Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at prioritere fordeling af genstartsmidlerne således:
Kickstart af kulturlivet i Rebild Kommune - Arrangementer geografisk i kommunen
- 130.000 kr. afsættes til en fælles pulje til kulturhusene - STUBhuset, KigInd og KulturStationen
- Krav til kulturhusene er, at de fælles disponerer over puljen
- Kulturelle arrangementer - gratis adgang
- Aktiviteter/arrangementer skal foregå geografisk bredt i kommunen
- 100.000 kr. afsættes til aktivitet/arrangement for borgere særligt udsat af Covid-19 planlagt af kulturhusene - STUBhuset, KigInd og KulturStationen
- Arrangementerne skal planlægges med plejecentre, væresteder, skoler eller lignende
- 50.000 kr. fordeles til Fritidsrådet og Kulturrrådets eksisterende puljer til tværgående arrangementer og events
- Begge råd skal være opsøgende i forhold til mindrew foreninger og kulturaktører
- Medvirke til at igangsætte aktiviteterne
- Lokal forankret
- Skal som udgangspunkt ske gennem tværgående samarbejde med flere foreninger
- 50.000 kr. gives til kulturugerne
- Puljen skal anvendes til at styrke byernes aktiviteter i kulturugerne/dagene
Aktiviteterne skal igangsættes snarest og beløbet skal anvendes senest 1. halvår 2022
Status på afviklede og planlagte aktiviteter fra kulturhusene:
130.000 kr. til en fælles pulje til kulturhusene
De tre kulturhuse er gået i gang med planlægningen af kulturaktiviteter i efteråret 2021. Deres drøftelser går primært i retning af arrangementer, der henvender sig til børn.
100.000 kr. til aktivitet/arrangement for borgere særligt udsat af Covid-19 planlagt af kulturhusene
Koncerter på samtlige ældrecentre med trioen Tine Lilholt, Klaus Thrane og Ole Sloth er gennemført med stor succes i dagene 23. - 24. juni, samt 28.-29.-30. juni 2021.
I alt er 9 ældrecentre samt friplejehjemmet i Nørager blevet besøgt. Endvidere blev omsorgshjemmet i Rørbæk inviteret med og deltog, da Ældrecenter Rørbæk blev besøgt.
Koncerterne blev alle steder godt modtaget. Det var tydeligt, at de ældre havde set frem til oplevelsen og nød musikken og sangene.
Koncerterne har været eksponeret via facebookopslag samt omtale i Nordjyske lørdag den 26. juni 2021.
Rebild Kulturuger
I år har Kulturrådet gjort en særlig indsats for at give synlighed til de lokale fællesskaber i alle kommunens byer. Således er der som noget nyt åbnet op for, at man har kunnet melde ind med sædvanlige og velkendte aktiviteter, herunder også planlagte ugentlige aktiviteter som eksempelvis korsang. Dette er i kontrast til alle andre år, hvor kulturuge-arrangementerne skal være udviklet særligt til kulturugerne.
Det er Kulturrådets ønske, at vi kommer ud og besøger hinanden på kryds og tværs i kommunen og bliver inspirerede af, hvad de forskellige byer tilbyder af aktiviteter, sammenhold og fællesskaber.
Med de ekstra genstartsmidler blev det muligt at udvide kulturugerne med en kunstrute. Ligesom Kulturrådet har ønsket at sætte spot på fællesskaberne i de enkelte byer, så sættes her spot på alle de steder i kommunen, hvor man kan møde kunst, enten ved at besøge arbejdende kunstnere i deres værksteder, besøge kunsthåndværksbutikker, gallerier, kunstudstillinger eller andet.
Program for kulturugerne 2021 samt kunstruten er vedlagt som bilag.
Rebild Kulturråd
Kulturrådet har besluttet at de ekstra tilførte 25.000 kr. skal gå til koncertaktiviteter.
De almindelige koncertformer har været under pres pga. afstandskrav, publikumstryghed med mere. Derfor giver det mening at give pengene til nogen, der målrettet vil eksperimentere med nye koncertformater.
Genstartsmidlerne vil derfor være øremærket events og koncerter, som eksperimenterer med at lave arrangementer på nye måder og i nye rum.
Det er et krav til arrangementerne, at der skal være offentlig adgang.
Kulturrådet fortsætter planlægningen af dette tiltag.
Rebild Fritidsudvalg
Fritidsudvalget har besluttet at de ekstra tilførte 25.000 kr. skal gå til 3 arrangementer fordelt rundt om i kommunen; Terndrup, Rebild og Nørager. Arrangementerne planlægges til oktober og november måned, da der i det tidlige efterår allerede sker rigtig meget i forhold til opstart og genstart af foreningslivet. Således håber Fritidsrådet, at der kan tiltrækkes flest mulige deltagere til arrangementerne ved at placere dem i oktober og november 2021.
Hovedtemaet for alle 3 arrangementer er 'Frivillighed' og herunder at tiltrække flere frivillige kræfter til de lokale foreninger. Hvert arrangement får et undertema. De 3 arrangementer er som følger:
-Outdoor i Rebild! Med mad over bål, besøg af naturvejlederen, udendørs aktiviteter, som de lokale foreninger har mulighed for at byde ind med. Her er de uniformerede korps, naturvandrerne, orienteringsklubben, MTB-foreningen og Aarestrup Rideklub særligt relevante.
-Jan Larsen som oplægsholder! Oplæg i Terndrup Idrætscenter med fokus på frivillighedens betydning. Lokale foreninger kan byde ind med opvisninger, stande, uddeling af flyers eller andet der kan sprede budskabet om deres forening og måske tiltrække nye medlemmer og/eller frivillige.
-Paraolympisk deltager! Oplæg fra en paraolympisk deltager i Kig Ind i Nørager. Oplægget skal have fokus på den rolle foreningen og de frivillige spiller for en atlet. Her byder de lokale foreninger ind på samme måde som i Terndrup.
Fritidsrådet fortsætter planlægningen af disse arrangementer.