Generelt vil regnskabsresultatet for 2019 for alle udvalgsområder i mere eller mindre grad være påvirket af de politiske beslutninger om tilbageholdenhed i juni 2019 samt indkøbsstoppet i november 2019. Beslutninger der blev truffet med henblik på at begrænse overskridelse af den kommunale serviceramme.
Regnskabet for Arbejdsmarkedsudvalget for 2019 viser et merforbrug på 9,8 mio. kr., hvilket svarer til 3 % af budgettet. Bag merforbruget er der en række områder, hvor der stort set har været balance.
Ledigheden i Rebild Kommune har i flere år været nedadgående, men i 2019 har ledigheden igen været stigende og ligger på niveau med ledigheden for 2016. Ledigheden i Rebild Kommune er stadig markant lavere end i regionen og hele landet. I budget 2019 var der budgetteret med forsat lav ledighed svarende til 2018. Merforbruget til dagpenge til forsikrede ledige udgør 4,0 mio. kr. og på ledighedsydelse udgør merforbruget 3,3 mio. kr.
Antallet af førtidspensionister i Rebild Kommune var faldende i en årrække, men er nu igen stigende her i 2019. Der tilkendes igen flere førtidspensioner pga. en lovmæssig præcisering af reglerne, og fordi de første ressourceforløb efter reformen er begyndt at løbe ud. Der er i 2019 tilkendt 76 førtidspensioner, hvilket er en stigning på 45 i forhold til 2018. Merforbruget udgør 6,7 mio. kr.
De største mindreforbrug findes på områderne løntilskud, kontanthjælp, ressourceforløb og integration. På ressourceforløb skyldes mindreforbruget, at der var budgetteret med en stigning, men niveauet er uændret i forhold til 2018.
Det bemærkes, at tallene i de specielle bemærkninger er opgjort i mio. kr. med 1 decimal, hvilket indebærer, at der kan forekomme difference ved sammentælling af kolonner.
Til Økonomiudvalgets og Byrådets møder i april 2020, vil det samlede regnskab blive forelagt inklusiv finansiering samt en redegørelse af anlægsregnskabet.
Endelig skal det bemærkes, at resultatet præsenteres uden § 40 bevillinger, hvilket indebærer, at det er de ”reelle” afvigelser for de respektive områder, der er fokuseret på. § 40 bevillingen bevilges alene i henhold til overholdelse af Styrelsesloven, hvoraf fremgår, at der ikke må afholdes udgifter uden bevillingsmæssig dækning.