Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at kvalitetsstandarden for rengøring godkendes med den tilføjede tekst omkring hovedrengøring

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 3. november 2020, pkt. 118:

Sundhedsudvalget indstiller overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at ændringen af kvalitetsstandarden for rengøring godkendes med den tilføjede ændring omkring hovedrengøring.Allan Jæger deltog ikke i behandlingen af sagen.

Sagsfremstilling

En principafgørelse i en anden kommune har i Ankestyrelsen afgjort, at kommunerne ikke må udelukke muligheden for bevilling af omfattende oprydning og hovedrengøring til hjemmeboende borgere med nedsat funktionsevne. Der skal ske en konkret vurdering af borgerens behov og en vurdering af, om der er tale om en nødvendig praktisk opgave, som er en naturlig del af at have et hjem.

Borgervisitationen har tidligere givet afslag på ansøgninger om hovedrengøring, men Ankestyrelsens principafgørelse betyder, at Borgervisitationen skal vurdere borgerens behov, og principafgørelsen betyder, at der i nogle tilfælde vil blive bevilget hovedrengøring i borgerens hjem.

Målgruppe og formål

Vanlig rengøring til hjemmeboende borgere bevilges efter Lov om Social Service § 83. Indsatsen bevilges til borgere, der ikke selv er i stand til at udføre opgaven på grund af midlertidig eller varig fysisk og/eller psykisk nedsat funktionsevne og/eller særlige sociale problemer. Hjælpen skal medvirke til, at borgeren med funktionsnedsættelse kan fungere i sin aktuelle bolig og skal sigte mod at gøre borger i stand til at klare sig selv eller til at klare så mange opgaver selv som muligt. Vanlig rengøring til hjemmeboende borgere bevilges efter behov og som udgangspunkt hver 14. dag. Borgerne kan få hjælp til rengøring af daglige opholdsrum svarende til en 2-rums bolig.

Hovedrengøring er en ekstra indsats, der kan bevilges til borgere, der i forvejen modtager hjælp til rengøring. Formålet med hovedrengøring er, at borger kan opretholde den vanlige selvstændighed, det vanlige funktionsniveau og skal understøtte borgers vanlige livsførelse. Hovedrengøring udføres kun i daglige opholdsrum svarende til en 2-rums bolig.

Indhold og vurdering af behov for hovedrengøring

Efter en konkret, individuel vurdering af borgerens behov skal Borgervisitationen foretage en konkret afvejning af, om den ønskede ekstra hjælp er nødvendig som en naturlig del af det at have et hjem. Hovedrengøring kan f.eks. være hjælp til større oprydningsopgaver og hovedrengøring, som kun skal ske én eller få gange om året. Det kan være opgaver som f.eks. vask af skabe, paneler eller dørkarme, vask eller afkalkning af fliser i badeværelse, afrimning af fryser, nedfejning af spindelvæv mv.

Det er vigtigt, at der er tale om opgaver, som ligger i tæt tilknytning til de huslige og praktiske opgaver, som er en naturlig del af at bevare hjemmet. Praktiske opgaver, der ikke er nødvendige eller opgaver, der forudsætter en særlig viden, ekspertise eller uddannelse, som ligger ud over, hvad der kan forventes udført af en hjemmehjælper, kan ikke bevilges.

Det er også en forudsætning, at hjælpen kan udføres på forsvarlig vis af leverandøren.

Serviceniveau for hovedrengøring

Det er forskelligt, hvordan serviceniveauet udmøntes i landets kommuner, og flere kommuner tilbyder endnu ikke hovedrengøring.

I Jammerbugt og Vesthimmerlands kommuner, som vi normalt samarbejder og sammenligner os med, er serviceniveauet som følgende.

I Jammerbugt Kommune bevilges hovedrengøring til borgere, hvis funktionsniveau kan kategoriseres som enten svært eller totalt begrænset. Samtidig skal borger være berettiget til hjælp til personlig pleje og omfattende hjælp til ernæring. Hjælpen leveres én gang årligt og er af max. 2 timers varighed og er en engang-indsats.

Serviceniveauet i Vesthimmerlands Kommune er det samme, og her er målgruppen afgrænset yderligere til borgere, hvis funktionsniveau er totalt begrænset.

Erfaringerne fra begge kommuner er, at bevillinger af hovedrengøring ikke har et stort omfang.

Til orientering bevilger Rebild Kommune allerede ekstra rengøring i situationer, hvor det skønnes nødvendigt for, at borger og personale kan opholde sig sundhedsforsvarligt i boligen. Vi har dog ikke benævnt indsatsen som ’Hovedrengøring’. Der findes hjem, hvor vi ugentligt eller hyppigere yder en ekstra rengøringshjælp.

Lovgivning

Lovgivningen foreskriver, at kommunen skal tilbyde hovedrengøring efter en konkret, individuel vurdering af borgers behov. Serviceniveauet er imidlertid op til den enkelte kommunalbestyrelse at fastsætte. Både Jammerbugt og Vesthimmerlands Kommune har vurderet, at deres serviceniveau imødekommer lovens rammer og muligheder ud fra den logik, at den vanlige rengøringshjælp er tilstrækkelig til at opretholde borgers vanlige selvstændighed, funktionsniveau og livsførelse.

Forvaltningen forslår, at Rebild Kommune læner sig op ad serviceniveauet i Vesthimmerlands Kommune, hvor hovedrengøring bevilges borgere med et totalt begrænset funktionsniveau som en éngangsindsats som udgangspunkt med et års mellemrum, hvilket betyder en ændring af den nuværende kvalitetsstandard for rengøring. Indsatsen bevilges efter en konkret individuel vurdering.

Forslaget om ændring af kvalitetsstandarden for rengøring anbefales sendt i høring ved Ældrerådet, Handicaprådet og Sektor MED Pleje og Omsorg med høringsfrist d. 25.09.2020.

Når forslaget har været i høring, behandles sagen politisk med henblik på, at der træffes beslutning om den forslåede ændring af kvalitetsstandarden for rengøring.Økonomi

Det vurderes at medføre ganske få udgifter til visiterede timer i plejen til hovedrengøring, idet vi i praksis allerede yder hjælp til ekstra rengøring jf. det foreslåede serviceniveau.

Hjemmeplejen vil få flere udgifter til visiterede timer til praktisk hjælp. En del borgere bruger i dag deres klippekort til hovedrengøring.

Udgiften finansieres af myndighedspuljen.

For overblikkets skyld kan det oplyses, at der pr. medio maj er 492 borgere visiteret til rengøring i Rebild Kommune. Udviklingen i omfanget af bevillingsniveau for hovedrengøring følges nøje, og hvis der iagttages en øget bevilling af ydelser udover det forventede; vil sagen genoptages til fornyet politisk behandling.

Til gengæld vil det medføre en øget ressourcetræk i borgervisitation, da en ansøgning om hovedrengøring skal vurderes konkret og individuelt. Tidligere har borgervisitation afslået ansøgninger om hovedrengøring med baggrund i kommunens serviceniveau. Det antages, at der fremover vil komme flere henvendelser, som dermed vil betyde, at borgervisitation skal anvende flere ressourcer til sagsbehandling.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget sender forslaget om ændring af kvalitetsstandard for rengøring i høring hos Ældrerådet, Handicaprådet og Sektor MED Pleje og Omsorg

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 11. august 2020, pkt. 76:

Godkendt.


Supplerende sagsfremstilling til Sundhedsudvalgets møde 3. november 2020:

Forslaget om ændring af kvalitetsstandard for rengøring har været sendt i høring hos Ældrerådet, Handicaprådet og Sektor MED Pleje og Omsorg. Der er modtaget høringssvar fra alle. Høringssvarene samt en kommenteret oversigt med forvaltningens bemærkninger er vedhæftet som bilag på sagen.


Ældrerådet har taget den reviderede kvalitetsstandard til efterretning. Det samme har SektorMED Pleje og Omsorg, som gerne vil have udskiftet betegnelsen ”hjemmehjælper” med en anden ordlyd, da der peges på én bestemt faggruppe. Betegnelsen ændres til medarbejdere.


De indkomne bemærkninger og perspektiver fra Handicaprådet bliver indarbejdet i bevillingspraksis.


Forvaltningen anbefaler, at den forslåede ændring omkring hovedrengøring indarbejdes i den nuværende kvalitetsstandard for rengøring således, at følgende tekst bliver tilføjet: Hovedrengøring kan bevilges borgere med et totalt begrænset funktionsniveau som en éngangsindsats som udgangspunkt med et års mellemrum. Indsatsen bevilges efter en konkret individuel vurdering.


Kvalitetsstandarden for rengøring er vedhæftet som bilag på sagen, og den nye tekst er markeret med rød skrift.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

En principafgørelse i Ankestyrelsen har afgjort, at kommunerne ikke må udelukke muligheden for bevilling af hovedrengøring til hjemmeboende borgere med nedsat funktionsevne. Dette er en ændring i det nuværende serviceniveau i Rebild Kommune, og det kan betyde en øget udgift til visiterede timer.

Beslutning

Indstilles godkendt.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at samarbejdsaftalen mellem Rebild Kommune og Nørager Friplejehjem godkendes.

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 3. november 2020, pkt. 116:

Indstilles godkendt.Allan Jæger deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Den fastsatte pris for beboere på Nørager Friplejehjem, der er visiteret til en plejebolig, dækker det gældende serviceniveau i kommunen, som det fremgår af kommunens kvalitetsstandarder.

Budgettet tildeles med et fast beløb pr. år pr. belagt bolig.

Udregningerne for prisfastsættelse er lavet på baggrund af Rebild Kommunes tildelingsmodel på ældrecentrene, samt de gennemsnitlige langsigtede omkostninger, der er i Rebild Kommune til at drifte et ældrecenter.


Prisfastsættelsen og dermed taksten er opdelt i servicelovsydelser og sundhedslovsydelser. Af samme årsag afregnes de månedlige ydelser også i hhv. servicelovsydelser og sundhedslovsydelser.


Nørager Friplejehjem afregner selv udgifter til sygeplejeartikler, der tildeles fast ramme pr. belagt bolig ud fra andel af sygeplejeartikel-budget som ældrecentrene i Rebild Kommune.

Nørager Friplejehjem afholder selv eventuelle udgifter til ledige boliger.


Forvaltningen giver på mødet en orientering om status for indflytning på Nørager Friplejehjem og processen med lukning af Nørager Ældrecenter.

Sagsfremstilling

Danske Diakonhjem, Nørager Friplejehjem og Rebild Kommune indgår en samarbejdsaftale, der beskriver en række samarbejdsrelationer mellem kommunen og friplejehjemmet. Samarbejdsaftalen skal bl.a. sikre, at Rebild Kommunes kvalitetsstandarder imødekommes på Nørager Friplejehjem. Samarbejdsaftalen træder i kraft 1. november.

Samarbejdsaftalen beskriver en række procedurer og arbejdsgange vedrørende forskellige forhold, hvor dette er vurderet hensigtsmæssigt, blandt andet fordi lovgivningen ikke er tilstrækkelig hertil. Samarbejdsaftalen er dermed medvirkende til at sikre forventningsafstemning mellem Nørager Friplejehjem og Rebild Kommune vedrørende de beskrevne procedurer.

Samarbejdsaftalen omhandler udelukkende samarbejdet mellem Rebild Kommune og Nørager Friplejehjem. Rebild Kommune forpligter sig ikke til at garantere et bestemt antal borgere til Nørager Friplejehjem. Antal borgere er alene bestemt af visiterede borgeres valg af leverandør og leverandørens accept her af.

Der afholdes samarbejdsmøder årligt eller i øvrigt efter behov. På baggrund heraf kan samarbejdsaftalen justeres. Aftalen kan opsiges helt eller delvist med 6 måneders varsel af en af parterne.

Rebild Kommune og Danske Diakonhjem kan, for så vidt angår punktet vedr. medflyttende ægtefælle, ikke finde til enighed, hvorfor nærmere afklaring er aftalt mellem parterne, og punktet udestår til endelig forhandling. Nørager Friplejehjem vil indtil endelig afklaring er sket, blive afregnet jf. Rebild Kommunes tildelingsmodel for ældrecentre, og en evt. merbetaling vil ske med tilbagevirkende kraft.

For at sikre en smidig og optimal dokumentation og kommunikation mellem kommunen og friplejehjemmet, stiller Rebild Kommune vederlagsfrit sit elektroniske omsorgsjournalsystem til rådighed for Nørager Friplejehjem. Medarbejdere fra Nørager Firplejehjem forventes at deltage i undervisning efter de samme retningslinjer, som gælder for undervisning af medarbejderne på kommunens egne ældrecentre. Friplejehjemmet er selv ansvarlig for at finansiere den nødvendige hardware til systemerne. Der indgås en databehandleraftale mellem friplejehjemmet og Rebild Kommune i forhold til overholdelse af persondataforordningen.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Danske Diakonhjem åbner Nørager Friplejehjem og de første beboere flytter ind den 1. november 2020. Rebild Kommune og Danske Diakonhjem, Nørager Friplejehjem indgår en samarbejdsaftale, der har til formål at beskrive en række samarbejdsrelationer mellem kommunen og friplejehjemmet, herunder at sikre, at Rebild Kommunes kvalitetsstandarder imødekommes af Nørager Friplejehjem.

Sundhedsudvalget skal tage stilling til om udvalget overfor Økonomiudvalget og Byrådet vil anbefale godkendelse af samarbejdsaftalen mellem Danske Diakonhjem, Nørager Friplejehjem og Rebild Kommune.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0