Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget godkender implementeringsforslaget til lokal udmøntning af frikommuneforsøget "Psykologbehandling". 

Økonomi

Businesscase fremgår af bilag.

Der er en forventning om, at varigheden på sygefraværet nedsættes med gennemsnitligt 2,3 uger i 2018 og gennemsnitligt med 3,3 uger i 2019 – 2021. Der forventes ikke fuld effekt fra år 1 grundet implementeringsperioden.

I den beregnede businesscase med de fremsatte mål og forudsætninger forventes der i forsøgsperioden at være en netto besparelse på udgifterne til sygedagpenge på i alt 4.681.268, og en udgift til behandling m.m. på 1.661.313. Det giver en forventet netto besparelse i alt på kr. 3.019.955 i forsøgsperioden.

Sagsfremstilling

Til 2. ansøgningsrunde d. 1. maj 2017 blev der udarbejdet 4 nordjyske ansøgninger, hvor Rebild Kommune medansøgte på 3 forsøg. Et af de godkendte forsøg, gav mulighed for psykologbehandling i jobcentret. Forvaltningen har efterfølgende udarbejdet en model for en lokal implementering.

Efter at have godkendt forsøget, har regeringen fremsat et lovforslag i Folketinget, som sikrer lovhjemmel til frikommuneforsøgene. Lovforslaget forventes 3. behandlet i Folketinget medio december 2017. Så nedenstående model for implementering af forsøget forudsætter, at der ikke sker ændringer i forhold til nærværende forsøg.

Herunder opsummeres implementeringen af forsøget.  

Formål

Baggrunden for forsøget er, at lette sygemeldtes adgang til psykologbehandling, med henblik på at understøtte en hurtigere raskmelding. Der er for nogle en udfordring i adgangen til psykologbehandling. Udfordringerne består i de relativt lange ventetider ved privatpraktiserende psykologer (i gennemsmit 11,5 uger i Rebild Kommune) og derudover får dele af målgruppen ikke den nødvendige psykologbehandling enten pga. krav om egenbetaling eller manglende tilskudsmuligheder.  

Frikommuneforsøget giver helt konkret muligheden for at tilbyde en afgrænset målgruppe psykologbehandling hos en psykolog ansat i jobcentret. Det vil derfor lette adgangen til psykologbehandling for en gruppe af sygemeldte borgere, som på nuværende tidspunkt ikke får den rette behandling tidligt i sygeforløbet. 

Ved at have psykologer ansat i jobcentret til behandling af visse sygemeldte borgere, kan der tilbydes en målrettet behandling langt tidligere i sygefraværsforløbet. Derudover giver psykologernes tilknytning til jobcentret bedre mulighed for koordinering med den øvrige indsats i jobcentret.

Målgruppen

Målgruppen for forsøget er sygedagpengemodtagere med en af følgende diagnoser: 

  • Belastnings- eller tilpasningsreaktion
  • Let til moderat angst
  • Let til moderat depression

Forvaltningen har vurderet det hensigtsmæssigt, at fjerne angst fra målgruppen, da diagnosticeringen og behandlingen ofte kræver et længere forløb, hvorfor den relevante behandling for denne målgruppe allerede findes i praksissektoren.

Rammerne

For at der kan startes et behandlingsforløb, skal der foreligge en henvisning fra praktiserende læge eller en autoriseret psykolog. Rammerne i forsøget giver mulighed for, at et behandlingsforløb kan indeholde op til 12 behandlinger og der er ingen grænse for, hvor mange forløb der kan tilbydes. Det fremgår af lovforslaget, at behandlingen skal udføres af psykologer ansat i jobcentret. Opgaven kan derfor ikke udbydes til privatpraktiserende, men alle psykologer vil kunne indgive en ansøgning til stillingen.

Forvaltningen foreslår, at behandlingsforløbene skal have en kortere varighed end hvad der tilbydes i privat regi. Begrundelsen herfor er, at der ved præcisering af Rebild Kommunes serviceniveau prioriteres en tidlig og relevant behandling med beskæftigelsesrettet sigte og derved mulighed for at tilbyde behandling til flere borgere, fremfor at bruge kapaciteten på længerevarende behandlingsforløb. Således tilbydes sygemeldte med belastnings- eller tilpasningsreaktion 8 behandlinger med mulighed for 6 yderligere behandlinger. Borgere med let til moderat depression tilbydes 10 behandlinger med mulighed for 8 yderligere behandlinger. Hvis der herefter fortsat er behov for behandling, fortsættes denne i privat regi. 

Businesscase

Psykologbehandling adskiller sig fra de øvrige frikommuneforsøg ved, at det kræver en investering i ny indsats. Ved at sætte målrettet ind med en tidligere behandling for sygemeldte i målgruppen, forventes en positiv effekt i form af afkortede forløb, hvilket vil medføre en reduktion i forsørgelsesudgifterne til sygemeldte. Således har forvaltningen opstillet en businesscase for at anskueliggøre og vurdere investeringsperspektivet. På baggrund af en investering i den beskrevne indsats samt en vurdering af de forventede afledte effekter, vil investeringen over de 4 år forsøget løber, samlet set medføre en nettobesparelse på ca. 3 mio. kr. Beregningen tager udgangspunkt i at 100 personer tilbydes og modtager behandling af psykologer i jobcentret i 2018 og 2019 og 90 personer i 2020 og 2021. Reduktionen de sidste 2 år skyldes en forventet nedgang i gensygemeldinger for målgruppen. 

Forsøget vil være en serviceudvidelse, da den tilbydes oven i den nuværende indsats. Således er forsøget betinget af en opnormering ved ansættelse af en psykolog i jobcentret i forsøgsperioden. 

Det fulde forslag til den lokale implementering af forsøget er vedlagt i bilag. 

Under forudsætning af Folketingets godkendelse af lovbekendtgørelsen kan forsøget sættes i gang fra den 1. januar 2018.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget 

Rebild Kommune indgår i det nordjyske frikommunenetværk under titlen "En mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats". Her blev der i 2. ansøgningsrunde indsendt 4 forslag, hvoraf Rebild Kommune var medansøger på 3. De godkendte forsøg fra 2. ansøgningsrunde kan igangsættes fra januar 2018. Derfor skal der tages stilling til lokal implementering af forsøgene.

Forvaltningen fremsætter forslag til lokal implementering af forsøget omkring psykologbehandling i Rebild Kommune til Arbejdsmarkedsudvalgets godkendelse.  

Beslutning

Godkendt som indstillet.

Lars Hørsmann og Anders Norup deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget godkender implementeringsforslaget til lokal udmøntning af frikommuneforsøget "Rehabiliteringsteams". 

Økonomi

Implementering af frikommuneforsøget har ingen økonomiske konsekvenser for Arbejdsmarkedsudvalgets budget, men det forventes at implementering af forsøget kan medvirke til at nedbringe merforbruget til lægeattester og -konsulenter på konto 6 (administration).

Sagsfremstilling

Til 2. ansøgningsrunde d. 1. maj 2017 blev der udarbejdet 4 nordjyske ansøgninger, hvor Rebild Kommune medansøgte på 3 forsøg. Et af de godkendte forsøg indebærer fritagelse for forelæggelse af visse jobafklaringssager, samt fritagelse for indhentning af den såkaldte LÆ265 lægeerklæring inden behandling af en sag i rehabiliteringsteamet. Forvaltningen har efterfølgende udarbejdet en model for en lokal implementering.

Herunder opsummeres implementeringen af de to elementer i forsøget.  

Fritagelse for forelæggelse af visse jobafklaringssager for rehabiliteringsteamet

I dag skal alle sager, som overgår til jobafklaringsforløb behandles i rehabiliteringsteamet, med henblik på at sikre en tværfaglig behandling af sagerne. Men det er ikke alle sager om jobafklaringsforløb, som kræver en tværfagligt indsats. I disse tilfælde udsættes de sygemeldte for en unødig sagsgang, hvilket i værste fald kan forsinke en raskmelding. Samtidig anvendes unødige ressourcer til behandling af sagen i rehabiliteringsteamet.  

Forsøget giver mulighed for at undtage eller udskyde behandling af sager om første jobafklaringsforløb i rehabiliteringsteamet. Forvaltningen foreslår, at der tages stilling til, om en sag skal behandles i rehabiliteringsteamet ud fra en socialfaglig vurdering, som tager udgangspunkt i nedenstående retningslinjer.

Sager der kan fritages eller udskydes: 

  • Borgeren har ikke en diagnose
  • Borgeren afventer operation
  • Borgeren har en fast plan for behandling
  • Der er allerede iværksat tværfaglige indsatser
  • Hvis jobafklaringsforløbet alene skyldes manglende genoptjening af ret til sygedagpenge og der ikke vurderes behov for tværfaglig indsats

Sager der fortsat skal behandles i rehabiliteringsteamet: 

  • Hvis borgeren ønsker det
  • Hvis borgeren har været forlænget på sygedagpenge
  • Hvis der er behov for tværfaglige indsatser, som ikke kan iværksættes efter beskæftigelsesloven, eller der er behov for koordinering af indsatserne.

Fritagelse for indhentning af LÆ265

I dag er det et krav, at lægeattesten “LÆ265“ indhentes fra praktiserende læge inden en sag kan behandles i rehabiliteringsteamet. Den eneste undtagelse er i sager om jobafklaringsforløb, hvor der foreligger tilstrækkelig aktuel dokumentation i form af en anden lægeatttest.  

Udarbejdelse af attesten indebærer, at den sygemeldte indkaldes til konsultation hos egen læge. Erfaringen viser imidlertid, at det er mange tilfælde ikke er egen læge, der er den primære sundhedsperson ift. den sygemeldte. Det kan betyde, at hverken borger eller læge kan se meningen med konsultationen, især hvis der i forvejen foreligger fyldestgørende akter fra f.eks. speciallæge, sygehus eller genoptræningsafdeling.  Det bidrager i flere tilfælde ikke med noget til sagen, at attesten udarbejdes. Udover tidsforbruget for både borger og læge betyder det ofte ventetid i sagen. Lægerne har 30 dage til at udarbejde attesten, hvilket i praksis ofte har vist sig svært at overholde.  

Formålet med forsøget er derfor at undlade at indhente lægeattester, som ikke bidrager til at oplyse sagen og som medfører unødvendigt ressourcetræk og forlængelse af sagsbehandlingstiden for borgerne.

I stedet for automatisk at indhente en LÆ265 attest i alle sager, foreslår forvaltningen, at der foretages en socialfaglig vurdering af behovet for at indhente attesten. For at sikre, at sagerne er velbelyste og borgerne får den rigtige behandling, foreslås det, at vurderingen tager udgangspunkt i nedenstående kriterier. 

Sager hvor der ikke indhentes LÆ265: 

  • Borgeren har ophold på institution i anden kommune og har en læge, som ikke kender vedkommende og hvor sygdom ofte ikke er årsag til behandling i rehabiliteringsteamet
  • Hvis der foreligger aktuelle oplysninger fra nuværende behandlingsinstans.

Speciallægeerklæringer kan dog aldrig stå alene, da de ikke indeholder oplysninger om behandlingen er iværksat og hvilken effekt den har. 

Sager hvor der fortsat indhentes LÆ265: 

  • Når der er flere konkurrerende lidelser
  • Hvis borgeren ikke er i behandling via anden instans

Forvaltningens detaljerede forslag til lokal implementering af de to elementer i forsøget, er vedlagt i bilag.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget 

Rebild Kommune indgår i det nordjyske frikommunenetværk under titlen "En mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats". Her blev der i 2. ansøgningsrunde indsendt 4 forslag, hvor af Rebild Kommune var medansøger på 3. De godkendte forsøg fra 2. ansøgningsrunde kan igangsættes fra januar 2018. Derfor skal der tages stilling til den lokale implementering af forsøgene. 

Forvaltningen fremsætter forslag til lokal implementering af forsøget “Rehabiliteringsteam“ i Rebild Kommune til Arbejdsmarkedsudvalgets godkendelse.  

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0