Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

Forvaltningen udarbejdede på baggrund af fokusrevisionen en handleplan for den fremtidige sagsbehandling i jobafklarings- og ressourceforløbssager, som udvalget blev præsenteret for i november 2020. Den betød, at der skulle arbejdes fokuseret med at styrke sagsbehandlingen på fire parametre, som der gøres status på i det følgende.

Der er gennemført en række initiativer på baggrund af fokusrevisionen, hvor alle nedenstående parametre adresseres. Der er bl.a. foretaget en større sagsgennemgang af alle passive sager, hvor rådgiverne har fået individuelle tilbagemeldinger med særligt fokus på temaerne fra fokusrevisionen. Samtidig har flere af opmærksomhedspunkterne fra gennemgangen givet anledning til interne webinarer og fællesundervisning. Der er indført sparring på kommende sager til behandling i Rehabiliteringsteamet, hvor fagkonsulenterne giver rådgiverne feedback på sagerne bl.a. med udgangspunkt i nedenstående temaer fra fokusrevisionen.

Tydelige og realistiske jobmål

For at sikre at alle rådgivere, som arbejder med målgruppen, er klædt på til at arbejde med tydelige og realistiske jobmål, har fagkonsulenterne gennemført undervisning i, hvordan man arbejder med jobmål for personer, som er langt fra fuld deltagelse på arbejdsmarkedet. I efteråret 2021 vil jobkonsulenter fra fleksjobgruppen desuden undervise rådgiverne mere konkret i forhold til job på få timer, som det netop ofte gør sig gældende i arbejdet med at etablere fleksjob. Arbejdet med jobmål indgår som et særskilt fokuspunkt i fagkonsulenternes feedback til rådgiverne i forbindelse med drøftelse af kommende sager på Rehabiliteringsteamet. Endelig indgår et fokus på jobmål i ledelsestilsynet i forbindelse med opfølgning på om borgernes planer er fyldestgørende.


Virksomhedsrettede indsatser

Forløb, der blev iværksat i slutningen af 2020, måtte sættes på pause grundet Corona restriktionerne. De er blevet genoptaget i foråret 2021. Der er gennemført sparring ift. udarbejdelse af CV til mere sårbare målgrupper med fokus på det rette match og realistiske jobmål. Udviklingen i andelen af personer i ressourceforløb som deltager i virksomhedsrettede forløb er efter et stort dyk under nedlukningen i starten af 2021, steget igen og er i juni 2021 på det højeste niveau for måneden i mere end 5 år. Der følges op ved særligt tematilsyn i forbindelse med ledelsestilsyn i 4. kvartal 2021.


Inddragelse af borger

Rådgiverne er i foråret 2021 blevet undervist i, hvordan der bedst kan arbejdes sammen med borgeren om at udarbejde og lykkes med dennes plan. På grund af coronasituationen er arbejdet med feedback på samtaler og planer i makkerskaber udsat til efteråret 2021. Der blev fulgt op på borgerinddragelse som tema i ledelsestilsyn primo 2021. Det viste, at borgerne generelt bliver inddraget og er en aktiv del af sagerne. Der var dog fortsat et udviklingspotentiale på flere områder. Særligt tydeliggørelse i sagerne af, at borger er inddraget, herunder tilkendegivelse af borgers holdninger til planer og aftaler, er et udviklingspunkt. Derudover var der behov for en mere systematisk tilgang til at inddrage borger i vurderingen af behovet for næste samtale. I forlængelse af ledelsestilsynet blev det besluttet, at der fremover generelt vil blive arbejdet mere systematisk med inddragelse af borgerne, så det bliver en mere integreret del af ressource- og jobafklaringsforløbene. Dette understøtter også i høj grad arbejdet med fællesprincipperne for samarbejde med borgerne, som sigter mod at "Alle borgere bliver mødt med respekt og interesse for det, de selv vil og kan".


Styrkelse af samtalekadencen

Der er lavet nye samtaleskabeloner, som pt. er ved at blive implementeret. Disse vil ligge til grund for at rådgiverne bliver undervist i, hvordan der tages stilling til, hvornår rådgiver og borger skal mødes igen. Det centrale er, at der altid er taget stilling til progressionen i alle forløbene og altid er en konkret plan for næste skridt. Dette er ligeledes ved at blive implementeret i fagsystemet, så rådgiverne understøttes i dette fokus med generelt overblik. Samtidig følger lederne løbende op på udviklingen i samtalefrekvensen. Endelig følges der ved ledelsestilsyn også konsekvent op på samtalerne, og rådgiverne får individuelle tilbagemeldinger. Dette fokus ser også ud til at kunne aflæses i tallene, som viser at andelen af borgere, som har fået mindst 5 samtaler det seneste år, er hævet fra ca. 65 % i starten af 2019 til ca. 95 % i starten af 2021.

Kilde: Jobindsats.dk

Samlet set er det forvaltningens vurdering, at både ledere og rådgivere har et styrket fokus og samtidig er bedre klædt på til at sikre, at faldgruberne fra fokusrevisionen fremadrettet kan undgås. Der er således et øget fokus på realistiske jobmål og brugen af CV på målgrupperne, hvilket bliver tydeligt i fælles sagssparringer på teammøder og mere individuelt med fagkonsulenten. Samtidig er der øget fokus på borgers synspunkter, hvor samtaleskabelonerne er tilrettet, så borgers perspektiv altid fremgår. Der drøftes generelt mere opgaver i et givet job end faktiske stillingsbetegnelser, da det retter fokus på, hvilke opgaver borger kan udføre og hvilke muligheder det giver.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

På baggrund af en fokusrevision på tværs af 25 kommuner, blev der i efteråret 2020 lavet handlingsplan for at styrke indsatsen i ressource- og jobafklaringsforløbene. Forvaltningen giver en status på arbejdet med implementering af indsatserne i handleplanen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Fremgår af sagsfremstillingen.

Sagsfremstilling

Arbejdsmarkedsudvalget godkendte på møde den 9. marts 2021 en ny model for ledelsestilsyn i Center Arbejdsmarked og Borgerservice.
Den nye model indebærer, at der to gange årligt fortages tematiserede tilsyn, hvor der sættes fokus på særligt udvalgte temaer af betydning for sagsbehandlingen f.eks. temaer fra ny lovgivning eller fra fokusområder i beskæftigelsesplanen.
De øvrige to årlige tilsyn foretages med udgangspunkt i skemaer fra BDO, der sætter fokus på lovmæssige rammer for sagsadministrationen og tager udgangspunkt i de samme ting, som revisionen påser ved det årlige revisionsbesøg. Der ses således på mange detaljer i sagsbehandlingen, hvoraf nogle har større betydning for progression og afgørelser, mens andre ikke er så væsentlige. Det blev på mødet ligeledes godkendt, at der ved de to årligt tilsyn med udgangspunkt i skabelonerne fra BDO skulle udtages minimum 96 sager fordelt på de forskelle sagsområder.

Tilsynet, der afrapporteres her, er foretaget i 2. kvartal 2021 og er foretaget med udgangspunkt i BDO skabelonerne.Der er gennemgået i alt 28 sager på ydelsesområdet, 3 sager fra Borgerservice og 69 sager på jobcentrets områder, ialt 100 sager. Alle sager gennemses så vidt muligt 12 måneder bagud.

Det gennemførte ledelsestilsyn viser generelt, at sagsbehandlingen varetages på betryggende vis.

Der er i forbindelse med tilsynet fundet 1 fejl, der kan få betydning for sagens afgørelse. Fejlen er fundet på ydelsesområdet og omhandler manglende undersøgelse af oplysninger fra borger i forbindelse med ansøgning.Der er derudover fundet en række mindre fejl på de øvrige sagsområder, som vurderes ikke at have betydning for sagernes afgørelse eller progression.
Det handler f.eks. om forskellige fejl vedr. manglende registreringer af f.eks. koordinerende sagsbehandler, CV og realkompetencevurdering. Der kigges ved hvert ledelsestilsyn efter systematiske fejl og fejl, der på sigt kan få betydning for progressionen i borgers sag. Sådanne fejl er ikke fundet ved dette tilsyn.Fejl rettes og tages med på fagmøder til drøftelse og fælles læring. De fundne mindre fejl vurderes ikke at være på et kritisk niveau, da der er tale om forskellige mindre fejl, men der er generelt fokus på at reducere antallet af fejl.


Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Ledergruppen i Center Arbejdsmarked og Borgerservice udfører løbende ledelses- og handlingstilsyn med henblik på at kvalitetssikre sagsbehandlingen.

Nærværende afrapportering er for 2. kvartal 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget drøfter orienteringen.

Økonomi

Ingen bevillingsmæssige eller økonomiske konsekvenser.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0