Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om, at kravet om helårsboliger fjernes fra rammerne i udkast til Kommuneplan 2021 med undtagelse af ovenstående 5 rammer.

Økonomi

Ingen

Sagsfremstilling

Ved langt de fleste rammer i Kommuneplan 2017, som giver mulighed for boliger, er der krav om, at det er helårsbeboelse.


Der er ikke differentieret mellem byzonebyerne og landsbyerne, eller om det er rene boligområder eller centerområder.


Når forholdet reguleres har kommunen pligt til at håndhæve dette, hvilket kan være vanskeligt og kræve allokering af en del ressourcer hertil.


Som en del af revurderingen af Rammerne i Kommuneplan 2021 forslår forvaltningen, at kravet om helårsbeboelse fjernes ved stort set alle rammer i Kommuneplan 2021. Det vil stadig være muligt i lokalplanlægningen at stille krav om helårsbeboelse, hvis dette ønskes. Alle eksisterende lokalplaner med krav om helhedsboliger vil stadig være gældende.


Kun ved 5 rammer 02.B211, 10.LB130, 14.LB621, 14.LB861 og 15.LB1 opretholdes kravet om helårsboliger. De 3 første er for jordbrugsparceller i Bælum, Suldrup og Hjedsbæk. De 2 sidste er for Himmerlandsbyen i Aarestrup og den tidligere Lynghøj Efterskole mellem Støvring og Guldbæk, som er blevet omdannet til boliger.


Forvaltningen er ikke bekendt med, at der skulle være problemer i nogle af byerne, med at mange boliger bliver brugt som fritidshuse og derfor står tomme dele af året.


Den by, hvor forvaltningen vurderer, at der kunne være størst problem med, at boligerne bliver brugt som fritidshuse, er Rebild. Rebild ligger meget naturskønt tæt ved Rebild Bakker og Rold Skov. Byen har meget begrænset udvidelsesmulighed, og er ikke særlig stor. Begynder en større del af boligerne at blive brugt til fritidshuse, kan den hurtige få præg af en sommerhus by qua byens begrænsede størrelse. Forvaltningen har gennemgået, hvor grundejerne bor, og vurderer ud fra dette, at der måske er 5-10 boliger i Rebild, der bliver brugt som fritidsboliger. Der er ca. 260 boliger i Rebild. Ud af de 260 ligger kun 4 indenfor en lokalplan, som stiller krav om helårsbeboelse.


Skørping og Støvring kan på sigt blive udfordret i forhold til, om der er nye arealer, som kan inddrages til boliger. Det vurderes imidlertid, at de 2 byer i højere grad er typiske bosætningsbyer, hvor der kun i begrænset omfang vil være interesse i fritidsboliger. I hvert fald ikke et omfang, der kan få indvirkning på byernes funktion som bosætningsbyer, eller om der kan opretholdes et passende offentligt serviceniveau, fx skoler.


Det vurderes derfor, at det ikke er nødvendigt at regulere forholdet omkring helårsboliger. Hvis forholdet reguleres, vil kommunen have pligt til at håndhæve lokalplanen, hvis vi bliver opmærksomme på, at en bolig bliver brugt som fritidsbolig. Det kan imidlertid være svært at opdage, da boligen sikkert stadig er registreret som en helårsbolig i forhold til skat, og bare fordi der ikke er registreret nogen beboere på ejendommen i folkeregisteret, betyder det ikke nødvendigvis, at den bliver brugt som fritidsbolig. Nogle kan have dobbelt husførelse, og boligen kan også bare stå tom. Vi kan ikke med lokalplanen kræve, at der er nogen, som bor i boligen.


Hvis det ønskes, at der differentieres mellem byerne, vurderes det, at Rebild og Skørping vil være mest oplagte i forhold til fremover at kræve helårsbeboelse.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik og Miljøudvalget


Forvaltningen anmoder om stillingtagen til, om der i rammerne i Kommuneplan 2021 fortsat skal stilles krav om, at boliger skal være helårsbeboelse.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget træffer beslutning om, at der meddeles afslag på ansøgning om dispensation fra forblivelsespligten.

Økonomi

Ingen

Sagsfremstilling

Ejeren ønsker at installere en varmepumpe, for derved at spare på varmeudgiften.


Ejeren havde i 2019 en udgift til fjernvarme på ca. 41.000 kr. Den høje varmepris er som følge af, at huset er på 472 m2.


Ejer har indhentet et tilbud på installation af en varmepumpe. Ejer vurderer, at de kan spare ca. 17.000 kr. om året. Heri er ikke medregnet udgift til reservedele mv., da ejer ikke kender udgiften til disse. Ud fra Energistyrelsens Teknologikatalog for individuelle opvarmningsanlæg vurderes det, at reservedelene vil koste ca. 500 kr. om året.


Der er heller ikke medregnet udgift til fjernelse af fjernvarmeinstallationen, ledninger mv., hvilket varmeværket vurderer koster ca. 32.000 kr. Ejer mener ikke, at varmeværket kan kræve, at de skal betale for fjernelse af ledninger mv. Det fremgår dog af varmeværkets vedtægter, at det er grundejer, som skal betale for fjernelsen.


I sidste ende vil ejer nok stadig kunne spare omkring 15.000 kr. om året alt efter, hvor mange år udgiften til fjernelse af fjernvarmeledningerne spredes ud over.


Den manglende indtjening for varmeværket vil betyde, at de faste driftsomkostninger skal dækkes af de resterende forbrugere. Varmeværket forventer umiddelbart, at den manglende afsætning til Mellemvang 2 kan dækkes af de nye forbrugere på Cirkelslaget m.fl. Det vil dog samlet set være billigere des flere forbrugere, der aftager varme. Øster Hornum Varmeværk har i 2020 en varmepris på 16.130 kr. for et 130 m2 hus med et forbrug på 18,1 MWh, hvor landsgennemsnittet er på 14.445 kr.


Teknik og Miljøudvalget godkendte d. 16.08.2017 et administrationsgrundlag for håndhævelse af tilslutnings- og forblivelsespligt. Heraf fremgår det, at det forhold, at der er installeret et alternativt energianlæg baseret på vedvarende energi, vil ikke i sig selv

medføre en dispensation fra tilslutningspligten. Der vil derimod blive set positivt på brug af overskudsvarme eller efterisolering af eksisterende bebyggelse, så det opfylder kravene til lavenergibebyggelse, hvilket dog ikke gør sig gældende i dette tilfælde. Det fremgår endvidere, at det forhold at der kan etableres en billigere individuel opvarmningskilde vil som udgangspunkt ikke berettige en dispensation fra tilslutningspligten.


Boligen er på 472 m2. Der er ikke mange boliger i Øster Hornum af tilsvarende størrelse indenfor områder pålagt tilslutnings- eller forblivelsespligt. Ud fra BBR vurderes det, at der kun er 2 énfamilieshuse over 400 m2 og 2 på mellem 300 og 400 m2.


Kommunen har haft flere ansøgninger om dispensation fra tilslutnings- eller forblivelsespligten. Men har afvist ansøgningerne, når begrundelsen alene har været, at der kunne etableres en billigere individuel opvarmningskilde. Besparelsen har dog typisk kun ligget på 5.000 kr. eller mindre. En besparelse på 15.000 kr. er noget højere, men der er også tale om et stort hus. Den gennemsnitlige parcelhusstørrelse i Rebild Kommune er ca. 160 m2.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget


Ejeren af Mellemvang 2 i Øster Hornum har søgt om dispensation fra forblivelsespligten til fjernvarme.


Ejendommen er pålagt forblivelsespligt til fjernvarme ved deklaration af den 10.03.1994. Jf. tilslutningsbekendtgørelsens § 17 kan kommunen i særlige tilfælde beslutte, at eksisterende bebyggelse, der er pålagt forblivelsespligt, skal fritages for pligten.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0