Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Kvalitativt ledelsestilsyn på socialområdet børn og unge, juli 2018

Den børnefaglige undersøgelse (SEL §50)

Resultatet af ledelsestilsynet viser overordnet set, at der arbejdes struktureret med dataindsamling og dokumentationsarbejdet i sagerne. Både eksterne og interne samarbejdspartneres dokumentation anvendes konkret i beskrivelserne og de efterfølgende vurderinger der danner grundlag for konklusionen i den børnefaglige undersøgelse. Den fælles sparring i de enkelte teams har også medført en mere ensartet sagsbehandling.

Udviklingspunkter

  1. Generelt er der tale om processtyringsfejl, der ikke har praktisk betydning for borgerne. F.eks. er det fortsat problematisk at finde skriftligt eller specifikt mundtligt (tidsafgrænset) samtykke i journalens ”aktiviteter”.
  2. Konkret stillingtagen til indsatsen i den enkelte sag ift. Rebild Kommunes serviceniveau på området.
  3. I sager med børn over 12 år er der en tendens til flere sideløbende foranstaltninger – denne udvikling skal følges tæt af funktionsleder, da den bidrager negativt til fordelingen af indsatser/udgifter ift. småbørns-/forebyggelsesområdet. I praksis skal ”Indsatstrappen” altid anvendes.

Punkter i kommende sagsgennemgang og ledelsestilsyn

For at sikre forbedringer af de områder, hvor ledelsestilsynet viser behov for at kvalitetssikre sagsbehandling og dokumentation i sagerne bliver der:

  • Rettet op på de konkrete fejl og mangler der er fundet i sagerne (pkt. 1 og 2)
  • Gennem ledelsesmæssig sagsgennemgang sikret en mere struktureret opfølgning i de enkelte sagsstammer - med fokus på serviceniveau og indsatstrappe.

Kvalitativt ledelsestilsyn i Center Familie Handicap på handicapområdet børn juli 2018

Det primære fokusområde i juli 2018 er BHU (børnehandicapudredning) og BFU (børnefaglig undersøgelse). Der gøres opmærksom på at der ikke i langt den største del af børnehandicapsagerne er tale om sager, hvor der udfærdiges BHU eller BFU. På børneområdet er der udvalgt 5 sager med udgangspunkt i Servicelovens § 11, § 41, § 42 & § 52

BFU/BHU (børnefaglig undersøgelse/børnehandicapudredning):

Der er tale om grundige undersøgelser af berettigelse til ydelse. Der foreligger relevant dokumentation i form af fx lægefaglig dokumentation fra egen læge, somatiske eller psykiatriske hospitaler, status og udtalelser fra skoler, PPR med mere. Generelt er der tale om sagsbehandling af høj kvalitet. Den brede og ensartede tilgang og sagsbehandling er med til at sikre, at det gældende serviceniveau overholdes.

Opmærksomhedspunkter:

  • Det kniber fortsat med at få indhentet skriftligt samtykke i enkelte sager. Der findes notater om mundtligt afgivet samtykke, men indskærpes igen under tilsyn at de skriftlige samtykker skal være i sagerne, og at der skal være opmærksomhed på, at samtykkeerklæringer kun gælder et vist tidsrum, og derfor løbende skal fornyes. 
  • Der bør fremadrettet være mere fokus på beskrivelse af ressourcedelen, da det ofte vil være der, et eventuelt udviklingspotentiale kan findes

Punkterne er drøftet med de ansvarlige rådgivere, idet tilsynet denne gang er lavet sammen med rådgiverne. Læringspunkterne anvendes til samlet læring og udvikling i børnehandicapteamet. Der er tale om småfejl der ikke har betydning for borgeren eller den fremadrettede sagsbehandling.

Resume

Sagen afgøres i Børne- og Familieudvalget.

Det kvalitative ledelsestilsyn foretages hvert kvartal på området for udsatte børn og unge, og fokuserer denne gang på børnefaglige undersøgelser og børnehandicapudredning. Tilsynet tager udgangspunkt i Deloittes skabelon, der er udviklet til formålet. Se også bilag for det samlede tilsyn på hhv. socialområdet og børnehandicapsager samt bilag med plan for ledelsestilsyn.

Ledelsestilsynet omfatter ikke sager fra Team Tidlig Indsats.

Beslutning

Taget til efterretning.

Udvalget noterer med tilfredshed, at der generelt er positiv udvikling i nøgletallene.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Denne sagsfremstilling omkring ledelsesinformationen følger de hidtidige principper og opgørelsesmetoder.

Ved næste udvalgsbehandling af ledelsesinformation til november 2018, vil forvaltningen fremlægge ny model, baseret på ny opgørelsesmetode og nye opgørelsesformer til udvalgets beslutning om fremtidig ledelsesinformation. Ved den lejlighed vil tidligere besluttede resultatkrav også blive vedlagt.

Aktive sager 

Antal aktive sager fordelt på socialområdet og børnehandicapområdet pr. 20 juni 2018:

På socialområdet er der 454 aktive sager mod 433 ved sidste optælling

På børnehandicapområdet er der 207 aktive sager mod 220 ved sidste optælling

Socialrådgiverne i Center Familie og Handicap har i gennemsnit en sagsstamme på 38,9 sager.  

Underretninger

I perioden 1. marts 2018 - 31. maj 2018 er der i alt indgået 164 underretninger til Center Familie og Handicap på 89 børn. Ved sidste ledelsestilsyn var der over en periode på 3 måneder indgået 160 underretninger på 90 børn.

  • 7 underretninger har ført til afgørelse om børnefaglig undersøgelse
  • 3 underretninger har ført til §11 forløb (forebyggende social indsats i familien)

Børnefaglige undersøgelser

Kommunen skal foretage en børnefaglig undersøgelse, når det vurderes, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. Pr. 20. juni 2018 er der 28 igangværende børnefaglige undersøgelser på socialområdet, hvoraf 79% af disse har overholdt tidsfristen. Der er således tale om en stigning i målopfyldelsen på ca 10 % over de sidste opgørelser.

De resterende børnefaglige undersøgelser fra 2017, som bliver håndteret gennem merarbejdsaftaler med enkelte rådgivere, forventes færdige primo august 2018.

På baggrund af den politisk besluttede opnormering med to rådgiverressourcer ansættes to nye medarbejdere pr. 1. august i hhv. børneteam og børnehandicapteam, hvilket forventeligt vil kunne aflæses i kommende ledelsesinformation.

Børnesamtaler

Det er et lovkrav, at der afholdes børnesamtaler med barnet. Hvor børnesamtalen er et lovkrav, er der afholdt børnesamtaler i 82% af bevillingssagerne på socialområdet og 89% på børnehandicapområdet. På børnehandicapområdet fremgår en tydelig forbedring i rettidigheden af lovpligtige børnesamtaler.

Løbende udvikling:

Handleplaner

Der foreligger en handleplan i 100% af sagerne på både socialområdet og på børnehandicapområdet.

Handleplanernes rettidighed er denne gang på 64% på socialområdet, hvilket er lidt lavere end ved seneste ledelsesinformation. På børnehandicapområdet er handleplanernes rettidighed steget fra 40% til 67% siden sidste ledelsesinformation, hvilket er en markant forbedring. Handleplanernes rettidighed har fortsat ledelsens opmærksomhed.

Opfølgninger

Der er samlet set fulgt rettidigt op i:

  • 56% af §41 sagerne (merudgifter)
  • 75% af §42 sagerne (tabt arbejdsfortjeneste)
  • 73% af §52/76 sagerne på socialområdet
  • 86% af §52/76 på børnehandicapområdet

På både social- og børnehandicapområdet er kurven for rettidig opfølgning opadgående. Det samme er gældende, når det drejer sig om merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.

Statistik vedr. ankeafgørelser og sager fra Børn og Unge-udvalget

Børne- og ungdomsudvalget - nu Børne- og Familieudvalget besluttede på udvalgets møde
den 12. marts 2014, at statistik vedrørende ankeafgørelser og sager fra Børn og Unge-udvalget
skulle omfattes af ledelsesinformationen.

Der har ialt været 16 ankeafgørelser i perioden 1. januar til 31. juli 2018.

I 12 af afgørelserne er Rebild Kommunes afgørelse blevet stadfæstet - i 2 blev Rebild kommunes
afgørelse hjemvist til fornyet behandling. I 2 sager har Rebild Kommune ikke fået medhold.

Der er ialt behandlet 3 sager i Børn og Unge-udvalget i 2018, i de 2 blev Rebild kommunes
indstilling fulgt - i 1 blev Rebild kommunes indstilling ikke fulgt.

Vedlagt er:
Status over ankeafgørelser/tvangssager i Center Familie og Handicap i perioden 01.01. -
31.07.2018

Ankeafgørelser/tvangssager i Center Familie og Handicap ialt 2017

Resume

Sagen afgøres i Børne- og Familieudvalget

Center Familie og Handicap orienterer hver 3. måned Børne- og Familieudvalget i ledelsesinformation på social- og børnehandicapområdet.

Data til ledelsesinformation er trukket fra fagsystemet DUBU den 20. juni 2018.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0