Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning

Taget til efterretning.

Udvalget anerkender den positive udvikling i ledelsesinformationen og fik en redegørelse for indsats for at sikre rettidighed i børnefaglige undersøgelser.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Ved sidste udvalgsbehandling af ledelsesinformation forventede forvaltningen at kunne fremlægge en ny model, baseret på ny opgørelsesmetode til fremtidig ledelsesinformation. Forvaltningen har i mellemtiden undersøgt praksis fra andre kommuner; hvordan der kan trækkes information direkte fra fagsystemet DUBU og om der er andre data, der vil give et bedre udgangspunkt for de informationer der ønskes.

På nuværende tidspunkt sker dataindsamlingen fra fagsystemet DUBU via et manuelt træk til Excel, som er ret administrativt tungt og giver fejlkilder i og med, at der ikke sker en automatisk opdatering til ledelsestrækket, hvis der sker opdateringer i selve fagsystemet. Desuden betyder metoden, at tallene ikke løbende kan følges tæt, idet trækket kun sker hver 3. måned.

For at kunne trække data direkte fra fagsystemet kræver det, at alle indsatser og hændelser registres på en særlig måde i fagsystemet af rådgiverne – et arbejde der har været særligt fokus på siden efteråret. Da der skal opbygges solide data i mindst ét år, kan der først medio 2019 trækkes valide data via dette system.

Forvaltningen fremlægger derfor medio 2019 ny model til ledelsesinformation baseret på nye metoder. Forvaltningen vil dog allerede nu begynde at arbejde aktivt med de nye muligheder for løbende information for både rådgivere og ledelse.

Denne sagsfremstilling omkring ledelsesinformationen følger de hidtidige principper og opgørelsesmetoder.

Aktive sager 

Antal aktive sager fordelt på socialområdet og børnehandicapområdet pr. 1. november 2018:

  • På socialområdet er der 432 aktive sager mod 454 ved sidste optælling
  • På børnehandicapområdet er der 206 aktive sager mod 207 ved sidste optælling

Socialrådgiverne i Center Familie og Handicap har pr. 1. november i gennemsnit en sagsstamme på 33,6 sager - dette er med de to tilførte årsværk. Ved seneste træk af ledelsesinformation 20. juni 2018 havde socialrådgiverne i gennemsnit en sagsstamme på 38,9 sager.

Underretninger

I perioden 1. august 2018 - 31. oktober 2018 er der i alt indgået 258 underretninger til Center Familie og Handicap på 132 børn. Ved sidste ledelsestilsyn var der over en periode på 3 måneder indgået 164 underretninger på 89 børn.

  • 16 underretninger har i perioden ført til afgørelse om børnefaglig undersøgelse
  • 6 underretninger har i perioden ført til §11 forløb (forebyggende social indsats i familien)

Børnefaglige undersøgelser

Kommunen skal foretage en børnefaglig undersøgelse, når det vurderes, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. En børnefaglig undersøgelse omfatter en helhedsbetragtning af barnets eller den unges: Udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber, set i forhold til forældrekompetencer, som ligeledes afdækkes. Den børnefaglige undersøgelse udgør fundamentet for en begrundet stillingtagen til, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte hjælp overfor barnet og familien.  

Pr. 1. november 2018 er der 31 igangværende børnefaglige undersøgelser på socialområdet, hvoraf 68% af disse har overholdt tidsfristen. Forvaltningen finder det utilfredsstillende, at der lige nu er 32% børnefaglige undersøgelser med overskredet tidsfrist. Der arbejdes derfor målrettet på at få de børnefaglige undersøgelser færdige, der ikke har overholdt den 4 måneders tidsfrist. Helt konkret bliver der udarbejdet en målrettet handleplan, der sikrer en tættere ledelsesopfølgning på de børnefaglige undersøgelser - med en særlig koordineret og monitoreret indsats ift. de børnefaglige undersøgelser der lige nu har overskredet tidsfristen. Udvalget orienteres nærnere om handleplanen på udvalgsmødet.

 

Børnesamtaler

Det er et lovkrav, at der afholdes børnesamtaler med barnet, når der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse. Hvor børnesamtalen er et lovkrav, er der afholdt børnesamtaler i 84% af bevillingssagerne på socialområdet og 86% på børnehandicapområdet. På børnehandicapområdet fremgår et fald i antal rettidige børnesamtaler, hvilket konkret drejer sig om en enkelt børnesamtale, der ikke er afholdt rettidigt.

Løbende udvikling:

Handleplaner

Der foreligger en handleplan i 100% af sagerne på både socialområdet og på børnehandicapområdet.

Handleplanernes rettidighed er denne gang på 82% på socialområdet, hvilket er væsentligt højere end ved seneste ledelsesinformation hvor rettidigheden var på 64%. På børnehandicapområdet er handleplanernes rettidighed steget fra 67 til 100%, hvilket ligeledes er en signifikant forbedring siden seneste ledelsesinformation.

Opfølgninger

Der er samlet set fulgt rettidigt op i:

  • 75% af §41 sagerne (merudgifter)
  • 95% af §42 sagerne (tabt arbejdsfortjeneste)
  • 82% af §52/76 sagerne på socialområdet
  • 86% af §52/76 på børnehandicapområdet

 

På børnehandicapområdet er der denne gang status quo i rettidigheden på opfølgninger. På socialområdet er kurven for rettidig opfølgning opadgående. Det samme er gældende ved merudgifter samt tabt arbejdsfortjeneste.

Statistik vedr. ankeafgørelser og sager fra Børn og Unge-udvalget

Udvalget besluttede på mødet den 12. marts 2014, at statistik vedrørende ankeafgørelser og sager fra Børn og Ungeudvalget skulle omfattes af ledelsesinformationen.

Der har i alt været 20 ankeafgørelser i perioden 1. januar til 31. oktober i 2018. I 14 af afgørelserne er Rebild Kommunes afgørelse blevet stadfæstet - i 2 af afgørelserne blev Rebild

kommunes afgørelse hjemvist til fornyet behandling. I 3 sager har Rebild Kommune ikke fået medhold. 1 af sagerne kunne ikke behandles, idet klagefristen var overskredet.

Der er i alt behandlet 3 sager i Børn og Ungeudvalget i 2018. I de 2 sager blev Rebild Kommunes indstilling fulgt - i 1 sag blev Rebild Kommunes indstilling ikke fulgt.
Herudover har Børn og Unge-udvalget godkendt en formandsbeslutning.

Resume

Sagen afgøres i Børne- og Familieudvalget

Center Familie og Handicap orienterer hver 3. måned Børne- og Familieudvalget i ledelsesinformation på social- og børnehandicapområdet.

Data til ledelsesinformation er trukket fra fagsystemet DUBU den 1. november 2018.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser

Sagsfremstilling

Kvalitativt ledelsestilsyn i Center Familie Handicap på familieområdet - oktober 2018

På familieområdet er der udvalgt 10 sager til gennemgang.

Afgørelse og serviceniveau:

Af de 10 sager, er der i 7 af sagerne truffet afgørelse indenfor de sidste to måneder. Afgørelserne er både individuelle, konkrete og indeholder partshøringer og faktiske oplysninger. Der er henvist til korrekt lovgrundlag og der er i 6 af sagerne fremsendt klagevejledning ifm. afgørelsen.

Serviceniveau er anvendt i alle sager.

Udviklingspunkter og indsatser:

Et par afgørelser er for korte – der henvises ikke specifikt og borgerrettet nok. Der bør fremadrettet være mere fokus på læring ift. til de to forhold og fokus på partshøring før der træffes afgørelse.

Der er behov for at få indhentet skriftlige samtykkeerklæringer. Dette arbejdes der allerede på.

Det er generelt et læringspunkt at udarbejde præcise og konkrete afgørelser. Dette læringspunkt anvendes til samlet læring og udvikling på tværs af teams i det interne uddannelsesforløb ”En styrket myndighedsindsats” gennem efterår og vinter 2018/19. Faglig koordinator er i gang med gennemgang af samtlige sagsstammer (alle rådgiveres sager) i samarbejde med funktionsleder.

Kvalitativt ledelsestilsyn i Center Familie Handicap på børnehandicapområdet - oktober 2018

På børnehandicapområdet er der udvalgt 5 sager til gennemgang. Sagerne er valgt tilfældigt og har udgangspunkt i handicapkompenserende merudgifter jf. Servicelovens § 41 og Tabt Arbejdsfortjeneste jf. Servicelovens § 42

Afgørelse og serviceniveau:

Der er juridisk korrekte afgørelser i alle sager. Afgørelserne er individuelle, konkrete og indeholder hovedhensyn og faktiske oplysninger. Der er henvist til korrekt lovgrundlag og der er medsendt klagevejledning. Serviceniveau anses for overholdt i alle sager

Udviklingspunkter og indsatser:

Et par afgørelser er lidt korte. Der bør fremadrettet være mere fokus på beskrivelsen af det individuelt borgerrettede. Der er fortsat behov for fokus på at få indhentet nye samtykkeerklæringer. I et par sager bør det undersøges, om der fortsat er berettigelse til den bevilgede indsats for at sikre overholdelsen af Rebild Kommunes serviceniveau

Den enkelte sag drøftes med den ansvarlige rådgiver.  Læringspunkter anvendes til samlet læring og udvikling i teamet.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0