom runde fødselsdage, konfirmationer, barnedåb, bryllupper mv.
En konsekvens af reduktionen af driftstilskudet og dermed forhøjede priser på koncertbilletter og udlejninger er, at der bliver færre til koncerterne måske også færre koncerter , færre udlejninger og en økonomi, der bliver meget presset.
Og ikke uvæsentlig vil kulturlivet i Rebild Kommune blive meget forringet.På baggrund af ovennævnte vil vi på det kraftigste appellere til, at I ikke beslutter at reducere driftstilskudet til STUBhuset.
Med venlig hilsen
Helle Jørgensen Ole Mark Jørgensen
Musikchef Formand for bestyrelsen
STUBhuset STUBhuset -
ang biblioteket i Skørping er foreslået lukket.
DET blev jeg ulykkelig over at læse, jeg er kommet der siden jeg flyttede til byen for ca 25 år siden, først med børnene og siden flere gange om måneden selv. det er mit ynglings sted. det er der jeg fråser i nye læseoplevelser og læser de magasiner jeg ikke har råd til at købe. det er også der man kan få et smil og en snak. og for mig uden adgang til bil i dagtimerne, betyder det meget at kunne gå derned. tænk hvis der ikke skulle være et bibliotek i byen. det ville være så trist. jeg har aldrig boet i en by uden bibliotek. udover det meget hjælpsomme personale, er det også rigtig fint at kunne bruge selvbetjening. ulykkelig hilsen Conny Graff, pensionist
Biblioteket spiller en stor rolle for Skørping. Ikke bare som et sted, der kan stimulere børns og voksnes læselyst, men som møde- og besøgssted for børn, unge og voksne - både med henblik på arrangementer, arbejdsrum og forældre på barsel. Lukker man biblioteket, fjerner man en af de steder, der tæller med, når folk overvejer at bosætte sig her.