Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Rebild Kommune har fået udarbejdet en ny befolkningsprognose. Befolkningsprognosen bygger på boligbyggeprogram over forventet antal nye boliger samt forudsætninger i forhold til fertilitet, flyttemønstre og dødelighed. Boligbyggeprogrammet indeholder 2224 nye boliger de næste 17 år, hvoraf 1556 boliger forventes i Støvring. Prognosen sidste år blev lavet med et reduceret boligbyggeprogram på 50 boliger fordelt over de næste år på grund af usikkerhed i forhold til corona-pandemien. Det viser sig nu, at der fortsat er gang i boligbyggeriet og hussalget generelt.


Antallet af børn i alderen 0-5 år stiger fra 2241 børn i 2020 til 2475 i 2021. Dette er en større stigning end forventet ved prognosen fra sidste år. Mest markant er stigningen i antallet af 0 årige.





I bilaget findes mere om resultatet af den nye befolkningsprognose for hele Rebild Kommune med fokus på udvikling i antal 0-5 årige.


Den nye befolkningsprognose viser, at antallet af 0-5 årige i Støvring fortsat forventes at stige de næste år, hvorefter det vil ligge nogenlunde stabilt. Fra 2020 til 2021 steg antallet af børn fra 944 børn til 1046 børn, det vil sige en tilgang på 102 børn i aldersgruppen. Specielt er der fra 2020 til 2021 en stor stigning i de 0-årige, hvoraf 94% er fødsler og 6% er tilflyttere. Januar 2020 var der 147 0-årige og januar 2021 var der 182 0-årige. Den nye prognose for antal 0-årige ligger på knap 170 børn årligt ud fra de forudsætninger, der ligger i prognosen i forhold til fertilitet.


Børnetal og kapacitet i Støvring følges tæt i både forvaltningen og udvalget. Det indebærer, at vi på kort sigt kigger vi på børnetallet månedvist de næste par år ud fra kendte børn tillagt estimeret antal fødsler og tilflytning. Børnetallet på lang sigt bygger på befolkningsprognosen.


Opsummering af nuværende beslutninger for kapaciteten i Støvring:

  • Ny børnehave med 30 vuggestuepladser og 60 børnehavepladser. Dimensionering afventer ny prognose i foråret 2021.
  • I tre institutioner er kapaciteten øget lidt, idet der er plads til flere børn: Toppen +5 vuggestuebørn, Bavnebakken + 2 børnehavebørn, Spiren +3 børnehavebørn.
  • I børnehuset Klepholm konverteres vuggestuepladser tilbage til børnehavepladser pr. 01.12.21
  • Svinget kan anvendes som buffer og mulighed for at udvide kapaciteten på børnehaverne.


Forældrebestyrelserne i Støvring inviterede medio marts forvaltningen til en drøftelse af kapacitetsudfordringer i Støvring, da de oplevede pres i deres institutioner grundet mange børn og at dette pres var stigende. De ønskede at blive inddraget og ville gerne samarbejde med at løse udfordringerne bedst muligt. I forlængelse af mødet sendte forældrebestyrelsen i Støvring Nord et brev til udvalget med deres forslag til, hvordan de kortsigtede kapacitetsudfordringer på 3-5 år bedst kunne løses. På baggrund af den nye prognose, som ligeledes pegede på en udfordring på 0-2 års området afholdt forvaltningen møde med de to dagtilbudsledere, som efterfølgende drøftede forslag til løsninger med deres bestyrelser. Bestyrelserne har efterfølgende indsendt et skriv med deres forslag, som er vedlagt sagen.


Status på kapacitet i dagtilbud i Støvring

På kort sigt er der pres på 0-2 års tilbuddene i Støvring. Der rekrutteres fortsat efter nye dagplejere, men selvom der er ansat nye dagplejere har der samtidig været afgang samt barsler, der gør, at kapaciteten ikke er udvidet tilstrækkeligt. Lige nu er der brug for vip-pladser i vuggestuer, 5. barns pladser i dagplejen samt konverterede pladser i børnehuset Klepholm. Med antallet af kendte børn vil der fortsat være pres på kapaciteten frem til at ny institution står klar i 2023. Tillægges estimeret tilflytning vil børnetallet næste år overstige kapaciteten inklusiv vip-pladser i vuggestuer og 5. barns pladser i dagplejen. Det skal nævnes, at efter opgørelsen i januar 2021 er antallet af mulige 5. barns pladser i dagplejen blevet revurderet og nedsat, idet disse vurderes til at være sat for højt i forhold til antallet af dagplejere.



På lang sigt forventes antallet af børn på 0-2 års området, at matche den nuværende kapacitet tillagt ny institution på 30 vuggestuepladser. Der er en række forudsætninger, som kan flytte sig og dermed har indflydelse på børnetal og kapacitet. Antal dagplejere, udbud af private tilbud, antal fødsler, nettotilflytning og pasning på tværs af kommunegrænsen kan alle være med til at påvirke pasningsprocenten og dermed ændre antallet af børn med behov for pasning.



I børnehaverne er der lige nu god plads, idet de ældste børn er overgået til mini-sfo. Børnetallet stiger dog hurtigt igen og børnehaverne vil i 2021 og 2022 få længere perioder, hvor der bliver brug for vip-pladser. Efter sommerferien vil børnehaverne så småt begynde at gøre brug af vip-pladser og sidst på året vil alle vip-pladser være i brug. Der vil være forskel på omfanget i de enkelte børnehaver. Konvertering af pladser i Børnehuset Klepholm er sat til at stoppe i december 2021, hvormed der tilgår 20 børnehaverpladser. Ved status i januar så dette ud til at være nok til at matche børnetallet. Sidenhen er der kommet flere børn til, så nu forventer vi, at der i februar/marts 2022, hvor der er flest børn i børnehaverne, vil mangle mellem 20-35 pladser. Allerede efter sommerferien i 2022 vil der igen blive brug for vip-pladser i børnehaverne og i februar/marts 2023 vil der igen mangle op til 45 pladser afhængig af tilflytningen. Ny institution kan tidligst stå klar i midten af 2023.


Prognosen for Støvring viser, at der på længere sigt vil mangle 10-40 børnehavepladser ud over den nye institution, der allerede er besluttet. Behovet er størst i årene 2024-2026.




Usikkerhed på lang sigt

Der er mange faktorer, som kan ændre behovet for pladser: Antallet af fødsler, aldersfordelingen på børn som tilflytter, antal dagplejere, udbud af private tilbud, ændringer i antal børn som bliver passet på tværs af distrikter og kommunegrænse og endelig om antallet af nye boliger afviger væsentligt fra prognosen. Det kan nævnes, at der i befolkningsprognosen indgår en tilgang på 280 boliger i det nye boligområde øst for stationen fra 2022 og 7 år frem. Dette nye boligområde genererer mellem 35-65 børn i alderen 0-5 år. Det er dog usikkert hvornår de første boliger står klar og hvilken type beboere området vil tiltrække.


Tiltag for udvidelse af kapacitet i Støvring


Midlertidige tiltag for udvidelse af kapacitet i dagpleje og vuggestuer

  • Fortsat rekruttering efter dagplejere i Støvring.
  • Dagplejens legestue flyttes fra Kronhjorten til "det sorte hus" ved Svinget. Dermed kan der skabes 10-12 vuggestuepladser i Kronhjorten.
  • Dagplejens gæstehus lukkes, i første omgang midlertidigt. Der har i 2021 ikke været det samme behov for brug af gæsteplejepladser i gæstehuset. I starten af året var der enkelte uger, hvor der slet ikke var børn i gæstehuset. I uge 8 har behovet været det samme som sidste år. Efterfølgende er der kommet flere børn, men ikke nok til at der er balance. Corona pandemiens indflydelse på dette er usikkert. Lige nu antallet af pladser nedsat fra 10 til 5 børn som følge af vakant stilling. Der forventes på nuværende tidspunkt et merforbrug på driften af gæstehuset som følge af færre børn. Merforbruget fordeles blandt distriktene efter børnetal. Ved lukning af gæstehuset kan der skabes 10-12 vuggestuepladser i Kronhjorten permanent eller midlertidigt indtil ny institution står klar.
  • Såfremt der etableres vuggestuepladser i både legestue og gæstehus, er det kapacitet til opbygning af vuggestuegruppe, der skal flytte ind i ny institution når denne står klar i 2023.


Midlertidige tiltag for udvidelse af kapacitet i børnehaver

Der er behov for midlertidige børnehavepladser frem til ny institution står klar tidligst sommeren 2023. Løsningen kan enten være en pavillon ved Svinget eller som udflytterbørnehave til Hellum i de måneder, hvor der er flest børn i børnehaverne. Løsningen med udflytterbørnehave vil være på tilsvarende vis som tidligere udflytterbørnehave til Sønderup. Disse tiltag er tidligere beskrevet i sag nr. 5 Status om kapacitetshåndtering i dagtilbuddene i Støvring på møde i Børne- og familieudvalget 13. januar 2021.


Permanente tiltag for udvidelse af kapacitet

På lang sigt viser prognosen, at der er behov for yderligere udvidelse af kapaciteten enten med markant udvidelse af den kommende institution eller endnu en ny institution. Inklusiv prognose for det nye boligområde øst for stationen, vil der mangle 10-40 børnehavepladser udover de 60 pladser der allerede er besluttet i ny institution. Antallet af 0-2 års pladser matcher børnetallet under forudsætning af samme antal dagplejepladser. Udfordringer med at få udvidet antallet af dagplejepladser gør, at det kan være hensigtsmæssigt at udvide antallet af vuggestuepladser på sigt.


Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Familieudvalget

Den nye befolkningsprognose viser en fortsat stigning i antal 0-5 årige. Børnetallet ligger højere end prognosen fra sidste år. Prognosen viser, at der er behov for at udvide kapaciteten i Støvring både på kort og lang sigt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller,

- at Børne- og Familieudvalget tager orientering om organisering, tidsplan og overordnede udbudsbetingelser til efterretning.

- at Børne- og Familieudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at frigive 0,2 mio. kr. af anlægsbevillingen til forundersøgelser i og omkring den eksisterende institutionsbygning i Nørager.


Økonomi

Der er afsat 15 mio. kr. i 2021 til ny integreret institution som erstatning for eksisterende institution.


Der indstilles frigivet 0,2 mio. kr. på Byrådsmødet d. 20. maj 2021.

Midler til totalrådgiver indstilles frigivet til Byrådsmødet d. 22. september 2021.

Resterende anlægsbevilling indstilles frigivet til Byrådsmødet i marts 2022 (med forbehold for politisk kalender).


Følgeudgifter af den tidligere beslutning, vedrørende genhusning i Ravnkilde, som bus og lignende indarbejdes i lighed med tidligere i basisbudgettet jf. budgetproceduren.


Sagsfremstilling

Der er startet proces for opførelse af ny integreret daginstitution i Nørager, som erstatning for den nuværende institutionsbygning.

Den nye integrerede institution normeres som følger:

- Børnehave - 60 børn

- Vuggestue - 12 børn


Normeringen er fastsat ud fra befolkningsprognosen 2021, samt med de erfaringsmæssige pasningsprocenter i Regnbuen.


Organisering

Organiseringen af projektet opbygges med en styregruppe, et byggeudvalg og en projektgruppe. Styregruppen består af udvalgsformanden, direktøren og centerchefen. Byggeudvalget består af direktøren, centerchefen, intern projektleder, samt totalrådgiver når der er kontraheret med en sådan.


Der nedsat en projektgruppe på 8 personer, hvoraf 4 repræsenterer daginstitutionen i Nørager, i form af dagtilbudsleder, 2 medarbejderrepræsentanter og en repræsentant fra forældrebestyrelsen. Desuden omfatter projektgruppen 3 fra Rebild Kommune, under udarbejdelse af dispositionsforslag en arkitekt, samt på sigt en totalrådgiver. Organiseringen er vedhæftet til orientering.


Udbudsbetingelser

Projektet udbydes traditionelt i offentlig fagentreprise jf. vedlagt bilag (overordnede udbudsbetingelser fagentreprise), hvor forvaltningen først vil udbyde totalrådgivningsydelsen i en indbudt licitation.


Totalrådgiveren udarbejder myndigheds- og udførelsesprojekt ud fra det disposititonsforslag der bliver udarbejdet i projektgruppen. Totalrådgiveren vil ligeledes stå for byggeledelsen og fagtilsyn.

Der udarbejdes et færdigt hovedprojekt, som udbydes offentligt, og hvor de entreprenører som ønsker det, vil kunne byde ind på opgaven. Projektet vil forventes, at kunne udbydes i februar 2022.


Totalrådgiveren vil blive pålagt at have særligt fokus på bæredygtighed og totaløkonomi, og kravene dertil vil blive defineret i udbudsmaterialet til de indbudte totalrådgivere. Anlægsbudgettet skal dog til enhver tid kunne bære de begrundede valg for bæredygtighed og totaløkonomi.


Tidsplan

Vedhæftet er overordnet tidsplan for ny daginstitution i Nørager, der i hovedtræk har følgende forløb:

- april-juni 2021 - brugerproces.

- juli-august 2021 - udarbejdelse og udbud totalrådgiver.

- september 2021 - licitation, frigivelse af midler og kontrahering med totalrådgiver.

- oktober 2021 - januar 2022 - udarbejdelse af myndigheds- og hovedprojekt.

- februar 2022 - udbud i fagentrepriser (offentligt udbud).

- marts 2022 - licitation, frigivelse af midler og kontrahering med fagentreprenører.

- april-december 2022 - byggeproces.

- december 2022 - aflevering.

- januar 2023 - indflytning.

- februar 2023 - klar til ibrugtagning.


Tidsplanen er med forbehold for politisk behandling.


Forundersøgelser

I sammenhæng med udarbejdelse af dispositionsforslag i projektgruppen, er der behov for præcisering af grundens topografi og størrelse. Der er indlagt et byggefelt på matriklen, der er en gravhøj hvor der er afstandskrav til hvor bygningen ikke må opføres indenfor, samt der er et fredet dige og en vejbyggelinie, der skal tages hensyn til. For at få klarhed over disse, så skal grunden og omkringliggende terræn med diverse restriktioner indmåles af landinspektør.


Derudover vil der hurtigst muligt blive igangsat en miljøscreening af den eksisterende bygningsmasse. Det være sig den eksisterende børnehavebygning og den gamle lærerbolig, for at få klarlagt om der skal laves særlige foranstaltninger ved nedbrydning, som kan have økonomisk eller tidsmæssig konsekvenser for projektet.


Hvis det er muligt, og giver mening ift. hvor og hvordan den fremtidige institution kommer til at blive placeret, så vil der blive lavet geotekniske undersøgelser. Såfremt der er dele af den nye institution, der ikke placeres præcis hvor den eksisterende institutionsbygning er placeret.


Ovenstående forundersøgelser forventes maks. at beløbe sig til 0,2 mio. kr., som ønskes frigivet til formålet.


Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Der blev med budgettet for 2020-23 besluttet, at der skal bygges en ny institution i Nørager, som erstatning for den eksisterende daginstitution, Regnbuen. Der er ved budget 2021-24 afsat 15 mio. kr. til projektet.


Børne- og Familieudvalget besluttede d. 2. september 2020 (BFU pkt. 95), at det skulle være en selvstændig integreret institution i selvstændige lokaler, og ikke en del af Sortebakkeskolen - hverken organisatorisk eller bygningsmæssigt. Børne- og Familieudvalget besluttede d. 10. marts 2021 (BFU pkt. 35), at institutionen skal placeres på samme matrikel som den eksisterende institution. Børnehaven Regnbuen skal genhuses i den tidligere daginstituion Kløvermarken i Ravnkilde, mens byggeriet pågår.


Hermed orienteres udvalget om organisering, tidsplan og overordnede udbudsbetingelser, samt frigivelse af midler til forundersøgelser vedr. den nye daginstitution i Nørager.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager disponeringen til efterretning.


Økonomi

Disponeringsregnskabet for specialområdet skoletilbud viser, at der pr. april måned er forventet disponeringer for 29,2 mio.kr. ud af et budget på 30,1 mio.kr. Disponeringsregnskabet indeholder de forventede udgifter på visiterede elever. Der er ikke indregnet udgifter til eventuelle nye elever. Regnskabet viser på nuværende tidspunkt et mindreforbrug for året på 0,9 mio.kr.



Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0