Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

I 2015 forventer Rebild Kommune at skulle modtage ca. 3 gange så mange flygtninge som tidligere. Kvoten er 98 flygtninge i 2015. Heri er ikke medregnet eventuelle familiesammenføringer. De foreløbige udmeldinger vedrørende 2016 viser, at der også næste år kan forventes et stigende antal flygtninge. Det har medført et øget fokus på integrationsområdet i Rebild Kommune både i forvaltningen og på politisk niveau.

På baggrund af ovenstående besluttede Byrådet den 30. april 2015, at der skal udarbejdes et forslag til en integrationspolitik for Rebild Kommune. Der skal endvidere indgå forslag om nedsættelse af et integrationsråd i politikken. Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et kommissorium, herunder en proces- og tidsplan, for arbejdet med at udforme en integrationspolitik for Rebild Kommune.

Formålet med integrationspolitikken er, at tydeliggøre Rebild Kommunes visioner og mål for integrationsindsatsen og dermed skabe et fælles grundlag for samarbejde, koordinering og retning for arbejdet.

Det foreslås, at Arbejdsmarkedsudvalget fastlægger, hvilken målgruppe integrationspolitikken for Rebild Kommune skal omhandle:

1. Flygtninge, herunder familiesammenførte, der kommer til Rebild Kommune og primært inden for de første tre år, hvor kommunen er forpligtet til at iværksætte et integrationsprogram for de nyankomne, eller om

2. Integrationspolitikken skal omhandle en bredere målgruppe og have en længere tidshorisont, dvs. en integrationspolitik der omhandler flygtninge, indvandrere og efterkommere og rækker udover de tre år.  

For at sikre en tværfaglig og bred opbakning til integrationspolitikken foreslås det, at der nedsættes en projektorganisation med styregruppe, projektgruppe og referencegrupper. Der er lagt op til en proces, som inddrager politikere, ledere og medarbejdere, flygtningerepræsentanter, lokale råd, erhverv, samarbejdspartner m.fl. Der afholdes en fælles temadag "Input til Integrationspolitikken" i efteråret 2015. Forslag til overordnede mål og centrale temaer til temadagen forelægges til politisk behandling i Arbejdsmarkedsudvalget i september 2015.

Forslag til integrationspolitikken forventes sendt til politisk behandling i januar 2016.

Offentlig høring af integrationspolitikken i februar 2016.

Politikken forventes endelig godkendt i april 2016.

Resume

Sagen afgøres i Byrådet.

Byrådet har den 30. april 2015 besluttet, at der skal udarbejdes et forslag til en integrationspolitik for Rebild Kommune. Forvaltningen har udarbejdet et kommissorium, herunder en proces- og

tidsplan, for arbejdet med at udforme en integrationspolitik for Rebild Kommune. Kommisoriet foreligger til godkendelse.

Beslutning

Indstillingerne blev godkendt med den bemærkning, at konsekvenserne er indarbejdet i ØK2.

Søren Konnerup deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning
at konsekvenserne udmøntes i forbindelse med ØK2
at udvalget godkender handleplanen

Økonomi

Konsekvenserne udmøntes i forbindelse med ØK2. Udviklingsaktiviteterne afholdes inden for rammen.

Sagsfremstilling

Aktivitetsopfølgning:

Der er foretaget aktivitetsopfølgning på sygedagpengeområdet, herunder jobafklaring. Der er sat fokus på dette område, da der i ugens tal er afvigelser i forhold til budgettet, hvilket betyder, at der i 2015 må forventes et merforbrug på området.

I juni 2014 blev sygedagpengereformen vedtaget. Ændringerne trådte i kraft henholdsvis pr. 1. juli 2014 og 1. januar 2015.  I reformen var de primære ændringer en fremrykket revurdering af retten til sygedagpenge og indførelse af jobafklaringsforløb, for dem der ikke er omfattet af forlængelsesmulighederne. En af intentionerne var at sikre målgruppen forsørgelse under hele sygdomsforløbet. Før reformen blev en del sager lukket til kontanthjælp eller ingen ydelse, fordi de ikke opfyldte forlængelsesbestemmelserne. Sygedagpenge er som udgangspunkt en korttidsydelse, og kan kun forlænges udover den generelle varighedsbegrænsning/revurderingstidspunktet, hvis en eller flere af forlængelsesbetingelserne i sygedagpengeloven er opfyldt. Den 1. juli 2014 ændredes tidspunktet for revurdering fra 52 uger til at blive foretaget efter 22/26 ugers varighed.

Som følge af ovenstående ændringer blev antallet af sygedagpengesager nedskrevet ved budgetlægningen for 2015 i forhold til 2014, og der blev i stedet tilført budget til jobafklaring. Der er således for 2015 afsat midler til gennemsnitligt 295 personer på sygedagpenge, herunder 40 personer med en varighed på over 52 uger. På jobafklaring er der budgetteret med gennemsnitligt 50 personer, heraf 10 over 52 uger.

Både på sygedagpenge og jobafklaring er udgiften til forsørgelse over 52 uger en ren kommunal udgift.

Af ugens tal fremgår, at der i uge 21 var i alt 336 personer, der modtog sygedagpenge, heraf 74 med en varighed over 52 uger. 85 personer var på jobafklaring. Tidligere har tendensen været et faldende antal sygedagpengesager i sommerperioden, men i 2015 har der ikke været dette fald. Dermed ligger vi pt. hhv. 41 og 35 personer over det budgetlagte for sygedagpengemodtagere og jobafklaring i 2015.

Styring af området:

For at imødegå reformens ændringer skete der en omorganisering af sygedagpengeindsatsen i Rebild Kommune, herunder blev der flyttet medarbejderressourcer for at varetage de ekstra sager, lovpligtig opfølgning på alle sager over 8 ugers varighed og revurderingerne. Der har været en del barselsfravær blandt medarbejdere på området, hvilket betyder, at der det sidste 3/4 år er 4 nye medarbejdere beskæftiget på området.

Det er ikke en overraskelse, at flere ville være omfattet af målgrupperne for sygedagpenge og jobafklaringsforløb som en følge af reformen. Men omfanget var ikke forudset. Det konstateres, at tendensen er den samme i andre kommuner - se bilaget for yderligere. Udsigten til budgetoverskridelse, har givet anledning til en analyse af, hvor der er muligheder for at påvirke udviklingen.

Som nævnt blev målgruppen for forlængelse af sygedagpenge udvidet og alle sygemeldte blev sikret en forsørgelse med sygedagpengereformen. I bilaget gennemgås hvilke årsager sygedagpengesagerne er forlænget på. I Rebild ses særligt en stigning i antallet af sygemeldte, som har en verserende arbejdsskadesag og stigning i antallet af sygemeldte, der afventer eller er i gang med en behandling. Herudover er der flere end før reformens ikræfttræden, der er forlænget på baggrund af, at der er vurderet behov for afklaring af arbejdsevnen via en beskæftigelsesrettet indsats.

Ledelsestilsyn og afgørelser fra Ankestyrelsen indikerer desuden, at der er et udviklingspotentiale i forhold til forvaltningens sagsbehandling af sygedagpengelovens § 7. § 7 er den løbende faglige vurdering af, om borgeren stadig er berettiget til sygedagpenge. Der er allerede indgået styrket samarbejde med 3F i forhold til vurderingerne. Herudover vil der i efteråret blive afholdt intern undervisning.

Arbejdsskadestyrelsen nedlagde deres fastholdelsesteam pr. 1. januar 2015. Indtil da havde jobcentret og fastholdelsesteamet et tæt samarbejde med henblik på at sikre hurtig afklaring af de sager, der er forlænget efter rejst arbejdsskadesag. Samarbejdet gav mulighed for rundbordssamtaler, koordinering i de enkelte sager og dermed hurtigere afgørelser i sagerne. Denne mulighed ophørte med nedlæggelse af teamet.

Forslag til handleplan:

 

Forvaltningen har udvalgt en række initiativer, hvor der kan være mulighed for at påvirke udviklingen med det mål at reducere de forventede merudgifter til sygedagpenge og jobafklaring.

Der vil i den kommende tid derfor blive sat fokus på følgende handlepunkter:

- Øget fokus på Sygedagpengelovens § 7.

- I kommende kvartal fokuseres ledelsestilsynene på forlængelserne vedrørende behov for afklaring af arbejdsevnen og fortsat berettigelse til forlængelse

- Sagssparringsmøder intensiveres på sygedagpenge

- Der indlægges en obligatorisk sagssparring på jobafklaringsforløbene ved henholdsvis 39 uger og 1½ år efter 1. sygedag

- I forhold til forlængelser på baggrund af behandling foretages en analyse af, hvilken behandling der afventes/er iværksat

Herudover opfordrer forvaltningen til, at der politisk sættes fokus på Arbejdsskadestyrelsens lange sagsbehandlingstid.

Resume

Sagen afgøres i: ArbejdsmarkedsudvalgetDer fremlægges kvartalvis en tematiseret aktivitetsopfølgning for Arbejdsmarkedsudvalget. Denne gang omhandler aktivitetsopfølgningen sygedagpengeområdet, da udviklingen afviger i forhold til budgettet.

I bilaget er der redegjort for og illustreret udviklingen på sygedagpengeområdet, herunder sammenligning med Nordjylland og kommuner med tilsvarende rammevilkår.

På baggrund af analysen fremlægger forvaltningen forslag til handleplan med henblik på at skabe større balance i forhold til budgettet.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Søren Konnerup deltog ikke i behandlingen af sagen.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0