Ansøger har indsendt ønske om at udvikle hele matrikel 1cø Buderupholm Hgd., Buderup. I forbindelse med Kommuneplanforslaget, er det besluttet kun at udlægge en del af matriklen, ca. 6,8 ha. svarende til den del der ikke er omfattet af boringsnært beskyttelsesområde omkring vandværksboringer.
I oplægget der er indsendt, vejforsynes området via to stamveje fra Buderupholmvej, som vil forgrene sig ud i mindre boligenklaver, der bygges op omkring boligveje. Med det areal der er udlagt i Kommuneplanforslaget vil det være oplagt, at der er en stamvej ind i området. Den nærmere indretning af området med grundstørrelser og boligtyper fastlægges i lokalplanen.
I forslaget til Kommuneplan 2021 giver kommuneplanrammen for området både mulighed for parcelhuse og rækkehuse, og området har en størrelse så det ville være oplagt at blande boligtyperne. Området ligger i landzone og overføres til byzone via lokalplanen.
Området ligger indenfor nitratfølsomt indvindingsopland, og er omfattet af indsatsplan for Støvring-Torsted Vandværk. Samtidig ligger største del af området indenfor 300 m buffer om vandværkers boringer. I lokalplanen skal det sikres, at overfladevand håndteres på en måde, der mindsker risikoen for forurening af grundvandet.
Området er omfattet af et større sammenhængende landskab. Derfor skal der i forbindelse med lokalplanlægningen tages stilling til, hvordan bebyggelsen kan tilpasses, således landskabet påvirkes mindst muligt.
En mindre del af området berøres af støjkonsekvenszone fra skydebanen i Støvring, hvorved den støj skal håndteres i planlægningen.
Området ligger op ad Hobrovej og tæt på et erhvervsområde. Derfor skal det i lokalplanlægningen afklares om området er belastet af støj eller anden forurening, og hvordan det påvirker indretningen af lokalplanområdet.
I forbindelse med udbygning af området skal Buderupholmvej indrettes med cykel- og gangstier. Udarbejdelse af lokalplanen bør afvente finansiering heraf.