Sagsfremstilling
En principafgørelse i en anden kommune har i Ankestyrelsen afgjort, at kommunerne ikke må udelukke muligheden for bevilling af omfattende oprydning og hovedrengøring til hjemmeboende borgere med nedsat funktionsevne. Der skal ske en konkret vurdering af borgerens behov og en vurdering af, om der er tale om en nødvendig praktisk opgave, som er en naturlig del af at have et hjem.
Borgervisitationen har tidligere givet afslag på ansøgninger om hovedrengøring, men Ankestyrelsens principafgørelse betyder, at Borgervisitationen skal vurdere borgerens behov, og principafgørelsen betyder, at der i nogle tilfælde vil blive bevilget hovedrengøring i borgerens hjem.
Målgruppe og formål
Vanlig rengøring til hjemmeboende borgere bevilges efter Lov om Social Service § 83. Indsatsen bevilges til borgere, der ikke selv er i stand til at udføre opgaven på grund af midlertidig eller varig fysisk og/eller psykisk nedsat funktionsevne og/eller særlige sociale problemer. Hjælpen skal medvirke til, at borgeren med funktionsnedsættelse kan fungere i sin aktuelle bolig og skal sigte mod at gøre borger i stand til at klare sig selv eller til at klare så mange opgaver selv som muligt. Vanlig rengøring til hjemmeboende borgere bevilges efter behov og som udgangspunkt hver 14. dag. Borgerne kan få hjælp til rengøring af daglige opholdsrum svarende til en 2-rums bolig.
Hovedrengøring er en ekstra indsats, der kan bevilges til borgere, der i forvejen modtager hjælp til rengøring. Formålet med hovedrengøring er, at borger kan opretholde den vanlige selvstændighed, det vanlige funktionsniveau og skal understøtte borgers vanlige livsførelse. Hovedrengøring udføres kun i daglige opholdsrum svarende til en 2-rums bolig.
Indhold og vurdering af behov for hovedrengøring
Efter en konkret, individuel vurdering af borgerens behov skal Borgervisitationen foretage en konkret afvejning af, om den ønskede ekstra hjælp er nødvendig som en naturlig del af det at have et hjem. Hovedrengøring kan f.eks. være hjælp til større oprydningsopgaver og hovedrengøring, som kun skal ske én eller få gange om året. Det kan være opgaver som f.eks. vask af skabe, paneler eller dørkarme, vask eller afkalkning af fliser i badeværelse, afrimning af fryser, nedfejning af spindelvæv mv.
Det er vigtigt, at der er tale om opgaver, som ligger i tæt tilknytning til de huslige og praktiske opgaver, som er en naturlig del af at bevare hjemmet. Praktiske opgaver, der ikke er nødvendige eller opgaver, der forudsætter en særlig viden, ekspertise eller uddannelse, som ligger ud over, hvad der kan forventes udført af en hjemmehjælper, kan ikke bevilges.
Det er også en forudsætning, at hjælpen kan udføres på forsvarlig vis af leverandøren.
Serviceniveau for hovedrengøring
Det er forskelligt, hvordan serviceniveauet udmøntes i landets kommuner, og flere kommuner tilbyder endnu ikke hovedrengøring.
I Jammerbugt og Vesthimmerlands kommuner, som vi normalt samarbejder og sammenligner os med, er serviceniveauet som følgende.
I Jammerbugt Kommune bevilges hovedrengøring til borgere, hvis funktionsniveau kan kategoriseres som enten svært eller totalt begrænset. Samtidig skal borger være berettiget til hjælp til personlig pleje og omfattende hjælp til ernæring. Hjælpen leveres én gang årligt og er af max. 2 timers varighed og er en engang-indsats.
Serviceniveauet i Vesthimmerlands Kommune er det samme, og her er målgruppen afgrænset yderligere til borgere, hvis funktionsniveau er totalt begrænset.
Erfaringerne fra begge kommuner er, at bevillinger af hovedrengøring ikke har et stort omfang.
Til orientering bevilger Rebild Kommune allerede ekstra rengøring i situationer, hvor det skønnes nødvendigt for, at borger og personale kan opholde sig sundhedsforsvarligt i boligen. Vi har dog ikke benævnt indsatsen som ’Hovedrengøring’. Der findes hjem, hvor vi ugentligt eller hyppigere yder en ekstra rengøringshjælp.
Lovgivning
Lovgivningen foreskriver, at kommunen skal tilbyde hovedrengøring efter en konkret, individuel vurdering af borgers behov. Serviceniveauet er imidlertid op til den enkelte kommunalbestyrelse at fastsætte. Både Jammerbugt og Vesthimmerlands Kommune har vurderet, at deres serviceniveau imødekommer lovens rammer og muligheder ud fra den logik, at den vanlige rengøringshjælp er tilstrækkelig til at opretholde borgers vanlige selvstændighed, funktionsniveau og livsførelse.
Forvaltningen forslår, at Rebild Kommune læner sig op ad serviceniveauet i Vesthimmerlands Kommune, hvor hovedrengøring bevilges borgere med et totalt begrænset funktionsniveau som en éngangsindsats som udgangspunkt med et års mellemrum, hvilket betyder en ændring af den nuværende kvalitetsstandard for rengøring. Indsatsen bevilges efter en konkret individuel vurdering.
Forslaget om ændring af kvalitetsstandarden for rengøring anbefales sendt i høring ved Ældrerådet, Handicaprådet og Sektor MED Pleje og Omsorg med høringsfrist d. 25.09.2020.
Når forslaget har været i høring, behandles sagen politisk med henblik på, at der træffes beslutning om den forslåede ændring af kvalitetsstandarden for rengøring.Økonomi
Det vurderes at medføre ganske få udgifter til visiterede timer i plejen til hovedrengøring, idet vi i praksis allerede yder hjælp til ekstra rengøring jf. det foreslåede serviceniveau.
Hjemmeplejen vil få flere udgifter til visiterede timer til praktisk hjælp. En del borgere bruger i dag deres klippekort til hovedrengøring.
Udgiften finansieres af myndighedspuljen.
For overblikkets skyld kan det oplyses, at der pr. medio maj er 492 borgere visiteret til rengøring i Rebild Kommune. Udviklingen i omfanget af bevillingsniveau for hovedrengøring følges nøje, og hvis der iagttages en øget bevilling af ydelser udover det forventede; vil sagen genoptages til fornyet politisk behandling.
Til gengæld vil det medføre en øget ressourcetræk i borgervisitation, da en ansøgning om hovedrengøring skal vurderes konkret og individuelt. Tidligere har borgervisitation afslået ansøgninger om hovedrengøring med baggrund i kommunens serviceniveau. Det antages, at der fremover vil komme flere henvendelser, som dermed vil betyde, at borgervisitation skal anvende flere ressourcer til sagsbehandling.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget sender forslaget om ændring af kvalitetsstandard for rengøring i høring hos Ældrerådet, Handicaprådet og Sektor MED Pleje og Omsorg
Beslutning fra Sundhedsudvalget, 11. august 2020, pkt. 76:
Godkendt.
Supplerende sagsfremstilling til Sundhedsudvalgets møde 3. november 2020:
Forslaget om ændring af kvalitetsstandard for rengøring har været sendt i høring hos Ældrerådet, Handicaprådet og Sektor MED Pleje og Omsorg. Der er modtaget høringssvar fra alle. Høringssvarene samt en kommenteret oversigt med forvaltningens bemærkninger er vedhæftet som bilag på sagen.
Ældrerådet har taget den reviderede kvalitetsstandard til efterretning. Det samme har SektorMED Pleje og Omsorg, som gerne vil have udskiftet betegnelsen ”hjemmehjælper” med en anden ordlyd, da der peges på én bestemt faggruppe. Betegnelsen ændres til medarbejdere.
De indkomne bemærkninger og perspektiver fra Handicaprådet bliver indarbejdet i bevillingspraksis.
Forvaltningen anbefaler, at den forslåede ændring omkring hovedrengøring indarbejdes i den nuværende kvalitetsstandard for rengøring således, at følgende tekst bliver tilføjet: Hovedrengøring kan bevilges borgere med et totalt begrænset funktionsniveau som en éngangsindsats som udgangspunkt med et års mellemrum. Indsatsen bevilges efter en konkret individuel vurdering.
Kvalitetsstandarden for rengøring er vedhæftet som bilag på sagen, og den nye tekst er markeret med rød skrift.