Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Baggrund
På Børne- og Familieudvalgsmødet den 3. februar 2021 blev det politisk besluttet at fastholde den nuværende placering af Læringscenter Himmerland i Skibsted på baggrund af en analyse af en bæredygtig fremtid for stedet (Jf. scenarie 1: Tilbuddet bliver i de nuværende rammer). I analysen blev det påpeget, at situationen med kun én leder vil medføre mangel af nær ledelsessparring- og samarbejde og give et dårligt udgangspunkt for god ledelse og et godt arbejdsmiljø. Anbefalingen lød derfor, at der blev arbejdet videre med at finde konkrete bud på løsningen af den ledelsesmæssige opgave, herunder at skabe mulighed for mere ledelseskraft og sikre reel mulighed for ledelsesmæssig sparring og støtte. Da Læringscenter Himmerland er en specialskole, hvor finansieringen sker via takster for den enkelte elev, får konkrete bud på løsning af ledelsesopgaven betydning for økonomien på Læringscenter Himmerland og evt. for elevtaksterne til tilbuddet. Økonomi og takster er derfor medtaget i forslag til løsning af ledelsesopgaven.

Arbejdet er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af leder- og medarbejderrepræsentant fra Læringscenter Himmerland, en lederrepræsentant fra et andet specialtilbud i kommunen, formand for Skolelederforeningen i Rebild samt repræsentanter fra Forvaltningen; chef for Center Børn og Unge, en økonomikonsulent og udviklingskonsulent. Herudover har Forvaltningen indhentet øvrige perspektiver på ledelsesopgaven gennem møde med repræsentanter fra Læringscenter Himmerlands forældrebestyrelse og Handicaprådet samt et høringssvar indsendt af medarbejdere på Læringscenter Himmerland i forbindelse med sagen 'Bæredygtig fremtid for Læringscenter Himmerland' - pkt. 22, Børne- og Familieudvalget den 3. februar 2021.

Ledelse af en specialskole
Siden marts 2020 er ledelsen af Læringscenter Himmerland varetaget af to ledere i to forskellige konstellationer; først en leder på fuldtid og en leder på 80% - og siden august 2020; en leder på fuldtid og en leder på 40%, som sideløbende også varetager ledelse på en anden af kommunens skoler. Ledelse har det seneste år været opprioritere på Læringscenter Himmerland. I perioden har elever, forældre, medarbejdere og ledere således oplevet, hvad det vil sige at have mere ledelseskraft tilknyttet stedet, og et
fortsat behov for ledelsesmæssig sparring og støtte tæt på underbygges af arbejdsgruppens drøftelser og perspektiver fra hhv. Handicaprådet, forældrebestyrelse og medarbejdere. I det følgende skitseres den ledelsesmæssige opgave og kompleksitet, der karakteriserer ledelse af en specialskole som Læringscenter Himmerland med henblik på at forelægge behovet for ledelseskraft.

Pædagogisk ledelse - børn og unge med særlige behov
Ledelsesopgaven på en specialskole som Læringscenter Himmerland er en anderledes og mere kompleks opgave end ledelse i almenskolen. Kompleksiteten i forhold til Læringscenter Himmerlands målgruppe er høj, og frekvensen af situationer og opgaver, som kræver ledelsesmæssig involvering og sparring på lederniveau, er markant højere end i almenskolen. Målgruppens særlige behov gør, at ledelsesopgaven på specialområdet derfor ikke direkte kan sammenlignes med almenområdet, da alt foregår på særlige vilkår med alle indskrevne børn.

På en specialskole som Læringscenter Himmerland opstår der ofte situationer, som kræver både ‘her og nu’-handling og ledelsesbeføjelse at skulle håndtere. Arbejdsgruppen understreger derfor vigtigheden af, at ledelse ikke er på distancen, men at ledelse af Læringscenter Himmerland kræver både fysisk og mental tilstedeværelse, da kompleksiteten forudsætter, at man har en stærk føling med stedet, børnene, forældrene og medarbejderne.

Ledelsen af en specialskole kræver en faglig specialiseret pædagogisk viden for at kunne træffe de gode beslutninger til gavn for børnene og til at vejlede og støtte personalet i at håndtere målgruppen på bedste vis. Det arbejde er sårbart, som alene leder. Der er et behov for at kunne drøfte og sparre omkring dilemmaer og få forskellige ledelsesperspektiver på den angivne kompleksitet med henblik på at sikre god kvalitet i ledelse og et godt undervisning- og arbejdsmiljø. Frekvensen af den pædagogisk sparring vurderes særlig høj på grund af målgruppen.

Medarbejdere og forældre fremhæver det ledelsesmæssige nærvær og den fysiske tilstedeværelse som vigtigt for både børn, forældre og medarbejdere, bl.a. i forhold til at have en fornemmelse for børnene, og for hvad der er på spil 'ude på gulvet'. Medarbejderne understreger, at tilgængeligheden giver en oplevelsen af ro og tryghed, som påvirker arbejdsmiljøet positivt. Forældrene påpåger, det er anderledes følelsesmæssigt at være forældre til et barn med udfordringer, hvorfor en synlig ledelse, forståelse og empati i hverdagen, hvor ledelsen også formår at se bagom situationer med børnene, er særlig vigtig. I forældresamarbejdet ligger således også flere opgaver på en specialskole, som ledelsen er direkte involveret i.

Organisatorisk ledelse - målgrupper, tilbud og lovgivning
På Læringscenter Himmerland øges kompleksitet af de flere forskellige tilbud; to specialspor (F- og P-spor), SFO, STU og børnehave, hvor der er tale om både forskellige specialtilbudstyper, forskellige lovgivninger, og fem forskellige målgrupper, som der skal navigeres inden for og ledes ind i. Det betyder, at der er mange opgaver omkring børn, forældre og medarbejdere, som fylder tidsmæssigt og rummer et særligt stort behov for ledelsesmæssig støtte og sparring; både leder-leder, leder-forældre og leder-medarbejder.

Derudover er der mange netværksmøder og eksterne samarbejder (PPR, Center Familie Handicap, UU m.fl.) omkring alle børn, som kræver høj ledelsesmæssig involvering, særlig viden om børnene, ressourcer i relation til kontakt, koordinering og deltagelse. Sådanne møder og samarbejder kræver ofte ledelsesfokus og -involvering i forbindelse med forberedelse, mødeledelse og efterbehandling, som for eksempel handleplaner, social faglige indsatser, opfølgning med forældre, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Medarbejdere på Læringscenter Himmerland fremhæver behovet for ledelsessparring og -støtte i forbindelse med netværksmøder og på teammøder, da ledelsesmæssige inputs er givtige i forhold til det pædagogiske arbejde på en specialskole (jf. Høringsvar, bilag).

Personaleledelse og administrativ ledelse
Personaleledelse og den administrative ledelse er i forhold til ledelsesopgaven og ledelsestid mere genkendelig og sammenlignelig med almenområdet. Grundlaget for at legitimere øget ledelsestid på Læringscenter Himmerland findes derfor i den ikke-sammenlignelige kompleksitet beskrevet i de to ovennævnte områder.

Arbejdsgruppens anbefaling
Arbejdsgruppen vurderer på baggrund heraf, at den kompleksitet, der er i ledelsen af et specialtilbud som Læringscenter Himmerland, kræver øget ledelse, ledelsessparring tæt på og derfor en anden ledelsesmæssig konstruktion end én leder. Arbejdsgruppen anbefaler, at ledelsesstrukturen på Læringscenter Himmerland øges til 1,5 lederstilling for skole- og børnehavedelen samt SFO. Arbejdsgruppen understreger behovet for øget ledelsesmæssig støtte, sparring og nærvær på Læringscenter Himmerland og kommer ikke med sin anbefaling til finansieringen af løsningen.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Familieudvalget

På Børne- og Familieudvalgsmødet den 3. februar 2021 blev det politisk besluttet at fastholde den nuværende placering af Læringscenter Himmerland. I analysen af en bæredygtig fremtid for Læringscenter Himmerland blev det påpeget, at situationen med kun én leder vil medføre mangel af nær ledelsessparring- og støtte. Anbefalingen lød derfor, at der blev arbejdet videre med at finde konkrete bud på løsningen af den ledelsesmæssige opgave. Hermed fremlægges bud på løsning og finansiering af ledelsesopgaven med henblik på politisk drøftelse og beslutning.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget træffer beslutning om


- hvorvidt forslaget skal sendes i høring i dagtilbuddenes bestyrelser,bestyrelsen ved Læringscenter Himmerland og Handicaprådet med høringsfrist den 31. maj


Økonomi

Afhænger af hvilket scenarie, der skal arbejdes videre med. Såfremt der arbejdes videre med at oprettet et tiilbud i tilknytning til en almen børnehave vil det med de forslåede kvadratmeter koste 3,9 millioner kr., såfremt det sker i forbindelse med, at der bygges en ny børnehave i Støvring eller Skørping.

Sagsfremstilling

I forbindelse med analysen om at sikre et bæredygtigt Læringscenter Himmerland blev det anbefalet, at der skulle udarbejdes en yderligere undersøgelse af, hvordan et specialiseret dagtilbud bedst organiseres i fremtiden. Dette bl.a. med baggrund i det lave børnetal i børnehaven, som nødvendigvis må indtænkes i overvejelserne omkring børnehavens fremtid. I februar 2021 blev det besluttet, at Læringscenter Himmerlands skoledel skulle forblive som en specialskole placeret i Skibsted.


Rebild Kommune har tidligere stået i en situation, hvor kommunen nedlagde en specialgruppe på børnehaveområdet, da der grundet meget få børn ikke var grundlag for at opretholde specialgruppen, som lå i tilknytning til en almen børnehave. Som kommune er man ikke forpligtet til at råde over et specialiseret dagtilbud for børnehavebørn i målgruppen for § 32. Kommunen skal dog kunne tilvejebringe et tilbud til de børn, der har behov, hvilket kan ske ved at købe pladser i nabokommuner.


I forbindelse med, at Rebild Kommune igen åbnede en specialbørnehave i kommunen i august 2016, blev det dengang vurderet, at der ville være plads til 8-10 børn i tilbuddet, og at dette ville være et realistisk omfang på længere sigt. Børnetallet har svinget mellem 2 til 7 børn i tilbuddet siden oprettelsen af tilbuddet. Gennemsnittet har været omkring 4 børn. Dette tal svinger meget og er vanskelige at forudsige. Da dette analysearbejde startede op for 3 måneder siden, var der 2 børn i tilbuddet, nu er der 4 børn og der er et par børn under udredning, der kan være i målgruppen hertil.


Analyse er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Læringscenter Himmerlands børnehave, PPR, dagtilbudslederne samt Center Børn og Unge. Herudover har arbejdsgruppen i løbet af processen bl.a. inddraget og holdt møder med Handicaprådet, specialtilbud, samt nuværende og tidligere forældre til børn på LCH børnehavedel. Desuden er der indhentet input fra Det Centrale Visitationsudvalg.

Arbejdsgruppen har analyseret på målgruppen, forskellige scenarier for et specialtilbud i Rebild Kommune og endvidere undersøgt muligheden for at købe pladser i andre kommuner.


I alle scenarier er det påtænkt at fastholde kommunens inkluderende tankegang i forhold til udviklende fællesskaber, hvor det altid vurderes hvorvidt et barn i målgruppen for § 32 kan forblive i det nuværende dagtilbud med støtte og fortsat sikre en god trivsel og udvikling for det enkelte barn. Dette fokus betyder også, at der ikke foreslås konkrete modeller som i andre kommuner, hvor alle børn i målgruppen for et § 32 tilbud samles i et tilbud i kommunen. Denne model har fordele, men er grundlæggende modsat den mere inkluderende tankegang, der er og har været på dagtilbudsområdet i Rebild Kommune og med succes.
Arbejdsgruppen har endvidere fokuseret på, at det er essentielt, at der er tale om en individuel vurdering af hvert enkelt barn, da der er meget stor variation i de udfordringer og vanskeligheder børnene har.


Målgruppe for et specialiseret dagtilbud

Arbejdsgruppen har udarbejdet et forslag til en ny målgruppebeskrivelse, som reelt er gældende i alle 3 scenarier. Der er i arbejdsgruppen enighed om, at målgruppebeskrivelsen på den ene side skal være specifik og på den anden side bred, således den i stor udstrækning kan rumme de børn fra Rebild, der har behov for et specialiseret dagtilbud. Samtidig skal det fortsat være muligt, at et barn kan visiteres til et meget specifikt og specialiseret tilbud udenfor kommunen, hvis det vurderes, at kommunens eget tilbud ikke kan sikre barnets udvikling og trivsel.


Det specialiserede dagtilbud er et tilbud til børn i alderen 0-6 år, hvor barnet har et funktionsniveau, som kræver vedvarende specialpædagogisk støtte gennem hele dagen. Det er et tilbud til børn med betydelig udviklingsmæssige forsinkelser af både generel og specifik karakter. Det kan være børn med symptomer på en psykisk udviklingsforstyrrelse eller en gennemgribende udviklingsforstyrrelse - eksempelvis autismespektrum forstyrrelser, tilknytningsforstyrrelse, cerebral parese, kromosomfejl eller børn med særlige syndromer, som generelt har behov for særlig specialpædagogisk støtte på grund af nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne. Såfremt børnene derudover har væsentlige multiple funktionsnedsættelser gives der en udvidet takst.


3 scenarier

1: Specialiseret dagtilbud på LCH, hvor målgruppen opdateres

2: Specialiseret dagtilbud på LCH, hvor målgruppen opdeles i 2, hvor den ene flyttes over på skoledelen

3: Oprette et specialiseret dagtilbud i tilknytning til en almen børnehave


1: Specialiseret dagtilbud på LCH, hvor målgruppen opdateres

I dette scenarie fastholdes børnehaven i de nuværende rammer, hvor tilbuddet er placeret sammen med kommunens specialskole. Målgruppen er udvidet og tilpasset til de behov der ses p.t. for børn fra Rebild Kommune, der har et behov for et specialiseret dagtilbud.
Ved at fastholde tilbuddet i tilknytning til kommunens specialskole gives der mulighed for at fastholde, opbygge og bevare de specialpædagogiske kompetencer, som er nødvendige for netop denne målgruppe. Desuden giver det mulighed for at sikre færre skift for de børn, der visiteres til specialdagtilbuddet, og som ligeledes er i målgruppen for skoledelen på Læringscenter Himmerland. En fastholdelse af det nuværende tilbud betyder også, at de nuværende børn i tilbuddet ikke skal flyttes.

Ulempen er, at tilbuddet fortsat ikke ligger i tilknytning til et alment tilbud, hvor der er mulighed for, at børnene kan spejle sig i flere jævnaldrende børn. Der vil dog fortsat være mulighed for spejling med børnene på skoledelen, som for en del af målgruppen vil være relevant.
En anden ulempe er den yderlige placering i kommunen. Dette har dog via drøftelser med nuværende og tidligere forældre samt handicaprådet vist sig ikke at være så afgørende en faktor. Deres vurdering er, at dette betyder rigtig meget i en opstart, da det for forældrene virker uoverskueligt, men generelt er oplevelsen at langt de fleste børn hurtigt finder sig til rette i dette og ikke mærker, om de kører med taxa i en kort eller lidt længere periode.


2: Specialiseret dagtilbud på LCH, hvor målgruppen opdeles i 2, hvor den ene gruppe flyttes over på skoledelen

I dette scenarie opdeles børnehavens målgruppe i to forskellige grupper, henholdsvis børn med multiple funktionsnedsættelser og børn med psykiske udviklingsforstyrrelser. Børn med multiple funktionsnedsættelser flyttes over i lokaler på skoledelen i tilknytning til F-sporet på skolen, hvor der i forvejen findes nogle gode rammer og faciliteter til netop denne gruppe.

Dette scenarier vil være med til at specialisere tilbuddet, da børnene med multiple funktionsnedsættelser i højere grad vil kunne profitere heraf, da hjælpemidler og træningsredskaber er tilgængelige. Endvidere vil der kunne være et større personalemæssigt fokus på sparring og kompetenceudvikling, ved at gruppen med multiple funktionsnedsættelser var samlet. Løsning vil give lidt mere volumen til f-sporet og sikre gode kompetencer, sparring og ekspertise, som der kan bygges videre på. (På nuværende tidspunkt forventes der at være 4-5 børn på F-sporet på skoledelen næste skoleår).

De børn der fortsat vil være tilbage i det nuværende børnehus vil i højere grad kunne få ro og fokus på deres særlige udfordringer - og dermed vil denne gruppe blive mere specialiseret.
En ulempe kan være, at i tilfælde med meget få børn i begge grupper vil der være behov for øget personale og der skal være et fokus på, at alle børn fortsat har andre børn at spejle sig i.


3. Oprette en specialiseret dagtilbud i tilknytning til en almen børnehave

I dette scenarie beskrives muligheden for at etablere et specialtilbud i tilknytning til en almen børnehave for at sætte fokus på at give mulighed for fleksibel inddragelse af børnene i almen børnehavens aktiviteter, forudsat at det sker med den rette støtte og ud fra den enkeltes forudsætninger. Omvendt skal det understreges, at mange af børnene i denne målgruppe (afhængig af deres specifikke udfordring) har et stort behov for skærmning fra udefrakommende indtryk, for at sikre deres trivsel og udvikling.

Konkret foreslår arbejdsgruppen, at dette scenarie indtænkes i forhold til, at der skal bygge en ny daginstitution i Støvring eller Skørping, hvis det besluttes at bygge ny institution her jævnfør sag om kapacitet på 0-6 års området i Skørping.

Dette scenarie med et specialtilbud placeret i samme hus som almen børnehave vil give øget mulighed for at øget inklusion og spejling med almenområdet i det omfang, som det enkelte barn kan profitere deraf. Eksempler kunne være besøg på hinandens stuer samt at indgå i fælles aktiviteter og arrangementer.
En anden fordel ved denne løsning er, at der for forældre med et barn med et så specialiseret et behov kan det være nemmere at acceptere og forholde sig til, hvis specialtilbuddet ligger sammen med en almen børnehave. Ved at tilknytte specialbørnehaven til en almen børnehave skabes der også potentiale for samarbejde mellem almen og specialdelen, som begge kan profitere af. Ved at placere specialtilbuddet i tilknytning til en almen børnehave, vil man i højere grad have mulighed for at understøtte Rebild Kommunens vision om udviklende fællesskaber.


Endelig vil en placering i Støvring eller Skørping betyde, at tilbuddet ligger mere centralt og dermed i udgangspunktet betyde kortere afstand for børnene (der vil være forskel alt efter hvor det enkelte barn bor). For børnene fra LCH vil en flytning betyde, at de skal omstille sig til en anden virkelighed, som bl.a. følger af, at de vil være omgivet af flere børn. Præcis hvor meget dette vil kræve af det enkelte barn er svært at sige, men for nogle børn kan det være en længerevarende proces.
Grundet målgruppen, stilles der nogle helt særlige krav til de bygningsmæssige rammer. Her vil der bl.a. skulle indtænkes behovet for skærmning, toiletfaciliteter, træningsfaciliteter, lagerplads mm. Der skal således ikke alene være mulighed for, at børnene kan være fysisk adskilt fra almen-børnene, når der er behov for det, det vil også være nødvendigt at tænke i skærmning for lyd- og andre sanseindtryk. Dette gælder både inde- og på legepladsen.


En tilbygning til den nye institution vil anslået koste ca. 3,9 mio. kr., hvis det sker i forbindelse med, at der bygges ny institution i Støvring. Såfremt kapacitetsudfordringerne i Skørping ligeledes kræver at der bygges ny institution vil forvaltninge pege på, at det ligeledes kunen være en mulighed. Såfremt der skal bygges til ved en eksisterende institution vil koste ca. yderligere 10 procent, dvs. 4,3 mio. kr.

Arbejdsgruppens anbefalinger

Arbejdsgruppen anbefaler, at der fortsat skal være en meget inkluderende model for hele § 32 området i Rebild Kommune, hvor der altid kigges meget individuelt på det enkelte barn for at sikre det rette tilbud. Der skal altid først kigges på, om det er muligt at lave et særligt tilrettelagt tilbud i det lokale dagtilbud og derefter på et mere specialiseret dagtilbud. Arbejdsgruppen foreslår, at der fortsat skal være et specialdagtilbud i kommunen, da erfaringerne viser, at behovet løbende ændrer sig, og det er nødvendigt, at der er stor fleksibilitet, således tilbuddet kan tilpasse de enkelte børn.


Yderligere anbefalinger

- at der oprettes et kommunalt netværk ift. § 32 for det personale der arbejder med § 32 børn både i almen dagtilbud, specialdagtilbud og PPR

- at der arbejdes videre med en formalisering af forældre-til-forældresparring til de forældre, der får et barn i målgruppen til § 32


Høring

En beslutning om ændring bør forinden sendes i høring ved dagtilbuddenes bestyrelser, bestyrelse på læringscenter Himmerland samt Handicaprådet. Forvaltningen foreslår en høringsfrist d. 31. maj 2021, således sagen kan nå at blive politisk behandlet i juni måned.


Resume

Sagen afgøres i: Børne- og familieudvalget


Kort analyse af forskellige muligheder for organisering af specialdagtilbud for de 0-6 årige i Rebild Kommune. Analysen er en udløber af arbejdet med en bæredygtig fremtid for Læringscenter Himmerland, hvor der blev besluttet at kigge særskilt på børnehavedelen. Der præsenteres 3 forskellige scenarier som foreslås sendt i høring i bestyrelser på dagtilbud, Læringscenter Himmerland og handicaprådet.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget


- beslutter at der skal laves en analyse af kapaciteten for skolerne i Støvring

- drøfter mulige input til scenarier, der skal indgå i kommissoriet for analysen

Økonomi

Hvis etape 2 på Karensmindeskolen skal tages i brug fra skoleåret 28/29, skal anlægbudgettet frigives senest i 2026.

Vurderingen ved den tidligere kapacitetsanalyse i 2018 var, at etape 2 vil medføre en anlægsudgift på 26 mio. kr.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0